Læsetid: 10 min.

’Mine minder skal ikke dø med mig’

Helga Weiss er et af bare 100 børn, der overlevede Auschwitz. Information tog til Prag og mødte den i dag 84-årige kunstmaler, der har originaludgaven af ’Helgas dagbog’ skjult under sofapuderne i den lejlighed, hun i 1941 blev fordrevet fra. Bogen, der nu kommer på dansk, giver et barns beretning om gradvis fornedrelse og minder os om, at racisme starter i det små
Helga Weiss og hendes far lovede ved hans deportation til Auschwitz, da Helga Weiss var 15 år, at de ville tænke på hinanden hver aften kl 19. ’Jeg tænker ofte på min far, ikke bare kl. 19, men når jeg skal træffe beslutninger, som for eksempel hvem jeg skal stemme på ved valget, vender jeg det med min far,’ siger 84-årige Helga Weiss. Foto: Tor Birk Trads

Helga Weiss og hendes far lovede ved hans deportation til Auschwitz, da Helga Weiss var 15 år, at de ville tænke på hinanden hver aften kl 19. ’Jeg tænker ofte på min far, ikke bare kl. 19, men når jeg skal træffe beslutninger, som for eksempel hvem jeg skal stemme på ved valget, vender jeg det med min far,’ siger 84-årige Helga Weiss. Foto: Tor Birk Trads

28. september 2013

Klokken er 8.30, når Helga Weiss vågner i sit soveværelse. Hun går ud i det lille flisebelagte og brune køkken og laver sig en kop te. Hun spiser sin yoghurt i stuen, men først binder hun de lange, lyse bomulds­gardiner op, så sommerfuglefiguren på ruden lader lyset filtrere i orange og lysegult. Et symbol på frihed og et flyvende insekt, der intetsteds fandtes i Theresienstadt. Her i lejligheden, hvor Helga Weiss blev født den 10. november 1929, findes den til gengæld overalt.

»Det er en gave, vi ofte giver til hinanden,« siger den lille kvinde, der tager imod os i entréen med blå hjemmefutter og nysat hår.

Det ’vi’, hun taler om, er de få nulevende af de 100 børn, der ud af 15.000 i alt overlevede rædslerne i Theresienstadt og Auschwitz. Et skæbnefællesskab, der rækker ud over tid og sted, fortæller hun med et smil.

»Der kan gå 40 år mellem vi ses, og vi begynder med at spørge til hinandens liv og vise billeder af børn og børnebørn, men vi ender altid i Terezin.«

Ved sådanne møder er det de gode stunder, de taler om, men tiden i koncentrations­lejrene har også sat sig spor i Helga Weiss’ frygtsomme sind.

 

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en gratis måned og få:
  • Alle artikler på information.dk
  • Annoncefrit information.dk
  • E-avis mandag til lørdag
  • Medlemsfordele
0,-
Første måned/herefter 200 kr/md. Abonnementet er fortløbende.
Prøv nu

Allerede abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Jan Weis
Jan Weis anbefalede denne artikel

Kommentarer