Læsetid 10 min.

’Mine minder skal ikke dø med mig’

Helga Weiss er et af bare 100 børn, der overlevede Auschwitz. Information tog til Prag og mødte den i dag 84-årige kunstmaler, der har originaludgaven af ’Helgas dagbog’ skjult under sofapuderne i den lejlighed, hun i 1941 blev fordrevet fra. Bogen, der nu kommer på dansk, giver et barns beretning om gradvis fornedrelse og minder os om, at racisme starter i det små
Helga Weiss og hendes far lovede ved hans deportation til Auschwitz, da Helga Weiss var 15 år, at de ville tænke på hinanden hver aften kl 19. ’Jeg tænker ofte på min far, ikke bare kl. 19, men når jeg skal træffe beslutninger, som for eksempel hvem jeg skal stemme på ved valget, vender jeg det med min far,’ siger 84-årige Helga Weiss. Foto: Tor Birk Trads

Helga Weiss og hendes far lovede ved hans deportation til Auschwitz, da Helga Weiss var 15 år, at de ville tænke på hinanden hver aften kl 19. ’Jeg tænker ofte på min far, ikke bare kl. 19, men når jeg skal træffe beslutninger, som for eksempel hvem jeg skal stemme på ved valget, vender jeg det med min far,’ siger 84-årige Helga Weiss. Foto: Tor Birk Trads

28. september 2013

Klokken er 8.30, når Helga Weiss vågner i sit soveværelse. Hun går ud i det lille flisebelagte og brune køkken og laver sig en kop te. Hun spiser sin yoghurt i stuen, men først binder hun de lange, lyse bomulds­gardiner op, så sommerfuglefiguren på ruden lader lyset filtrere i orange og lysegult. Et symbol på frihed og et flyvende insekt, der intetsteds fandtes i Theresienstadt. Her i lejligheden, hvor Helga Weiss blev født den 10. november 1929, findes den til gengæld overalt.

»Det er en gave, vi ofte giver til hinanden,« siger den lille kvinde, der tager imod os i entréen med blå hjemmefutter og nysat hår.

Det ’vi’, hun taler om, er de få nulevende af de 100 børn, der ud af 15.000 i alt overlevede rædslerne i Theresienstadt og Auschwitz. Et skæbnefællesskab, der rækker ud over tid og sted, fortæller hun med et smil.

»Der kan gå 40 år mellem vi ses, og vi begynder med at spørge til hinandens liv og vise billeder af børn og børnebørn, men vi ender altid i Terezin.«

Ved sådanne møder er det de gode stunder, de taler om, men tiden i koncentrations­lejrene har også sat sig spor i Helga Weiss’ frygtsomme sind.

»Mine børn synes, jeg ser katastrofer alle vegne, men jeg ved, vores liv ikke er uendelige, og jeg er beredt. Det har jeg været i mange år,« siger Helga Weiss og lukker entrédøren, der er dobbeltpolstret og har flere låse påhængt.

Frygten for, at noget forfærdeligt skal ske, har Helga Weiss givet videre til næste generation, mener hun.

»Min datter kan ikke se krimier på tv for eksempel, og min søn retter sin bekymring mod mig.«

Derfor skyper Helga Weiss to gange om dagen, hver formiddag og hver aften, med sin søn.

Meget er ændret i det Prag, Helga Weiss og hendes mor vendte tilbage til den 21. maj 1945, men altanen, hvor hun som barn viftede med en hvid skjorte, hvis hun ville i kontakt med sin veninde på den anden side af baggården, er bevaret. Samme signal brugte de i Theresienstadt. En af Helga Weiss’ veninder hængte en hvid stump papir ud af barakvinduet for at signalere, at hun ikke var blandt de mange, der kom på transporten den dag.

»Det kan mine børnebørn slet ikke forestille sig. I dag har de jo mobiltelefoner, mens vi måtte bruge sådanne romantiske koder,« siger Helga Weiss.

Og alligevel skærer nogle historier lige gennem tiderne og de teknologiske forskelle, der måtte være mellem generationer. Som historien om en pige, der mere end døden frygter at blive skilt fra sin mor.

’Tegn hvad du ser’

Den 4. december 1941 om aftenen lød nazisternes fodtrin på stentrappen efterfulgt af en banken på trædøren, som Helga Weiss og hendes familie kun alt for godt vidste, hvad betød. Da de forlod lejligheden i det østligt udseende arbejderkvarter i Prag, vendte 12-årige Helga Weiss sig om og tog et mentalt foto af den by, det hjem og den barndom, hun nu lagde bag sig.

»Vi blev voksne meget hurtigt, og jeg forstod situationens alvor. Men alligevel troede jeg hele tiden ikke, det kunne blive værre,« husker Helga Weiss, og netop det er Helgas dagbog’s stærkeste træk.

Den er modsat en erindringsbog fortalt med en begrænset viden og skildrer derfor den langsomme, men uhyggelige udvikling, der begynder med en pige, der ikke længere må gå i skole, fordi hun er jøde. Luftangrebene, de gule stjerner og de hånlige tilråb og spytklatterne på gaden vænner hun sig til, og således skubbes grænsen for, hvad der er normalt at udsætte hende og hendes familie for, bogen igennem.

Ankommet til Theresienstadt deles familien i to. Faderen ser de kun sporadisk, men Helga Weiss er i stand til at smugle en tegning af en snemand, hun kan huske fra Prag over til ham. Han får listet en seddel retur, hvorpå han har skrevet ordene: »Tegn hvad du ser«, og det har Helga Weiss gjort lige siden. I 1944 oprinder den frygtelige dag, hvor Helga Weiss’ far sættes på toget til Auschwitz, hvor han omkommer sammen med over en million andre jøder. Familien trygler faderen om at tage dem med sig, og allerede her formulerer Helga Weiss i sin dagbog et ønske om, at de dog bare måtte dø sammen.

»Men min far ville ikke have os med,« husker Helga Weiss.

Tyskerne havde lovet beskyttelse af familien for dem, der tog af sted.

»Men selvfølgelig var det løgn,« siger hun, »og vi var naive.«

Blot tre dage efter den gribende afsked med faderen, der aftaler med sin datter, at de altid vil tænke på hinanden klokken 19 om aftenen, sendes også Helga Weiss og hendes mor på toget. De får at vide, de skal på arbejdslejr, at alt vil blive bedre det nye sted, men det er et ganske andet syn, der møder dem, da toget gør holdt. Folk i fangedragter stimler sammen om toget, urene bliver revet af dem, og nogle forbipasserende hvisker på tjekkisk: »I er alle sammen raske.«

Så længe de ikke skiller os ad

Helga Weiss er således bare 15 år, da hun oplever det værste øjeblik i sit liv. De er uden at vide det havnet i udryddelseslejren Auschwitz, og ikke så snart er de blevet kastet af toget, før de befinder sig i en lang og desperat kø. Den stopper ved en SS-kommandant, der for enden af en rampe midt i mudderpløret brøler to ord: »Rechts!«, »Links!«

De, der ryger til venstre, går direkte i døden, gamle, syge og børn under 15 år har ikke en chance. Det eneste, Helga Weiss ved, er, at hun vil gøre alt for at blive ved sin mor, hvis ryg hun ikke slipper af syne et eneste sekund. Døden er hende på dette tidspunkt underordnet.

»Endnu to mennesker, og så er det vores tur. For Guds skyld, hvis de spørger mig, hvilket år jeg er født i? Hurtigt, i 29 og jeg er 15, så hvis jeg siger, jeg er 18, så er jeg født i ... 26. Mor står allerede foran SS-manden, han sendte hende til højre. Gud, lad os blive sammen. »Rechts,« brølede SS-manden til mig og viste vej med fingeren. Tak Gud at det gik så godt.«

Sådan skriver Helga Weiss i sin dagbog dateret den 4. oktober 1944. Dette er dog skrevet efter hjemkomsten til Prag i 1945, for Helga Weiss og hendes mor har absolut intet med sig i Auschwitz, hvor de straks bliver kronraget, så mor og datter i første omgang ikke kender hinanden igen.

Et nyt liv i den gamle lejlighed

Helga Weiss og hendes mor overlevede, ikke kun Auschwitz, men også Freiberg og en af de mest frygtede udryddelseslejre, Mauthausen i Østrig. Hvorfor ved 84-årige Helga Weiss ikke.

»Det var et rent og skært tilfælde, men dette uforklarlige held blev altså min skæbne, og det forpligter,« siger Helga Weiss, der siden har fortalt om sine oplevelser på blandt andet skoler og seminarer.

Tilbage i Prag er der i 1945 mange, der bliver overraskede over at se Helga Weiss og hendes mor igen, og de må kæmpe for at få deres lejlighed tilbage. Faderens skæbne får de aldrig fuld vished om, og i et år efter drømmer Helga Weiss, at hendes far kommer gående mod hende.

»Min mor havde i alle årene det samme mareridt: At jeg blev væk, og hun ikke kunne finde mig.«

Tanken om ikke at bo sammen med sin mor har aldrig strejfet Helga Weiss, der som det naturligste i verden boede sammen med moderen, til hun døde som 84-årig.

»Vi var sammen i 61 år, og da jeg fik mand og familie, ændrede det sig ikke,« siger Helga Weiss.

»Hun hjalp mig meget. Hun var 38 år, da vi vendte tilbage, og kunne have startet et nyt liv. Men hun boede her, lavede mad, handlede ind og hjalp mig med børnene.«

Helga Weiss tier lidt.

»Det er sjovt, jeg tror kun det er en uge siden, min datter pludselig sagde til mig: ’Jeg tror aldrig, jeg så bedstemor smile’,« siger Weiss og tilføjer: »Men måske havde hun ikke noget at smile ad.«

De sidste sandhedsvidner

Et liv i arbejds- og koncentrationslejre ændrer et menneskes karakter, mener Weiss, der for eksempel aldrig siden har smidt et brød ud.

»Mad har en værdi, og den viden har mine børn også fået med sig,« siger hun og fortæller, at både datteren og sønnen interesserer sig for forskningen i, hvordan 2. generation er blevet påvirket af begivenhederne.

For børnebørnene er koncentrationslejre og antisemitisme på mange måder en fjern fortid.

»De lever et liv i frihed og flyver til Egypten om sommeren, hvis de har lyst. Studerer det, de vil. Det er svært for mig at fatte og næsten umuligt for dem at forstå, at det har været anderledes,« siger Helga Weiss, der tilegner sin bog til dem og til ungdommen »i håb om, at de må bevare fortiden i levende erindring«.

»Mine minder skal ikke dø med mig, og derfor maler jeg stadig mine billeder,« siger Helga Weiss, for hvem det var en stor glæde at genoptage kontakten til emigrerede overlevende, da Muren faldt.

»Mange var taget til Israel og USA efter krigen, og det var dengang umuligt for at mig at have forbindelser til Vesten,« husker Helga Weiss.  

Pigerne fra barakkerne genså hinanden i 1991 ved 50-års-jubilæet for den første transport ud af Prag, og det var en stor og følelsesladet begivenhed, fortæller Weiss.

Pigerne fra Helga Weiss’ barak har efter 1991 mødtes hvert år et sted i bjergene i Tjekkiet, men efterhånden er de fleste for svage til at rejse.

»Men når vi ses, taler vi om de koncerter og små teateroptrædender på et loft et sted med blot et stearinlys tændt,« husker hun.

Det at udtrykke sig kulturelt havde en uvurderlig værdi midt i ufriheden.

»At synge, se teater og ikke mindst at skrive var en måde at være til på. Et udtryk for, at vi stadig var mennesker. Det betød værdighed,« siger Helga Weiss og sætter sig i den olivengrønne sofa, der også – afslører hun ganske overraskende – skjuler hendes originale dagbogsnotater fra de fire år, hun gennemlevede i nazisternes varetægt.  

Minderne er ikke til salg

Det er her i sofaen siddende på dagbogsnoterne i gulnede stilehæfter fra 1941 til 1944, at Helga Weiss som oftest får sin frokost, når klokken er 14, og de mange e-mails når til et stop. Dagbøgerne og tegningerne gav hun til sin onkel, da hun i 1944 blev sendt til Auschwitz. Onklen murede dem inde, overlevede selv og rejste efter krigen tilbage efter Helgas dagbog, som bogen nu også hedder. På det tidspunkt havde Helga Weiss og hendes mor fået deres gamle lejlighed tilbage. Tom som den var og med et messingskilt fra den tysker, der havde boet der imens. Her har Helgas minder ligget lige siden, og her bliver de. Flere museer har tilbudt hende penge for at udstille og opbevare originalerne, men altid har svaret været: »Mine minder er ikke til salg.«

For en kvinde, der har oplevet tiderne og sandheden om dem skifte fra nazisme til kommunisme, er det vigtigt at eje sin egen historie. For Helga Weiss, der senere uddannede sig til kunstmaler, giver det mening, at hun via sine malerier kan gengive de minder, der ellers går tabt med den sidste generation af overlevende. Små børn med store, alt for mørke øjne, med et stykke tøj op om hovedet og en voksenhånd at knuge, kigger frem fra Weiss’ malerier. Alt omkring dem er mørkt, stregerne ekspressive og med et udtryk så direkte som i Munchs Skriget.

»Jeg tegnede meget som barn, men det blev forstærket i lejren,« siger Helga Weiss, der har et ønske for fremtiden.  

»Jeg ønsker for mine børnebørn og oldebørn, at de må få et liv i fred og i frihed og at de skal være opmærksomme.«

Det er små ting og tegn, der udvikler sig til uhyrligheder, ved Helga Weiss.

»Da Hitlerjugend begyndte at marchere i gaderne her, smilede vi ad dem,« siger hun og peger mod vinduet, der vender mod gaden.

En overbærenhed, der i sig selv er farlig, mener Weiss.

»Verden har jo ikke forbedret sig, tænk bare på Syrien.«  

Medmenneskelighed er noget, man kan miste, kan man læse ud af Helga Weiss’ beretning. Når hun selv skal læse, har hun tyet til både Sinclair Lewis, John Steinbeck eller Kafka, afslører lejlighedens boghylder, men når Helga Weiss om aftenen trænger til eskapisme, er det tv’et, hun tænder for:

»Det er sjovt, da jeg var lille kunne jeg ikke fordrage eventyr. De var alt for naive og barnlige, jeg ville være med og orienteres, når der skete noget politisk. Jeg ville tages alvorligt,« siger Helga Weiss og kigger mod de mange sommerfuglefigurer flettet ind i de gardiner, der dækker vinduet og skærmer hende for virkeligheden udenfor.

»Men i dag kan jeg ikke klare at se på nyhederne i tv og slår hellere over på en romantisk komedie eller en let film.«

Hun ler af sig selv og ser næsten overrasket ud. Det havde hun ikke troet om sig selv, men:
»Der er så meget grusomhed i verden, og jeg har brug for en happy ending

Informations rejse til Prag var betalt af Forlaget Rosinante

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritiske, seriøse og troværdige.

Se om du er enig - første måned er gratis

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Brugerbillede for Jan Weis
    Jan Weis
Jan Weis anbefalede denne artikel

Kommentarer