Baggrund
Læsetid: 6 min.

Pavens perestrojka

Med sin modstand mod en militærintervention i Syrien er paven i Rom igen begyndt at tale til verden: ’Vi kan ikke blive ved med kun at tale om spørgsmål, der vedrører abort, homoægteskaber og præventionsmidler,’ udtaler pave Frans
Pave Frans alias den argentinske Jorge Mario Bergoglio rusker op i Vatikanet og omverdenens forståelse af den katolske kirke med sin åbenhed over for troens rigide dogmer. Her fra hans besøg i Rio i Brasilien i juli.

Bia Alves

Kultur
21. september 2013

Da giftgassen i Syrien fik krigstrommerne til at buldre, tweetede pave Frans: »Aldrig mere krig!«

Den argentinske jesuitpræst Jorge Mario Bergoglio blandede sig dermed i den første storpolitiske krise, siden han for et halvt år siden overtog pavestolen fra tyskeren Joseph Ratzinger.

Kort inden Irak-krigens begyndelse i 2003 manede pave Johannes Paul II, polakken Karol Wojtyla, forgæves til besindelse:

»I forhold til de forfærdelige følger, som en international militæroperation ville få for lokalbefolkningen i Irak og for balancen i hele mellemøstregionen, der allerede er hårdt prøvet, siger jeg til alle: Der er stadig tid til at forhandle.«

Pavelige forsøg på at påvirke historiens gang er altså ingen nyhed. Pave Johannes XXIII, italieneren Angelo Roncalli, tilskrives en del af æren for, at Cuba-krisen i 1962 ikke endte med en verdenskrig.

Med verdens ældste diplomati har den katolske kirke ofte spillet en medierende rolle i politiske konflikter. Men det nye ved denne paves pacifisme er, at han forsøger at bringe kristne, jøder og muslimer sammen i bøn og faste:

»Det viser, hvor stort pave Frans’ økumeniske udsyn er,« udtaler den schweiziske teolog Hans Küng, der var en skarp kritiker af Vatikanet under Bergoglios forgængere. Mens pave Benedikt XVI såede splid med »en karikeret skildring af islam som en umenneskelig og voldelig religion«, vil hans afløser »hjælpe os til at forstå, at uden fred mellem religionerne bliver der ingen fred i Mellemøsten,« siger Küng til La Repubblica.

Kirkens diplomati

»Paven er igen begyndt at tale til verden,« siger Marco Politi, en af de mest anerkendte vatikaneksperter i italiensk presse, til Information:

»Pave Frans har igen bragt Vatikanet ind på den internationale politiks scene efter den lange diplomatiske søvn under Ratzingers tid som pave.«

Bergoglios vilje til at reformere kirken og dens institutioner er endnu mere opsigtsvækkende. Hans vigtigste politiske udnævnelse er Pietro Parolin, der for nylig afløste Tarcisio Bertone som leder af Vatikanstatens regering, Kurien. Kardinal Bertone er blevet kritiseret for at tilgodese økonomisk lobbyvirksomhed i kirkens institutioner, for at sabotere oprydningen i Vatikanets bank IOR (Istituto per le Opere di Religione), og for at rådgive paven dårligt i politiske spørgsmål. Nu bliver der tilsyneladende ryddet grundigt op i mistænkelige konti i IOR, der tidligere har været centrum for skandaler om organiseret kriminalitet og ulovlig partifinansiering. Og den nye statssekretær står i høj kurs i USA, fremgår det af indberetningerne fra amerikanske ambassader, som WikiLeaks har offentliggjort. Parolin kommer fra en stilling som pavelig nuntius (ambassadør) i Venezuela og har længe været USA’s vigtigste dialogpartner i Vatikanet.

Samtidig spiller The Roman factor angiveligt en stadig større rolle i Washington:

»Aldrig før har så mange katolikker samtidigt bestredet så mange høje embeder i USA’s regering, militær og retsvæsen,« konstaterer journalisten Dario Fabbri i det geopolitiske tidsskrift Limes.

Amerikanerne betragter tydeligvis Vatikanets diplomati som en strategisk ressource, ikke mindst i forhold til Iran: »Lad være med at isolere Iran, start en dialog,« lyder Parolins råd til de amerikanske diplomater. Og ifølge Küng er pavens intention netop at forsøge at inddrage styret i Teheran i en dialog omkring konflikten i Syrien:

»Det ville være tankeløst at destabilisere regimet i Syrien, før et stabilt alternativ dukker op i horisonten,« advarede Parolin i 2006.

Kirken og ateister

Mens forgængerne førte krig mod »relativismens diktatur«, hævder Frans ikke at besidde absolut autoritet:

»Sandheden er relativ,« skriver han i et åbent brev til journalisten Eugenio Scalfari, der også er kendt under tilnavnet »den verdslige pave«.

Scalfari havde i løbet af denne sommer i to artikler i avisen La Repubblica, som han grundlagde i 1976, stillet en række spørgsmål vedrørende forholdet mellem kirken og ateister f.eks.:

»Hvis en person hverken har eller søger en tro, men begår det, kirken betragter som en synd, kan vedkommende så tilgives af de kristnes Gud?«

Som svar på Scalfaris spørgsmål skriver Bergoglio, ja paven:

»For den, der ikke tror på Gud, handler det om at adlyde sin egen samvittighed. Synden – også for den der ikke tror – består i at gøre oprør mod samvittigheden. At lytte til og adlyde denne betyder faktisk at tage stilling i forhold til det, der bliver opfattet som godt eller ondt. Vores handlingers godhed eller ondskab er baseret på denne stillingstagen.« Der er derfor intet til hinder for, at troende og ateister »kan gå et stykke vej sammen«, skriver paven.

I et langt interview med det jesuitiske tidsskrift La Civiltà Cattolica, som torsdag blev udgivet samtidig på 16 sprog, fortæller Bergoglio bl.a. om sine kulturelle præferencer. Han holder af Wagner, Dostojevskij, Cervantes, Fellini samt landsmanden Jorge Luis Borges’ agnostiske fiktioner.

Ifølge Bergoglios afløser som professor i psykologi ved Colegio del Salvador, jesuitternes universitet i Buenos Aires, er den nye paves tænkning præget af en synkretisme, som stammer fra deres fælles læremester, filosofihistorikeren Ismael Quiles:

»Han havde åbnet det jesuitiske universitet for studiet af zenbuddhisme og yoga og for respekten for andre kulturer og religioner,« siger psykoterapeuten Francisco Mele til La Repubblica og tilføjer:

»Pave Frans’ omtale af ’vores muslimske brødre’ og respekten for ’vores jødiske brødre og fædre’ er også frugten af denne lære.«

Kirken som hospital

»Jeg ser kirken som et felthospital på en slagmark,« siger paven, der tidligere har nævnt danskeren Gabriel Axels oscarbelønnede Babettes gæstebud som en af sine yndlingsfilm:

»Jeg er en synder, som Herren har ladet sit åsyn hvile på. Jeg er født udisciplineret.« Men pavens uformelle, lommefilosofiske slagfærdighed har skaber utilfredshed i konservative kirkekredse:

»Hans teologi er en folkelig katolicisme af latinamerikansk oprindelse,« siger den tyske teolog David Berger til ugemagasinet Der Spiegel:

»Meget af det, som for tiden fascinerer folk, er i virkeligheden en katolsk udgave af de populære evangeliske sekters ritualer. Når han f.eks. beder folk om at velsigne ham, før han selv velsigner dem, bruger han et af Pinsebevægelsens velsignelsesritualer.«

Men risikoen for, at forgængeren, som jo stadig er i live, skulle kunne få status som en slags konservativ modpave, har Frans håndteret behændigt og snedigt, mener Politi. Dels overtog han og lagde navn til den encyklika (pavelige rundskrivelse), som Benedikt XVI, ikke havde gjort færdig inden sin opsigelse: »Lumen fidei (Troens lys, red.) blev udgivet for at blive glemt,« vurderer vatikaneksperten Marco Politi.Samtidig vil han ikke fratage kirkens traditionalister retten til af afholde Den Tridentinske Messe, den traditionelle gudstjeneste på latin, som blev genindført under forgængeren. Forandringerne i kirken kommer ikke fra den ene dag til den anden, siger paven: »Jeg mener, at der er brug for tid til at skabe grundlaget for en effektiv forandring.«

Ifølge Politi ønsker han en fordomsfri dialog mellem forskellige trosretninger og ateister: »Han vil ikke forskanse sig i de begrebslige skemaer, som til sidst fik Ratzinger til at forestille sig en kirke, der kan bestemme og forklare, hvad fornuften, naturen og sågar den verdslige stat er.«

Kvinder i kirken

Den, der søger »på overdreven vis søger sikkerhed i doktriner«, risikerer at forvandle troen til en ideologi, udtaler paven: »Vi er nødt til at finde en ny balance, ellers risikerer kirkens arkitektur at falde sammen som et korthus.«

Kirken kan ikke blive ved med at fordømme abort, homoseksualitet og skilsmisse, siger han. Efter pædofiliskandalerne er ønsket om at få afskaffet såvel cølibatet som forbuddet mod kvindelige præster vokset i katolske reformkredse. Kvinder skal spille en større rolle i kirken, siger paven – men uden at specificere hvordan.

Frans’ forsøg på perestrojka afhænger af, hvordan opgøret med nogle af kirkens doktriner bliver gennemført, mener Politi.

Küng har et konkret forslag:

»Afskaffelsen af pligten til cølibat ville være det mest effektive tiltag for at imødegå den katastrofale mangel på præster,« skriver han i La Repubblica:

»Fastholdelsen af cølibatet ville først og fremmest gøre et andet ønskeligt tiltag utænkeligt: kvindelige præster.«

 

 

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Michael Kongstad Nielsen

Godt gået Frans.
Husk også naturen, co2-udslippet, økologien og de alt for mange svin (i danske stalde). Samt klimaet.

Morten Andersen

Jow...men jahh....

Jeg har sgu aldrig været vild med de paver. HYKLERE, synes jeg.

Men ham her.....Ham tror jeg sgu er fed.

Han er helt ved siden af de andre, og er vist oprigtigt et nøjsomt væsen.

Forleden, var han vist mødt op et eller andet sted, i en gammel rusten Renault 4.

Han virker altså virkelig okay. der har været flere gode eksempler på hans nøjsomhed, og oprigtighed.

Så Ja!!! Godt gået Pave Frans. Indtil videre har du min støtte.

Karsten Aaen, Flemming Scheel Andersen og Rasmus Kongshøj anbefalede denne kommentar

Pavestrojka?

Freds-strojka fra Rom, er i sandheden et klogt træk.

Nobel pris vs. krigs karma kommer jo op på
vægt skålene i den amerikanske kongres,
for hvad er en kejser uden nye klæder!

Tænk lige over den.

Olav Bo Hessellund

Så har man set det med: En udogmatisk og ydmyg pave....

Karsten Aaen, Flemming Scheel Andersen og Rasmus Kongshøj anbefalede denne kommentar

Det har man nu set så tit, forskellen er, at denne er progressiv og dermed - med den gode monarks ret - fremmer udviklingen. Det er ikke desto mindre fantastisk, og ganske hurtigt efter hans tiltræden for et halvt år siden. Det bliver meget svært for i hvert fald bagstræberne i Østeuropa, Afrika og Asien at stå uden pavens støtte.

Olav Bo Hessellund, Karsten Aaen og Flemming Scheel Andersen anbefalede denne kommentar
Anette Gatzwiller

Jeg har ofte taenkt paa hvor stor forskel der er paa den katolske kirke i Rom og den katolske kirke i Latin Amerika.
Naar man som kvinde indtraeder i Peters kirken i Rom, skal man tildaekke sig, inden man kan gaa ind og se magtens hule. Alt I kirken er mandigt, haardt, koldt og et stort museum for kirkens lange historie om magtens maend.
De kataolske kirker i Latin amerika er dens modsaetning. De er altid aabne, varme og imoedekommende. Du kan komme som du er. Her er ingen regler for paaklaedning. De oser af mixet imellem det mandlige og det kvindelige. Rum til fordybelse for alle....ogsaa for ikke troende som jeg.
Jeg synes at det var klogt af Vatikanet at vaelge en pave der er mere rummelig end de forrige. Vi traenger til det.....naestekaerligheden oeverst paa dagsordnen igen.

Tom Paamand, Katrine Visby, Morten Andersen og Karsten Aaen anbefalede denne kommentar

Et hvert skridt hos religiøse ledere, der går i fremadgående retning, skal hilses velkomment her fra.

Paven er ikke demokratisk valgt af folket - han er valgt af en pudsig gruppe af kardinaler.

I visse perioder har vi en "god Pave" og i andre perioder har vi en "dårlig Pave" - kardinalerne vælger uden folkelig indblanding.

Religiøse ledere skal holdes ude af politik - at overlade magt til personer , der henter råd hos en usynlig mand i himlen og baserer deres autoritet på denne usynlige mand er ikke betryggende.

Man skal ikke falde for, at en religiøs leder taler for fred - føler samme religiøse leder pludselig , at hans usynlige mand i himlen ønsker ballade, så advokerer den religiøse leder pligtskyldig for ballade.

Lars B. Jensen, Katrine Visby, Martin Lund og Robert Ørsted-Jensen anbefalede denne kommentar
Olav Bo Hessellund

Peter Hansen:
”Det bliver meget svært for i hvert fald bagstræberne i Østeuropa, Afrika og Asien at stå uden pavens støtte.”

Det er muligt - men gætter på, at bagstræberne i vores del af verden heller ikke vil mene, at de har behov for pavens støtte.
Kan i hvert fald konstatere, at pave Frans syn på penge adskiller sig noget fra det gængse i den sekulariserede verden, vi lever i. Hørte i går på tysk tv en kommentator citere paven for at have givet denne herlige definition af penge:
”Penge er djævelens ekskrementer”.

Det er da et billedsprog, der vil noget og er til at forstå!
Tyder også på, at realitetssansen er intakt på en for gejstlige ikke altfor typisk vis, inklusive vores hjemlige af slagsen. Ganske forfriskende.

Steffen Gliese, Anette Gatzwiller og Karsten Aaen anbefalede denne kommentar

Dramatisk læsning faktisk, som det også fremgår af Der Spiegel, så er ikke alle konservative ledere indenfor den katolske kirke enig. Det er før set at paver og andre er blevet meget syg på meget kort tid - gennem historien. Hans forsatte virke må bero på global opbakning og press udefra, til hans friere tanker og handlinger - og derved sætte hans modstandere internt i Vatikanet skatmat.

"Naar man som kvinde indtraeder i Peters kirken i Rom, skal man tildaekke sig, inden man kan gaa ind og se magtens hule"

Vel skal man da ej! Det var der i hvert ikke mange af de kvindelige besøgende, der gjorde, da jeg var inde at se kirken forrige år.

Efter alle skandalerne, med pædofili, hvidvaskning af penge gennem den vatikanske bank, korruption og uopklarede drab, ja så er der brug for en kæmpe oprydning indenfor Vatikanet, hvis, som Frans selv siger det, hele korthuset ikke skal vælte.

For alle dem, som har været involveret i disse skandaler, har ikke kun været præster indenfor Vatikanet, men også store banker, mafiaen, magtfulde politikere og kongehuset i Storbritannien. Hvis man begynder at ribbe op i dem, ja så begynder korthuset af den vestlige magt-struktur at vælte.

http://www.youtube.com/watch?v=UHR0KnlVMJE

Så hvis Vatikanet skal redde deres institution, så er pave Frans sat på en stor opgave.
Men spørgsmålet er, om man ikke bare skal lade falde hvad ikke kan stå.

Hvad paven mener, betyder alverden for katolikkerne.

Anette Gatzwiller og Flemming Scheel Andersen anbefalede denne kommentar

Gør det?
For dem alle sammen, uanset hvad de ellers mener?
Er det ikke en lidt vel protestantisk forestilling, Peter Hansen? ;-)

Jeg står ved mit synspunkt, Nic Pedersen, der jo ikke handler om at give paven ret i alt, men at forholde sig til det. Det er der vist ingen troende katolik, der ikke gør.

Jeg skal ikke blande mig alverden i katolikkernes sager, dem må de selv om, men så vidt jeg har erfaret, kan flere af dem nu godt tænke uden pavens hjælp.
(selv "troende")
Inkvisitionen er da heldigvis heller ikke så meget på banen længere.
Men det er da helt fint, hvis paven er med på noget fornuftigt. Jo flere på det hold jo bedre!

Michael Kongstad Nielsen

Paven bad så intenst om, at Syrien ikke måtte blive angrebet. Så her må det siges, at han har haft en god kontakt.
For den tidligere pave svigtede kontakten lidt, han bad også intenst om, at Irak ikke måtte blive angrebet udenom FN, men det må have været en dårlig mobilforbindelse.

Måske den ortodokse Patriark har en bedre mobilforbindelse?
(og et direkte nummer)

Michael Kongstad Nielsen og Lars B. Jensen anbefalede denne kommentar

Vi kan aldrig holde op med at tale om modstand mod undervisning i og brug af prævention.
Manglende kendskab til prævention har været skyld i flere dødsfald end borgerkrigen i Syrien nogen sinde kommer til. Så indtil Frans får den katolske kirke til at opgive den meningsløse og dødsens farlige holdning, så syntes jeg at han skal holde op med at føre sig frem som fredsmægler.

Hvad ved den katolske kirke egentlig om sex og de følelser som to mennesker kan have for hinanden, hvis deres ledere i snart 1000 år har levet i cølibat. (i følge dem selv)

Det er en god pointe, Lars Jensen, at det kun er i 1000 år, at den katolske kirke har hævdet cølibatet (måske lidt længere, men bestemt ikke fra begyndelsen).
I det hele taget er der mange sider af katolsk dogmatik, man kan undre sig over, men Franciscus lader altså til at gøre op med mange af dem henad vejen.

God stil, pave! Må du osse få held med at få ryddet op i Vatikanets bank, så lidt færre penge blir investeret i våbenfabrikker fremover...