Baggrund
Læsetid: 4 min.

En søgen efter det hellige

Minderune over Irlands nobelpoet Seamus Heaney (1939-2013)
Kultur
6. september 2013
Nobelprismodtageren Seamus Heaney døde den 30. august. Han blev 74 år gammel.

Jose Peral

Et varmt, lattermildt menneske og en litterær verdensberømthed gik bort sidste fredag. Lyrikeren, dramatikeren, oversætteren og essayisten Seamus Heaney døde i Dublin efter aftenen forinden at være faldet uden for en restaurant. I mandags blev han bisat i samme by og sent på dagen begravet hos sin familie i landsbyen Bellaghy nær Derry i Nordirland. Imellem død og afsked havde over 80.000 søndag hædret hans minde med tre minutters bifald ved semifinalen i All Ireland Gaelic Football.

Heaney modtog i levende live et hav af æresbevisninger, størst af dem naturligvis Nobelprisen i litteratur 1995. Jeg mødte ham ti år forinden i Reykjavik, hvor han gjorde uudsletteligt indtryk, både ved sin poesi og sin muntre person. Digtene handlede om nordboer, søfolk og andre folk, men de var i deres prunkløshed smukke, og når han læste dem op med sin runde, lidt rustne bas, var det som at høre selve den menneskelige stemme. Bjergtagen af digtenes umiddelbare styrke og af hans dybe røst fik jeg ham en dag i Nordens Hus til at indtale digtet »From the Republic of Conscience« på bånd. Det har jeg spillet mange gange siden.

Et vidnesbyrd

Til poesifestivalen i september 1985 blev alle digterne bedt om at forholde sig til det overordnede tema Poesi og Teknologi, en gruelig kliché, som de da også hurtigt lagde bag sig til fordel for mere almene egne tanker om, hvad poesi i grunden er.

En ældre engelsk poet med sølvknappet stok og faretruende løs monokel ytrede, at poesien »tilstræber et autentisk sprog, der fastholder selve det under, som det er at være levende.«

Et digt skal bære vidnesbyrd om noget, »the lack of which would kill us«.

Inklusiv holdning

Lidt i samme tråd trak en lovlig scenevant amerikaner, George Johnston, der sammenlignede digtning med tro: Hvad man gør, når man skriver digte – udover at foretage sig noget, man bare ikke kan lade være med at gøre! – er at praktisere den tro, som ethvert menneske besidder, også selv om han eller hun ikke vil eller kan bekende sig til en gud. Samme tanker fik vi artikuleret af Seamus Heaney, for hvem poesi, med hans eget udtryk, var »en søgen efter det hellige«.

Han nægtede dog at koble direkte mellem kunst og kristendom og ville hellere tænke med de førsokratiske græske filosoffer, der ikke satte skel mellem mystik, alkymi, filosofi og poesi.

Med en sådan inklusiv holdning befandt Heaney sig naturligt i familie med en anden irsk nobeldigter, W.B. Yeats. Men hvor denne, rent ud sagt, de kunstneriske kvaliteter her midlertidigt ufortalte, var en social climber og grusselig krukke, bevarede Seamus Heaney alle dage begge ben på jorden. Hans digtning forekommer netop jordbunden i ordvalg, ligefrem i diktionen, og han søger stedse ind og ned til det enkle, nøgent materielle, menneskelige fælles.

Tollundmanden og Hr. Grauballe

Sigende nok bragte denne søgen ham i kontakt med vor egen arkæologiske guru P.V. Glob, ligesom han i jagten på de træk, der forener mennesker på tværs af landegrænser og tider, flere gange nåede om ad bronzealderens danske moselig, de næsten læderlignende skikkelser med deres mærkværdige blanding af arkaisk ælde og et påtrængende fysisk nærvær.

I Wintering out (dvs. Overvintrende) fra 1972 finder man således det velkendte, monumentale digt om Tollundmanden, og i den næste samling, højdepunktsværket North (1975) beskrivelsen af hr. Grauballe:

 

Som var han lige blevet hældt ud

som tjære, ligger han

på en pude af tørv

og synes at begræde

 

sin egen sorte flod.

Årernes mønster i hans håndled

er som moseeg

hans hæls bold

 

som et basaltæg.

Hans vrist er skrumpet

og kold som en svanefod

eller en våd sumprod.

 

Bemærk i disse tre af i alt tolv strofer, at Heaney bestemt ikke går af vejen for sammenligningsmetaforens traditionelle og tit udskældte figur: Hele fem gange står der jo ’som’ (på engelsk dog ’as’, ’as if’ eller ’like’). Men hans billedsprog får ikke lov til at selvstændiggøre sig, og det hænges ikke uden på teksten i form af dekorative effekter, nej, det smyger sig tværtimod nært om digtets genstand, i en art intim solidaritet med den oldgamle døde krop.

Heaneys et halvt århundred lange mellemværende med poesien blev også i hen ved tre årtier en forbindelse til Danmark. Herom vidner tillige The Spirit Level (1996, hans første udgivelse efter den ultimative laurbærkransning), hvori Tollundmanden dukker op igen – »hallucinatory and familiar«, ligesom den mose, hvori han blev fundet, og hvor det lyriske jeg og hans ledsager nu står – »Ourselves again, free-willed again, not bad.«

Not bad. Det kan forstås på flere måder. Som: ikke så helt ringe endda, eller som: ikke så onde, ikke så umenneskelige, oven på mødet med noget uden for os selv, som eksisterer i sin egen ret, og som ved sin tyngde, i sin tavshed sætter os på plads som del af verden.

 

Af Seamus Heaney foreligger i dansk oversættelse to bind med udvalgte digte, nemlig Fra samvittighedens republik (1989) og Markarbejde (1994). Niels Brunse har tillige oversat samlingen District and Circle (2006, da. 2009) og Annette Mester de tolv essays i Fornemmelse for stedet (1998)

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Jørgen Christian Wind Nielsen

En god artikel (på engelsk) om Seamus Heaney som oversætter kan læses i ITI Bulletin, november-december 2013.