Læsetid: 5 min.

Et udgivelseshistorisk mysterium

Knut Hamsun reviderede fra 1890 til 1934 løbende sit hovedværk ’Sult’. Men hvilken af de i alt fem udgaver der er den rigtige, strides filologer og forlag om. Og hvilken af de fem udgaver vi hidtil har haft mulighed for at læse i Danmark er også usikkert. Vi forsøger at opklare et mysterium
Hvilken version af Knut Hamsuns ’Sult’ bør oversættes – den ældre, politisk radikaliserede Hamsuns sidste version eller den (yngre,) endnu ikke radikaliserede Hamsuns, radikale version? 
 Knut Hamsun år 1890. Foto: Ullstein Bild 
 Knut Hamsun år 1952.

Hvilken version af Knut Hamsuns ’Sult’ bør oversættes – den ældre, politisk radikaliserede Hamsuns sidste version eller den (yngre,) endnu ikke radikaliserede Hamsuns, radikale version?
Knut Hamsun år 1890. Foto: Ullstein Bild
Knut Hamsun år 1952.

27. september 2013

Knut Hamsun var en særlig forfatter. Men ud over skrivetalentet var han nu ellers, som folk er flest: revolutionær og radikal som ung. Borgerlig og bevarende som gammel.

Eller. Den altid radikale Hamsun gik lige lidt længere – helt til nationalisme og nazisympatier. Den rejse var han dog ikke begyndt på, da han sidst i 1890 begejstret skrev til Georg Brandes, at de blasfemiske passager i hans debutbog, Sult, nok var noget af den mest radikale litteratur, verden endnu havde set.

Nok også lige radikalt nok, mente den kun en anelse ældre Hamsun så allerede i 1899, da anden udgave af Sult udkom.

Her havde han til anledningen strøget nogle af de mest blasfemiske passager fra bogen.

I tredjeudgaven fra 1907 og fjerdeudgaven fra 1917 begynder Hamsun at fornorske det dansk-norske sprog, bogen oprindeligt var skrevet på, og da den sidste af de fem reviderede Sult-udgaver udkommer i 1934, er Hamsun gået så vidt, at Hamsun-kendere herhjemme mener, at der er tale om en helt anden bog end 1890-udgaven.

Første eller sidste hånd

I Danmark er vi af Gyldendal altid blevet præsenteret for Ausgabe erster Hand, som man i fagsprog kalder den første udgave af en bog. Altså 1890-udgaven i tilfældet Sult. Den sjove udgave. Den med al gudsbespottelsen. Eller det er vi så måske alligevel ikke, men det skal vi vende tilbage til.

Avisredaktionen øjnede i første omgang en god historie, da anmelder Erik Skyum-Nielsen gjorde opmærksom på, at den genudgivelse af Sult, Gyldendal i sidste uge sendte ud på hylderne er baseret på 1934-udgaven og ikke på 1890-udgaven. Som research bliver der ringet rundt til fagkundskaben, der mener, at det er forkasteligt, at Gyldendal nu fraviger den hidtidige praksis med at udgive 1890-udgaven.

Kritikken er uden uld i mund: »Hamsun begår med revideringerne hærværk mod originaludgaven« og revideringer er »historieforvanskning som et forlag ikke bør medvirke til uden at oplyse om, at det er en revideret udgave« siger Hamsun-biograf og dr.phil Jørgen Haugan.

Professor ved Københavns Universitet og specialist i editionsfilologi Johnny Kondrup forklarer, at et værk, der er skrevet i en tid og revideret i anden er svært at placere i litteraturhistorien.

»Sult var en revolution i nordisk prosa, og med den reviderede version ender vi i stedet i et historisk ingenmandsland«, siger Johnny Kondrup om det udgivelseshistoriske dilemma.

En god historie tænker avisredaktionen og forelægger kritikken for forlaget og spørger, hvordan de dog i alverden kan finde på at udgive en forfladiget og fornorsket udgave i stedet for den spændstige, næsten danske originaludgave.

»Ausgabe letzter Hand,« lyder det fra forlaget.

»Vi repræsenterer forfatterne. Og dermed også forfatternes sidste vilje. Derfor udgiver vi den sidst reviderede udgave« forklarer redaktør fra Gyldendal Simon Pasternak.

Alt sammen meget rimeligt. Tilbage står, at filologer og forlag ser helt forskelligt på den nye udgave af Sult.

»Jeg fik nu ikke indtryk af, at det er blevet en mindre kantet eller mere puritansk bog i denne udgave, da jeg sad med begge. Men der blev klart taget nogle valg af Hamsun, og alle valg kan diskuteres,« som Simon Pasternak forklarer.

Kolofoner

Undervejs i researchen er dog dukket en interessant e-mail op fra den norske litteraturforsker Ståle Dingstad. Han har i Oslo afholdt et sommerkursus i Hamsuns forfatterskab, hvor en dansk studerende havde medbragt en udgave af Sult udsendt af Gyldendal i 1970. På baggrund af den skriver han i en mail, at det ikke kan være 1890-udgaven, der er grundlaget for Gyldendals tidligere Sult-udgivelser, som der ellers står i kolofonerne, men derimod en senere revideret udgave.

Underligt, men kolofoner er jo kolofoner. Den eneste side i et skønlitterært værk, der er til at stole på, tænker journalisten og lader det spor ligge og begynder i stedet at skrive artiklen, hvor filologer og forlag ivrigt diskuterer fordele og ulemper ved Ausgabe erster og letztzer Hand.

Uenighederne er faglige, men monumentale:

Eksperterne holder på, at den dansk-norske originaludgave er mere dansk end norsk og sagtens kan læses i dag, mens Gyldendal omvendt mener, at Hamsuns egensindige blanding af dansk og norsk har gjort det nødvendigt med en oversættelse for at give det klassikerlystne danske publikum mulighed for at læse hovedværket.

Jørgen Haugan mener, at Knut Hamsun med de reviderede udgaver begår hærværk mod originaludgaven, og Johnny Kondrup mener, at det historisk hæderlige af Gyldendal ville have været at udgive originaludgaven.

Gyldendal henviser omvendt til, at hvis man bruger førsteudgaven får man et værk, der selvfølgelig havde en betydning i en bestemt tid, men hvis man tager den senere udgave får man også en hel kunstners udvikling og vilje med.

»Vi synes ikke, der er nogen af fremgangsmåderne, der er ugyldige, men vi mener heller ikke, at vi er klogere end Hamsun selv,« siger Simon Pasternak og fortsætter: »Vi skal passe på med at tro, at forfattere nødvendigvis bliver dummere med tiden eller har interesse i at ødelægge deres egne værker. De kunne jo også forbedre dem. Henrik Pontoppidan reviderede f.eks. Lykke-Per fra otte til to bind, hvilket det ikke blev en dårligere bog af.«

Total forvirring

Brygget på stærke holdninger og konfrontation skriver artiklen nærmest sig selv, men i baggrunden spøger Ståle Dingstad, og inden det hele ryger til tryk, må journalisten på biblioteket og til boghandleren for at sammenligne udgaver. Og der er noget, der ikke stemmer.

De blasfemiske passager, der skulle optræde i 1890-udgaven er ingen steder at finde. Frem findes landekoden til Norge, og Ståle Dingstad fastholder – denne gang på en telefonisk forbindelse – at det ikke kan være 1890-udgaven, Gyldendal tidligere har optrykt.

Mærkværdigt, men redaktionssekretariatet må pille artiklen ud af morgendagens avis.

»Ingen historie før vi har fundet ud af, hvad der er op og ned,« lyder det i de e-mails og sms’er, der sendes til kilderne.

»Den er nok god nok. Noget tyder på, at der er en fejl i kolofonerne,« lyder det så fra Gyldendal lidt senere på dagen.

Efter sigende skulle det være 1890-udgaven, vi har læst i Danmark indtil nu, men hvilken der er den rigtige, henligger stadig i det uvisse. Forvirring på et højere udgivelseshistorisk plan.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Tom Paamand
Tom Paamand anbefalede denne artikel

Kommentarer

Michael Kongstad Nielsen

Gyldendal skulle da bare forklare, hvad det er for en udgave, de udgiver, og begrunde det. Som et forord i bogen eller lignende. Det er Gyldendals valg, ikke Hamsuns. Og at kalde Hamsuns revideringer af hans egen roman for "hærværk" er da noget sludder, skulle litteraturprofessorer og andre kloge-åger være klogere på Hamsun, end han selv var?

Norge var vel begyndt at blive mere selvbevidst som nation, så det kan have påvirket Hamsun til at skrive mere på norsk end dansk i 1934.

"Sult" er vel ikke Hamsuns "hovedværk", som artiklen skriver, med mindre man regner alle Hamsuns romaner for hovedværker, hvad der kan være god mening i. Men "Markens grøde" var vel hovedværket, han fik Nobelprisen for.