Læsetid: 8 min.

’Vesten misforstår Pussy Riot’

En ny dokumentarfilm om Pussy Riot nuancerer billedet af Rusland, og forsøger at holde fortællingen om de russiske aktivister åben for fortolkning
Pussy Riots strategier har været vulgære, og det har kostet sympati. Men det har givet opmærksomhed. Og det er i overensstemmelse med deres arbejde i feltet mellem kunst og aktivisme, hvor det i høj grad handler om interaktion og reaktion.

Fra filmen

19. september 2013

Vesten har et forvrænget billede af Rusland, og det er med til at fordreje opfattelsen af balladen omkring aktivistgruppen Pussy Riot.

»Jeg synes, det er et meget indsnævret synspunkt at tale om sagen i en martyrer-mod-diktator-terminologi,« lyder det fra russiskfødte Max Pozdorovkin.

Sammen med sin kollega, britiske Mike Lerner, forsøger Pozdorovkin at rokke ved stereotypierne og nuancere diskussionen i den nye dokumentarfilm Pussy Riot – A Punk Prayer, som ikke så meget er et forsvar for den verdensberømte aktivistgruppe som en røntgenanalyse af et komplekst samfund.

»Rusland har et problem med vertikal magt, med magt fra oven. Men i den vestlige forestillingsverden kommer det til at handle om, at Putin er en dukkefører, der kontrollerer alle individuelle beslutninger. Eller om, at Kreml kontrollerer alt og sågar foranstalter mord på journalister,« fortæller Pozdorovkin.

»Lokale myndigheder, lokale folk og lokale hære ved, at de kan slippe af sted med mord på grund af den omfattende korruption. Men om det viser tilbage til Kreml, det er sværere at sige. Jeg tror, at man i Vesten ser enhver beslutning om undertrykkelse af Putins politiske rivaler som hans beslutning, hvilket er det rene sludder,« siger Max Pozdorovkin.

Ironisk nok er dokumentarfilmens titel blevet oversat til Pussy Riot – Putins fjender, når DR sender den på tirsdag. Men det er måske også Pussy Riots egen skyld. De har flere gange været på frontal kollisionskurs med den russiske præsident. Mest markant da den russiske aktivistgruppe besluttede sig for at adressere problemet med sammenblandingen af kirke og stat i Rusland.

Den 21. februar 2012 indtog fem medlemmer af Pussy Riot alteret i den russisk ortodokse Frelserkatedral i Moskva og affyrede en punksang med ordene »Guds mor, fri os for Putin« og »Lort! Lort! Det er Guds lort!«

Ideen om, at Putin skal ud af katedralen, at staten skal holdes adskilt fra kirken, er en ide, der nyder bred tilslutning i Rusland, fortæller Pozdorovkin. Det kniber mere med forståelsen af de profane strategier, som Pussy Riot ser sig nødsaget til at tage i brug.

»De fleste folk er ikke nødvendigvis for Putin,« siger Pozdorovkin. »Men de kunne ikke lide de religiøse fornærmelser og alt det der.«

Pussy Riot – A Punk Prayer følger gruppen før, under og efter den nu legendariske aktion. Forberedelserne, generalprøverne og endelig retssagen mod de tre nu verdensberømte medlemmer: Maria ’Masha’ Aljokhina, Nadesjda ’Nadia’ Tolokonnikova og Jekaterina ’Katya’ Samutsevitj, der alle fik fængselsdomme.

Men der er også interview med forældrene til de tre kvinder, der for to tredjedeles vedkommende ikke er begejstrede for deres døtres politiske engagement. Der er et par historielektioner undervejs og et møde med en ortoodoks kristen organisation. Det er en dokumentar, som forsøger at nuancere billedet af Rusland og til sammenstødet mellem stat og oprørere.

Den religiøse krænkelse

Kompleksiteten kommer også til udtryk på andre måder i dokumentaren. For eksempel i behandlingen af den religiøse provokation i aktionen. Det er værd at erindre, påpeger filmen, at religion var stærkt undertrykt under kommunismen. I 1917 begyndte bolsjevikkerne at føre en antireligiøs politik. I 1931 rev man Frelserkatedralen ned og anlagde i stedet offentlige badefaciliteter. Først i 1995 påbegyndtes genopførslen af katedralen.

»I 70 år kunne vi ikke praktisere,« lyder det fra en indigneret pensionist i filmen. »Vi fik vores tro ind med modermælken. For os er det her sted helligt. I 1812 samlede folk ind til, at man kunne bygge katedralen.«

I dokumentaren kritiserer anklageren i retssagen mod Pussy Riot de tre kvinder for at have skadet de frisindede russeres sag, fordi mange nu ser på dem som intolerante fascister, der ikke kerer sig om andres tanker og følelser. Men forsvareren siger, at Masha Aljokhina, Nadia Tolokonnikova og Katya Samutsevitj ville have været de første til at hjælpe Jesus med at bære korset op ad Via Dolorosa snarere end dem, der nu kræver kvinderne straffet. »De har mere kristendom i sig end dem, der fordømmer dem.«

Skjult propaganda

Pozdorovkin er selv født i Rusland, i 1981. Han boede op i Moskva indtil han var 12, hvor hans mor, der arbejdede for FN, tog ham med til USA. Her gik han i skole og på universitet, og han skrev ph.d. på Harvard. I dag rejser han frem og tilbage mellem Moskva og New York.

»Jeg synes, jeg havde en rigtig lykkelig barndom,« fortæller han via Skype fra New York. »Jeg kunne virkelig godt lide en masse aspekter af den måde, folk interagerede på i Sovjetunionen, og en stor del af familiestrukturerne betyder utrolig meget for mig. Når det gælder propaganda, var der visse ting, som jeg ikke opdagede. Jeg kan huske, at jeg så en antireligiøs film, som jeg elskede. Den hed Bronzefuglen, og handlede om nogle spejdere, som opklarede forbrydelser. En person fra borgerskabet havde skjult en masse juveler og diamanter, og de ledte efter dem og fandt dem. Til sidst stod de samlet omkring lejrbålet og diskuterede, hvad alle pengene og juvelerne skulle bruges til. En af dem sagde uden at fortrække en mine: ’Vi er nødt til at bygge flere hospitaler for at kunne bekæmpe sygdomme som religion.’ Jeg så den her film fem, seks, syv gange som barn, og det var først, da jeg flyttede til USA, at jeg lagde mærke til, hvor mærkeligt det lød.«

Pozdorovkin er ikke bleg for at lange ud efter vestlige dokumentarfilm, selv om han kun vil nævne dem ved titel uden for referat. Han mener, at de i vid udstrækning er ren propaganda, og at det vestlige publikum er meget mere modtageligt over for propaganda end det russiske.

»Når man vokser op i Rusland, så bliver man ret allergisk over for propaganda. Vestlige personer lægger ikke mærke til propagandaen,« siger han. »Propaganda har en definition: Når man bevidst forsøger at udelukke synsvinkler, som helt legitimt udfordrer ens eget standpunkt. Det gør folk utilpasse, at de ikke ved, præcis hvad det er meningen, at de skal føle. Men jeg mener, at dokumentarfilm skal få os til at tænke, reflektere over verden og indse, hvor lidt vi ved.«

»Det er også det, jeg forsøger at gøre i filmen: Give plads til positioner, som jeg ikke nødvendigvis er enig i, og jeg vil få dem til at fremstå som valide holdninger, fordi de her folk ikke er idioter hjernevasket af Putin.«

I et mailsvar fra den anden instruktør, Mike Lerner, lyder det: »Vi er historiefortællere. Vi har ikke nogen dagsorden og vil rigtig gerne have, at folk drager deres egne konklusioner. Hvis konklusionen er, at folk skal gå på gaden og skynde sig at afslutte det nuværende kapitalist-hegemoni, så er det også fint med mig.«

Altså en ikkepropagandistisk tilgang til en gruppe, som ellers selv har betjent sig af propaganda og af tricks, der ikke ville være reklameindustrien fremmed. Pussy Riot futter en kæmpeplakat af Putin af. Deres pangfarvede elefanthuer er blevet et varemærke verden over. På Metro-byggeriets plankeværk på Sønder Boulevard i København stod der indtil for nogle uger siden »Free Pussy Riot«. Årets Roskilde Festival blev gæstet af piger med elefanthuer og skiltet »We fuck everyone but Putin«.

Madonna, Björk, Sting og Yoko Ono bakker dem op. Gruppen har mødtes med verdenskendte kreative aktivister som The Yes Men, og de har været i stue med eksilerede Julian Assange – som hjalp dem med at kryptere en af deres harddiske, hvilket han gjorde så grundigt, at det tog dem ugevis at få den åbnet igen.

Drømmen om et bedre samfund

De arbejder med kreativ aktivisme – som er lige så meget kunst som aktivisme, lige så meget forførelsesteknik som politisk vækkelse. Det er forsøget på at lade vores irrationelle tilbøjeligheder tjene fornuftige ideer, at bruge den aktivistiske performance til at give drømmen om et bedre samfund form. De trækker på situationisterne fra 1950’erne og 1960’erne, aktionisterne i Wien i 1960’erne og ikke mindst punk-feministerne i Riot Grrrl-bevægelsen i 1990’ernes USA.

Pussy Riot er blevet symbol på en ny feministisk, antiautoritær aktivisme – som sagtens kan have karakter af modefænomen. Men Pozdorovkin og Lerner taler om en dybere effekt på det russiske samfund:

»Jeg tror, at mange i folk i Rusland er blevet inspireret af Pussy Riot, og jeg tror, at den ubevidste effekt, som deres aktioner har haft, vil have en varig indflydelse på det russiske samfund,« skriver Mike Lerner.

Pussy Riots strategier har været vulgære, og det har kostet sympati. Men det har givet opmærksomhed. Og det er i overensstemmelse med deres arbejde i feltet mellem kunst og aktivisme, hvor det i høj grad handler om interaktion og reaktion.

»De er provokatører, så de forsøger at være så provokerende som muligt, for at få så meget respons som muligt – og selvfølgelig er en af de mest effektive måder at udfordre den gode smag. Det er dér vulgariteten kommer ind,« siger Max Pozdorovkin.

»Som jeg ser dem, arbejder de med en mere langsigtet strategi med hensyn til den måde, de tænker samfund og politik på. Det giver et boost af energi til liberalismen, en særlig slags dynamik til en ny generation,« siger Pozdorovkin. »Det handler om at forandre samfundet, gøre det til et mere retfærdigt, humant samfund, gøre det mere tolerant, transformere det eksisterende verdenssyn. Hvad de forsøger mere end noget andet, er at skabe en alternativ metodik for protester, fordi de føler, at de traditionelle demonstrationer næsten er blevet overtaget af regimet som en acceptabel form for uenighed.«

Hvis et demokrati er dysfunktionelt, må man gå på gaderne og kræve forandring, og det fungerer sjældent, hvis det foregår inden for de acceptable rammer. Max Pozdorovkin mener, at Pussy Riot i stedet forsøger at skabe provokerende protestformer, som regimet ikke kan finde ud af at reagere på. Altså finde magthavernes blinde vinkler, så de bliver nødt til at stå frit frem i al deres urimelighed.

»Så bliver de forvirrede, og de overreagerer. Og ved at overreagere afslører de sig selv – og sætter sig selv i et dårligere lys. Det er præcis derfor, at aktionen var så succesfuld, for ultimativt forsøger Pussy Riot at fremprovokere en upassende reaktion. Hensigten med deres kunstværk er reaktionen.«

’Pussy Riot – A Punk Prayer’ sendes på DR2 den 24. september kl. 20.30

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Tom Paamand
  • Nic Pedersen
Tom Paamand og Nic Pedersen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Niels Jørgensen

Typisk at DR ikke vælger en kunstnerisk ærlig oversættelse af filmens titel men derimod definerer en letfattelig, polariseret, unuanceret og ekstrabladsagtig titel.
Gad vide hvad den ville være blevet oversat til for 30 år siden? "Halløj i Moskva"?

Børge Rahbech Jensen

synes generelt, det er trist, at Vesteuropas forhold til Rusland ikke er forandret mærkbart siden 1945. Der er ikke sket meget andet, end Natos og EUs østlige grænse er flyttet tæt på fortidens Sovjetunionen, som opfattes som taberen af "Den Kolde Krig".

"»Hvad de forsøger mere end noget andet, er at skabe en alternativ metodik for protester, fordi de føler, at de traditionelle demonstrationer næsten er blevet overtaget af regimet som en acceptabel form for uenighed.«
[...] skabe provokerende protestformer, som regimet ikke kan finde ud af at reagere på. Altså finde magthavernes blinde vinkler, så de bliver nødt til at stå frit frem i al deres urimelighed.
"

Tiden kalder på kreativitet. Protester er uden tvivl i mange politiske sammenhænge indregnet i den politiske proces. Tiden kalder faktisk på andre fredelige og lovlige tiltag i de nævnte blinde vinkler end den traditionelle protest/demonstration. Når der kan laves værktøjskasser for hvordan et folk kan vælte diktatorer, så kan der vel også laves værktøjskasser for, hvordan markedet og uligheden "væltes" - der burde være blinde vinkler nok at forvirre med og svagheder nok gå efter.

Fint at anmelderen kaster nuancer ind, som fx at Putin ikke selv styrer diverse overgreb - til gengæld gør han udpræget meget lidt for at få dem stoppet. Men jeg tror faktisk han blir pisseirriteret over at få leveret 90 procent af stemmerne i Tjetjenien, fordi der er for indlysende svindlet.

Til gengæld genbruges martyrmyten uimodsagt, om at kristne "i 70 år ikke kunne praktisere". Det var grummest under Stalin, men Sovjet-Rusland havde altid kirker og præsteseminarer, og vandrehistorien om at de allerdummeste blev udvalgt til uddannelsen, har jeg aldrig mødt eksempler på. Men det var i perioder meget ildeset af være åbenlyst kristen, og undertrykkelsen af anderledes tænkende gik naturligvis også hårdt ud over de kristne.

Kirken blev effektivt brugt af Sovjetstaten til at udsprede samfundstroen med, og præsterne måtte tvangsmæssigt bede alle støtte staten. Nu om dage er de frie kirker kendt som de værste rygtespredere af diverse teorier om absurde sammensværgelser, men det er vel kendetegnet for al religion...

Godt indlæg, Tom Paamand, men det er nok meget forståeligt vanskeligt for de fleste at holde styr på de forskellige kirker. Måske især i Rusland.
Den ortodokse kirke er ganske vist nu mere fri end i USSR, men var og er næppe nogensinde "fri" alligevel. Og de "frie kirker" er noget helt andet igen.

Det er rigtigt, Nic - fri var bare det ord, der lige faldt mig i pennen. Jeg har mødt stærke folk fra undergrundskirkerne, fra før Sovjet ramlede sammen, der vel var mere "frie". Den officielle russisk ortodokse kirke er meget forskellig fra den græske version, og minder kun lidt om den katolske. Nu har selv Putin meldt sig ind, og bliver støttet af patriarken (paven) - men det betyder altså ikke, at kirken blindt slutter op bag alle Putins planer.

Kirken har tiltusket sig en del uafhængighed, men der er simpelthen frygteligt, hvad mine troende bekendte derovre kommer hjem med af vandrehistorier fra messerne. For et par år siden var det en historie om, at alle i Danmark var pædofile, og at det var accepteret af staten.

Ja, du har ret i det med historierne, Tom!
Du skulle bare have hørt nogle, som min russiskgifte vens svigermor kunne diske op med ang. frimurere, da en fælles bekendt var blevet sådan.
Men på den anden side finder jeg de forestillinger, som folk nogle gange har om Rusland og russere mindst lige så besynderlige, så der er måske balance i tingene et sted!? ;-)