Warhols burger stjålet

Langsomt kæmper han sig igennem en burger i det nøgne lokale. Bagefter samler han affaldet sammen i papirposen, og efter at have sundet sig lidt præsenterer han sig med ordene: »My name is Andy Warhol, and I just finished eating a hamburger.«

Den velkendte scene er hentet fra Jørgen Leths film 66 scener fra Amerika. Men her er Andy Warhol ikke alene. På videoen i galleriet Cda-Projects på den store strøggade Istikal Caddesi i Istanbul sidder der en mand til højre for kunstnerikonet. Ligeledes iklædt hvid skjorte, rødt slips og mørk jakke spiser han en lahmacum, en slags tyrkisk pizza, mens han er i dialog med den kvindelige instruktør, Gizem Karakas, som vil have ham til at efterligne Warhol. Den oprindelige optagelse og den tyrkiske version vises i split screen i det meste af den knap fem minutter lange film, uden at ophavsmanden til Warhol-scenen krediteres.

»På den ene side kan jeg føle mig smigret over, at scenen bliver brugt. På den anden side er det en forulempelse, som kan gøre mig rasende. Jeg er vred over, at hun ikke engang har gjort sig den ulejlighed at spørge om lov,« lyder det fra Jørgen Leth, da Information viser ham filmen, som den tyrkiske kunstner selv har lagt ud på YouTube.

Jørgen Leth føler, at hans kunstneriske ophavsret er krænket. Samtidig gør det sagen værre, at videoen er til salg på internetgalleriet ’artnet’ for 1.000-3.000 amerikanske dollar.

»Det kan hun ikke. Det er jo ulovligt,« lyder det vredt fra Jørgen Leth.

Heri er sekretariatschef hos Danske Filminstruktører, Sandra Piras, enig. Lovgivningen på området tillader godt nok korte citater ifølge ’god skik’, men det er der ikke tale om her.

»Et citat skal tages ud af en helhed, men da Jørgens film netop består af en række klip, som har deres egen betydning, start og slutning, er denne brug uden samtykke i strid med ophavsretslovgivningen. Det er ikke et citat i lovens forstand og derfor en krænkelse,« fastslår Sandra Piras, som er cand.jur. med speciale i ophavsret.

Imiteres ofte

Det er ikke første gang, Warhol-scenen inspirerer eller genbruges i andre film. På YouTube findes utallige mere eller mindre vellykkede rekonstruktioner foruden det originale filmklip. Det gælder kunst- eller musikvideoer, men også rene amatøroptagelser, hvor folk imiterer klippet ved selv at spise en burger.

For nogle år siden havde en tysk kunstner brugt scenen i sin egen video, som blev vist på kunstmessen Preview Berlin. Da Jørgen Leth blev gjort opmærksom på det, kontaktede han galleriet, der repræsenterede kunstneren, hvorefter der blev indgået en aftale. Kunstneren undskyldte sig med, at hun ikke havde kunnet finde oplysninger om filmens oprindelse, men den forklaring afviser Jørgen Leth.

»Der er ingen undskyldning. Det er et anerkendt værk, som er udsendt internationalt og findes i mit boxsæt. Den har været vist på festivaler og museer over hele verden inklusiv Warhol-museet i Pittsburgh.«

Andre gange tilskrives den oprindelige filmscene Warhol selv som dennes kommentar til fastfood-industrien og den amerikanske kultur, eller den omtales som en decideret reklamefilm. Og det ærgrer Leth.

»Producent Ole John og jeg selv er meget opmærksomme på, at scenen har kommerciel værdi. Vi har stadig rettighederne til den og værner om den. Sådan en scene er jo guld værd, da der ikke findes tilsvarende.«

Warhol-scenen er ikke den eneste fra Jørgen Leths film, som bruges eller misbruges af andre.

»Jeg ser tit Det perfekte menneske lavet af andre kunstnere og filmskoleelever, som kopierer den eller giver den en ironisk kommentar. Den findes der hundredvis af kopier af. Det har jeg intet imod, selv om kvaliteten er meget svingende. Det er kun med til at gøre filmen vigtig i filmhistorien, så længe det ikke krænker mine kunstneriske rettigheder.«

Noget andet er dog, hvis der er tale om kommerciel brug. For et par år siden opdagede Jørgen Leths sønner således, at et anerkendt tøjfirma var i gang med en reklamekampagne bestående af film i flere afsnit direkte kalkeret over Det perfekte menneske.

»Der var tale om en kopi af speaken og hele æstetikken i min film, lavet af et engelsk reklamebureau. Det blev jeg meget vred over og involverede advokater og min fagforening. Men desværre er lovgivningen på området mere lempelig i England end herhjemme eller i USA, så vi forfulgte aldrig sagen.«

Få klik med en mus

En del af problemet ligger i selve internettets dobbelthed, forklarer Sandra Piras:

»Privatpersoners og erhvervsdrivendes misbrug af ophavsretligt beskyttede værker var langt mindre for blot 10 år siden, og det skyldes selvfølgelig, at folk har adgang til værkerne ved få klik med en mus. På den anden side skaber nettet også en verdensomspændende viden om filmværker. Så når det fungerer – når instruktøren krediteres og har givet sit samtykke til brugen – så åbner nettet for fantastiske muligheder.«

Jørgen Leth anerkender også, at tilgængeligheden kan være et gode, men er mest kritisk.

»Jeg er ikke tilhænger af, at man kan bruge hvad som helst på internettet uden at betale for det. Vi har jo investeret energi, arbejde, tid og penge i at lave sådan en scene,« siger han.

I den aktuelle sag fra Tyrkiet har Jørgen Leth nu bedt Danske Filminstruktører om at tage kontakt til den tyrkiske kunstner for at gøre opmærksom på tyveriet.

»Når det drejer sig om klip fra film eller ’snylten’ på instruktørens karakteristiske person, tager vi kontakt til dem, som står bag. I visse tilfælde vil brugen være så grov, at instruktøren modtager en kompensation,« siger Sandra Piras.

Hvordan sagen ender, vides ikke, ligesom Jørgen Leth ikke ved, hvordan han ville have forholdt sig, hvis den tyrkiske kunstner havde spurgt om tilladelse først.

»Om jeg siger ja til kunstnere, afhænger af, hvem de er og af forslagets lødighed. Om der er kunstnerisk kvalitet i det,« forklarer han.

Information har været i kontakt med Gizem Karakas, men hun har ikke svaret på vores spørgsmål om sin brug af Jørgen Leths film.