Læsetid: 7 min.

Ét barn, én lærer, én bog og én pen kan forandre verden

Boguddrag af ’Jeg er Malala’. Skrevet af pigen, der kæmpede for uddannelse og blev skudt af Taleban
Portræt af Malala Yousafzai malet af den britiske kunstner Jonathan Yeo. Yousafzai blev skudt af Taleban i Pakistan i oktober 2012 efter at have talt åbent om pigers ret til uddannelse. Hun blev ramt i hovedet og gennemgik flere operationer i Pakistan og senere Storbritannien. Hun har modtaget adskillige priser for sin aktivisme og er nomineret til Nobels Fredspris. Malala Yousafzai er født i 1997.

National Portrait Gallery

11. oktober 2013

På min 16-årsfødselsdag var jeg i New York for at tale i FN. Det var overvældende at skulle rejse sig op og tale til en forsamling i den kæmpemæssige sal, hvor så mange af verdens ledere har talt, men jeg vidste, hvad jeg ville sige. »Det er din chance, Malala«, sagde jeg til mig selv. Der sad kun 400 mennesker rundt om mig, men når jeg så op, forestillede jeg mig mange millioner flere. Jeg havde ikke skrevet talen kun med tanke på de FN-delegerede. Jeg skrev den til alle de mennesker i hele verden, der kunne gøre en forskel. Jeg ønskede at nå ud til alle dem, der lever i fattigdom, de børn, der bliver tvunget til at arbejde, og dem, der lider under terrorisme eller manglende uddannelse. Inderst inde i mit hjerte håbede jeg, at jeg kunne nå ud til hvert eneste barn, som kunne hente styrke i mine ord og kæmpe for sin ret.

Jeg bar et af Benazir Bhuttos hvide sjaler over min egen foretrukne lyserøde shalwar kamiz, og jeg opfordrede verdens ledere til at give alle børn i verden gratis uddannelse. »Lad os tage vores bøger og vores penne«, sagde jeg. »Det er de stærkeste våben. Ét barn, én lærer, én bog og én pen kan forandre verden.« Jeg vidste ikke, hvordan min tale ville blive modtaget, før tilhørerne rejste sig og gav mig stående bifald. Min mor græd, og min far sagde, at jeg var blevet alles datter.

Der skete noget andet den dag. Min mor tillod, at hun for første gang blev fotograferet offentligt. Eftersom hun har levet sit liv i purdah (tildækket og adskilt fra mænd red.) og aldrig før havde blottet sit ansigt for et kamera, var det en stor overvindelse og meget vanskeligt for hende.

Ved morgenmaden på hotellet næste dag sagde Atal til mig: »Malala, jeg forstår ikke, hvorfor du er berømt. Hvad har du gjort?« Hele tiden, mens vi var i New York, var han mere optaget af Frihedsgudinden og Central Park og sit yndlingsspil, Beyblade.

Efter at jeg havde holdt talen, fik jeg hilsener og opbakning fra hele verden, men fra mit eget land var der mest tavshed, bortset fra at vi på Twitter og Facebook kunne se mine egne pakistanske brødre og søstre vende sig i mod mig. De beskyldte mig for at tale på grund af »en teenagers higen efter berømmelse« og skrev: »Glem dit lands anseelse, glem skolen. Hun fik i sidste ende, hvad hun var ude efter, nemlig et luksusliv i udlandet«.

Jeg er ligeglad med det. Jeg ved, at folk siger de ting, fordi de har oplevet ledere og politikere i deres eget land, der giver løfter, som de ikke holder. I stedet bliver forholdene i Pakistan værre for hver dag, der går. De endeløse terroristangreb har efterladt hele nationen i chok. Folk har mistet tilliden til hinanden, men jeg ønsker, at folk skal vide, at jeg ikke ønsker støtte til mig selv – jeg ønsker, at støtten skal være til min kamp for fred og uddannelse.

Det mest forbløffende brev, jeg fik, efter at jeg havde holdt talen, kom fra en højtstående talebaner, der for nylig var flygtet fra fængslet. Hans navn var Adnan Rashid, han havde tidligere været i det pakistanske flyvevåben. Han havde siddet i fængsel siden 2003 for et attentatforsøg på præsident Musharraf. Han skrev, at Taleban ikke havde angrebet mig på grund af min kampagne for uddannelse, men fordi jeg havde »bagtalt (deres) bestræbelser på at etablere det islamiske system«. Han gav udtryk for, at han skrev til mig, fordi han var blevet chokeret over attentatet mod mig og ville ønske, at han kunne have advaret mig. Han skrev, at de ville tilgive mig, hvis jeg vendte tilbage til Pakistan og gik med burka og tog ophold i en madrasa.

Journalister opfordrede mig til at svare ham, men jeg tænkte: Hvorfor har den mand ret til at sige det? Taleban er ikke vores herskere. Det er mit liv, og hvordan jeg lever det, er mit valg. Men Mohammad Hanif skrev en artikel, hvori han påpegede, at det gode ved brevet fra talebaneren er, at mens mange mennesker påstår, at jeg ikke var blevet skudt, så påtager nogen sig her ansvaret.

Jeg ved, at jeg vil vende tilbage til Pakistan, men hver gang jeg siger til min far, at jeg vil hjem, finder han på nye undskyldninger. »Nej, Jani, du er ikke færdig med dine behandlinger endnu«, siger han, eller: »De skoler, der er her, er gode, så du skal blive her og suge viden til dig, så du kan bruge dine ord med styrke«.

Han har ret – jeg vil gerne lære og trænes godt med viden som mit våben. Derefter vil jeg være i stand til at kæmpe mere effektivt for min sag.

I dag ved vi alle, at viden er vores grundlæggende rettighed. Ikke kun i Vesten; islam har også givet os denne ret. Islam siger, at alle drenge og alle piger skal gå i skole. I Koranen står der skrevet, at Gud siger, du skal studere, hvorfor himlen er blå. Han vil, at vi skal søge viden. Jeg ved, at det er en hård kamp – verden over er der 57 millioner børn, der ikke går i underskole, og 32 millioner af dem er piger. Sørgeligt nok er mit eget land, Pakistan, et af de værste steder – 5,1 millioner børn går ikke engang i underskole, selv om der i vores forfatning står, at alle børn har ret til skolegang. Vi har næsten 50 millioner voksne analfabeter, hvoraf de to tredjedele er kvinder.

Piger bliver stadig dræbt, og skoler bliver sprængt i luften. I marts blev en pigeskole i Karachi, som vi havde besøgt, angrebet. En bombe og en granat blev kastet ind i skolegården, netop som en prisoverrækkelsesceremoni skulle begynde. Skoleinspektøren, Abdur Rasheed, blev dræbt, og otte børn i alderen mellem fem og ti år blev kvæstet. En otteårig blev handikappet for livet. Da min mor hørte om det, græd hun længe. »Når vores børn sover, ville vi ikke så meget som krumme et hår på deres hoveder,« sagde hun, »men der er mennesker, der har geværer og skyder med dem eller kaster bomber, og de er ligeglade med, om deres ofre er børn.« Det mest chokerende angreb fandt sted i juni i byen Quetta, da en selvmordsbomber sprængte en bus, der var på vej med 40 piger til deres college, som kun var for piger. 14 af dem blev dræbt. Derpå fulgte angriberne efter de sårede til hospitalet og dræbte flere sygeplejersker.

Det er ikke kun Taleban, der dræber børn. Somme tider er det droneangreb, eller det er krige eller sult. Og somme tider er det deres egne familier. I juni blev to piger på min egen alder dræbt i Gilgit, der ligger lidt nord for Swat, fordi de havde lagt en video på nettet, hvori de dansede i regnen i traditionelle dragter og tørklæder. Det var tilsyneladende deres egen stedbror, der skød dem.

I dag er Swat mere fredelig end mange andre steder, men der er stadig militær overalt, fire år efter at de fjernede Taleban. Fazlullah er stadig på fri fod, og vores buschauffør er stadig i husarrest. Vores dal, der engang var et fristed for turister, opfattes nu som et sted præget af frygt. Udlændinge, der vil besøge vores dal, skal have et ansvarsfraskrivelsescertifikat hos hæren. Hoteller og kunsthåndværksbutikker står tomme. Det vil vare længe, før turisterne vender tilbage.

Det seneste år har jeg set mange andre steder, men min dal er for mig stadig det smukkeste sted i verden. Jeg ved ikke, hvornår jeg vil se den igen, men jeg ved, at jeg får den at se. Jeg tænker på, hvad der er sket med den mangosten, jeg lagde i jorden i vores have under ramadanen. Jeg tænker på, om der er nogen, der vander den, så fremtidige generationer af døtre og sønner en dag kan nyde dens frugt.

I dag betragtede jeg mig selv i spejlet og kom til at tænke et øjeblik. Engang bad jeg Gud om at måtte blive fem-seks centimeter højere, men i stedet gjorde han mig så høj som himlen, så høj, at jeg ikke kan måle det. Så jeg sagde de 100 rakat nafl-bønner, som jeg havde lovet at gøre, hvis jeg voksede.

Jeg elsker min Gud. Jeg takker min Allah. Jeg taler til Ham dagen lang. Han er den største. Ved at give mig denne nye højde, så jeg kan nå mennesker, har Han også pålagt mig et stort ansvar. Fred i hvert hjem, på hver gade, i hver by og i hvert land – det er min drøm. Uddannelse til hver eneste dreng og hver eneste pige i verden. At kunne sidde på en stol og læse mine bøger sammen med alle mine venner i skolen er min ret. At se hvert eneste menneske smile lykkeligt er mit ønske.

Jeg er Malala. Mit liv har forandret sig, men det har jeg ikke.

Christina Lamb er journalist ved Sunday Times og har dækket Pakistan og Afghanistan siden 1987.’Jeg er Malala’ er udkommet på Politikens Forlag. Uddraget bringes efter aftale med forlaget.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu