Mine bedsteforældre vækkede mig om natten, så jeg kunne se ’The Cosby Show’

Jeg var barn i 1990’erne med alt, hvad det indebar af matte bomuldstekstiler i pangfarver, turkis, pink og smørblomstgul. I begyndelsen af 1990’erne skulle vores tv have et hårdt slag på toppen en gang imellem, maden blev stegt i margarine, madpakkerne var ens i børnehaven og rødbederne kunne ses igennem mellemlægningspapiret i de burger- og legoklodsformede madkasser. Jeg var barn i Fjernsyn for dig-90’erne, hvor jeg gennem serien Nana erfarede, at de voksne ’boller’, råbte »Hulu-bulu, Lotte, hvor er du henne?« og tryllede mig tilbage til 1960’erne med Super Carla.

Jeg voksede op i min morfars hjemmebyggede, gule murstensvilla i det, store labyrintiske parcelhuskvarter, Smedievej, hvor parabolantennerne prydede samtlige hustage. Smedievej ligger bag det sociale boligbyggeri Østervang, hvor jeg gik i børnehave og blev kaldt ’chokolademad’ af de andre børn.

Min hudfarve var da også lige så brun som – hvis ikke brunere end – Galle & Jessens pålægschokolade. Det resulterede engang i, at lækkersultne Helene fra børnehaven bed mig i skulderen på vej ned ad rutsjebanen. Selv om jeg gik i børnehave i den brunere del af Hillerød Øst, blandt tyrkere, pakistanere og iranere, var jeg stadigvæk den, der var brunest og den med de mærkeligste familieforhold.

Min morfar kom til Danmark fra Ghana i starten af 1960’erne, iført jakkesæt med pressefolder og en veltrimmet lille afro. Med sig havde han min 10-årige mor, min mormor lå begravet i den røde afrikanske jord.

Min morfar skulle studere på arkitektskolen i København, her mødte han en masse interesserede unge danskere, som tog godt imod ham, og han forelskede sig i en ung, dansk kvinde, der hed Inge, i Radiohusets kantine, efter at have medvirket i en række radioprogrammer om afrikanske religioner. Familiemyterne siger, at han inviterede Inge med ud og se på dameundertøj samme dag. Inge og min morfar blev kærester i 1964, de fik to sønner sammen, og min mor to nye lysebrune brødre.

Voksede op hos Inge og morfar

Min mor voksede op i Danmark, og blev som ung kvinde kæreste med min far, en afrikaner fra hendes ghanesiske landsby, som var taget til Danmark i 1980’erne for at uddanne sig og prøve lykken i Vesten ligesom min morfar. De flyttede sammen og lagde planer, men min mor er en rullesten og min far en klippe, så de var kun kærester i et enkelt år, og jeg er resultatet af det kortvarige forhold.

Jeg blev født i 1987, efter at min far var flyttet til London for at uddanne sig, og jeg flyttede ind hos mine bedsteforældre i 1989, da min mor ikke længere kunne tage sig af mig. I stedet for en mor og en far, voksede jeg op med mormor Inge og morfar.

Samme år som jeg blev født, blev forbuddet mod, at private måtte modtage satellit-tv via deres paraboler, ophævet. Det betød, at der er i de små fjernsynsapparater rundtomkring i de danske hjem pludseligt kunne tages mange flere tvkanaler. Og mine bedsteforældre, Inge og Daniel, fik kabel-tv som nogle af de første.

Vi fik dermed adgang til udenlandske tv-kanaler som for eksempel MTV, der viste musikvideoer, CNN, der viste amerikanske og internationale nyheder, TCC, der viste tegnefilm, BBC, der viste nyheder og tv-serier fra Storbritannien – uendeligt mange kanaler fyldt med mennesker, der skulle repræsentere os alle sammen. Satellit-tv gjorde skærmen til et spejl, der viste os verden og os selv. Jeg zappede rundt på de uendeligt mange kanaler, men det var dog yderst sjældent, at jeg så mit eget spejlbillede i det fjernsyn.

Jeg så familie-tv-serier som Det lille hus på prærien, Alf, Mine glade 60’ere, The Simpsons, The Brady Bunch og Blomsterbørns børn. Der var en mor, en far og nogle børn, og de søgte råd hos hinanden, og der var dåselatter og ømme øjeblikke, hvor publikum sagde »aaawww«. Når jeg zappede, oplevede jeg glimtvis genkendelighed, når Nelson Mandela eller Kofi Annan tonede frem på skærmen. De minder mig begge to om min morfar. Min morfar er verdensfreden, siger fjernsynet.

Når jeg tændte mit tv, var det næsten udelukkende det, som man kaldte ’hudfarvede’ mennesker, jeg så. Men det ændrede sig en skæbnesvanger aften, da jeg havde fået lov til at se tv til lidt længere ud på aftenen end normalt.

En saxofonmelodi strømmede ud af fjernsynsapparatet, og en helt brun familie kom dansende ind på skærmen. De hed Huxtable til efternavn og sitcom-serien hed The Cosby Show. Familien Huxtable var tilmed brune i forskellige nuancer, ligesom det var tilfældet i min egen familie. Jeg må have reageret med en voldsom kærlighedserklæring, for siden da vækkede mine bedsteforældre mig om natten, så jeg kunne se The Cosby Show.

Forkærlighed for brune sweatre

The Cosby Show kørte fra 1984 til 1994 og handler om hverdagen i en afroamerikansk middelklassefamilie. Dengang familien Huxtable blev vist på dansk tv, og mine bedsteforældre vækkede mig fra min nattesøvn, var det en sjældenhed med en tv-serie om en ganske almindelig, sort middelklassefamilie med ganske almindelige glæder og sorger.

Familiens overhoved, Heathcliff eller ’Cliff’ Huxtable, blev spillet af komikeren og skuespilleren Bill Cosby. Og scenerne mellem Bill Cosbys reservebarnebarn, Olivia, der spilles af Raven-Symoné, og Cliff Huxtable, mindede mig meget om hverdagsoplevelserne sammen med min morfar.

Bill Cosby og min morfar havde begge to en stor forkærlighed for striksweatre i brunlige nuancer og med abstrakte mønstre, de fortalte begge røverhistorier med dybe velartikulerede stemmer, de befandt sig begge oftest i en lænestol i stuen, de var begge to ældre sorte mænd med visdommen mejslet i ansigtet.

Jeg var for lille til at forstå engelsk, og for lille til at kunne læse underteksterne i The Cosby Show, men jeg fornemmede at det måtte være morsomt, det de sagde, på grund af dåselatteren. Jeg indsatte de samtaler, jeg selv havde med min morfar, når jeg så tv-serien, og havde det, som om den serie handlede om mig.

Nogle gange, når jeg lå halvsovende og ventede på at blive hentet ned i stuen for at se The Cosby Show, faldt jeg i søvn og drømte, at min egen familie var med i en amerikansk familie-sit-com, og at der var dåselatter, når vi sagde ting til hinanden.

The Cosby Show handlede om på en gang at være almindelig og anderledes samtidig, og det var også det, mit eget liv handlede om og egentlig stadigvæk handler om. Jeg har det afrikanske udseende, men er ikke opvokset med særligt meget afrikansk kultur. Selv om jeg er af afrikansk afstamning, så er jeg en wannabe-afrikaner, ligesom afroamerikanerne i The Cosby Show.

En kulturløs afrikaner

I Danmark er der ikke noget begreb, der hedder ’afrodansker’ man kan enten være dansker eller tilhøre den store kategori ’indvandrer’. I virkeligheden er jeg lige så afrikansk som Cosby-familien er, på min egen helt vildt almindelige, danske og uautentiske måde.

Min morfar er den eneste rigtige afrikaner, jeg er vokset op med, men han gav ikke sproget videre til mig. Min morfar bor i dag i Ghana. Han flyttede tilbage i 1995, året efter The Cosby Show-serien stoppede. Jeg så sidenhen masser af andre serier med mennesker, der nogenlunde lignede mig, serier som Rap fyr i L.A., Sister, Sister, Martin, Moesha med sangerinden Brandy i hovedrollen, The Wayans Bros., Webster og Kenan & Kel. Men genkendelsen var aldrig helt den samme, som da jeg så The Cosby Show.

Det var derfor med bævrende læber og et flimmernostalgisk hjerte, at jeg for nylig genså et afsnit af serien, hvor den sydafrikanske sangerinde Miriam Makeba er gæst hos familien. Her ender det med, at Huxtable-familien sidder og prøver at synge afrikanske sange med Miriam Makeba. De har lånt bøger om afrikansk kultur på biblioteket og iklædt sig afrikansk tøj med karakteristiske farverige og mønstrede tekstiler. Hun forsøger at lære dem at synge sydafrikanske sange, men når de synger, lyder det bare amerikansk.

Jeg så i Cosby-familien, at det var almindeligt at være en afrikaner, uden at have et indgående kendskab til de afrikanske sprog eller kulturer. The Cosby Show viste mig, at det at være en ’kulturløs’ afrikaner også kunne være en norm og en særlig kultur i sig selv.