Læsetid 5 min.

Den blanke søsters blinde vinkel

Julie Sten-Knudsen skriver i tekstsamlingen ’Atlanterhavet vokser’ fra en hvid, dansk position til sin ’lækre mulatsøster’ i Las Vegas. Det er et søsterskab påvirket af utallige historiske sammenhænge, og bogen viser oplevelsen af ikke at have kørekort til sin søsters verden
Ofte opfattes hvide, som deltager i antiracistiske diskussioner, som værende ude på at rense sig og undgå skyldfølelse. Men Julie Sten-Knudsen vil med sin digtsamling påpege, at man også kan være en hvid person, der har en meget stærk relation til en person, som ikke er hvid.

Ofte opfattes hvide, som deltager i antiracistiske diskussioner, som værende ude på at rense sig og undgå skyldfølelse. Men Julie Sten-Knudsen vil med sin digtsamling påpege, at man også kan være en hvid person, der har en meget stærk relation til en person, som ikke er hvid.

Tor Birk Trads
19. oktober 2013

En ung, dansk, hvid digter, der skriver en bog til sin »mulatsøster«, tager på et svensk litteraturkursus om ’racialisering’. Hun og de andre ’hudfarvede’ kursister viser sig allerede på andendagen ikke at være velkomne. Den anden halvdel af klassen havde tænkt kurset som et frirum fra hvide blikke som hendes, fra blanke og »blåøjede læsninger«, fra majoritetens evige udgrænsning: »Ni skal inte ta det personligt, siger en / Man kan jämfora det med att ha körkort, / Antingen har du den kroppsliga erfarenheten, eller så har du den inte«, beskrives det i Julie Sten-Knudsens tekstsamling, Atlanterhavet vokser.

»Løsningen på krisen bliver at klassen deler sig i to / ved håndsoprækning. Vi som har rakt hånden op ved / ”;ingen erfaring med racialisering”; bliver sendt ud af klasseværelset, / hen til et andet lokale. Så kan vi sidde der, alene med hinanden.«

Atlanterhavet vokser er skrevet i et sådant ensomt ’andet lokale’, i Julie Sten-Knudsens lille lejlighed på Nørrebro, langt fra søsteren, der nu betragter L.A. som sit rigtige hjem, og tæt på bogreolen med værker om søsterens rødder i DR Congo, om racisme og kolonialisme. Bogen udkom i går, samme dag som allestedsnærværende Yahya Hassans uomgængelige debut, Yahya Hassan. Jeg spørger, hvordan det sammenfald føles: »Det gør mig så fucking vred,« svarer hun. Ironisk. Hvad skal man svare? Hassan skriver i vrede, følelsesladede versaler, fra en udgrænset position: søn af indvandrere. Julie Sten-Knudsen skriver fra et knapt så tydeligt sted.

Atlanterhavet vokser er henvendt i duform til en søster, der, ligesom Sten-Knudsens biografiske søster, arbejder som danser i Las Vegas. Julie Sten-Knudsen er hvid, med hvide, danske forældre. Søsterens far er fra DR Congo. De to lærer i barndommen, at de er »halvsøstre« og at søsteren er »mulat.«

Søstre af historien

»Bogen handler meget om relationer, mellem jeget og søsteren, mellem sorte og hvide, mellem afrikanere og europæere og mellem familiemedlemmer. Det er jo meget vildt, at et forhold mellem to søstre kan være påvirket af alle mulige historiske sammenhænge. Så det har været min drivkraft at kortlægge alle mulige sammenhænge i de relationer, hvordan de er blandet ind i og påvirker hinanden. Jeg tager udgangspunkt i det og bevæger mig så udad, indtil jeg ikke kan komme længere,« siger hun.

I Kastrup Lufthavn, beskrives det i bogen, vil søsteren købe foundation, men ekspedienten kan ikke hjælpe hende. »Din hud er for mørk.« Jeget, som i barndommen har farvelagt tegninger af mennesker med »den hudfarvede tusch,« konstaterer: »Min pudder hedder 01 Neutral.« Det er den synlige og sproglige afstand mellem de to, som tekstsamlingen undersøger personligt og historisk og teoretisk. Og grundigt. Sten-Knudsen arbejder beskrivende og undersøgende, med rejsebeskrivelser af kolonialister i DR Congo og citater fra populærkulturelle debatter, ind i et racespørgsmål, der først fra 00’erne er blevet et tema i dansk samtidslitteratur. Sten-Knudsen kalder teksterne for »prosa skjult som poesi« og »poesi skjult som prosa.« At genren hedder ’tekstsamling’ understreger modvilligheden mod kategorier: »Jeg vil gerne ’mudre’ billedet af, hvad det vil sige at være i familie, hvad farve betyder og ikke betyder.«

Hvid skyld

I andet kapitel, ’Blank’, læser jeg-personen sagn og fakta om Atlanterhavet, hun læser om ’N-ordet’, der er til evig debat i USA, og om Beyonces og søsteren Solanges’ afrohår. Der gengives med direkte citater fra diskuterende Twitter-brugeres slangfyldte sprog, uhierarkisk blandet sammen med raceteoretikeres udlægning. Til slut kommer digtet om racialiseringskurset i Göteborg, hvor de hvide kursister sidder alene tilbage i et klasselokale, hensat til en ensom, hvid rundbordssnak om ’den anden’.

»Der er en frustration over den oplevelse, men kursisten, der taler om jegpersonens manglende kropslige erfaring, har jo også en pointe,« siger Sten-Knudsen.

»Både i forhold til spørgsmål om Afrika og til hvide og sortes forhold i USA, tror jeg, at folk er ret trætte af hvide menneskers skyld og skyldfølelse. I et miljø, hvor man interesserer sig for racisme og for at modarbejde det, er der ikke så stor interesse for, at hvide mennesker skal komme og få en form for soning. Det er derfor også efter den oplevelse, at bogen når sin grænse for, hvor meget den kan udforske grænserne mellem sort og hvid. Der stopper kapitlet.«

Derfor markerer bogen også så tydeligt, at jegpersonens position er forankret i værelset med bøger. »Jeg prøver hele tiden at tydeliggøre, hvor jeg selv taler fra, og at det er mig, der taler, at jeg ikke taler for nogen,« siger Sten Knudsen. På den måde insisterer bogen, i sin egen melankolske, underspillet vrede stemme: »Man går ofte ud fra, at hvis hvide mennesker prøver at deltage i en antiracistisk diskussion, så er det kun for at få en eller anden følelse af ikke selv at have nogen skyld, for at rense sig. Men jeg vil med bogen egentligt gerne påpege, at man også kan være en hvid person, der har en meget stærk relation til en person, der ikke er hvid. Det synes jeg mangler at komme frem. Det kan godt blive meget polariseret, som om der er nogle klare grænser mellem etniciteter og farver. Det er i hvert fald min personlige oplevelse, at der ikke er det, ikke på den måde, som det nogen gange bliver fremstillet, at det er en sikkert afgrænset identitet, hvis man er hvid. Det er både krænkende, hvis sorte og hvide antager, at jeg ikke har noget følelsesmæssigt forhold til racespørgsmålet,« siger hun.

Hvid feminisme

I digtet, citeret her på siden, er jeg-personen taget på besøg i Las Vegas. Her sættes den svære relation mellem søstrenes positioner på spidsen.

»Jeget har ikke kørekort til den verden, som søsteren bor i. Hun er fanget i sin egen position,« forklarer Julie Sten-Knudsen.

»Digtet viser jegets storesøsteragtige attitude, hvordan hun prøver at presse sine egne holdninger ned over lillesøsteren. Og så illustrerer det på en måde en gammel feministisk konflikt mellem hvide og sorte feminister, hvor sorte feminister har kritiseret hvide feminister for at tro, at de kan tale på vegne af alle kvinder uden at tage hensyn til de forskellige udgangspunkter, kvinder har i forhold til race, klasse, seksualitet osv. Jeget repræsenterer her den lidt ignorante hvide feminist, mens lillesøsteren bringer et raceperspektiv ind i samtalen. Jeg kan ikke komme og sige til en anden, hvad der er godt for hende. Det kan være et konkret problem, hvis man har en stærk følelse af, at der er noget, der er rigtigt og forkert.«

Hvid blindhed

Og det er altså helt generelt en svær position at skrive fra, et minefelt, som forfatteren både udforskede i bogskrivningen og i det efterfølgende speciale på Litteraturvidenskab om racialisering i den danske og svenske samtidslitteratur, der skrives fra alle slags positioner.

»Det har været vildt svært, både i specialet og i bogen, at skrive om de her emner uden at føle, at man kommer til at være en total idiot og sige noget, som er forkert eller racistisk eller bare dumt. For jeg ved også, at jeg har den hvide blindhed. Der er rigtigt mange ting, jeg aldrig har oplevet og tænkt over, og som jeg skal læse mig til eller få at vide af nogen. På den måde er det lidt dumdristigt overhovedet at give sig i kast med. Men jeg har også følt en forpligtelse til alligevel at gøre det. For at blive en lille smule klogere,« siger Sten-Knudsen.

Også den mindre synlige position, den hvide søsters erfaring af, at historie og hudfarve og forskellige kropslige ’kørekort’ kan bringe en på afstand af dem, der er nærmest, er værd at råbe højt om. Da hun var færdig med at skrive bogen, sendte hun den over Atlanten til sin søster.

»Da hun læste bogen, var det første, hun sagde, at hun undrede sig over, om jeg altid havde gået og tænkt så meget over det her med, at vi har forskellige hudfarver. Det er nemlig ikke noget, vi har snakket særlig meget om. Så måtte jeg sige ’nej, nej, nej, det har jeg ikke.’ Jeg måtte forklare, at grunden til, at jeg skrev bogen, var fordi det var gået op for mig, hvor underligt det var, at jeg faktisk aldrig nogensinde havde tænkt over det.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner

Prøv Information gratis i 1 måned

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu