Fra Bullerby til Bahnhof Zoo

Livet er som bekendt det, der sker med dig, mens du har travlt med at citere andre menneskers ordsprog. Og således hændte det, at jeg blev journalist stik imod den klokkeklare karriereplan, jeg ellers som 12-årig havde lagt: at blive junkie.

Og den plan var jeg langt fra alene om. Hvis der var en fælles overgangsrite i min årgang, så var det at ligge med urolige præpubertære kroppe under dynen og fedte med bogen om Christiane F.’s liv med hendes socialfamilie Babsi, Detlev, og alle de andre børn på Bahnhof Zoo.

Billedopslagene var favoritter. De alvorlige øjne i de yndige børneansigter – den slags junkie-chicks, der senere er blevet standardidealet i modelbranchen, men som i 1980’erne hvæsede mod det sunde, blonde fitnessideal med store bryster, som jeg slet ikke kunne se, at min krop, rent fysisk, ville kunne holde til. Og den unge dreng med det forførende tågede narkoblik, der måtte gå med gamle mænd, men som garantrisset hellere ville i biffen og på Palads Burger med mig.

I disse dage diskuteres den ulykkelige skæbne Christiane F. igen i Tyskland i anledning af, at hovedrolleindehaveren i en ny bog gør op med sin rolle som verdens mest kendte junkie.

Det kan man ikke fortænke hende et øjeblik i. Måske gjorde man et barn fortræd endnu engang ved at iscenesætte og sælge hendes historie. Og måske er det varm luft, når både forfattere og eftertiden forsøger at fremstille både kulturromanen og den efterfølgende blockbuster-film som et stykke pædagogisk graverjounalistik, der satte fokus på Vesttysklands narkoproblemer.

Den smukke trækkerdreng

Men man gjorde altså ikke dette barn fortræd. For mig var Christiane F.’s univers nemlig ikke væsentlig forskelligt fra det, der var skabt af f.eks. Astrid Lindgren. Det var drømmen om at slippe fri fra de voksnes greb og løbe frit i nye, selvvalgte fællesskaber. Alle vi enebørn i lukkede lejligheder løb i fantasien frit mellem de røde huse og skovene sammen med Alle vi børn i Bullerby, indtil den fantasi ikke længere var tidssvarende og blev lagt på hylden. Så skiftede vi kobbel til alle børnene på Bahnhof Zoo. Christiane F.’s historie var min tidlige barndoms bedste bud på friløb, og jeg husker hverken stofferne eller prostitutionskunderne særlig klart. De minder, som bogen og derefter filmen plantede i mig, var fornemmelsen af den trykkende angstfulde stemning i det barndomshjem, hun flygtede fra, forelskelsen i den smukke trækkerdreng, Detlef, og ikke mindst den legendariske scene, hvor alle børnene løber igennem det lukkede shoppingcenter til tonerne af David Bowies »Heroes«. Friløb i sin smukkeste form. Som delfiner. Jeg kunne også godt lide delfiner. Måske skulle jeg have én tatoveret på anklen?

Også her blev jeg klogere.

Bogen er blevet kritiseret for at fascinere så meget, at den ville inspirere. Det er jeg helt enig i. Den har inspireret en hel ny generation til at blive David Bowie-fans. Og med ham blev cirklen også sluttet for mig: Da jeg som 14-årig stak af med en veninde til Hamborg med en feststemt morgenbus fuld af alt for voksne mennesker for at høre ham på hans Glaspinder-tour. Men alt for hurtig blev kampen for hård. Jeg havde glemt, at de ikke brugte danske kroner i fremmede lande. Og med ét var min lille detour i overhalingsbanen blevet til en regulær overlevelsestur. Det handlede ikke om 100 Deutchmark til et fix, men om erkendelsen af, at jeg ikke var stor nok til at sørge for gangbar valuta til en döhnerkebab. Og ikke eventyrlysten nok til at blive et udsultet, smukt lig.