Klumme
Læsetid: 4 min.

Cheers

En æstet eller en håbløs forfalds-romantiker bliver muntret op i Glasgow
En æstet eller en håbløs forfalds-romantiker bliver muntret op i Glasgow

Ib Kjeldsmark

Kultur
1. november 2013

Det er sidste dag i Glasgow, jeg har efterhånden været her i næsten en uge. Fra mit hotelværelse kan jeg se bjergene nordpå, nogle af dem. Andre bjergkonturer viskes af regnbygerne ud i blågrå plamager. Heromkring, det vil sige i Glasgows West End, skinner solen undtagelsesvist. Jeg kan høre trafikken fra vejen nedenfor og forsøger at tildigte den en fredagsmæssighed, er den ikke ligesom mere hidsig og vandpythvislende i dag? Travlere?

»People make Glasgow« står der på bannere rundt omkring i byen, et turistfremstød går jeg ud fra, men samtidig også et udsagn om byen, måske lovlig selvindlysende, måske ikke. Folk udgør Glasgow. Folk skaber den. Og folk som er bygherrer udgør og skaber den i særdeleshed. Efter de har revet bygninger ned. Her rives ned, men meget rives også ikke ned, her er meget urban decay, som jeg fotograferer med en tilfreds gnæggen som en lumpen lille æstet fra det velordnede Skandinavien. En kondemneret bygning dér, et komplet tilskottet hus i samme nuance som skidenæg, byggetomter, og på handelsgaden en tom forretning, som folk nu bruger som skraldespand for brugte batterier. Er der ikke noget livfuldt over den slags, eller er jeg håbløst fortabt i forfaldsromantikken? En forladt og smadret fabrik som en tandstump mellem skure og betonkontorer, klik!

De få grimasser

Jeg gik en tur langs floden Clyde i styrtregnen tidligere i dag. Veje og fortov dækket af en boblende hinde, gråt lys sev ind i alt og alle, ved et museum havde nogle gartnere i grønne bukser og rektangulære sikkerhedssko sat sig ind under en arkade for at ryge, en kvinde i en passerende dobbeltdækkerbus brugte en avis til at tørre dampen af ruden med, en ekstremt pumpet mand med tyrenakke og en tatoveret tåre i øjenkrogen havde kurs lige mod mig, jeg trådte lidt til side for ham, han udstrålede i øvrigt en helt enorm tristesse, syntes jeg. Måske skyldtes det den permanente tåre, måske den åg-formede nakke. Foran et andet museum, det enorme Kelvingrove Art Gallery and Museum, ventede jeg selv, på at regnen skulle stoppe og tror nok (den skotske dialekt er tricky), jeg hørte en mor sige til sin dreng i laksefarvet jakke: »Nu går vi på museum, Eric, og bagefter skal mor så ind på hospitalet.« Så græd drengen, og de forsvandt ind i bygningen. Jeg gik efter og traskede rundt blandt skoleuniformerede teenagere, der fnisende tog noter til lærerens små taler foran malerier af The Highlands’ vilde natur.

Det slog mig foran en masse ophængte grimasserende hoveder, hvor få grimasser et menneske råder over. Very Limited Expressions, tænkte jeg. Vi tror måske, at vi har et enormt spektrum at gøre godt med, men i museumstoilettets spejl kunne jeg ikke fremtvinge mere end 3-4 hovedgrupper, heriblandt en stor mudret mellemgruppe af lavintensive grimasser, som tydeligvis ikke var andet end mislykkede smil eller grådansigter.

Et virkelig udslukt ansigt helt yderst i spektret så jeg i går på Byres Road i det ellers så hippe Hillhead-kvarter. Jeg var på vej ned mod The Wee Curry Shop. Ved en kiosk stod en spinkel ældre mand med tilbagetippet overkrop lænet mod en væg, hans sorte handsker var alt for store og hundesnoren så ud til at blive holdt af en rynke i handskelæderet, ikke af en finger bagved. Hans øjne stirrede tomt ind på kioskens udstilling af light-ere. Og jeg mener tomt, tømt, tankeforladt. Først blev jeg skræmt af hans ’livløse men levende’ udtryk, men efter jeg havde passeret ham, to butiksvinduer længere nede ad gaden, vendte jeg mig om, kiggede tilbage på ham og hunden med den røggule pels og mærkede et stik af længsel. Ligesom man kan overvældes af en pludselig længsel efter at se Mælkevejen. Der længtes jeg efter selv at stå kraftesløs med et slukket blik, i store handsker og med en hund i snor.

Pænt udmattet

Men det var selvfølgelig nemt nok at forestille sig den slags og selvtilfreds gå videre på indisk restaurant og sidde alene og pænt udmattet, men privilegeret, i en bås bagerst i det lille lokale, emmende af dufte og højlydt skramlen fra det åbne køkken, og lytte til et par i båsen ved siden af. Nyde, at de tilsyneladende taler om noget så uapropos som bipods, stativer til kameraer. Nyde, at der sidder en ældre mand og en noget yngre kvinde ved siden af og taler springende om alt muligt, stativer, teen, de drikker, Glasgow, »the first lady at home«, jeg ville ønske, jeg kunne tage dem med hjem og altid høre deres udramatiske, men spændstigt uforudsigelige snak.

Men så går de og tjeneren siger »cheers«, og alle siger »cheers«, og i en boghandel slår jeg op i en etymologisk ordbog og ser, at »cheers« kommer af anglo-fransk »chere« (ansigt), at det senere udstraktes til at henvise til ens humør, at det fik karakter af en opmuntring. Netop, jeg bliver i bedre humør af at sige »cheers«, vi må straks have en dansk pendant op at køre.

Jeg er endda begyndt at sige »cheers, mate« til mig selv, når jeg slukker lyset ved sengetid.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her