Læsetid: 5 min.

Christiane F. ser tilbage på et hundeliv

Som 14-årig solgte hun sin krop til fremmede mænd for at skaffe penge til heroin. I dag lever hun stadig i heroinmisbrugets skygge. I en ny bog om livet efter Bahnhof Zoo tager Christiane F. et opgør med sin egen status som stofmisbrugets superikon
Christiane Felscherinow blev berømt som barnejunkien, som måtte sælge sin krop for at skaffe penge til stoffer. Nu har hun skrevet en ny bog om sit liv. Her ses hun som 14-årig. Arkivfoto

Christiane Felscherinow blev berømt som barnejunkien, som måtte sælge sin krop for at skaffe penge til stoffer. Nu har hun skrevet en ny bog om sit liv. Her ses hun som 14-årig. Arkivfoto

16. oktober 2013

Som teenager blev hun verdensberømt for sit barske liv som prostitueret junkie på berlinerbanegården Bahnhof Zoo. Siden tog hun turen til toppen af det tyske kulturliv og indtog rollen som fashionabelt ikon. Men stofferne slap aldrig sit tag i Christiane F.

Nu har den tidligere børneprostituerede og heroinmisbruger Christiane F. skrevet en bog om sit liv som kulturelt ikon i heroinmisbrugets skygge. Christiane Felscherinow kan allerede nu se tilbage på en lang række skæbnesvangre tilbagefald.

Det er den dramatiske historie om narkomanens selvbedrag og ustandselige nedture i kølvandet på teenagetidens herostratiske berømmelse, som Felscherinow nu har sat sig for at fortælle i Mein Zweites Leben (Mit andet liv, red.), opfølgeren til bestselleren fra 1979.

Sammen med journalisten Sonja Vukovic har Felscherinow brugt tre år på at sortere i sine tågede erindringer om sit foreløbige liv. Mest af alt er Christiane F. ude på at ændre på myten om sig selv. Junkielivet skal ikke romantiseres, siger hun.

»Som junkie bedrager man konstant sig selv langt mere end alle andre,« siger Christiane F. til tidsskriftet Spiegel i anledning af bogudgivelsen

Selv har Christiane Felscherinow siden slutningen af halvfjerdserne følt sig fanget i myten om sin egen barndom.

»Det, der generer mig allermest, er hele den her Christiane F.-ting,« siger Felscherinow til avisen Spiegel.

»Er hun endelig blevet clean, eller hvad? Som om der ikke er mere at sige om mig. Og jeg kan ikke blive clean. Det er det, som alle altid har forventet af mig.«

I godt 20 år har Christiane Felscherinow været afhængig af metadon. Af og til supplerer hun med heroin, når hverdagens stress bliver for påtrængende. En inficeret kanyle har gjort hende kronisk syg af leverbetændelse, hepatitis C, og hun har fået foretaget adskillige aborter. I en periode på syv år boede hun i Grækenland, men forsøget på at ændre på sit liv ved at skifte omgivelserne ud slog fejl, og Felscherinow vendte tilbage til hjembyen Berlin, som hun stadig føler sig uløseligt bundet til.

Rockstjerneliv

Det var i første omgang en artikelserie, der ændrede Felscherinows liv for altid. For godt 35 år siden blev Tyskland og resten af verden rystet af en række reportager i ugemagasinet Stern, der berettede om den 13-årige narkoprostituerede skolepige Christiane F. fra den berlinske betonforstad Gropiusstadt. I halvfjerdsernes trøstesløse Vestberlin blev Christiane som 13-årig introduceret til heroin på de berlinske diskoteker og begyndte senere at sælge sin krop til ældre mænd på togstationen Bahnhof Zoo for at kunne finansiere sine stofvaner.

Med sin nådesløse blotlæggelse af vilkårene for stofafhængige børneprostituerede skabte artikelserien om Christiane F. og hendes umulige forhold til den ligeledes prostituerede Detlef sensation i Tyskland. Serien udkom siden som bogen Christiane F. – Wir Kinder vom Bahnhof Zoo, der lynhurtigt solgte i omegnen af tre millioner eksemplarer.

I 1981 blev bogen filmatiseret af den tyske producent Bernd Eichinger, hvilket gjorde teenageren endnu mere berømt. Til trods for Stern-journalisternes advarsler havde den unge Christiane valgt at bryde sin anonymitet og stå frem i offentligheden. Til sin egen overraskelse blev hun lynhurtigt til både kultfigur og antihelt for en hel generation af unge fans, der identificerede sig med Christianes trængsler og forsøg på at vinde fodfæste i en omverden af massivt svigt. Succesen med Wir Kinder vom Bahnhof Zoo katapulterede samtidig den unge Christiane fra tilværelsen som prostitueret til en plads i jetsetlivet.

Godt to år efter havde Christiane F. som 18-årig indtjent 400.000 D-mark på royalties fra bogen og filmen om hendes liv. På det tidspunkt havde hun forelsket sig i guitaristen Alexander Hacke, der som medlem af det berlinske industrial-band Einstürzende Neubauten introducerede hende til den tyske avantgardescene. Sammen dannede de to bandet Sentimentale Jugend, og Christiane blev gradvist indsluset i Berlins kunstneriske elite. Hun begyndte at hænge ud med stjerner som den østtyske punkdronnning Nina Hagen og senhalvfjerdsernes dekadente superstjerne David Bowie, der også optræder i filmatiseringen af Wir Kinder vom Bahnhof Zoo. En overgang sad hun 10 måneder i et kvindefængsel. Senere sniffede hun kokain med det australske rockband AC/DC.

I løbet af halvfemserne tog Felscherinows liv atter engang en ubehagelig drejning. Det lejlighedsvise kokain- og heroinmisbrug tog langsomt overhånd. Forholdet til sønnen, som hun fik i 1996, har fra begyndelsen været en kilde til bekymring for Felscherinow, som mistede forældremyndigheden, da sønnen var tolv år. Det var sidste gang, at Christiane F. vendte tilbage til sprøjten, fortæller hun til det berlinske ugemagasin Zitty.

»Dengang sprang alle mine sikringer. Jeg tænkte ikke mere på mig selv og slet ikke på pressen. Kun på mit barn, og hvordan jeg kunne overvinde tabet. Desværre vidste jeg ikke bedre end at bedøve min smerte. Men fordi jeg på grund af min alder og sundhedstilstand slet ikke kan tåle stofferne mere, var det slut efter to uger. Det var i 2008. Siden har jeg været clean.«

I 2010 genvandt hun myndigheden over sin søn, men i dag bor han efter Felscherinows ønske hos en plejefamilie: »Han har aldrig spurgt mig, men jeg ved, at han stadig stiller sig selv spørgsmålet om, hvorfor jeg har gjort det mod ham«, siger Felscherinow til Berliner Zeitung. »Han har også al ret i verden til at stille det spørgsmål. Det var min skyld, at han nu lever blandt fremmede mennesker, og at han blev nødt til at finde en anden skole og nye venner. Det vil jeg aldrig tilgive mig selv. Og det vil han heller ikke.«

Trods det ramponerede forhold til sin egen søn er Christiane Felscherinow ikke i tvivl, når hun i dag skal pege på det, hun fortryder mest.

»Det største fejltrin var, at jeg skrev den første bog. Alternativet havde været, at jeg var blevet hos min bedstemor i Kaltenkirchen i Slesvig-Holsten og i stedet havde taget en uddannelse og havde giftet mig. I mellemtiden ville jeg sikkert være blevet skilt, alt sammen meget kedeligt. Men det ville have været lettere end det ansvar og den stigmatisering, der fulgte efter Wir Kinder vom Bahnhof Zoo, forklarer Felscherinow til magasinet Zitty.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Anders Kristensen
  • Kalle Nielsen
  • Brian Pietersen
  • Jack Jönsson
Anders Kristensen, Kalle Nielsen, Brian Pietersen og Jack Jönsson anbefalede denne artikel

Kommentarer

Hvordan ser det ud med samfundet? man kan jo ikke støbe bly i plastic. Jeg havde en tur i Hamborg for en del år siden, det så ikke ud til at være meget bedre.

Jens Christoffersen

Hacke startede som guitarist i Einstürzende Neubauten, en rolle han havde i 14 år i orkestret, før han skiftede til bas.