Klumme
Læsetid: 4 min.

Final call for mr. Jensen

I lufthavnen er der apokalyptik og ømhed, perronfeber og skønhed
I lufthavnen er der apokalyptik og ømhed, perronfeber og skønhed

Ib Kjeldsmark

Kultur
25. oktober 2013

Min datter på seks ligger på gulvet i stuen og synger: »Når jeg er søsyg, tænker jeg lidt på mig selv. Jeg har ingen lommer og ingen forstand.«

Jeg skal flyve til Skotland om nogle timer. Jeg har perronfeber og tænker bekymret på mig selv. Ikke fordi jeg forventer, at nogen i lufthavnen vil tvinge mig til at sluge en håndfuld Frontex®, pillen mod asylsmerter. Jeg er jo privilegeret EU-borger, jeg kan rejse, hvorhen jeg vil, modsat så mange andre. Nej, feberen er der bare, fordi jeg skal rejse. Flyve ovenikøbet.

Vi går en tur i skoven, børnene synger, og vi forsøger at huske teksten til »På Samsø var en pige«. »Hvorfor har du skrevet, du var sla’et ihjel?« Er det sådan, linjen er? Hver gang jeg skal flyve, bliver jeg småapokalyptisk. Overvejer hver gang at skrive en afskedstekst, det er vældig dramatisk. Men åbenbart aldrig dramatisk nok til, at jeg gør alvor af det.

I lufthavnen siger vi farvel, de kan ikke se, at jeg stadig kan se dem. At se nogen som bonus, efter man har sagt farvel, er sært bevægende, skikkelserne har pludselig noget nyt over sig. Betragteren kan se sit eget fravær. Eller er det nu igen den tungt eksistentielle rejse- og feberdyne, der sænker sig over mig, mens jeg står i køen til security?

Uden for taxfreestorcentret i Kastrup er der solnedgangsrødmen i fuselagerne, og den fuldeste mand klokken 18.00 i sportsbaren er tydeligvis skotte. Rejsende er hypermarkerede personer, synes jeg. Reduceret til vilje og bevægelse. Rejsende er personager. P.t. stillesiddende personager. De serverende på baren går hastigt omkring og gør deres ting, hastværk og ... er det stolthed? Er det stolte gangarter? Måske, smukke er de i hvert fald. Især efter tre dulmende øl.

Jeg fantaserer om en flyvetur, hvor man ikke hører opera under takeoff, men i stedet piloternes milde dum-di-dum i højttalerne. Et eller andet, der kan modarbejde mit febrilsk opmærksomme rejseblik, som ser træthedsfuger i passerende piloters ansigter.

Tilbage til fortiden

På skovturen talte jeg med min søn om hans nye spil, GTA V. Det er så skræmmende godt lavet, at jeg priser mig lykkelig for, at jeg ikke kan finde ud af at styre figurer, skydevåben og biler, ellers ville jeg næppe lave andet end at køre rundt i den fiktive, men meget livagtige by Los Santos og stjæle biler og gå gangsterne til hånde. Anyway, det, vi talte om, var, at man i fremtiden måske vil tilbyde rejser tilbage til fortiden, hvor man så kan køre så råddent, man lyster, uden risiko for at blive straffet. Eller det var mest mig, der talte om det. »Nej, far. GTA er et spil, og der er en helvedeskløft mellem det og virkeligheden,« sagde han. Helvedeskløft? Hvor kom det ord fra? Senere sagde han, at han håbede, jeg levede mindst 40 år endnu. Det tænkte jeg på som en mulig besværgelse i gaten. Og på det såkaldt ’store perspektiv’, en art kølende omslag, jeg ynder at bruge, når jeg selv synes, min dødsangst bliver for anmassende. Altså, det ’store perspektiv’ som i: Solen vil en dag brænde op og Jorden med, og intet af alt dette vil stå tilbage osv. Men er det ikke egentlig et meget, meget sært perspektiv og omslag? Det syntes jeg pludselig der i gaten.

Tangentbold

Tidligere i baren gik det mere muntert for sig. Der var fodbold i alle de mange fjernsyn. Overalt samme kamp i regnvejr. Alt foregik vist i midtercirklen, en bargæst trampede en rytme på fodhvileren af falsk bronze. Hvor lang tid er bolden mon uberørt i en fodboldkamp, tænkte jeg. Ret længe vel. Måske røres den kun af fodboldspillere 5 procent af tiden. Er det ikke meget smukt? Man kunne bortretouchere alle spillerne og kun se bolden hoppe og glide rundt over græsset. Det foresvæver mig, at en eller anden allerede har lavet den kunstfilm. Eller hvad med at kombinere boldens bevægelser med en pianoficering af banen. I ved, græsset er jo oftest alligevel slået i tangentlignende striber, og så kunne boldens momentane placering fremkalde toner. Var det ikke noget? »Freude, schöner Götterfunken« spillet med bold.

Jeg sad der ved baren og kunne ikke lade være med at se skønhed overalt. I at tjeneren nok havde uniform på, men selv havde stået for de fremtittende strømper, som pludselig kaldte på al min ømhed. Skønhed i tanken om et menneske, der konsekvent takkede ja til alle sit livs kvitteringer. Af ren og skær nysgerrighed efter den papirmængde, det ville medføre. Og det fortsatte. Også da vi boardede det lillebitte fly. Her gik en mand med en lommelygte og lyste på vingerne. Hvor ømt. Og i flyets ’inflight magazine’ kunne jeg læse, at LEGO har produceret så mange klodser, at der er 62 til hvert eneste menneske på kloden. Og da stewardessen så sagde: »Low level lighting will guide you to an exit«, var jeg ved at smelte. Og jeg så ud over Glasgow, mens det buldrede fra flyets bremseflapper (hvis det er det, de hedder) og tænkte: Gadelamperne dernede er særlige, fordi jeg ved, at der tales et andet sprog rundt om dem.

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her