Interview
Læsetid: 8 min.

Forbrydelse og straf

Den virkelige historie om containerskibet Mærsk Alabama, som i 2009 blev kapret af pirater, er blevet til et drama om forbrydelse og konsekvenser. Det siger instruktør Paul Greengrass om sin nye film, ’Captain Phillips’, der har Tom Hanks i titelrollen. Information har talt med dem begge om filmen, begivenhederne bag og jagten på autenticitet
Det handler om at se verden, som den er, ikke som man gerne vil have, at den skal være, understreger Paul Greengrass. Og hverken et manuskript, fordomme eller forudindtagede meninger skal have lov til at bestemme, hvor en film bevæger sig hen.

Paul Stuart

Kultur
24. oktober 2013

Mange instruktører baserer deres film på virkelige begivenheder, men er reelt ligeglade med, hvad der egentlig skete, og fortæller i stedet den historie, de selv har lyst til at fortælle. Det forstår den amerikanske skuespiller Tom Hanks ikke. Han har medvirket i flere film med udgangspunkt i virkeligheden, og han kan ikke forestille sig at arbejde sammen med en instruktør, der har det på den måde.

»Egentlig tror jeg, at den slags film skuffer mig, fordi de, i stedet for at undersøge, hvad der virkelig skete, og hvordan man dramatiserer det, bare finder på,« siger Hanks, da jeg sammen med en håndfuld journalister fra hele verden sidder over for ham på et hotelværelse i London.

»Jeg forstår ikke, hvorfor man gør det. Hvorfor ikke finde ud af, hvad der skete i stedet? ’Det kan vi ikke, fordi så er vi nødt til at kondensere for meget.’ Jamen, så kondensér dog. Find en måde at fortælle historien på, så temaet bliver præsenteret i så mange afskygninger og så sandt som muligt. Ellers vil jeg hellere se en dokumentarfilm.«

Stor autenticitet

I denne respekt for virkeligheden og søgen efter en form for sandhed ligger nøglen til at forstå, hvorfor Tom Hanks valgte at sige ja til at spille titelrollen i den britiske instruktør Paul Greengrass’ nye film, Captain Phillips.

Ligesom danske Tobias Lindholms – i øvrigt meget anderledes – Kapringen fortæller Greengrass’ film en historie om pirater ud for Somalias kyst. Og om noget er instruktøren i hele sin tilgang til at lave film en sandhedssøger, både når det gælder indhold, skuespil og det rent formmæssige. Det har han bevist i film som Bloody Sunday (2002) om konflikten Nordirland, i United 93 (2006) om terrorangrebet i USA 11. september 2001 og Green Zone (2010) om jagten på masseødelæggelsesvåben i Irak.

Ja, selv i de to Bourne-film, han har signeret, The Bourne Supremacy (2004) og The Bourne Ultimatum (2007), demonstrerer Greengrass sin store interesse for så autentisk som muligt at skildre en verden præget af usikkerhed og frygt og for at portrættere de mennesker, der lever i denne svært gennemskuelige verden.

Paul Greengrass, som jeg møder på samme hotel som Tom Hanks, forklarer, at han ikke har set Kapringen. Han ville ikke lade sig påvirke, mens han stadig arbejdede på sin egen film, Captain Phillips, som foregår i 2009 og handler om kapringen af containerskibet Mærsk Alabama og dets kaptajn, Richard Phillips (Tom Hanks), der bliver taget som gidsel af fire unge, sværtbevæbnede somaliske pirater, da kapringen ikke går helt efter planen.

Filmen, der som de fleste af Greengrass’ øvrige værker stort set forsager udvendige, spændingsjagende effekter til fordel for en mere menneskelig synsvinkel, er baseret på Phillips’ egen bog om begivenhederne. Meget er dog valgt fra af manuskriptforfatter Billy Ray, så instruktøren kunne fokusere på den historie, han gerne ville fortælle.

»Det, jeg så i Phillips’ bog, var en krimifortælling,« siger Greengrass.

»Jeg har lavet en bunke film om verden efter 11. september; de seneste fire, faktisk, også de to Bourne-film. Selv om de er store popcorn-film, så handler de om paranoia, og hvad regeringen laver, og hvad den vil med én. De var en del af den frygt og usikkerhed, der greb verden efter 11. september. Denne gang ville jeg gerne lave noget, der gik ud over det. Captain Phillips er historien om fire unge mænd med AK 47’ere, der arbejder for en gangsterboss, fordi det er, hvad pirateri i Somalia er. Det er hundredvis af millioner af dollar, det har base i Somalia, men bagmændene sidder alle i Kenya eller Nigeria eller Europa eller i nogle tilfælde endda i USA. De finansierer det hele og betaler piraterne relativt små summer penge – store i forhold til det lidt eller intet, de ellers tjener i Somalia. Disse fire mænd drager ud med deres AK47’ere og stjæler et skib. Det hele går galt, og de kidnapper kaptajnen og prøver at slippe af sted med ham, inden flåden dukker op. Det er en klassisk krimi.«

Global økonomi

Og en god krimi handler om en forbrydelse og dens konsekvenser, hvilket giver filmen en stærk dramatisk form, forklarer Paul Greengrass.

»Hvad handler Dostojevskijs Forbrydelse og straf om? En forbrydelse og dens konsekvenser. Truman Capotes Med koldt blod? En forbrydelse og dens konsekvenser. Det interessante ved disse historier er, at man klart kan se forbrydelsen og konsekvenserne, når man både kender forbryderen og offeret og efterspillet. Men man har også tvetydigheden i forholdet mellem forbrydelsen og det samfund, den finder sted i. Og det er fundamentalt. Man får begge dele: Den moralske klarhed og den moralske tvetydighed. Det har man her. Den helt igennem fantastiske enkelthed, der er ved de fire mænd, der kaprer et skib og holder en uskyldig mand som gidsel. Og samtidig får man tvetydigheden i, at det sker i en verden, hvor søvejene er den nyligt opståede globale økonomis stærkeste kraft,« siger han.

I begyndelsen af Captain Phillips er der en scene, hvor piraterne bliver tvunget af sted af brutale bagmænd. De truer med at slå dem ihjel, hvis ikke de kommer hjem med et bytte, og høje på frygt, adrenalin og khat sejler de ud på havet for at finde et skib. Greengrass vil ikke gå så langt som til at sige, at han føler sympati med piraterne og deres leder, Muse (Barkhad Abdi), men han kan godt se det umulige i deres situation. »Muse er en nådesløs skiderik,« siger Greengrass.

»Men jeg tror godt, man kan se, at han er ressourcestærk og har talenter og mod, og derfor føler man, at det er et spild af gode kræfter, at han kaprer skibe. Han har ikke noget valg, og så har han alligevel et valg. Man har altid et valg. Han foretager et valg, men det er et valg, hvor der reelt ikke er andre muligheder. Det er tvetydigt. Det er det, jeg elsker ved historien. Det er aldrig bare én ting, og så er det hele tiden alligevel kun én ting.«

Hvad Captain Phillips handler om har Paul Greengrass ikke vidst på forhånd. Den menneskelighed og tematiske kerne og det mysterium, der ligger i alle de historier, han beskæftiger sig med, er noget, han har opdaget undervejs. Og sådan skal det være, selv om det er udfordrende. Det er den eneste måde, Greengrass kan arbejde på, og det er med til at sikre hans films et vist mål af autenticitet.

»Man laver film indefra og ud,« siger han.

»Historien skal have et eller andet over sig, som fascinerer én. Den skal rumme noget mystisk. Jeg har set det før, når jeg har lavet den slags film, for eksempel United 93 og Bloody Sunday, hvor man føler, at der er et eller andet ved begivenhederne, der fortæller om noget større – om sandheder, der er komplekse og fulde af modsætninger. Det er med andre ord ikke bare én ting, men mange ting blandet sammen. Og når man så går i gang med at lave filmen, handler det om at finde ud af, hvad det er for ting. Filmens rejse og mål er at finde ud af, hvad det er for sandheder, og man kan ikke se dem, før filmen er færdig. Så ved man, om de overhovedet er der, og hvad de måtte være. Og selv da kan man miste grebet om dem.«

Et stykke virkelighed

Det handler om at se verden, som den er, ikke som man gerne vil have, at den skal være, understreger Paul Greengrass. Det skal et manuskript, fordomme eller forudindtagede meninger ikke have lov til at bestemme.

»Verden er et sted, hvor mennesker kan forfølge og slås med forskellige mål, og deres vilje er det, der får et bestemt møde til at udvikle sig i én retning og ikke en anden. Man skal så fange hvert af disse øjeblikke for sig selv uden at bekymre sig om, hvor de fører hen, og så sætte dem sammen. Så får man et stykke film, der virker, som om det udfolder sig i nutid. Det skaber en påtrængende følelse af, at det er noget, der virkelig sker. Hellere gøre dét i stedet for at sige: ’Det her sker, og derfor er vi nødt til at gøre sådan, og så sker det’. Det er dødt, allerede inden man sætter det sammen med det næste stykke, fordi man på forhånd har bestemt, hvilken retning det skal bevæge sig i.«

Og til at hjælpe sig med at opnå det har en instruktør brug for gode skuespillere, enten som Tom Hanks eller som de somaliskfødte skuespillere, der spiller piraterne i Captain Phillips.

»De somaliske skuespillere påvirkede, hvor handlingen bevægede sig hen,« siger Hanks. »Barkhad Abdi er en meget begavet mand – en fantastisk historiefortæller, en kunstner. Han havde aldrig været med i en film før, og det at blive ved med at have rollen, man spiller, med sig og hele tiden opsøge de øjeblikke, hvor temaet ikke bare er handling, men også psykologi og følelser, kræver sin mand. Og jo mere af det jo bedre. Ellers kan man lige så godt lave en actionfilm. Dem findes der så mange af, og denne historie kunne sagtens fungere som en sådan. Men så lever man ikke op til det potentiale, filmmediet virkelig har; når man sætter sig for at finde ud af, hvad der virkelig skete, og hvad der motiverer de mennesker, så vi ikke bare selv definerer dem, men afspejler den motivation, de virkelig har.«

Desperate mænd

Som skuespiller, der har en vis rækkevidde – og som også producerer og instruerer egne film – føler Tom Hanks et ansvar for de film, han medvirker i, og havde Paul Greengrass ikke selv været interesseret i at grave dybere, havde Hanks ikke sagt ja til at medvirke i Captain Phillips.

»Da vi skulle i gang med filmen, sagde jeg, ’de pirater skal være skræmmende,’ mens Paul sagde, ’de skal ikke kun være skræmmende’,« siger Hanks. »Pirateri er international organiseret kriminalitet, og han ville også vise, hvor de kom fra, og hvorfor de er så desperate. Han tolererer det ikke og forsøger ikke at sympatisere med de her fyre, der dræber mennesker og kaprer skibe. Det er ikke det, det handler om. Men han havde en idé om, at det ville være mere interessant, hvis de ikke bare var rockere, der bruger pengene på strippere og biler. De er desperate mænd, der ikke har noget at tabe, og det er rædselsvækkende at stå overfor, og det er et uheldigt aspekt af, hvor verden befinder sig i dag. Der er mange mennesker som dem.«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her