Læsetid: 3 min.

Gå væk, gamle gnavne mand!

Når mænd får 60 år på bagen, står de i stor fare for at blive gnavne. Ifølge Emma Gad er der ingen vej tilbage fra gnavenskaben. Men Tove Ditlevsen lokker med en tidløs alder
Det kan være overvældende at ramme den farlige alder, der er 60+. Heller ikke Tove Ditlevsen kunne udholde udsigten til at blive gammel og kunstnerisk uproduktiv. Hun blev kun 58, men skrev længe inden om uroen ved at ældes. Billedet her er fra 1967.

Per Pejstrup

22. oktober 2013

 

Åh ha, jeg er kommet i en farlig alder: 64 år. Det er et tidspunkt, hvor mænd står i fare for at blive gnavne. Sådan for alvor og eksistentielt.

Jeg ømmer mig over at konstatere, hvordan gnavenhed allerede har ramt nogle af de kønsfæller, jeg er vokset op med: Et muntert leende ansigt er blevet til en knarvorn maske, hvorfra kun støver beklagelse og fordømmelse. Og jeg mærker på mig selv, hvorledes arrigskab alt for ofte syder indeni, når jeg udsættes for fortrædeligheder.

Den risiko, jeg befinder mig i, blev jeg mindet om forleden, da jeg stødte på nogle ord af Emma Gad. Denne kvinde, der levede 1852 til 1921, fik i 1918 udgivet bogen med den navnkundige titel Takt og Tone. Folk, der ikke har læst bogen, gør sig lystige over den som en håndbog i snobberi. Det er smaskforkert, for bogen er en livserfaren anvisning i, hvordan mennesker omgås, så de undgår gensidig krænkelse og skuffelse.

I bogen skriver Emma Gad:

»Gnavenhed i hjemmet er en såre almindelig egenskab hos ældre mænd. At tale til manden om det vil næppe føre til noget resultat. Når mænd først er blevet gnavne, er der ingen vej tilbage.«

Emma Gad tilføjer:

»Men for dem, der endnu ikke er blevet det, kan der være grund til et advarende ord, for gnavenhed er oftest kun en dårlig vane, som har ødelagt mangt et samliv og måske er en af de hyppigste årsager til ægteskabets ruin.«

Grunde til gnavenhed

Jamen, hvor er hun dog klog, Emma Gad. Hun er tilmed så taktfuld, at hun ikke kommer nærmere ind på de bagvedliggende grunde til ældre mænds gnavenhed:

Er det, fordi livet lakker? Og seksuel munterhed er et minde mere end en daglig virksomhed, og at de tiloverblevne timer er tunge at fylde ud? Og/eller at den erhvervsmæssige karriere i det store hele er tilbagelagt? Plus at alskens legemlige genvordigheder gnaver og minder om, at det jordiske hylster har udløbsdato?

Måske det hele i et sammensurium – omspundet af det vemod, der hænger i efterårets tågedis.

Opmuntrende at tænke på gamle mænd, som man har mødt, og som lyste af alt andet end gnavenskab.

Blandt dem mindes jeg maleren Henry Heerup. Han lavede i sine sene år litografier til fordel for Danmarks Naturfredningsforening. Det gav anledning til nogle sammenkomster, hvor jeg som foreningens daværende direktør var med til at takke ham. Det må have været i midten af 1980’erne, hvor Heerup var omkring de 8o. Han lyste af glæde over alting. Fandt noget sjovt i det, nogen sagde, eller han selv kom i tanker om. Hans frodige sind lyser ud af hans værker, der også rummer en alvor. Jeg husker, at jeg tænkte på, hvor sårbar Heerup måtte være i en verden, der ikke altid vil det godt – heller ikke for kærlige gamle mænd. Godt, at Heerup havde sin kone, Marion, til at tage vare på sig. Det virkede hun, som om hun var skrap til.

Skrappe og gnavne

Her er måske en betydningsfuld kønsforskel. Gamle mænd bliver gnavne. Gamle kvinder bliver skrappe. Hvad er tåleligst for omgivelserne? De skrappe kan da i det mindste få sagt en bidsk og morsom bemærkning. De gnavne sidder bare og brokker sig. Hvis de overhovedet siger noget. De skrappe gør derimod opmærksom på deres skraphed ved at bide fra sig.

Tove Ditlevsen var i sit forfatterskab særdeles opmærksom på sammenhængen mellem alder og sind. Selv kunne hun ikke udholde udsigten til at blive gammel og kunstnerisk uproduktiv. Hun sørgede for ikke at blive ældre end 58. Uroen ved at ældes havde allerede 20 år tidligere fået hende til at skrive dette slutvers i digtet om »Vor Alder«:

Vi ved den ikke klær os

og sent vil bringe os fred,

for der lever en alder i os,

vi aldrig blir færdige med.

Måtte den alder, vi aldrig bliver færdige med, holde os levende, så vi undgår skæbnen som gnavne mænd.

Barndom, kom ud og leg med os! Ungdom, hvisk os frække forslag i øret!

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Niels Borchert
  • Torben Buus-Larsen
  • Per Torbensen
  • Inger Sundsvald
Niels Borchert, Torben Buus-Larsen, Per Torbensen og Inger Sundsvald anbefalede denne artikel

Kommentarer

Niels Engelsted

Ak, ak, det er ikke alle forundt at blive som Heerups hyggelige nisser, og med alderen er der meget at brokke sig over. Tidens gang nedbryder ikke kun materielle ting men også samfundsmæssige, miljømæssige og menneskelige værdier og i 60-årsalderen har man oplevet et så stort akkumuleret tab, at man skal være livskunstner for at kunne fortrænge det (men held og lykke, Rehling), Gnavenhed og brokkeri er derfor det mest autentiske. Mihail Larsen har kaldt det senil disobedience,og Information skal have tak for at stille debatsitet til rådighed for denne vigtige disciplin.

Der er nok noget om snakken,håber ikke at blive som ham fra rytteriet,som sidder i sofaen i slåbrok med grimt overskæg og råber "Jeeg slåååår diiiig kraaaaft krafedmaaa ihjeeel"

Børge Rahbech Jensen

tror, vi bliver gnavne el. skrappe, fordi det forventes af os. Nyhedsmedierne er fulde af utilfredshed, og hvis vi endelig prøver at snakke om noget andet, markeres ofte hurtigt, at det gider andre ikke høre på. Utilfredshed er nemmere at forholde sig til.

De skrappe kvinder bidrager selv tit at gøre mænd gnavne ved kunne at ville lytte til sig selv.

Vibeke Rasmussen

Nåh, på mig virker det nu mere som en automatreaktion fra visse, og noget der kan ramme alle uanset køn, at når først en person har nået en vis alder, og så alligevel! ytrer sig, er risikoen for at blive kaldt "gammel sur mand" ret stor … m/k.

Hm, en form for ligestilling?

Per Torbensen og Børge Rahbech Jensen anbefalede denne kommentar
Inger Sundsvald

Jeg tror såmænd også at gnavenheden er ret ligeligt fordelt mellem m/k, men jeg kan ikke forestille mig en gammel gnaven kvinde sige:
"Barndom, kom ud og leg med os! Ungdom, hvisk os frække forslag i øret!"

Man skal vist være mand for at have så ubeskedne og fordringsfulde ønsker og håb for fremtiden.

Børge Rahbech Jensen og Vibeke Rasmussen anbefalede denne kommentar
Vibeke Rasmussen

Inger Sundsvald, forhåbentlig forstod du, at min kommentar ikke var relateret til din? Først for sent gik det op for mig at mit "Nåh," lige efter dit "Nårh,", fejlagtigt kunne opfattes sådan.

Min reaktion skyldtes dette: "Gamle mænd bliver gnavne. Gamle kvinder bliver skrappe" og så det faktum, at på et vist tidspunkt i livet udsætter de fleste sig, uanset køn, for den risiko, alene ved at give udtryk for en mening, at blive opfattet som gamle, sure og reaktionære.

Efter sigende så Mae West sig selv i spejlet som 18-årig og besluttede, at fra nu af ville hun ikke blive ældre. Og det gjorde hun så ikke. :-)

Ja, om bare det var så uproblematisk.

'Sur' blev hun vist i øvrigt heller aldrig, skal man dømme ud fra de citater, der har overlevet hende. ;-)

Marianne Mandoe

Jeg har den filosofi at snubler jeg på gaden, så retter jeg mig op. ser mig omkring, bukker til omgivelserne og går videre.
Bukket er fordi vi alle sammen går rundt med det der lille fnis inden i os. Et fnis som aldrig helt forsvinder. Bukket gør at jeg gør det legalt for andre at fnise eller grine af mig.

Jeg håber aldrig jeg mister hverken evnen eller lysten til at bukke når jeg kvajer mig. For bukket er MIT lille fnis til omverdenen. :-)

Mister man evnen til fniset, så bliver man nok både gnaven og skrap.
Uanset om man er mand eller kvinde.