Holocaust er blevet kitsch

Mindet om Holocaust bliver skamridt af populærkulturen, mener flere historikere, der advarer om, at erfaringerne risikerer at drukne i kommercialisering. Men er det ikke bare historiens lov, at nye generationer finder deres måder at takle fortiden?

	Hvem har den bedste rædselshistorie: Israelske Holocaust-overlevere dyster om at blive Miss Holocaust Survivor i en dyrkelse af traumet, som især er blevet samlet op af børnebørn af Holocaust-overleverne. Risikoen er, at substansen går tabt, og at dyrkningen vækker modvilje.

Hvem har den bedste rædselshistorie: Israelske Holocaust-overlevere dyster om at blive Miss Holocaust Survivor i en dyrkelse af traumet, som især er blevet samlet op af børnebørn af Holocaust-overleverne. Risikoen er, at substansen går tabt, og at dyrkningen vækker modvilje.

Uriel Sinai
12. oktober 2013

Diademet og kjolen var på plads, da israelerne den 19. september for andet år i træk kronede årets Miss Holocaust Survivor. De 14 finalister, der var mellem 70 og 94 år, gik ned ad catwalken, mens de fortalte deres hjerteskærende historier. Vinderen blev 94-årige Shoshana Kolmer, som både har overlevet Auschwitz og fire dages dødsmarch i sneen.

Samtidig er Holocaust-kogebøger med opskrifter til de retter, som de overlevende sad og drømte om i koncentrationslejrene, garneret med personlige beretninger blevet en favorit i kosherkøkkenet.

Og på gaden i Tel Aviv viser unge israelere tatoverede fangenumre, magen til dem deres bedsteforældre bar i Auschwitz, frem på underarmene.

Information bragte fredag et interview med nobelprismodtageren Imre Kertész, der erklærede at han var blevet en »Holocaust-klovn«. Og forfatteren er tilsyneladende en del af et større cirkus: Holocaust er blevet til holokitsch. Og de såkaldte tredje-generations-overlevende, populært betegnet 3G, dyrker de populærkulturelle fremstillinger af deres bedsteforældres lidelser.

Det forarger den amerikanske jøde Norman Finkelstein, søn af to Holocaustoverlevere og forfatter til bogen The Holocaust Industry.

»Israel har ingen fod i virkeligheden. Miss Holocaust-konkurrencen og tatoveringerne er bare endnu en indikation på et samfund, der er faldet ud over kanten,« siger Finkelstein. »Det er så vulgært og af-skyeligt, man begynder at undre sig over, hvad der sker for dem. Der er noget Woody Allen over det. Det er bizart«.

Holocaust-industri

Helt ny er debatten langtfra. Kommercialiseringen af Holocaust har været et tema siden 1949, da en hollandsk forfatter for første gang beskrev jødeforfølgelserne og fik skudt i skoene, at han udnyttede den jødiske tragedie. Siden har kritikken af Holocaust i populærkulturen været et tilbagevendende emne. Ikke mindst i relation til Hollywoods masseproduktion af Anden Verdenskrigs-genrefilm.

Faktisk kan man hævde, at Holocaust blev født af popkulturen. I hvert fald var den amerikanske tv-serie Holocaust fra 1970’erne afgørende for, at begrebet holocaust blev til en universel betegnelse for forfølgelserne af Europas jøder. Samtidig bevidste den markedets magt over den fælles, historiske erindring. Serien blev set af i alt 220 millioner mennesker verden over. I første omgang nægtede DR at vise den på dansk tv, fordi skuespillerne talte amerikansk og ikke polsk og tysk. Tilrettelæggerne mente ikke, at så alvorlige forbrydelser kunne være genstand for en Hollywood-sæbeopera. Alligevel fik familien Weiss tid på skærmen og skabte verdensomspændende konsensus om brugen af begrebet holocaust.

Og markedslogikken styrer stadig vores historieforståelse, mener Cecilie Banke, der forsker i mindekultur ved Dansk Institut for Internationale Studier.

»Jeg kan registrere en vis kitsch omkring mindet om Holocaust,« fastslår hun, men understreger, at det er en naturlig tilbøjelighed.

»»Det er nok ikke så overraskende, at det er børnebørnene, der får tatoveringer og beskæftiger sig med Holocaust på den her måde. For de er mere på afstand af en historie, som har været mere direkte for forældrene såvel som bedsteforældrene,«« siger Cecilie Banke, der medgiver, at mindet om Holocaust er i udvikling i medierne, eksempelvis film. »Og det er markedets præmisser, der fungerer her. Men vi kan jo sideløbende gøre noget for at dyrke den substantielle del, der har historien i sig og bevare historieforskningen og det faglige præg,« siger hun.

Professor i socialhistorie Tim Cole fra Bristol University deler hendes skepsis.

»Som historiker er jeg naturligvis bekymret for, at der sker en trivialisering af udryddelserne, som gør dem til noget, der er for sjov eller kitsch, det gælder alt fra sæbeoperaer til Miss-konkurrencen,« siger han.

Politisk redskab

Men der er andet og mere end risikoen for udvanding på spil. Kommercialiseringen er også udtryk for en bevidst politisk strategi.

I slutningen af 1960’erne blev Eichmann-sagen og en række andre retssager vendepunktet i jødernes forhold til Holocaust. Gennem blandt andet henrettelsen af den tidligere SS-officer, erstatningssager og krigsskadebetalingerne fra Tyskland opnåede jøderne en form for politisk retfærdighed. Hvor det tidligere havde været skamfuldt at være Holocaust-overlever, blev det pludselig en styrke, og det er stadig den herskende opfattelse i dag, forklarer Cecilie Banke.

»En Miss Holocaust-konkurrence præsenterer Holocaust-overleverne som potente mennesker og ikke som ofre. Der er sket en drejning, som også hænger sammen med den israelske stats selvopfattelse. Israel består jo ikke af passive, svage ofre, men af mennesker som har vist sig i stand til at overleve. På den måde er der også et politisk budskab i det,« siger hun.

Norman Finkelstein mener ikke, at israelernes dyrkelse har noget med mindet om udryddelserne at gøre. Forestillingen om Holocaust bliver ifølge ham brugt som internationalt, politisk magtmiddel.

»Israelere vil ikke lade Holocaust ligge, for det har været så nyttigt for dem. Hvis det ikke var fordi, nazisterne udførte Holocaust, ville Israel jo blive udstødt af det internationale samfund. De ville ikke slippe af sted med at have så aggressiv en udenrigspolitik, som de har. Holocaust giver dem en undskyldning for at deltage i den ene krig efter den anden med argumentet: »vi vil ikke vente på den anden Holocaust,« siger han.

Selvom Miss Holocaust Survivor-konkurrencen blev varmt modtaget i Israel, er risikoen ved den kitschede dyrkning af Holocaust ifølge Cecilie Banke, at omverdenen oplever Holocaust-træthed – ’Holocaust fatigue’, som hun kalder det.

»Et minde kan blive dyrket så meget, at man siger, nu er det nok. Det har man blandt andet registreret i Tyskland. Der er grænser for, hvor meget kitsch man skal gøre ud af det, for substansen går tabt, når selve historien og det, man kan lære af den, forsvinder,« forklarer hun.

Norman Finkelstein frygter endda at den enorme dyrkelse vil føre til øget antisemitisme.

»Vanviddet har nået sit højdepunkt, men det er uden grænser, og hvis du ikke går med på det, bliver du erklæret Holocaust-fornægter. Mindet er blevet sølet til, for alle ved, at det bare bliver misbrugt, og reaktionen fra ikke-jøder er antisemitisme: ’prøv at se på jøderne, de udnytter deres døde’«,« siger han.

Frit marked?

Norman Finkelstein har besluttet sig for, at han hverken vil tale eller skrive mere om Holocaust. Sådan har han haft det, siden hans forældre døde. For ham var Holocaust en personlig tragedie, og han mener ikke, at nutiden behandler jødeforfølgelserne med tilstrækkelig respekt og ydmyghed.

»At omfavne lidelserne i populærkulturen er en uciviliseret måde at behandle mindet på. For mindet handler om dem, der led, mens Holocaust-dyrkningen er egoistisk – det handler om os, der lever i dag. Det er derfor, jeg afskyr udtryk som andengenerations-Holocaust-overlever. Det er et klamt udtryk. Hvis jeg havde kaldt mig selv det foran mine forældre, havde de givet mig en lussing. For vi ved ikke, hvad det betyder at være en del af Holocaust. Derfor er det sygt at dyrke det,« siger Norman Finkelstein.

Tim Cole mener derimod, at det er farligt at beslutte sig for, hvad der er rigtigt og forkert i forhold til Holocaust.

»Spørgsmålet er, om vi ønsker en situation, hvor vi har en slags moralske smagsdommere, der siger, ’det her er passende, og det her er upassende’. Vi har jo faktisk et frit marked, også hvad angår mindet om Holocaust. Jeg tror, det vigtigste for en historiker er at hjælpe folk med at tage historien til sig, så de selv kan bestemme, hvad der er passende,« siger han.

 

 

Prøv Information gratis i 1 måned

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Forsiden lige nu

Kommentarer

Brugerbillede for Jens Thorning

Jeg kan sige, at jeg som barn i 1950'erne intet vidste om jødeforfølgelser, for de blev kun sjældent omtalt, heller ikke af jøderne selv, ordet holocaust var endnu ikke opfundet, emnet var omgærdet af den taktfulde tavshed, nutiden hader så intenst. En udsendelse om Hitlers familie flere gange og også nyligt sendt på DR K bringer holocaust-emnet ind, som om det var det centrale i hele det 20. århundredes historie (det er det måske også, men der skete jo meget andet) og anklagen lyder endnu en gang, at tyskerne burde have vidst eller i det mindste spurgt ind til, som man siger i dag, om der ikke var et eller andet. Jeg skal ikke tage stilling til det hele, men en hollandsk undersøgelse viste, at unge hollændere mente, at alle jøder var blevet udryddet, så at der ikke var flere tilbage; andre må efterhånden få det indtryk, at anden verdenskrig ikke handlede om andet, og at de 20 millioner døde russere er helt irrelevante og blot forstyrrer billedet. På forhånd undskyld.

Brugerbillede for Per Torbensen

Hele dette tema er snart blevet en stor joke,historien behandles med disrespekt både i forhold til ofre og dets sammenhæng med det omkring liggendes samfund.

I aften klokken 0050 eller nærmere nat sendes den tyske film:Jud Suss-i ondskabens tjeneste,på kanal K.

Program tilrettelæggerne må da virkelig have disrespekt eller vat i ørene,når man først genudsender tidligere udsendelser for snart 3-eller 4 gang for derefter at sende en film som faktisk er i sin substans en film der ikke skal gemmes væk på et så sent et tidspunkt,fordi den netop er så vigtig en film til forståelsen for elimineringen af det jødiske folk i Europa.

Hvad fanden er der gået galt,alle samfunds kritiske og oplysende udsendelser og film,sendes når almindelige mennesker forlængst er gået i seng,ikke engang den mulighed under man os-helt ærligt den program tillægger vil undertegnet meget gerne have en samtale med i prime time klokken 20.00 uden censur og direkte-skam jer DR-tv.

Brugerbillede for Mads Nielsen

Det er problemet med det frie marked. Det er FOR frit.

Det er klart, man skal ikke blive ved med at sørge, men man skal stadig behandle historien med respekt og ydmyghed, uanset om den er positiv eller negativ. Sidstnævnte kan og bør man jo lære mest af. Jeg har dog stadig svært ved at forstå at de overlevende Holocaust, billiger denne slags propaganda. Men det er vel den tid vi lever i, hvor alle gerne vil ses og høres. Det er jo så en anden historie.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Thomas Holm

Og det er IKKE den originale film, men en dramatisering omkring hovedskuespillerens kvaler. Eller mangler derpå.

Næsten alle kopier af filmen, på nær to, blev ødelagt på de allieredes ordre efter anden verdenskrig. Regisseuren holdt fast i en, som han destruerede i 1954. KGB eller Stasi havde en i Østtyskland som de kopierede og oversatte til arabisk for at fremme antisemitismen i mellemøsten under Nasser.

Den må ikke vises eller sælges i Tyskland overhovedet. En undtagelse er Friedrich-Wilhelm-Murnau-Stiftung som bl. a. ejer (c) på alle tyske film fra anden verdenskrig og kun tillader visning af udsnit efter en introduktion til tiden, nationalsocialismen og antisemitismen gennemført af historisk-uddannede fagfolk. De har en egen kategori: 'Vorbehaltsfilm', film der er så ekstreme at de nægter at vise dem.

Brugerbillede for Bjørn Pedersen

Sorgen ejes udelukkende af den sørgende. Norman Finkelstein bør gøre med hans sorg hvad han vil, og ikke gøre sig til herre over hvordan andre (eksempel de ældre damer i Israel) bearbejder deres. Ligesom dem der kan finde på at arrangere sådan noget som "Ms. Holocaust" ikke skal blande sig i, eller fortælle hr. Finkelstein om hvordan han bør/skal håndtere mordet på hans familie. Man kan og bør under ingen omstændigheder kollektivisere sorg eller gøre krav på den på andres vegne. Følelsen af tab og sorg, kan kun være personlig. Zionisme er jo i bund og grund nationalisme, og nationalister har altid haft en tendens til at ville gøre sig herrer over hvad deres landsmænd skal føle, tænke og tro på for at de kan kalde sig "sande" landsmænd. Både den gamle dame på billedet og hr. Finkelstein burde gives plads til at bearbejde deres traumer hvordan pokker de selv vil bearbejde dem.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Heinrich R. Jørgensen

Alle jøder, der har opholdt sig noget steds i et tysk-kontrolleret område, på noget tidspunkt fra februar 1933 til maj 1945, er blevet klassificeret som 'holocaust survivor', og er blevet tildelt penge-erstatning som følge af deres klassificering.

På sin vis, har holocaust alle dage være kitsch. Det var det. da det nye ord 'Holocaust' entrerede i dansk sprogbrug, i 1978, i forbindelse med den amerikanske soap-tv-serie, hvis grundlag var fiktion. Det var kitsch i engelsktalende og andre lande i 1970'erne, da 'Holocaust' (med stort 'H') blev promoveret, i stedet for foreløberen 'holocaust' (med lille 'h'), der havde været i omløb i ca. 10-15 år forinden, og ikke mindst betegnelsen 'shoah'.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Karsten Aaen

Åbenbart er der også en britisk udgave,
"Jud Süss, (ty. Jøden Süss) tysk antisemitisk filmmelodrama fra 1940 af Veit Harlan. Filmen er løseligt baseret på den virkelige historie om finansrådgiveren Joseph Süss Oppenheimer (1698-1738) og hans virke i hertugdømmet Württemberg, der ender med hans offentlige henrettelse for embedsmisbrug. Under samme titel havde den jødiske forfatter Lion Feuchtwanger i 1925 skrevet en internationalt udbredt roman, der blev forlæg for den britiske film Jew Suss (1934) med Conrad Veidt i titelrollen."
kilde: http://www.denstoredanske.dk/Kunst_og_kultur/Film/Filmtitler,_Tyskland/J...

Og her ser vi følgerne af ikke at undervise i film og i hvordan man kan manipulere med film:
"Filmen kulminerer, da Süss voldtager en kristen, blond ungmø, spillet af Harlans hustru, den svenskfødte Kristina Söderbaum (1912-2001), som ikke kan overleve skammen, men begår selvmord ved at drukne sig. Både voldtægten og selvmordet havde massiv virkning på det tyske biografpublikum, der ofte reagerede med spontane tilkendegivelser om, at jøderne skulle smides ud af Tyskland, som de i filmen blev det af Württemberg. Dermed havde filmen gjort den tilsigtede virkning."
(kilde: samme som ovenfor)

Og hvorfor filmen ikke må vises, forstår jeg aldeles ikke; er det da ikke vigtigt at vise denne film som et udtryk for nazisternes propaganda, så vi kan lære hvordan propaganda virker. Og gennemskue og se al propaganda for hvad den er: ideologiske elementer sat sammen på en sådan så de påvirker os til at have en bestemt mening, og det uanset hvilken ideologi man forsøger at udbrede...

Mht. sorgen har hebræerne i Israel bestemt, at der kun findes en bestemt måde at udtrykke sorgen/forfærdelsen/skrækken over Holocaust på; det er at hoppe over dem.
I stedet for at gå ind i sorgen, fortvivlelsen, bedrøvelsen og traumet over det forfærdelige, som skete, har hebræerne i Israel valgt at at gøre det til en kollektiv tragedie, som alle forventes at deltage i. Og med tragedie mener jeg netop det som også udtrykkes i den her artikel; og såmænd også dette: Israel som stat og de hebræerne som bor deri synes frosset følelsesmæssigt fast i en traumatisk tilstand.

Og dermed synes hebræerne og staten Israel kun at kunne overkomme dette ved at have kommercialiseringen som forsvar; mennesker som føler sig sårede eller har oplevet noget traumatisk udvikler ofte en særegen form for galgenhumor/sort bleak humour som forsvar mod det traumatiske som de har gennemlevet. Måske har hebræerne i Israel etableret den samme forsvarvsmekanisme...

Brugerbillede for Karsten Aaen

Shoah - Brændoffer...er vel det rigtige ord at bruge her. Hebræerne/jøderne blev ofret, fordi de stod i vejen for en vision om et blodrent tyskland hvor tysk blod hørte til på tysk jord. Magten til at definere hvem der var blodren tysker (pureblood) lå hos organisationen Ahnenerbe....som fik ordrer fra højeste sted i Tyskland. (Himmler mv).

Hvis vi ikke passer på, risikerer vi at ende samme sted igen.....muligvis med andre mennesker erklæret ikke-tyske eller ikke-danske...

Brugerbillede for olivier goulin

Krigs- og andre traumer holdes i live af dem, der enten har en taktisk interesse i dem, eller er blevet så mærket af dem, at de ikke kan fortrænges, så længe der stadig er 1. generationsvidner i live.

Sidstnævnte forsvinder i sagens natur relativt hurtigt, og tabet af denne 1- håndserindring markerer som regel overgangen fra terapi til ritual. 'Kitch'en' er i den sammenhæng en yderligere udartning, som nok er særligt knyttet til en postmoderne tid, hvor intet længere er 'helligt' eller tabu.

Tager vi eksempelvis 'Den store Krig' forinden (1. verdenskrig), så har den jo nu stort set ingen 1. håndesvidner tilbage. Derfor er dens status i de flestes historiske bevidsthed også rutchet ned på samme plan som 1864 grænsekrigen, og om få generationer, vil det være lige så fjernt som Napoleonskrigene er i dag, som heller ikke vækker de store følelser hos nogen.

En klar undtagelse er i Frankrig, som jo bar en meget stor del af tabene og ødelæggelserne under 1, verdenskrig. Der findes ikke den lille flække i Frankrig uden et monument for de faldne under 1. verdenskrig. Det står stadig relativt stærkt i franskmændenes bevidsthed, simpelthen fordi de konstant mindes om det. Men også her vil det reduceres til årstal og slag i historiebøgerne om få generationer.

Sådan har det jo altid været. Life must go on, og der er alligevel ingen pointe i at gå og minde hinanden om grufuldhederne; vi bliver alligevel aldrig klogere. Historien gentager sig om og om igen.

I Holocausttilfældet er der dog ingen tvivl om, at det er blevet behændigt udnyttet af Zionisterne. Hele den Israelske stats historie er jo uløseligt knyttet til Holocaust, så det er ikke så mærkeligt, at dette er en historie, der er vigtig for dem at holde i live.

/O

Brugerbillede for Dennis Laursen

Mindet om Holocaust bliver skamridt af populærkulturen...

Det første jeg tænker her, er naturligvis det sygelige magre skønhedsideal, hvor jeg hver dag ser unge piger, der er tynde som Holocaust-overlevende.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Mihail Larsen

Holocaust-industrien

Bjørn Pedersen - ejes sorgen virkelig kun af den sørgende? Kan man ikke sørge på andres vegne? Så bliver begreber som 'medfølelse' meningsløse.

Du kender åbenbart ikke Finkelstein og hans bog om Holocaust-industrien. Hans ærinde er ikke at nedgøre andres følelser, endsige pådutte dem nogen. Han protesterer mod, at en af 1900-tallets største tragedier – det planmæssige mord på jøderne – udnyttes til andre formål. Og, som det rigtigt anføres ovenfor, bruges som legitimering af israelernes zionistiske fremfærd, der aldrig ville være blevet tolereret af 'verdenssamfundet', hvis ikke Israel havde kunnet spille på en kollektiv skyldfølelse.

Brugerbillede for Britta Hansen

'For vi ved ikke, hvad det betyder at være en del af Holocaust. Derfor er det sygt at dyrke det,« siger Norman Finkelstein.'

De eneste, der i mine øjne er berettiget til at omtale deres skæbne på præcis den måde, de ønsker det, er de overlevende selv. Så vidt jeg har kunnet forstå fra mange interviews m.v., har de allerfleste af de overlevende været tynget af skam og selvpinelse over selve kendsgerningen, at de har overlevet. Hvorfor lige dem, når hele familien var blevet myrdet? Så hvis overlevende ønsker at stille sig på en catwalk for at fejre deres overlevelse, så kan jeg personligt ikke forstå det, men jeg mener, at det må være op til dem selv, og jeg må respektere det.

Viktor Frankl, psykiater og Holocaust-overlevende, har udtalt: Humor was another of the soul's weapons in the fight for self-preservation. It is well known that humor, more than anything else in the human make-up, can afford an aloofness and an ability to rise above any situation, even if only for a few seconds. http://phoenix5.org/books/Frankl/FranklHumor.html
Så jeg ser humor i de overlevendes catwalks. Og jo længere jeg tænker over det, desto mere smitter den mig: Tænk, at mennesker, der var fordømt til døden af kriminelle, nu, 70 år efter, kan danse rundt på en scene. Det er en kæmpe sejr!

Enhver anden form for udnyttelse af denne monstrøse ugerning, der stadig er enestående i verdenshistorien og forhåbentligt forbliver det, kan jeg hverken respektere eller acceptere. Også og især, når påmindelsen om Holocaust tages som undskyldning for en uacceptabel israelsk politik.

Når Holocaust og det 'fri marked' støder sammen, kan det medbringe oplysning i form af seriøs 'underholdning' (fx Schindlers Liste). Men for at besvare Tim Coles spørgsmål, hvorvidt der er behov for moralske smagsdommere i forhold til fx Holocaust, så vil jeg sige 'ja'.

Ja, det er der, og der er samtidig brug for oplysning og indlæring af dyb moralsk årvågenhed og dømmekraft i befolkningerne, der starter med den måde vi behandler hinanden som enkeltindivider og overføre dette til grupper af mennesker.

Brugerbillede for Vibeke Rasmussen

I går, eller rettere i nat, ville jeg have set omtalte film 'Jud Süss', men grundet det ekstreme overspil, magtede jeg det ikke. Det nærmede sig manipulation.

Denne anmeldelse af Jud Süss, har dog fået mig på andre tanker. Det følgende var præcis, hvad jeg ikke kunne holde ud:

"Filmen her er ikke eftertænksom, tværtimod - den er partisk - indædt og kæbeknusende: Som SS'erne i biografen sidder og hujer »jude, jude« ved synet af Süss på lærredet, sidder vi og afskyr dem på lærredet. På samme måde er Goebbels her lige så smiskende, overtalende og kynisk hårdkogt, som Süss er det i hans antisemitiske propaganda-makværk. Vi hader Goebbels, som hoben hader Süss. Men er det mon særligt sundt sådan at sidde og hade?"

Og dette gør, at jeg vil prøve at 'holde ud', næste gang DR viser den:

"Trods sine svagheder er ”Jud Süss - i ondskabens tjeneste” en tankevækkende og seværdig film af to grunde, mindst.

Den er velspillet - i enkelte scener overspillet og ikke uden klichéer, men Tobias Moretti yder en formidabel og afstemt præstation som Marian, der sælger den smule sjæl, han har, og går til. Desuden er der tæthed, uro og stadige varsler om skånselsløs ondskab og perversion i billedforløbet.

Dernæst, fordi den rejser spørgsmålet om kunst og moral, om film og politik, filmen som massemedie og derfor et håndterligt redskab i hænderne på ryggesløse forbrydere. Og de vil altid findes."

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Espen Bøgh

Hvad bliver det næste?

"Holocaust-huset" for den nye generation med tatoverede numre på armene, som fortæller deres forældres eller bedsteforældres historie i et forsøg på at vinde?

Kan man kommercialisere en forbrydelse, når det ikke skal være den dokumentar, - oh ja, - lad os få 9.september kommercialiseret, eller Stalins udryddelse af 20 mio. russere, lad Cambodjas "røde Khmerer" bliver et hit i fremtiden - skeletterne båret på podiet af de overlevende børn.
- Jo, underholdningsindustrien har gyldne muligheder overalt, selv Chile tidligere diktator Pinochet med alle militæret mord på anderledes tænkende, kan blive til mange timers underholdning, med en fængslende titel, "rædslerne du ikke kan undvære", - "meld dig og deltag i dette grænsesøgende projekt".
Bagefter kan man blive coachet i at håndtere sine skader, følelser og ar positivt!

Er det retningen for tragedier for mennesker, styret af andre vanvittige og nærmest sindssyge personer der får eller tilraner sig magt, og udøver denne nådesløst over andre mennesker?

Hvis vi vil betegnes som sunde og fornuftige mennesker, og ønsker andre også skal opfatte og respektere os således, er kommercialiseringen næppe den rigtige vej at vælge.

Jeg har i øvrigt meget stor respekt for Norman Finkelstein, som jeg først gang oplevede i dokumentar filmen "Defamation" af Yoav Shamir, og som har vundet flere priser.
Ligesom Norman Finkelstein klæder Holocaust-industrien af, gør filmen det nærmest modsatte, lader holocaust-industrien klæde sig selv af for åben skærm, og viser selv den ingen skam overhovedet er i besiddelse af.

Brugerbillede for Heinrich R. Jørgensen

Jens Thorning
"Jeg kan sige, at jeg som barn i 1950'erne intet vidste om jødeforfølgelser, for de blev kun sjældent omtalt, heller ikke af jøderne selv, ordet holocaust var endnu ikke opfundet"

Mange jøder i 1950'erne vidste næppe heller det store om de store tyske udryddelsesprojekter, rettet mod jøder (og andre). Erindringen er mestendels dukket op siden, så at sige. Ak ja, det er utroligt hvad det lykkes mange at fortrænge, og ikke mindre imponerende når det ikke-erindrede kommer frem til overfladen.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Heinrich R. Jørgensen

Esben Bøgh:
"Jeg har i øvrigt meget stor respekt for Norman Finkelstein, som jeg først gang oplevede i dokumentar filmen "Defamation" af Yoav Shamir, og som har vundet flere priser."

Det kan være, jeg skulle få set dokumentarfilmen.

Det var i øvrigt den dokumentfilm, som DR2's tidligere chef, Arne Notkin, var så opsat på at sylte og siden spinne ind i en kontekst (et advarselsskilt før dokumentaren, og en anden dokumentar med den stik modsatte 'mainstream' vinkel efter).

Brugerbillede for Mihail Larsen

Heinrich

- minder mig om en irritation, jeg har haft igennem flere år, ja nu efterhånden mange år. I den tid, Notkin sad med bestemmende indflydelse på det ellers hæderkronede DR2, blev vi overdoseret med tendentiøse 'dokumentar'-udsendelser (ofte i genudsendelser), der gennemspillede 2. verdenskrig i en særlig cocktail, hvor tyskere og russere blev dæmoniseret, medens amerikanere, englændere og jøder øjensynlig var dele af den samme frihedselskende del af verden.

Virkeligheden er mere kompliceret, men Notkin gjorde, hvad han kunne, for at male den sort/hvid. Og DR tillod ham at gøre det, oven i købet i den bedste sendetid, igen og igen. DR kunne lige så godt have ladet John Waine være sandhedsvidne i skildringen af USAs tidlige historie.

Problemet med personer som Notkin er, at de overdriver (og misbruger deres redaktionelle magt) så meget, at det driver ned ad væggene og giver afsmag for den sag, de indædt vil kæmpe for. Han er en oplagt kandidat til et medlemskab af 'holocaust-industrien'.

Det er dét, som artiklens forfatter har mindet om, ved at bruge udtrykket 'holocaust-fatigue'. Det er synd for sagen.

Brugerbillede for Bjørn Pedersen

@Mihail

"Bjørn Pedersen - ejes sorgen virkelig kun af den sørgende? Kan man ikke sørge på andres vegne? Så bliver begreber som 'medfølelse' meningsløse."

Nej.

Medfølelse er ikke sorg. Medfølelse er medfølelse, sorg er sorg. Du kan ikke føle andres smerte som de føler/har følt den. Mister du hele din familie, kan jeg have nok så megen medfølelse med dig, men jeg vil aldrig kunne sætte mig ind i netop/lige præcis *dit* personlige savn, dine oplevelser, dine erfaringer med dem du har mistet, hvis jeg ikke kender dem du har mistet, dem du savner, og ved hvad de har betydet for dig og hvad du savner ved dem. At vide hvad savn, sorg, og smerte er, at have personlige erfaringer med de følelser, er ikke og vil aldrig være, ensbetydende med at du forstår *andres* individuelle savn, sorg og smerte som DE føler den, som DE oplever den. Det er den fejl, bevidst eller ubevidst, zionisme/nationalisme og lignende kollektivistisk tænkende mennesker begår. Vi ser iøvrigt det samme hver gang et nyhedsmedie begår en overskrift med hvor det formodes at et helt land er i sorg over en eller anden tragedie.

Dette skal altså dermed ikke tolkes som at medfølelse og sympati er "meningsløst". Kun jeg kan føle mine tanker, kun du føle dine. Mere kompliceret mente jeg sådan set ikke sætningen om at sorg kun kan ejes af den sørgende.

Hvis sorg kunne være kollektiv, ville alle jo være U-enige i Finkelsteins kritik. der jo tilsyneladende netop siger at sorg ikke kan gøres til et kollektiv eje. Det kan jo ikke kun være udelukkende zionismen, der ikke kan gøre krav på andres sorg og smerte.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Jesper Wendt

Virkeligheden er en svær dansepartner, det kan være lidt af begge dele. Sort og hvidt er hjørnestenen i lærdommen fra anden verdenskrig, at diversitet skal respekteres, og til en hvis grad tilskyndes. Når man ser det i det lys er det måske i 'virkeligheden' økonomi der er nazismens vugge. Derfor gentager historien sig, da præmissen ikke ændrer sig, kun de ideologiske vinde.

De fleste der deltog i de udrensningskrige har sikkert været fattige, på lige fod med, at det er fattige der kæmper USAs krige. Det er sjældent eliten der bliver ramt i krige, og det fortæller en del. Det er dog en kompleks debat, man kunne bruge dage på at skrive om.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Heinrich R. Jørgensen

Mihail Larsen:
"der gennemspillede 2. verdenskrig i en særlig cocktail, hvor tyskere og russere blev dæmoniseret, medens amerikanere, englændere og jøder øjensynlig var dele af den samme frihedselskende del af verden."

Hverken datidens tyske eller russiske aktører fortjener dæmonisering -- nærmest tværtimod. Hvis man ser bort fra bl.a. mange af Stalins horrible dekreter, der resulterede i massedeportationer, de mange horrible overgreb mod civile, diverse dødsmarcher, den tilsigtede massedød blandt internerede, samt terror-organisationer såsom NKVD, tegner sig et billede, hvor både de tyske og de russiske aktører opførte sig nærmest 'ridderligt'.

Ikke fordi de amerikanske og britiske soldater fortjener dæmonisering for deres adfærd under krigen. Omend det er værd at erindre hvilket utilgiveligt svineri det var, at RAF systematisk tæppebombede den tyske civilbefolkning, og at USA unødigt lod atombomber falde (to gange) over Japan. Men den slags unoder skal ikke tilskrives de kæmpende soldater og deres bagland -- det var politiske beslutninger, der burde sikre at Churchil og Truman for evigt blev erindret som nogle af historiens største skurke.

Harry S. Truman var i øvrigt ikke folkevalgt præsident i 1945. FDR døde i foråret, og hans vicepræsident havde indtil måneder før været Henry A. Wallace. Wallace var helt usædvanligt blevet detroniseret som vicepræsident (på trods af overvældende stor opbakning), og blevet udskiftet med Truman (hvis opbakning var nærmest ikke-eksisterende). Nogle der evne at trække i trådene, fik den fornuftige Wallace kørt ud på et sidespor, så den gale Truman kunne fortsætte efter FDR.

Hvad der produceres af dokumentarfilm om Anden Verdenskrig, er i vid udstrækning propaganda. Der er mange væsentlige aspekter, der forties, og meget der serveres stærkt fordrejet. Motivet bag de mange 'dokumentar' udsendelser var (og er) selvfølgelig er fodre alle og enhver hver med 'godkendte' fortællinger.

Brugerbillede for Jan Weis

Heinrich – på hvilken måde kan dokumentarfilm være propaganda – man kunne ønske for dig, at du vil kunne modtage tyske TV- udsendelser om denne tid – her er ikke skyggen af det du postulerer - det er heldigvis ikke til at vide, hvilke historier du har fodret dig selv med – men det ligner en særlig form for selektiv paranoia, hvad angår de dokumenterede historiske begivenheder - ikke særlig troværdigt …

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Espen Bøgh

Jeg kan anbefale man køber filmen hos forlaget EKKO, som efter lang tids kritik af filmen endnu ikke var blevet sendt på DR TV, som i øvrigt selv var medfinansierende på filmen.

Det er en stærk film, hvor, som nævnt ovenfor, Holocaust industrien klæder sig selv af for åben TV.

Desværre er der også nogle særdeles kedelige scener om hvordan ungdommen nærmest indoktrineres i hadets greb om fortidens skrækkelige hændelser.
De medfølgende sikkerhedsvagters optræden øger nærmest hadets fastholdelse, ved at genne de unge væk fra et par ældre, som de egentlig gerne ville spørge om noget, - men det var / blev i stedet noget gjort til noget farligt og utrykt.
- Selv en af rejselederne udtrykker tvivl om det rigtige heri!

Brugerbillede for Karsten Aaen

En af de mere kuriøse ting som kom ud af Notkins chefvirke på DR2 var udsendelsen "Israels generaler". Og i modsætning til hvad Notkin nok havde troet, så fortalte de faktisk sandheden, bl.a. om Sharons og Rabins involvering i Irgunn-Stenn gruppen, som stod bag angrebet på King David Hotellet i Jerusalem (for at få briterne ud af Palæstina/Israel). Jeg ved ikke hvor meget det hjalp på Israels anseelse i verden....

Ang. Anden Verdenskrig er det bestemt værd at se Oliver Stone's m.fl. The Hidden History of America, se bl.a. her: http://www.youtube.com/watch?v=C8Dg9vBQiRQ
Heri fortæller Oliver Stone nemlig hvordan Wallace blev detroniseret som vicepræsident i USA i 1940erne, og hvordan Truman, Harry S. blev vicepræsident ved valget i 1944. Stærke antikommunistiske kræfter stod angiveligt bag, bl.a. en person, som ønskede en permanent krigsøkonomi i USA.

Oliver Stone fortæller også en mere nuanceret udgave af den amerikanske revolution i 1776; mange har en tendens til at glemme at USA først var en engelsk koloni; Briterne havde lavet en aftale med indianerne om at beboerne i USA ikke måtte overskride en bestemt længdegrad; det gjorde de amerikanske settlers da alligevel. Staten skulle aldeles ikke bestemme noget som helst. Og netop her ligger en af grundene til at man i USA, både blandt republikanere og demokrater, men mest hos republikanerne i dag, ser at staten stort set intet bestemmer. Og med det mener forbundsstaten (som nogle sikkert ser som et synonym og et symbol for det tyranniske England de mener bestemte det hele i 1776).

Ang. Japan, ja så viser Stones, Olivers, film også, at mange flere japanere blev dræbt ved Curtis Le Mays brandbomber over de japanske byer (som hovedsaligt var lavet af træ) end der blev dræbt ved Hiroshima og Nagasaki. Jeg ved end ikke i dag, hvorfor man fra engelsk-amerikansk side besluttede at at bombe Dresden; krigen var stort set tabt for Tyskland, da man gjorde det.

Empati med de mennesker har været ude for tragisk og traumatisk kan vi mennesker vel godt have; empati er netop kendetegnet ved at man/vi kan sætte os i andres sted, og den opstår måske først, når man selv har været udsat for en voldsom tragisk eller traumatisk begivenhed.

Mht. filmen Defamation, så mener jeg ikke den klæder hebræerne i Israel af; den fortæller ganske nøgternt om hebræerne i Israel som rejser til f.eks. Auschwitch. Og om hvordan disse hebræerne viser den ungdommen i Israel det forfærdelige som er sket. Traumet holdes derved i live; fastfrosset i tiden omkring 1944-1946 som det jo sikkert er. Og det er sådan set det jeg mener at følelserne omkring dette er frosset fast, som i en isblok sidder de fast. Måske hos den enkelte, men bestemt hos hebræerstaten Israel.

Og det har fået den ulyksalige konsekvens, at Israel som stat betragtet er parat til at forsvare sig mod alt og alle, også mod ellers fredelige palæstinensiske bønder, ældre kvinder med citronlunde. Og det i en sådan grad, så man opfører en mur, som adskiller palæstinenserne fra deres marker, ja de overtager endda de lejligheder og huse, som palæstinenserne ejer/ejede. Og som samtidig preller alle forsøg på forsoning (atonement) af på de moderne hebræere i staten Israel, netop fordi de altid kan huske Shoah. Og dermed kommer der et maskingevær ud af isblokken. Og alle forsøg på forsoning preller af på denne massive isblok; thi hvis hebræerne i staten Israel virkelig ville mærke deres følelser, ja så tror de, at alt vil eksplodere.

Der må være en ufattelig vrede, smerte, frustation, sorg, bedrøvelse og alle mulige andre følelser som knap nok kan beskrives med ord hos hebræerne i staten Israel.
Og måske også en følelse af forræderi....især måske overfor deres tyske naboer som fra den ene dag til den anden holdt op med at hilse på dem. Og intet gjorde for at stoppe den tyske regerings planer for og med dem. Og der må være en stor sorg - og endda en stor vrede mod resten af verden - gemt i den isblok hvor hebræerne i Israel har ophobet alle disse følelser. [Og I er med på at isblokken er en metafor for de fortrængte - og fornægtede! følelser hos disse hebræere...].

I gamle dage i Israel havde man grædekoner som sønderrev deres klæder og hulkede og græd og var hos familierne, når nogen døde. Og deltog i sorgen. Og det kan synes mærkeligt at gøre sådan. Men så var sorgen offentlig, og alle deltog, og samfundet/staten kunne komme videre. Israel synes at have kollektivt ubevidst vedtaget (så vidt noget sådant kan vedtages) eller enedes om at det bedste forsvar er et angreb, hvor man udsletter sine fjender, før de bliver ens fjender. Og som artiklen antyder det bedste forsvar at gemme sine følelser for det forfærdelige og traumatiske som skete er at tage det fra den humoristiske side; dette forstået på den måde: galgenhumor, bleak sort humor samt en makaber form for humor som vender op og ned på situationen fra det som skete for hebræerne/jøderne fra 1933-1945 i Tyskland.

Og ja, det er en måde for hebræerne at deale/håndtere den her situation, en anden ville være at gå ind i smerten, sorgen, følelsen af dybt forrræderi, uretfærdighed, og sikkert flere andre følelser. Ikke for at vi skal glemme det traumatiske og det forfærdelige, men fordi først når vi er kommet igennem disse følelser kan vi tale med hinanden som mennesker igen.

Kigger vi på det som skete med palæstinserne i 1945-1948 - det som de kalder for Naqba - vil jeg mene at der er samme mekanisme på spil her. Følelser af sorg, vrede, uretfærdighed, bedrøvelse må være stærke hos palæstinenserne; de blev lovet noget, som ikke blev holdt. Præcis som hebræerne må have en følelse af uretfærdighed og vrede, især overfor europæiske politikere og et spørgsmål som trænger sig på kunne være dette: hvorfor gjorde ingen noget? og hvordan kunne det ske?

Og svarene her er mangfoldige, og kan kun besvares rationelt: Det som hebræerne og palæstinserne må indse det er dette: de er mennesker. Og de har de samme følelser dybt dybt inde i de isblokke (mentalt billede) af fastfrosne følelser de har sat sig op. Og hvordan man lige løser det problem, den udfordring, ved jeg altså ikke...

Brugerbillede for Vibeke Rasmussen

DRs seer-redaktør beskriver hændelsesforløbet, der ledte op til, at 'Defamation' omsider blev vist:

"Baggrund:
Den 7. januar skrev filmmagasinet Ekko, at DR havde medfinansieret en prisbelønnet dokumentarfilm om antisemitisme, Defamation, med 150.000 kr., men at man efter 2 år stadig ikke havde vist filmen. Filmen er bl.a. kritisk overfor den amerikanske Anti-Defamation League. Artiklen antydede, at DR2's kanalchef, Arne Notkin, havde stoppet filmen, fordi han var uenig i filmens præmis. Ekko fremhævede, at filmen allerede havde været vist på en række filmfestivaler og på flere kommercielle tv-kanaler i både England og Israel. Omkring 20 seere klagede. Flere mente, at DR havde et troværdighedsproblem og krævede, at filmen blev vist.

DR's svar:
DR2 svarede, at det hele tiden havde været meningen at sende filmen, men at man havde ønsket at præsentere og sende filmen i en sammenhæng.

Konsekvens og opfølgning:
Den 19. april viste DR2 Defamation - efterfulgt af en amerikansk dokumentarfilm om antisemitisme i det 21. århundrede."

Som man kan se, fik Arne Notkin sin vilje, og visningen blev efterfulgt af en modargumenterende dokumentarfilm.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Heinrich R. Jørgensen

Jan Weis:
"Heinrich – på hvilken måde kan dokumentarfilm være propaganda"

Du har ret, Jan. Dokumentarfilm burde ikke kunne være propagandistiske, hvis altså disse film var dokumentaristiske.

Jeg ser ikke tysk tv (selv om jeg forstår tysk ganske udmærket), og ved derfor intet om hvad der udsendes på tysk tv. Det skal nok passe, at lødigheden på tysk tv er langt højere, end hvad man er vant til fra f.eks. danske og amerikanske medier.

I det hele taget ser jeg meget lidt tv -- lidt DRK i ny og næ, ved sjældne lejligheder DR2, en gang imellem holder jeg øje med nyheder og andet på RT, men ellers holder jeg mig fra letbenet underholdning og Volksempfänger'e.

Jeg har netop set 'Defamation' (dog ikke på tv), og det er en grotesk fortælling om hjernevask og hysteri. Det vidste jeg forinden, at det måtte være, men at få et lille indblik i hvordan galskaben orkestreres, gennem bl.a. medier og skolevæsen, varr mageløst.

Hvad angår 'dokumenterede historiske begivenheder' er det jo meget nemt -- hvis man skal kunne godtage noget som værende dokumenteret, må man konsultere det kildematerialer og andet, der anvendes som dokumationsmateriale for en given begivenhed og en bestemt tolkning/forståelse af samme.

Du tror vel ikke, at jeg er så naiv og tåbelig, at jeg godtager nogen bog, film eller andet, som værende et udtryk for hvilke sæt 'historiske kendsgerninger' der er sande? Eller jeg har en særlig forkærlighed, for underlødige og vildledende værker? Eller at jeg ikke har en veludviklet kritisk sans, der gør mig i stand til at skelne skidt fra kanel, og den fornødne integritet til at vælge at tro på selv de mest ubekvemme teorier, hvis indicierne peger i den retning?

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Robert Ørsted-Jensen

Jens Thorning
Jeg som er ½ tysk og født i 50erne hørte om dette så tidligt som jeg kan huske det. Bare sådan lige for helhedens skyld. Det blev drøftet tit og ofte også når vi havde besøg af min tyske familie. Ordet holocauset er så gammelt som Metusalem og blev brugt flittigt i kolonitiden. Jeg har set indianers nedslagtning af Custer i 1870erne blive omtalt i samtgidige aviser som en holocaust. I øvrigt synes Shoa nu at være det mest brugte ord blandt jøder.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Heinrich R. Jørgensen

Robert O Jensen
"Jeg som er ½ tysk og født i 50erne hørte om dette så tidligt som jeg kan huske det. "

Enten husker du intet før 1978/1979 (da ordet blev taget i brug på dansk), eller også tror du at du erindrer noget der aldrig forekom.

Måske i talte tysk? Det bliver det ikke bedre af. På tysk blev ordet anvendt fra 1978 (*), og anledningen var samme amerikanske mini-tv-serie, der promoverede ordet.

Det er ikke svært at give andre falske erindringer, om noget der aldrig var. TV er et fremragende værktøj til det formål. Utallige vil sværge til, at de anvendte ordet 'holocaust' længe før 1978, på trods af at ingen kilder (sic!) dokumenterer at ordet har været i anvendelse på dansk (eller tysk).

(*) "Die heute übliche Bezeichnung „Holocaust“ leitet sich vom griechischen Adjektiv ὁλόκαυστον (holókauston) ab, das „vollständig verbrannt“ bedeutet und ein vollständig auf Altären verbranntes Tieropfer bezeichnet. Seit etwa 1600 bezeichnete das englische Wort Holocaust auch Feuertode, seit etwa 1800 auch Massaker und seit 1895 auch den Völkermord an den Armeniern. Im Dezember 1942 verwendete die britische Tageszeitung News Chronicle noch ohne Kenntnis der NS-Vernichtungsmethoden das Wort erstmals für Adolf Hitlers Vernichtungsplan an den Juden. Bis 1972 wurde es in der Geschichtswissenschaft der USA dafür üblich. Seit 1978 verbreitete die Fernsehserie Holocaust – Die Geschichte der Familie Weiß es in vielen weiteren Staaten, darunter in der Bundesrepublik Deutschland."

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Mihail Larsen

'Dokumentarfilm' er ikke dokumentarfilm

Den første genre benytter sig af autentiske klip, men sat ind i en sammenhæng og bundet sammen af en speak, der har klart ideologiske overtoner. Dens formål er at voldtage dig.

Den anden genre benytter sig også af autentiske klip, sat ind i en sammenhæng og bundet sammen af en speak, men den respekterer tilskuernes selvstændige, intelligente bedømmelse. Dens formål er at oplyse eller provokere dig.

I begge genrer finder der en redigering sted. Den ene foragter dig; den anden respekterer dig.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Mihail Larsen

Bjørn,

du lever i en vestlig, sekulariseret og individualiseret verden (lige som jeg). Det får dig til at opfatte følelser som private. Ingen andre vil nogensinde kunne forstå mine følelser. Jeg er den eneste ene, der forstår, hvad jeg føler. (Nu er det, jeg mangler kursiverne.)

Jeg respekterer, at sådan har du det. Men jeg vil godt for mit eget vedkommende sige, at jeg også er i stand til at føle sorg - næsten ubærlig sorg - over andre menneskers lidelser.

Der er en historie om Rousseau og Voltaire. Vi springer alle de idehistoriske detaljer over. Rousseau, der selv havde sine egne mangler, kritiserede Voltaire for at tage mere hensyn til menneskeheden end til sine nærmeste.

Jeg fælder ikke dom mellem dem, jeg elsker dem begge. Men den viltre, uregerlige og følsomme Rousseau havde en vigtig pointe, når han gjorde kærligheden til sig selv (amour de soi) til en forudsætning for det, vi i dag kalder empati. Overfladisk betragtet er det modsætninger, men det er netop deres enhed, der gør det muligt for os ikke blot at føle empati, men også sorg. Rigtig, smertelig, autentisk sorg.

Brugerbillede for Robert Ørsted-Jensen

Heinrich - jeg sagde ikke noget om hvornor ordet holocaust blev taget i anvendelsepå dansk i forbindelse i beskrivelsen af hitlers forsøg ud i den totale jødeudrydelse. For det erindrer jeg ikke.

Men jeg kan let dokumentere for dig at det ikke er et ord skabt i nyere tid og at det er endog mere end sandsynligt, ja det kan dokumenteres at det blev anvendt om Hitler og jøder også flere år før det vi idag forbinder med ordet sattes igang

Her har du så et eksemel der relateres sig til mit eget arbejdsområde i det nittende århundrede

"..not one male fiend of the accursed tribe should be spared; that this wholesale vengeance is emphatically designated humanity and religion. Well, but why spare the female fiends or the juvenile fiends? Surely they ought to be slaughtered as well as innocent male fiends. ....Slay the black women and children, whether scores or hundreds. Never mind, - twenty Europeans have been murdered, and we will make a holocaust of the blacks! Let neither he nor she devils remain! "
det er fra en avis som er datered 14 nov. 1861!
Her har du et eksempel fra en artikel i Hebrew Standard´ dateret 24. januar 1930 - det vedrører forfølgelse af jøder i Frankrig

"...Clemenceau will only be remembered as the head of that oligarchy which dragged Eurapa from a holocaust and threw it into a turmoil. Yet the Dreyfus case is written in black, letters across the history of France, and heads the page of its shame."

Her har du et eksempel der vedrører jøder og det er også fra en avis og den er dateret 19 December 1935

"...to men of true Christian faith. International diplomacy treads warily lest it precipitate a world holocaust. Jew-baiting, once thought an ugly page of mediaeval history, is rampant".

Det her er fra en avis dateret 9 April 1938 - og der er vist ikke meget at debattere efter den svada her

"...With typical German thoroughness, the National Socialist regime has victimised the Jews in their midst for their part in precipitating the holocaust.
The primary cause of the Jewish persecution has been the fact that for many years the Jews have occupied the key positions in finance, commerce, and industry, and under the new dictatorship, anxious to inflate pan-Germanism and to bolster up a sense of Teuton superiority, it was thought expedient to transfer the "Jewish money bags" to the Third Reich, whose control of finances was as necessary to the Nazi heirachy, in its attempt to remain on its pedestal,"

her har du endnu et eksempel fra samme den tidligere citerede jødiske avis og det er dateret 8 januar 1942

"It was the view of most people that the present war would be fought in some far-away place and would be of short duration. Now however, we all are aware that the holocaust touches every corner of the world, every home, every land. And, the end is not yet in. sight. The Nazis are engaged in a movement for world conquest, no matter how long that takes."

Din og enkelte andres fantasi om at der er tale om en efterrationalisering og et ord konstrueret i nyere tid er kun det - en fantasi!. Der er ikke skygge af tvivl om at jøder i Danmark - hvis ikke andre - brugte ordet holacaust også i 1930 og -40erne i netop relation til nazismen.

Holocaust er som antydet i disse tekster et ord jøder brugte om pogromer også i middelalderen og tidligere.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Robert Ørsted-Jensen

Det lader sig dokumentere at man brugte ordet holacaust som synonymt med massedød i forbindelse med krig (illustreret overnfor). Men også som synonym med pogromer eller massemord på jøder - eller - hvad også let lader sig bevise - om massacre på afrikanere, aboriginer og indianere i kolonitiden (mit arbejdsområde). Det anvendte ganske enkelt som synonym på ordet massakre og især etnisk udryddelse

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Robert Ørsted-Jensen

jeg sidder og gennemgår et omfattende aviskildemateriale lige nu og kan melde tilbage at ordet anvendtes flittigt i forbindelse med avisbeskrivelser af massemord i Polen efter 1939 ikke mindst rygter om massenedskydning af jøder i Polen i 1940 - den her sætning er fra en avis dateret 20 juni 1940 - og handler netop om dette emne:

"Nazi terrorism demonstrates that there could not be Peace on Earth anywhere; or at any time, should the Hitler regime triumph. As we have already said we cannot explain why the holocaust of death represented by the Nazi progress should be, but we sense the fact that the mystery of it all, dreadful as it is, has some definite purpose and meaning that..."

så skulle den påstand vidst være godt og grundigt begravet -

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Robert Ørsted-Jensen

Nyhedstegram fra Mosva radieo - det gik jorden rundt og det er datered 15 Juli 1942

"LONDON, July 15. Moscow radio has broadcast a report that Germans have already killed 800 Jews and political prisoners from concentration camps in poison gas tests.The majority of the victims, said the spokesman, leave the gas cham-
bers alive, but the moment they reach the air their lungs disintegrate and the flesh hangs from their bodies. Storm troopers use poles to push the victims into pits where they are buried."

Alle troede det var sovjet propaganda (hvad det jo også var - men ikke al propaganda er løgn!)

Nyhedstegram fra Stockholm dateret 12 oktober 1942
JEWS IN GERMANY.
Himmler's Promise to Hitler.
LONDON, Oct 12. — A Stockholm report says that according to reliable sources the Chief of the Gestapo (Herr Himmler) has promised Hitler that not a single Jew will be left in Germany by the end of 1942. Berlin at present is the only place in Germany where Jews remain in appreciable numbers.
Despite a shortage of rolling stock Jews from Germany are regularly moving eastward where they are accommodated in overcrowded ghettos and primitive labour camps in Polish and White Russian marshes. Some Jews are executed immediately on arrival at special execution centres near Warsaw, Minsk and Lvov. The Jew deportation scheme is likely to be applied to the whole of German occupied Europe. Even Germans are reported to be amazed at the gigantic proportions of the scheme and some also are amazed at the surprisingly feeble reaction outside Germany."

ok en til dette er et uddrag fra en Jødisk avis i Canada - Canadian Jewish Chronicle" - det er fra oktober 1942 og jeg sidder med en avis genoptryk dateret 12 nov 1942

The cable reports of the pogrom which lasted for two days in the city of Lemberg. Slovakia, Nazi-dominated boasted across the airwaves that it would soon be 'Juderein.' Later came the belated news of the continued and daily massacres of Jews in the Baltic countries. Then the world heard of the holocaust in Kiev where forty thousand Jews were destroyed."

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Georg Strøm

Det virker som om de fleste der gør Holocaust til populærkultur, slet ikke er i nærheden af at forstå hvad der foregik. Hvis man læser øjenvidneskildringer, er det klart at der ikke er nogen som vil lave en film som viser hvad der faktisk foregik. Sådan en film vil være så grusom, at den ikke vil blive vist.

Rollerne var også langt mere uklare, end i populære film. Franz Stangl ledede udryddelseslejren Sobidor, hvor nok omkring 1,2 millioner blev myrdet. Alligevel fremtræder han som et sympatisk menneske, der blev bragt i en situation, hvor han ikke følte han havde noget valg.

Mange af dem der overlevede, gjorde det på bekostning af andre. Som de jøder der arbejdede i Sobidor, som brød ud i spontane hurraråb, da de hørte at der igen ville komme transporter med mennesker som skulle dræbes, så de selv var sikre på at overleve lidt længere.

Det betyder ikke, at vi kan gøre den enes forbrydelser mindre, og påstå at alle overlevende er lige så skyldige, men det rejser nogle grundlæggende spørgsmål om hvordan tilfældet kan afgøre hvad den enkelte gør for at overleve, og hvor svært det kan være at gøre det rigtige i en umulig situation. Spørgsmål som et sceneshow med en Miss Holocaust Survivor slet ikke kan komme i nærheden af.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Bjørn Pedersen

Mihail

Jeg taler ikke for en "vestlige sekulariseret individualiseret" verden, når jeg siger at ingen andre kan gøre krav på ens egne følelser. Mit argument er ikke et politisk-ideologisk argument, og jeg forstår ikke hvorfor du prøver at gøre det til et. Diskussionen omkring politiseringen af holocaust er selvfølgelig en politisk og/eller ideologisk diskussion, men jeg påpeger jo også netop hvorfor den er.

Du skriver så: "Men jeg vil godt for mit eget vedkommende sige, at jeg også er i stand til at føle sorg - næsten ubærlig sorg - over andre menneskers lidelser."

Det er jeg såmend også, men Mihail, så er det jo igen dig der føler en sorg over andre menneskers lidelser, ikke dig der føler samme sorg, samme smerte som dem. Hvis man ikke har oplevet holocaust, kan man føle nok så megen sorg over tanken eller synet af andre menneskers lidelser, men uden at have oplevet den selv, er den sorg man føler ved andres lidelser netop ens egen sorg. Det er så en sorg afledt af afmagt og empati. Når du føler sorg over andres lidelser, føler med dem, er de følelser du føler jo dine følelser. Det er ganske enkelt biologisk umuligt for os at føle andres. Empati har ganske enkelt sine begrænsninger er det jeg siger. Du kan have forståelse for andres smerte, men du kan ikke have/føle den samme smerte. Det burde du altså ikke tolke som et argument for "individualiseret vestlig, etc.", for det er det ikke.

Jeg undrer mig over at du ikke forstår hvad jeg prøver at forklare, da jeg ikke så det som særlig debatterbart, da jeg skrev det. Jeg kan selvfølgelig bare være dårlig til at forklare. Men alligevel også fordi det jeg skrev netop prøver at forklare hvorfor eksempelvis visse zionister ikke bare kan påstå at "eje" holocaust, og kollektivisere den smerte der retmæssigt tilhører dem der faktisk led under nazisternes rædsler.

For det er jo netop forkert når israelske politikere prøver at male eksempelvis "truslen" fra palæstinensere i et holocaustisk lys. Men hvorfor er det forkert at de gør det? Er det måske kun forkert fordi holocaust anvendes mod palæstinensere og forskellige nabostater som et usmagelig måde at retfærdiggøre alle former for politik på der ellers ikke ville blive tolereret?

(og iøvrigt også tak til Jesper Wendt for fed/kursiv tipsene)

Brugerbillede for Steen Sohn

I forlængelse af Heinrichs indlæg klokken 03:51 om ordet holocausts udbredelse i bl.a. Tyskland - og her tager jeg mig den frihed at bringe et citat på dansk:

"Den i dag vidt udbredte brug af glosen skyldes uden tvivl den amerikanske tv-dramaserie i fire dele, Holocaust, som blev instrueret af Marvin J. Chomsky efter et manuskript af Gerald Green og udsendt i 1978. Serien, der er koncentreret om den fiktive jødiske familie Weiss, benytter sig af traditionel Hollywood-dramaturgi og kunne bl.a. etablere Meryl Streep som stjerne.

Af helt afgørende betydning blev udsendelsen af serien i vesttysk tv i januar 1979, hvor den trak 10-15 mio. seere pr. gang. Kritikere i både USA og Tyskland anklagede serien for at have udsat Auschwitz for sæbeopera. I Tyskland har man dog understreget den pædagogiske effekt:

Det var her for første gang i den vesttyske mentalitetshistorie lykkedes at få et massepublikum til at identificere sig med de jødiske ofre og beskæftige sig med nazisternes forbrydelser.

I kølvandet på disse diskussioner etableredes fremmedordet Holocaust i almindelig og officiel tysk sprogbrug som kortformel for det, man ikke hidtil havde fundet en præcis betegnelse for."

http://www.denstoredanske.dk/Geografi_og_historie/Tyskland,_%C3%98strig,...

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Heinrich R. Jørgensen

Robert,

det er muligt at du som barn talte engelsk eller græsk, hvor ord som 'holocaust' og 'holokauston' har været i brug længe før 1978.

Har du kilder på ordets anvendelse, på dansk eller tysk (i BRD), før 1978, har du fundet noget ingen historikere og sprogfolk har. Du hævder jo, at du har en tydelig erindring om ordets brug.

anbefalede denne kommentar

Sider