Interview
Læsetid: 9 min.

Jeg var en Holocaustklovn

Litteraturen har aldrig været vigtig for Imre Kertész. Det var hans mål at finde et sprog for totalitarismen. Desillusioneret står han tilbage; reduceret til en brik i vidnesbyrdindustrien. Det var den, man belønnede med Nobelprisen. Ikke ham
Kultur
11. oktober 2013
Imre Kertész modtog i 2002 Nobelprisen i litteratur.

Christian Jørgensen

Imre Kertész er 84 år gammel og lider af Parkinson. I de sidste ti år har han boet i Berlin, i en sidegade til Kurfürstendamm. Han elskede platanerne i det gamle Vestberlin, caféterrasserne på Ludwig-Kirch-pladsen, koncerterne i Filharmonien. Han beskriver dette liv i dagbogen Letzte Einkehr. I november sidste år vendte han tilbage til Budapest. Siden har han ikke forladt lejligheden på tredje sal i en gedigen ejendom på Buda-siden.

Han sidder i en stol foran den åbne terrassedør. Sart, gennemsigtig ser han ud nu. Under skjorten rasler et apparat ubarmhjertigt – det kontrollerer tilførslen af medicin. På bordet ligger Canettis bog om Kafka: Den anden proces. Kafka – hans verden. Han stråler.

»Kan De huske? De besøgte mig for omkring 20 år siden i den lille ét-værelseslejlighed i Törökgade. De var mit første besøg fra Vesten. I den lejlighed boede jeg i 42 år,« siger han.

– Dér lærte vi hinanden at kende. Jeg tror, at det er 17 år siden. Seng, skrivebord, lænestol, alt befandt sig i ét lille værelse. Hvor længe har De boet i denne store smukke lejlighed?

»Siden jeg begyndte at blive læst i Vesten.«

Læs også: Auschwitz, naturligvis

– For det meste har lejligheden i de senere år stået tom. De foretrak at bo i Meinekestrasse i Berlin. Hvordan er det muligt, at rigshovedstaden, for en ungarsk jøde, der i en alder af 15 år kommer til Auschwitz, er det sted, man længes hen?

»Ja, hvordan kunne jeg leve sammen med tyskere? Men hvad der er endnu mere forbløffende, er, at jeg tidligere overhovedet kunne leve sammen med Ungarn. Jeg har oplevet Nazitiden i Ungarn, her bar jeg den gule stjerne, her var jeg i ghetto, her blev jeg anholdt af de ungarske gendarmer.«

– Tyskland er for Dem åndens og kulturens land.

»Hele min dannelse har jeg fået på tysk, jeg har læst på tysk.«

– Den jødiske filosof Vladimir Jankélevitj kunne efter Auschwitz ikke åbne en tysk bog, kunne ikke lytte til tysk musik.

»Jeg forstår det ikke. Hvordan kan et dannet menneske nægte sig at elske den tyske kultur?«

– Også De har ofte sagt, at Auschwitz ikke opstod på trods, men på grund af den tyske kultur.

»Nej, dér må man skelne. Den nationalistiske stortyske idé opstod i Habsburgermonarkiet. Østrigerne er meget smarte, for de bildte verden ind, at Beethoven var østriger og Hitler tysker. Holocaust har jeg aldrig betragtet som en tysk-jødisk krig, men derimod et totalitært systems teknik.«

– For Dem er Østrig-Ungarn mere ansvarlig for Det Tredje Rige end Tyskland? Det er en meget usædvanlig måde at se det på.

»Her ser De, hvor smarte østrigerne var.«

– De er for nylig vendt tilbage til Budapest. Hvordan går det Dem i Deres hjemstavn?

»Dårligt, jeg har Parkinson, ellers ville jeg aldrig være vendt tilbage.«

– I Deres dagbøger fra det forgangne årti går De hårdt i rette med Dem selv. Igen og igen piner De Dem selv med bebrejdelsen: Jeg lever det falske liv.

»Hvem ved, hvilket liv man kunne have levet.«

Læs også: Holocaust er blevet kitsch

– De skriver, at der kun har været syv lykkelige år i Deres liv.

»Det var årene fra 1982 til 1989. I disse syv år var jeg forelsket, indespærret, arbejdede kun. Det var et meget smukt liv. Jeg var hele tiden fortvivlet. Jeg havde aldrig penge nok. Jeg havde ikke noget kørekort. Jeg var sikker på, at jeg aldrig ville få en bil. Det var denne forfærdelige Kádár-verden.«

– Senere boede De på luksushoteller, rejste rundt i hele verden. Og alligevel var de mørke år i armod og ufrihed Deres største lykke.

»I disse år opdagede jeg den lille bog af Camus, Den fremmede, som jeg købte for tolv Forint. Den var elementær, jeg kan kun vanskeligt forklare det, men deri fandt jeg lyksaligheden, der opstår ud af lidelsen. Hos Camus lærte jeg mig selv at kende.

– Var der gunstige forhold for at skrive under Kádár-regimet?

»Ja, i høj grad. Jeg var på flugt fra den officielle litteratur. Jeg tilbragte størstedelen af mit liv i svømmehallen. Min nabo troede, jeg var svømmetræner.«

– I 2002 modtog De Nobelprisen, den litterære hovedgevinst, som De kalder prisen. Nu skriver De i Deres dagbog: Prisen tilintetgjorde mig.

»Jeg skammer mig, men sådan var det virkelig. Enhver nobelprismodtager, som man kan tage alvorligt, er det gået på samme måde. Også Camus følte sig tilintetgjort af prisen.«

– Kan man fortvivle over en million Euro?

»Når De ser på mig nu, ser De, hvad der kommer ud af det.« (Han smiler).

– Efter Nobelprisen kunne De ikke længere se Dem selv i ansigtet. De kalder Dem selv en skuespiller, der ubehjælpeligt mimer forfatteren Kertész.

»Jeg blev et aktieselskab, et varemærke. Varemærket Kertész.«

– De bryder Dem hverken om Dem selv eller Deres navn eller Deres liv. Det er ret meget.

»Jeg hader mit navn. Kertész er det hjælpeløse forsøg på at assimilere et jødisk navn. Og jeg ville ikke tilhøre nogen. Jeg ville aldrig have børn. Jeg ville aldrig have sådan en lejlighed som den, jeg nu sidder i.«

– Åbenlyst må De have glemt, at De er en af de mest betydningsfulde forfattere i den europæiske efterkrigslitteratur.

»Litteraturen interesserer mig ikke. Litteraturen er et sekundært anliggende.«

– Det handler ikke om at skabe stor litteratur?

»Det handler om at finde sproget for totalitarismen, et sprog, der viser, hvordan man bliver kværnet ind i en mekanisme, og hvordan mennesket derigennem ændrer sig, sådan at det ikke længere genkender sig selv. Det funktionelle menneske taber sig selv. Jeg ville aldrig være en stor forfatter, jeg ville kun forstå, hvorfor mennesker er sådan.«

– Det har ikke interesseret Dem at skrive en god roman, fortælle en god historie?

»Overhovedet ikke. Alle historier er allerede fortalt. Det kan lyde mærkeligt. Men hele mit arbejde handler om det 20. århundreds funktionelle menneske. Jeg behøvede ikke at læse Hannah Arendt længere. Jeg viste allerede alt om det ondes banalitet.«

– Deres store modspiller i Holocaustlitteraturen var den spanske forfatter Jorge Semprun, der døde for to år siden. Kunne De lide hans romaner?

»Sempruns Den store rejse udkom på samme tid som Hannah Arendts bog om det ondes banalitet, og jeg forstod, hvor dårlig den var. Senere mødte jeg Semprun på Café de Flore i Paris. Et vidunderligt menneske. Jeg vil ikke sige noget ondt om ham.«

– Hvad kan De ikke lide ved Den store rejse?

»Semprun analyserer eksempelvis Ilse Koch. Hun var sekretær på en tobaksfabrik og blev fra den ene dag til den anden Buchenwald-kommandørens kone, badede i madeiravin og havde lampeskærme af menneskehud i sin stue. For Semprun er hun en bøddel. Men denne psykologi har intet at gøre i romaner. Totalitarismen ændrer mennesket. Det glemmer, hvem det egentlig var.«

– Det er Deres store livstema: menneskets helt igennem uendelige føjelighed.

»I sit civile liv lærte Ilse Koch, at man ikke må dræbe. Og så snart hun kom til Buchenwald, lærte man hende, at det at dræbe er en dyd.«

– Og med den psykologiske romans traditionelle midler kan man ikke beskrive fru Kochs forvandling fra sekretær til kz-kommandøse?

»Netop. Jeg ville ikke revolutionere litteraturen. Men den opdagelse gjorde jeg mig.«

– Hvor kommer Deres radikalitet fra? Har De altid været så radikal?

»Nej, som ung mand skrev jeg boulevardstykker, var journalist på socialistiske blade og tænkte, det fører mig på en eller anden måde til kunsten, men det passede ikke.«

– Hvad gjorde Dem til kunstner?

»Et eneste eksistentielt øjeblik. Jeg var 25 år. Indtil da havde jeg kun fortalt anekdoter om Auschwitz. En dag blev det mig helt klart: Jeg er ikke bare et menneske, der har overlevet Auschwitz, men der er sket en voldsom stor historie med mig. Og det må jeg gribe. Jeg blev fra det ene øjeblik til det andet et helt andet menneske.«

– Deres forfatterliv skyldes et eneste øjeblik? Har det gentaget sig nogensinde?

»Nej, sådan et øjeblik findes kun én gang. Og det var elementært og uforklarligt. Det er øjeblikke som dem, hellige oplever. Det kan man ikke holde ud hver dag. Men én gang i livet må mennesket forstå, hvor det lever, og at det lever.«

– Og det øjeblik var et opdrag om at skrive?

»Ja, men hvis jeg var blevet snedker eller musiker, ville jeg have været nødt til at udtrykke mig i disse former. Da jeg imidlertid altid har skrevet – og jeg ved selv ikke hvorfor, måske fordi en af mine klassekammerater, som sad ved siden af mig, altid skrev digte – var det at skrive naturligt for mig.«

– Så har De gjort alt i Deres liv rigtigt og udfyldt Deres opdrag forbilledligt.

»Min eneste fejl er, at jeg ikke i tide var herre over min egen død. Jeg kan ikke længere ændre det.«

– Er der ikke længere øjeblikke, hvor livet er værd at leve?

»Jeg tror, jeg allerede har oplevet alle mine øjeblikke. Det er færdigt, og jeg er her stadig.«

– Hvad er De stolt af i Deres liv?

»At jeg har skrevet om dette funktionelle menneske. Det er jeg virkelig stolt af. Og der er også ting, som berører mig meget. Jeg var engang i Pápa, en ungarsk by, efter at Pilekors-folk (højrenationalistisk ungarsk parti, red.) havde revet mine bøger i stykker. Kirken var fuld, og da jeg trådte ind med min kone, rejste alle sig og sang en salme.«

– En kristelig salme?

»Ja, hvorfor? Jeg er jo ikke jøde. Jeg tilhører ikke den sag.«

– I det sidste par årtier har De været en helt for den tyske erindringskultur, en efterspurgt festtaler, en fejret Auschwitz-overlever. Nu erfarer verden i Deres dagbog: De har hele tiden følt Dem som en ’Holocaustklovn’.

»Det går i den retning.«

– Er erindringen i Tyskland lidt blevet en Holocaustindustri?

»Ikke lidt, helt.«

– Holocaustmindesmærket i Berlin er et picknicksted for turister.

»Ja, det er meget ubehageligt. Jeg blev inviteret til Buchenwald, her så jeg mennesker halte rundt i fængselsdragter, smagløst.«

– Og De er del af denne erindringsbusiness?

»Man gør, hvad man vil med mennesket.«

– De kunne have modsat Dem.

»Anden Verdenskrig kunne også ikke have fundet sted.«

– De fuldfører denne rolle som vidne og lider under den.

»Jeg fik kun Nobelprisen i litteratur, fordi man ville belønne vidnesbyrdlitteraturen. Forinden inviterede man mig til Stockholm for at holde en tale. Men sandheden er, at man ville vide, om jeg var en acceptabel figur, eller om jeg ville spise min røræg med fingrene. Man kan ikke stille meget op. Man er afmægtig over for disse mennesker. Det eneste er, at jeg på 70-årsdagen for Wannseekonferencen gerne ville være gået ind i Wannsee-villaen.«

– Hvorfor?

»Det er da noget af en karriere, fra Auschwitz og til det sted, hvor Göring stod. Kan De ikke se det for Dem?«

– Har erindringsindustrien stjålet Deres historie?

»For mig er det tilstrækkeligt, at nogle få personer forstår min historie.«

– Og alt i alt ...

»... havde jeg et vidunderligt liv. Først var jeg Auschwitz-fange, så modtog jeg de største tyske civile udmærkelser, det er morsomt og uforklarligt. Men hvis jeg må være meget oprigtig og ærlig? Det er nok. Jeg har haft alt, hvad jeg ville. Jeg tror heller ikke, at jeg vil skrive mere. Jeg ordner kun de gamle dagbøger, det morer mig. Men når jeg tænker på disse nætter ... Der findes et ord, og det ord er kærlighed. Det ville jeg gerne gøre noget nyt med. Men hvad skal jeg skrive med. Mine hænder vil ikke mere. Jeg er meget træt.«

Oversat til dansk af Peter Nielsen

Trykt med tilladelse fra DIE ZEIT

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Det er bevægende læsning