Læsetid: 8 min.

Hvorfor knalder han dem ikke?

Der er sket en ændring i kønsrollerne – i hvert fald i reality-segmentet. Pigerne er udfarende og siger, at de vil have diller. Drengene er passive og giver dem ikke altid lov. Sådan var det ikke i 90’erne. Information har spurgt Steven og Shila fra ’Paradise Hotel’, hvad der er sket
Den klassiske forestilling om manden som den aktive, der jager, og kvinden som den passive, der enten afviser manden eller lader sig nedlægge, er i opløsning. I hvert fald i reality-segmentet. Foto: TV3

Den klassiske forestilling om manden som den aktive, der jager, og kvinden som den passive, der enten afviser manden eller lader sig nedlægge, er i opløsning. I hvert fald i reality-segmentet. Foto: TV3

24. oktober 2013

»Hvorfor helvede knalder han dem ikke?« Det var Ulven Peter – vinderen af den sjette sæson af Paradise Hotel – jeg råbte ad siddende i sofaen foran fjernsynet. Melissa og Stina, to unge og smukke piger, var blevet enige om at liste sig ind til Peter, vække ham og invitere ham med i en trekant.

Det var i sig selv temmelig opsigtsvækkende: »Vi mangler noget diller, og alle drengene sover,« som Stina sagde. Men helt absurd blev seancen dog først, da Peter valgte at takke nej til tilbuddet. Det selv om Melissa slikkede på Stinas bryster og hoppede op og ned på hans underliv. Jeg blev faktisk en lille smule sur, kan jeg huske. På mit køns vegne. En ung knægt i begyndelsen af 20’erne skal da bare give den gas, hvis han er så ufattelig heldig at havne i den situation. Peter havde ikke problemer med at dyrke sex for åben skærm, vidste vi, så det kunne ikke være hans undskyldning. Nej, han var ikke lige i humør til det, sagde han bagefter – og trekanter, tilføjede han, var i øvrigt ikke lige ham.

Undskyld, men sådan var det altså ikke i 1990’erne. Alt, hvad vi fyre foretog os, handlede dengang om at komme i seng med pigerne. Vi var villige til at hoppe, danse, springe, sprælle, købe drinks, spille saxofon med rumklang og massere skuldre i timevis – blot der var et spinkelt håb om, at der ville falde bare en lille smule af. Vi antog, at det var en del af pakken for det køn, vi nu en gang havde trukket. Derfor er det direkte provokerende at se ham Peter ligge i sengen og ikke lige have lyst.

Siden jeg så afsnittet i 2010, har jeg lagt mærke til, at mønsteret går igen i flere reality-programmer. Den klassiske forestilling om manden som den aktive, der jager, og kvinden som den passive, der enten afviser manden eller lader sig nedlægge, er i opløsning. I hvert fald i reality-segmentet. I Sommer i Sunny Beach ser man fulde og kåde kvinder jagte mænd, som tilsyneladende kan gøre, som det passer dem. Det samme gælder til en vis grad Kanal 5’s Kongerne.

Sandwichsex

Det hidtil mest markante eksempel stammer dog fra dette års Paradise Hotel og udspiller sig mellem Steven og Shila. Shila vil gerne dyrke oralsex med Steven, og det giver hun ret tydeligt udtryk for:

»Hvis nu du modtager i dag, er der så en anden dag, hvor jeg kan få?« siger Shila, da de ligger i sengen. »Måske,« svarer Steven og kommer så med en noget speciel tilføjelse:

»Hvis du henter en toast eller en sandwich til mig.« Siden bliver det sådan, at Shila allernådigst kan få lov til at give Steven et blowjob – men kun hvis hun henter en sandwich.

»Skal hun have lov til at give mig et blowjob, så skal jeg sgu også have noget at spise,« som Steven formulerer det. »Med kylling,« råber han ud ad døren, da hun kun iført bikini løber ud på hotellet efter mad.

Men der er ikke flere sandwich:

»Har du ikke hentet mad til mig. Så får du ikke noget,« siger Steven og vender sig væk fra Shila for at lægge sig til at sove. »Hvad jeg ikke ville have gjort for en sandwich,« siger Shila bagefter til kameraet, inden vi ser det afsluttende klip, hvor Shila giver scoringen et sidste forsøg:

»Har du slet ikke lyst til at modtage noget som helst – jeg forventer intet til gengæld?,« siger hun.

»Nej.«

Og så lægger Steven sig til at sove. Jeg var målløs, da jeg så scenen. Jeg identificerede mig 100 procent med Shila. Jeg er den, der desperat har løbet rundt og ledt efter sandwich – eller hvad der nu måtte være adgangsbilletten – hele min ungdom. Til gengæld kunne jeg på ingen måde genkende mig selv i Steven, der arrogant og afvisende lå i sengen og sagde nej tak til et blowjob. Så hvad sker der egentlig med kønsrollerne?

»Jeg kan godt lide at have kontrollen. Det skal være mig, der styrer det,« fortæller Steven Solfjeld, da jeg ringer til ham. Han er 22 år og arbejder som sælger. Om episoden siger han:

»Jeg ved ikke, hvor sulten jeg var. Jeg kunne måske nok spise en sandwich, men det var mere for at se, hvor langt hun ville gå. Det var lidt en leg,« fortæller han.

– Men hvorfor endte du med at sige nej til et blowjob?

»Jeg havde bare ikke så meget lyst. Jeg var ikke lige i den stemning.«

– Det må du forklare lidt nærmere?

»For mig er det psykologiske spil det vigtigste. Når jeg har vundet det, er det ikke så vigtigt, om man rent faktisk gennemfører det eller ej,« siger Steven Solfjeld.

Shila er mere konkret i sin lyst: »Jeg vil bare gerne dyrke sex med ham igen (de havde dyrket sex på et tidligere tidspunkt, red.). Så jeg prøver ihærdigt at få det til at ske – og bruger min kvindelighed,« siger Shila Schrøder, som er 29 år og arbejder som tjener. Hun føler ikke, at scenen med sandwichen er grænseoverskridende:

»Jeg tænker, at det bare var sjov og ballade. Jeg lægger ikke så meget i det.

– Du føler dig ikke ydmyget?

»Nej. Jeg går efter det, jeg vil have, og det er typisk for mig. Det synes jeg ikke er ydmygende. Hvis ikke han gider, så finder jeg da bare en anden, der gider. Jeg ved, at jeg er en pæn pige, og at der er masser, der gerne vil,« siger Shila Schrøder.

Udfarende kvinder

Og der er vitterligt sket ting og sager med kønsrollerne, fortæller flere eksperter – blandt andre kønsforsker Kenneth Reinicke fra RUC: »Der er helt klart ved at ske en tilnærmelse af kønnene, så de begynder at ligne hinanden mere i de her situationer. Det er blevet mere legitimt for kvinder at være udfarende, og for mændene er det blevet mere legitimt at være dem, som siger: »Jeg har ikke lige lyst«. På den måde kan man i dag trække på flere af det modsatte køns arketyper,« siger han. Samme udlægning har sexolog og forfatter og Jacob Olrik:

»Fra kvindefrigørelsen og frem til i dag er der sket en langsom udvikling i retning af, at kvinderne er blevet mere proaktive i stedet for kun at være de passive modtagere,« siger Jacob Olrik, som understreger, at der er forskel segmenterne imellem – og at der stadig er mange steder i samfundet, hvor manden som udgangspunkt er den udfarende, mens kvinden er den passive. Men kønsrollerne er ved at blive ’forvirrede’, som han formulerer det. Jeg refererer sandwich-episoden for Jacob Olrik.

– Er det ikke påfaldende, at Shila ikke fortryder?

»Jo. Og det lægger igen op til den maskuline seksualitet. Det at få et nej tager man ikke som et personligt nederlag. Det er ekstremt maskulint, i virkeligheden,« siger Jacob Olrik, som mener, at ændringen også kan spores i retorikken:

»Piger er begyndt at sige: ’Jeg kneppede ham’, ’jeg skal ha’ noget’ osv. Det er noget, man normalt forbinder med mandesprog. Det er blevet mere tilladt,« siger Jacob Olrik. For et par sæsoner siden sang Samantha fra Paradise Hotel ofte sangen: »Kommer der ikke snart noget diller til mig?« og generelt er tonen hård blandt pigerne i reality-tv. Men også i virkeligheden fortæller Shila Schrøder: »Jeg tror, man er blevet mere åben om, hvad man gerne vil have. Og man tør sige det højt i stedet for at være mut,« lyder hendes vurdering.

Passive mænd

Omvendt har mændene tilnærmet sig en mere ’feminin’ rolle, fortæller Morten Emmerik Wøldike, der som sociolog og projektleder i Sex og Samfund ofte er ude på landets gymnasier at holde oplæg:

»Når fyrene i stigende grad siger nej, bryder de med klicheen om fyren, der altid er på – og altid vil dyrke sex og se porno,« siger Morten Emmerik Wøldike, som ser den generelle udvikling i kønsrollerne som positiv:

»Det er mere frihed i de der kønsspil, der foregår blandt unge mennesker. Man kan spille mere, som man selv vil, uden længere at være helt så underlagt nogle gamle forestillinger om, hvordan man skal være som dreng og pige,« siger han.

Det oplever Shila Schrøder også. Med sine 29 år er hun gammel nok til at have iagttaget en udvikling, siden hun selv begyndte at gå i byen:

»Jeg synes generelt, at pigerne er blevet mere modige. Før var det altid drengene, der skulle hen til pigerne. Men nu stræber pigerne lidt mere efter det – og de er klar til at give lidt af sig selv for at få det, de vil have. Man må prøve lidt, i stedet for at trille tommelfingre. Man må ind i kampen. Vi er kommet ind i kampen,« siger hun og tilføjer, at hun selv er blevet træt af at vente på initiativet fra fyrene:

»Det gider jeg ikke længere at bruge tid på. Det sker alt for ofte, at man ikke får noget ud af det, hvis man er passiv. Måske falder man slet ikke i snak med den fyr, som man er interesseret i,« siger Shila Schrøder. De gamle kønsroller spøger dog stadig. Steven Solfjeld siger, at han »godt kan være lidt gammeldags i det«, og for ham er det ikke udelukkende positivt, hvis kvinden er udfarende:

»Jeg synes som udgangspunkt, at det er fyren, der skal tage initiativet. Hvis pigen er for aggressiv, så kan jeg godt trække følehornene lidt tilbage – dermed ikke sagt, at det ikke kan gå begge veje, det kan det selvfølgelig, og det er også fedt, når det sker. Men en pige kan godt blive lidt for aggressiv,« siger han.

»Hvis jeg mærker, at en pige er mere interesseret i mig, end jeg er i hende, så er det ikke sjovt længere, for så har man allerede vundet. Hun skal gerne være lidt svær at få fat i, så man skal kæmpe for det. Hvis pigen er afventende, så gør jeg selv mere,« siger Steven Solfjeld og fortæller om en aften i byen, hvor en pige hev ham ind i en baggård: »Hun hev bukserne ned og sagde, at jeg skulle knalde hende,« griner han.

– Gjorde du så det?

»Nej.«

– Var hun ikke pæn?

»Jo, hun var meget køn.«

– Men hvorfor gjorde du det så ikke?

»Det skræmte mig på en måde. Vi stod i en baggård, og der var lejligheder, som man kunne se os fra. Jeg nussede hende lidt, men så stoppede jeg. Det var også lidt koldt, og det var onsdag, og jeg skulle på arbejde dagen efter. Jeg havde kun drukket to Sommersby eller sådan noget. Hvis jeg havde været stiv, havde jeg måske nok gjort det.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Lise Lotte Rahbek

Jeg kan ikke se noget nyt i ovenstående beskrivelse.
Hvis man (m/k) kaster sig for fødderne af en udkåren (m/k) og udviser en udpræget mangel på selvrespekt og værdighed,
så er der stor chance for, at man (m/k) bliver afvist.

Hvad er det nye, bortset fra at kameraerne kører?

Peter Taitto, Carsten Søndergaard, Anders Feder, Flemming Scheel Andersen og Else Damsgaard anbefalede denne kommentar

Jeg synes nu det var ganske morsomt, rollefordelingen passer måske ikke helt endnu, men den er forhåbentligt på vej. Jeg ved det har været sådan uden for grænsebommen længe, men det forklarer måske hvorfor DF går frem.

At det så foregår i reality verden er måske lidt iffy, men overordnet tror jeg han har fat i noget.

Niels-Simon Larsen

Næh, næh, næh, lad os nu ikke skyde budbringeren, Kristian Villesen. Han har oplevet noget, der har rørt ham, vist nok både under og over bæltestedet.
Hånden på hjertet: Er man ikke en stor idiot eller direkte forhindret, hvis man siger nej til et godt tilbud om sex? Lad os nu bare svare jo, for hvorfor skulle man sige nej? Hvorfor egentlig (her skal man svare ud fra det historiske tidspunkt, hvor der virkelig var damp på kedlerne og ikke mellem 90 og skindød)?

Lad os lige se på alternativet, som er det grå samfunds triste muligheder, og som vi i øvrig flygter fra ved enhver lejlighed. Hvorfor skal der svares nej til en tur i Paradise Hotel med dets geometriske figurlege, og hvorfor sige nej til at se udsendelserne?

Det er for mig at se de skjulte spørgsmål, K.V. rejser.
2. gear: Hvorfor sige nej til alt det glimmer med dets ugeblade og de kendtes overfladeliv. Det ligger jo i enhver frisørsalon?
3.gear: Hvorfor diskutere seksualitetens plads i samfundslivet, når det nu bare drejer sig om at få kalorius ind og ikke tænke mere over det - for der er jo nok ikke et reflektorium på hotellet?
4.gear: Nej, der er der ikke, og det må der ikke være, for så falder glimmeret af øjenlågene. Her må ikke tænkes og reflekteres dybere over noget som helst, klimaet fx, for så braser tage sammen på hotellet.

Så er jeg fremme ved 5. gear, for hvorfor tænker ni tiendedele af befolkningen kun på at fyre kanonen af, mens den sidste ene tiendedel bekymrer sig for verden og groft sagt aldrig får noget på den dumme? Vi har jo aldrig formået at forene lysten og den fornuftige bekymring.

Jeg kan ikke forarges over H.P., men heller ikke bruge de folk til noget. De er selvoptagede og indskrænkede, men de har alligevel fat i noget(!). Derfor kan de pirre os og komme på forsiden. Vi kan ikke afvise dem, før vi har fundet det, der trumfer deres livsform.
Her er vi desværre langt fra hjemmet uden øl.

Jens Overgaard Bjerre

Hvorfor hedder det at "knalde"? Er det fordi kussen bliver våd og blabber og småknalder som små knaldperler når pikken går i parringstempo frem og tilbage? Han knaldede ham én på skallen, lyder mere rigtigt. Bang-bang og gok. Jeg forstår det ikke. Ligesom det med at "køre med klatten"? Er det fordi den rige familie Klatten fra Tyskland ejer bilfabrikken BMW og har givet en masse penge til Mutti Merkels valgkamp? Men man kan altså ikke få hvem som helst til at knalde fordi de kører rundt med klatten i bukserne. Men en rigtig mand får vel også hvad han skal have og gider ikke 'knalde' med hvem som helst.

@ Niels-Simon Larsen.

" (jeg) kan heller ikke bruge de folk til noget. De er selvoptagede og indskrænkede, men de har alligevel fat i noget...."

Vel har de ej fat i noget - de er selvoptagede og indskrænkede - PUNKTUM

Troels Brøgger

En artikel som handler om næsten ingenting, giver sjældent anledning til en længere debat - Gud ske lov,,,,

Carsten Søndergaard

Journalisten køber åbenbart tv-stationernes præmis om, at "reality" skal oversættes med "virkelighed". Faget kildekritik er måske udgået på journalisthøjskolen.

Jens H. C. Andersen

Altså har I overhoved læst artiklen? Eller måske I bare ikke er målgruppen?

Artiklen handler om at der er ved at ske et skred i kønsrollerne, og måske at der i dag er vigtigere ting på spil end øl, fisse og hornmusik.

Jeg synes også det er yderst problematisk, den holdning som mange åbenbart hidtil har haft, at mænd bare er liderlige aber.
Jeg har altid afvist både passive og aktive kvinder, det er slet ikke det der interessere mig.

Og så stop den der med at "jage" skulle have noget at gøre med at forføre, måske man lige skulle prøve at tage på jagt først før man bruger det begreb.

Mht. et muligt kønsrolle skred savner jeg dog et perspektiv til andre dele i samfundet, fx arbejdsmarked

Ja, hvorfor hedder det 'knalde'.

Kunne et svar være dette her:
"slå eller støde en genstand eller legemsdel imod noget eller i en bestemt retning med voldsom kraft". kilde:http://ordnet.dk/ddo/ordbog?entry_id=11026564&query=Etymologist

Mht. selve artiklens indhold kan jeg da godt undre mig, ikke over beskrivelserne af pigerne, men over beskrivelsen af drengene, som ikke vil knalde. (pigerne). Og det fordi de sidste 10-15 år, måske især de sidste 5-10 år, har vi herhjemme føet tudet ørerne fulde af at kvinder skal være passive i sengen, mænd skal være aktive. Og at mænd har større sexdrift end kvinder. Og så kommer der sådan en udsendelse som f.eks. Paradise Hotel, som vender det hele på hovedet. Og viser at kvinder har en lige så stærk seksualdrift som mænd og nyder casual sex lige så meget som mænd.
Ovenikøbet til det punkt, hvor to piger går sammen op til en fyr og foreslår ham en trekant, fordi de "mangler noget diller."

Dette er vel det endegyldige bevis på at kvinder kan være lige så liderlige og interesseret i sex som mænd formodes at være...

Det er kæmpe forskel på reality og virkelighed. At generalisere det, som ses i reality på virkeligheden er tyndt.
En skam for problemstillingen er yderst relevant. Specielt i forbindelse med ligestilling.
Hvorfor indtager kvinder stadig i 2013 den passive rolle, som den, der måske kan forføreres?

Det påvirker kønsroller, hvor manden kommer til at stå som den dominerende og kvinden som offer. Det smitter af på mange andre områder. Så længe det forholder sig sådan, er der lang vej til ligestilling.
Om det kan ændres eller hvordan er meget komplekst.

John Mortensen

Sådan var det ikke i halvfemserne ?
Musik Åge Stentoft. Tekst Epe og Poul Sørensen

Stop nu den der "copy and paste" journalistik kære Information. Og hvis det endeligt skal være, så begræns det til 3 - 4 linier

- Men nu hvor vi er i gang, så sige aggressivt udfarende "mande kopi" kvinder hverken mig eller min pølse noget. Er der derimod tale om en feminin og lidenskabelig en af slagsen, så stor vi begge på stilker og for akut åndenød.

- Et hurra for kvindelige kvinder herfra.

Det er vel velkendt at unge mænds niveau testosteron ikke er på samme niveau som for 25 år siden. Jeg tror såmænd det den naturlige forklaring på den ændrede opførsel.

Forfældelig artikel, det intellektuelle niveau er som et Bossy-scoreforsøg...

Jeg mener pølsesnak er okay, men den var for tyk
Og for tykt pis det lugter alle selv i hendes alder
Og der er grænser for hvor meget lort man falder for
Tag det væk det der, det er for defekt det der

Niels-Simon Larsen

@Tino: Selvfølgelig har de fat i noget, nemlig os mere eller mindre. Ellers kunne det ikke køre i en uendelighed. Tænk på seriekulturen med dåselatteren. Den har da også fat, måske ikke så meget i Informationslæserne. Alt det der går for at være underlødigt, er da vældig populært. Tag også politikere, det samme billede.
Vi lever i en fristerkultur. Vil du ikke, lille ven, have øl, fisse og hornmusik, og hvis du ikke vil det, hvorfor vil du så ikke have det, når alle andre gerne vil have det. Er du ikke lidt mærkelig så?
Det er derfor, at Kristian Villesens artikel siger noget mere end blot det, at to piger gerne vil bolle rundt med en mand. Den fortæller om en kultur. Det, jeg kunne savne var, at han spurgte dem om, hvad de stillede op med, at vi alle er på vej mod afgrunden og virkelig gik i kødet på dem.
Men han vil måske ikke fremstå som party killer?

Der er nogen som ser for meget reality-tv, kunne man fristes til at konstatere, når man drager bredere konklusioner ud fra den allermest tumpede form for tv der findes. Men der er nok først og fremmest tale om at man søger efter de eksempler som man ønsker at finde.

Historien om den revolutionerende nye tendens med de seksuelt udfarende kvinder, der gør hvad de har lyst til med mænd, er ikke mere ny, end at den dukker op forskellige steder i medierne med jævne mellemrum, og har gjort det igennem i hvert fald adskillige årtier. Og altid med begejstring fra budbringernes side. På trods af påstandene i artiklen, var denne medietendens nok endda endnu mere udtalt i 90´erne.

Men hvad der er særdeles påfaldende er, at parallelt med denne tendens, er der en anden tendens til en problematiserende fremstilling af den seksuelle udvikling i kønskulturen. Der skrives jævnligt artikler om, at seksualiseringen af samfundet, fra internettet osv., presser pigerne til at overskride deres grænser. F.eks. med henblik på at dyrke sex når de egentlig ikke har lyst til det, og klæde sig stadigt mere udfordrende i en yngre alder.

Disse, henholdsvis begejstrede og bekymrede, fremstillinger passer tydeligvis ikke sammen, ja de er faktisk modstridende. Alligevel opstår de side om side, uden at nogen tilsyneladende undrer sig. Det er måske ikke så meget kønsrollerne der er forvirrede, men, skulle man tro, nærmere dem der kommenterer på dem. Men i stedet for forvirring, er der nærmere tale om at deres aktuelle dagsorden skinner igennem.