Læsetid: 3 min.

Kim Leine vinder Nordisk Råds Litteraturpris

Det blev den norskfødte danske fortæller om Grønland, der løb med Nordisk Råds Litteraturpris
Kim Leine er vinderen af Nordisk Råds Litteraturpris 2013. Foto: Tine Sletting

Kim Leine er vinderen af Nordisk Råds Litteraturpris 2013. Foto: Tine Sletting

31. oktober 2013

Onsdag aften blev Kim Leines storsælgende storværk Profeterne i Evighedsfjorden fundet den stærkeste i årets felt af nominerede til Nordisk Råds Litteraturpris.

I bedømmelseskomiteens motivering kaldes Profeterne i Evighedsfjorden »et medrivende epos om undertrykkelse og oprør, et antikolonialistisk, vidt forgrenet værk, der fantaserer over mennesket som krop og tanke«.

Og bogen fik da også noget nær væg til væg-hyldest, da den udkom sidste år. »En milepæl, et mesterstykke og et monument over danskernes mistede uskyld,« skrev Informations Erik Skyum-Nielsen, mens Weekendavisens Klaus Rothstein mente, at Kim Leine skriver, »så man skærmer sig for ild og skutter sig for is, kradser sig for lus i parykken og vrænger ad spæklugt og sveddunst«.

Bogen følger i 1780’erne præstespire og antihelt Morten Pedersen Falcks rejse fra Norge over Danmark – ung, rørig og rationalist til benet – til Grønland, illusionsløs, kropslig opløst og rablende religiøst hallucinerende. Det dramatiske omdrejningspunkt er hans møde med den karismatiske prædikant Habakuk og dennes hustru, Maria Magdalena, der som oprør mod den danske kolonimagt har etableret et minisamfund dybt inde i Evighedsfjorden.

»Han er naturvidenskabsmand af tilbøjelighed og præst af nødvendighed,« fortalte Kim Leine om sin hovedperson til Informations Karen Syberg.

»Som ung tror han, at hans rationalisme beskytter mod alle livets trængsler, men i Grønland bliver han nødt til at revidere den opfattelse.«

Og den oplevelse er ikke ulig forfatterens egen. Som han skriver om sin vækkelse i mødet med Grønland i sin miniselvbiografi på Litteratursiden: »Det var et meget virkeligt sted. Jeg havde ikke tid til at filosofere over livet, men mere end rigeligt at gøre med at overleve det. Det lykkedes ikke særlig godt. Det hele faldt fra hinanden. Og for første gang i mit liv følte jeg mig hel og levende.«

Det postkoloniale blik

Profeterne i Evighedsfjorden er tænkt som første del af en trilogi om grønlændernes frihedskamp. Og forholdet mellem kolonimagten Danmark og det koloniserede subjekt Grønland har været et gennemgående tema i Leines forfatterskab. 

Fra debuten Kalak, en tour de Nuuk med virkelighedsflugt, druk, sex, stoffer og tung socialrealisme, og en fortælling om det moderne Grønland i et sumpet vadested med dansk deltagelse. Og til Profeterne i Evighedsfjorden, et historisk nedslag i begyndelsen af den intime interaktion mellem de to lande. Det handler om Danmarks tab af uskyld som kolonimagt – hvis en sådan uskyld da overhovedet eksisterer – men altid med så mange nuancer, at konklusionen svæver, og ingen vinder den fuldstændige moralske sejr. Til Information fortalte Leine, at han skrev op imod den typiske danske udlægning: »Grønland skildres som i klemme mellem skønhed og forfald.«

Kroppen

Og så er der kroppen. Kroppen, som både stedet for lyst og liv, men også som et snavset og forgængeligt hylster. Som da præsten og videnskabsmanden pusler med tanken om en dag at skrive en afhandling om de skadelige virkninger af tilbageholdt begær i form af kønssafternes ophobning, mens hans tænder rasler ud af munden, der rabler.

Som kritiker Lilian Munk Rösing skriver i Nordisk Råds begrundelse for nomineringen af bogen: »Det er, som om menneskekroppen hos Leine er i en konstant opløsningsproces, hvad enten det er sved eller slim eller råddenskab, der siver ud af den. Det forunderlige er, at man som læser ikke bare brækker sig, men faktisk kan føle sig opfyldt af en vital glæde over at være lige så gennemtrukket af alt dette flydende fordærv (...)«.

Hovedstolen

Og hvor det er oplagt at Kalak er selvbiografisk, fremstår Profeterne i Evighedsfjorden som en selvransagelse via historien. Kim Leine har da også altid været gavmild med sine personlige fortællinger og meget udtalt omkring deres betydning for hans forfatterskab. Leine var heller ikke i tvivl om, hvordan de oplevelser driver hans forfattervirke, da Informations Karen Syberg spurgte ham, om han ikke var bange for at tage af hovedstolen: 

»Tværtimod, mit motto har været: Hovedstolen først! Ikke fordi det var nødvendigt for mig som forfatter, men det var nødvendigt for mig som menneske.«

Blå bog:

Født 28. august 1961 i Norge.

Blev uddannet sygeplejerske i Danmark og flyttede derefter til Grønland, hvor han boede i 15 år.

Debuterede med ’Kalak’ i 2007 efter sin hjemkomst til Danmark.

Herefter fulgte ’Valdemarsdag’ (2008), ’Tunu’ (2009) og ’Profeterne i Evighedsfjorden’ (2012)

Har modtaget Bodil og Jørgen Munch-Christensens Kulturlegat (2007) og De Gyldne Laurbær ( 2013).

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Vibeke Rasmussen
  • Michael Kongstad Nielsen
Vibeke Rasmussen og Michael Kongstad Nielsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Vibeke Rasmussen

Stort tillykke til Kim Leine.

Hele Nordisk Råds prisuddeling i Operaen i Oslo blev i øvrigt for første gang transmitteret på tv. Men ak, som med så meget andet kultur på DR-k, havde man gjort det til noget nær et 'Adrian Hughes oneman-show'. Han oversatte og tolkede stort set alt, der skete og blev sagt under Gallashowet og talte, næsten non-stop, 'over' både værter og prismodtagere. For selvfølgelig forstår danske seere hverken svensk eller norsk.

Desværre var det ikke muligt at slå ham fra.

Ulrik Gutt-Nielsen

NRK 1 og SVT 2 viste også hele ceremonien uden kommentator og i fuld HD. I den rene nordiske ånd kan det altid anbefales at zappe lidt til vore broderlande. Men selvom det var en sjov tale fra Kim Leine studsede jeg over at ingen tak gik til dem, der vel ellers er både årsag og modtagere af hans arbejde - læserne...

Ulrik Gutt-Nielsen: læserne er -gudskelov da - ikke årsag til at forfattere skriver. I hvert fald ikke de læseværdige af dem...