Læsetid: 7 min.

Der er en klovn i os alle

Hovedpersonen i Henning Mortensens nye roman er en klovn – og klovnen er en universel figur. Den minder os om det ukontrollerede og barnlige i vores regelrette hverdag. Når vi griner af en klovn, griner vi i virkeligheden af os selv. Derfor elsker vi klovnen. Og derfor er vi af og til bange for den
Kunstværk: Mimi the Clown

Kunstværk: Mimi the Clown

15. oktober 2013

Henning Mortensens far var tolder. Han var regelret, udøvede kontrol og var med forfatterens egne ord »stiv i betrækket«. Men af og til fik han gratis cirkusbilletter gennem sit arbejde. Og når klovnen kom på scenen, blev faderen en anden:

»Når min far så en god klovn, så lo han højt. Og der var intet, min lillesøster og jeg syntes var mere dejligt,« husker forfatteren, som har en klovn som hovedperson i sin nye roman, Klovnens rejse.

At få os til at slippe kontrollen er netop klovnens egenskab, fortæller Jørgen Lorenzen, som har skrevet bøger og lavet film om klovne. Han ser klovnen som en universel figur:

»Et godt klovnenummer er en kaoskamp, hvor de grundlæggende kræfter i os er i spil. Vi må have orden i vores liv og passe vores arbejde for at få det til at køre. Men vi har også en trang til oprør og til at stritte ud. Derfor holder vi med August-klovnen i et cirkus. Vi kan lide ham, og vi griner af ham,« siger Jørgen Lorenzen.

August- eller Auguste-klovnen er den klassiske klovn med store sko og rød næse. Den repræsenterer det barnlige og uforudsigelige. Dens modsætning er den hvide klovn, som er bedrevidende og repræsenterer fornuften:

»I numre med to klovne ender det altid med, at August-klovnen tørrer den hvide klovn. Det kan vi godt lide at se, for vi har en drøm om at vende det hele på hovedet. Når vi går ud af cirkusteltet, vender vi så tilbage til vores normale liv med børn, der skal hentes, og job, der skal passes,« siger Jørgen Lorenzen.

Han mener, at det er nødvendigt for os af og til at se en klovn, som gør tingene på en anden måde:

»For en klovn er en stol ikke nødvendigvis til at sidde på. Og en cykel er ikke nødvendigvis til at cykle på. Det er det uforudsigelige ved klovnen, som tiltrækker os. Der skal være en gnist af galskab i en klovn. Man ved aldrig, hvad der sker,« siger Jørgen Lorenzen og fremhæver den verdensberømte spanske klovn Charlie Rivel som en mester i uforudsigeligheden.

I Klovnens rejse optræder hovedpersonen Albert Palopoli på markedspladser i Frankrig under Anden Verdenskrig. Og alle ler:

»Nazisterne ler også. Det er det interessante ved klovne, at ligegyldigt hvem du samler i et publikum – også onde mennesker – så griner de ad et godt klovnenummer,« siger Jørgen Lorenzen.

Naiv og ærlig

Arne Bjørk er cirkusklovn. Han har turneret med Cirkus Benneweis i 70’erne og 80’erne som klovnen Jody. I dag har han sit eget mini-cirkus sammen med sin kone. En klovn skal være naiv og ærlig, fortæller han:

»Man skal kunne se et lille menneske bag manden i manegen. Man skal se barnet. Det handler om at bevare barnligheden og den naive tro på tilværelsen, og hvis man kan meddele det til publikum, så er man en god klovn.«

Og så skal man huske blandingen af det sørgmodige og det glade. Ligesom barnet har klovnen nemlig kort fra latter til gråd:

»Den gode klovn er både sangvinsk glad og melankolsk sørgmodig. Det er i den blanding, at det interessante ligger,« siger han.

Henning Mortensen er enig i, at klovnen rummer denne dobbelthed:

»Mennesket lever i spændingsfeltet mellem det gode og det onde. Hvis klovnenummeret er godt, får det os både til at le og græde. Så fortæller det noget fundamentalt om mennesket og dets situation i universet,« siger han.

I cirkus har latteren som regel overtaget:

»Hvis ikke det er sjovt, så er det jo uudholdeligt. Det samme gælder i cirkus: Man kan ikke forestille sig en klovn, der ikke er morsom. Vi ler af os selv, når vi ler af klovnen, og det har vi godt af. Det er sundt for os,« siger han.

Også som samfund har vi brug for klovnefiguren, mener Jørgen Lorenzen:

»Da Danmark stemte nej til euroen i 2000, så man Poul Nyrup Rasmussen, som var tæt på at græde, og Anders Fogh Rasmussen, som var helt hvid i hovedet. De havde sagt, at det eneste rationelle var at stemme ja. Så klippede man til Folkebevægelsen mod EU’s kontor, hvor Ole Krarup spillede violin – som en August-klovn. Der så man oprøret.«

Det samme skete ved jordskredsvalget i 1973:

»Hele den afstemning var et udtryk for et opgør. Glistrup var ham, som slog i bolledejen. Han var en klovn. Det tror jeg udmærket, at han selv var klar over. Og da Jacob Haugaard skulle op til dronningen, kom han jo i en slags narredragt,« siger Jørgen Lorenzen.

Den amerikanske forfatter Henry Miller har i bogen Smilet ved stigens fod sammenlignet Jesus med en klovn. Og sammenligningen er ikke helt umulig, mener Jørgen Lorenzen, som selv er uddannet teolog. Både Jesus og klovnen står ved og minder os om menneskeligheden. Og begge kan finde glæden midt i smerten:

»I min optik er der ikke noget forgjort i at sige, at Jesus har klovnens træk i sig. Men ordet klovn skal altså forstås som noget positivt – så stemmer det.«

Svært at være pauseklovn

Når Jørgen Lorenzen understreger, at det er den positive opfattelse af klovnen, der refereres til, så skyldes det naturligvis, at der også er en negativ. Klovn er et skældsord, som netop bruges, når nogen er klodset eller ukonform:

»Det bliver jeg sur over,« siger Arne Bjørk, der som professionel klovn ved, hvor svært det rent faktisk er at klovne:

»Når nogen kalder en politiker for pauseklovn, bliver jeg faktisk lidt fornærmet på klovnenes vegne. Det er virkelig svært at være pauseklovn. Pauseklovnen har 2-3 minutter til at få publikum til at grine, inden det næste hold artister skal i manegen. Jeg tror ikke, folk ved, hvor svært det er,« siger Arne Bjørk.

I tv-serien Klovn spiller man også på denne negative tolkning af figuren. Hovedpersonen Frank gør hele tiden ting, som man ikke bør gøre i den normale verden – og bliver udråbt som klovn:

»Han er den ufrivillige klovn,« siger Henning Mortensen: »Og vi sidder og krummer tæer, hver gang han blamerer sig. Men vi er også vilde med det, for igen kan vi kende os selv. Hvor mange gange har man ikke sagt til sig selv: ’Det skulle du aldrig have gjort.’ Eller: ’Så mange øl skulle du ikke have drukket’?«

Uhyggelig og uforudsigelig

For nogle kan klovnen også være dyster og skræmmende. En undersøgelse lavet af forskere på Sheffield University i 2008 viste, at børn på hospitaler ikke brød sig om at have billeder af klovne på væggene. De var uhyggelige, svarede børnene. Det er formentligt på grund af klovnenes uforudsigelighed, at de kan virke skræmmende på især børn. Det mener Eivind Lenhard Johansen, der som psykolog har specialiseret sig i fobier:

»Man aner ikke, hvor man har en klovn emotionelt. De er uforudsigelige, og det tror jeg er med til at gøre, at man synes, at de er lidt uhyggelige.«

Det har Arne Bjørk også erfaret i rollen som klovnen Jody:

»Jeg har prøvet, at børn stivner, når jeg går hen imod dem. Så der må være noget, der gør dem utrygge. Det er nok, fordi det er noget ukendt,« siger han.

Men taler ligefrem om en klovnefobi, coulrofobi, men selv om der findes eksempler, er det sjældent, at voksne er decideret angste for klovne, fortæller Eivind Lenhard Johansen. Et vist ubehag har mange dog. Måske fordi man har en dårlig oplevelse med en klovn – eller fordi man har læst eller set Stephen Kings It med den ondskabsfulde klovn Pennywise.

Ingmar Bergman spiller også på det uhyggelige i klovnefiguren i filmen Gøglernes Aften, fortæller Jørgen Lorenzen:

»I cirkus lurer klovnens galskab hele tiden, den kommer bare ikke til udtryk. Men hos Bergman er klovnen decideret uhyggelig,« siger Jørgen Lorenzen.

I sommer skabte det nærmest panik i den engelske by Northampton, da en mand iført klovnekostume stod rundt omkring på gader og pladser. Han gjorde ingenting, men stod bare og stirrede.

For Henning Mortensen hænger det sammen med begejstringen for klovnen. Ligesom vi kan grine og blive glade, når klovnen minder os om nogle andre sider af os selv, kan vi også blive utrygge:

»For dem, som er bange for, at den barnlige og legende side bliver udløst, må den tavse klovn være forfærdelig,« siger Henning Mortensen, som også spiller på det ustabile i klovnefiguren i sin nye roman:

»For hvad er det for et væsen, der står der og betragter mig? Hvad er det, der skal hales ud nu? Væk med dig – jeg vil være mig selv. Men det er jo løgn. For man er ikke sig selv, hvis man er bange for at blive set som en hel person,« siger Henning Mortensen og holder en kort pause:

»Men hvis man kun ønsker at gå rundt som en halv person – og har et bestemt billede af, hvordan man gerne vil have, at verden ser på én – så kan klovnen være en udfordring.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Anders Sørensen

Klovne, som i de certificerede af slagsen - dem med sminke - skal dø. De har aldrig været hverken sjove eller rørende, og jeg kender INGEN, der har haft oplevelser med klovne, der har været af mere end marginalt positiv art.

Når jeg gik i cirkus som spæd, så var klovnen en utidig indblanding i det ellers spændende eventyr, cirkus var. Når klovnen gik i manegen, rodede man i popcornene og gabte lidt og kiggede sig omkring. Og SÅ var der, efter klovnepausen, atter rigtig cirkus med akrobater eller dyr i manegen.

Når vi gik ud fra cirkus dengang, så var det aldrig klovnen, vi talte om. Aldrig.

Klovne er sådan noget, de voksne snakker om. Ikke fordi de finder klovne sjove eller rørende, men fordi de regner med, at børnene gør. Og fordi de foregøgler sig selv, at klovnen repræsenterer en slags arketypisk uskyldig renhed, komisk, tragedisk, hvilket paradoksalt nok lynhurtigt intellektualiseres.

Selvfølgelig. For det er intellektet, der kan lide klovne. Eller ville ønske. Klovnen er manifestationen af den barndom, der aldrig var. Det uskyldige, vi ikke husker. Det rene, der blev beskidt.

Klovn mig i røven.

Som knægt oplevede jeg en del gange den spanske klovn Charlie Rivel, der havde tætte bånd til Danmark. Han var fremragende for en bette fyr som mig at spejle sig i. Hans barnebarn Benny Schumann kunne få min søn til at bryde helt sammen af grin. Af yngre klovne er jeg specielt vild med spanske Marta Carbayo, der bor og optræder i Danmark. Hun er altid værd at se, både for børn og voksne!

Holger Madsen, Per Torbensen og Karsten Aaen anbefalede denne kommentar
Michael Kongstad Nielsen

Der er for meget "vi" og for mange stereotyper i artiklen.
Klovnen er meget mere facetteret end her angivet. Klovnen kan svare til datidens nar, der gik omkring ved hoffet og gjorde nar, både udstillede hoffets naragtighed, og gav dem noget at grine af om andre. Klovnen kan være Klodshans, der får prinsessen, eller den forstilte, der er klogere end som så. Klovnen kan klovne for at undgå de andres mistro og jantelov, klovnen kan klovne om sig selv, for at overkomme sin misvækst eller sit handicap. Klovnen kan også græde, men må selv klovne sig ud af sorgen igen.

Per Torbensen, Karsten Aaen og Vibeke Rasmussen anbefalede denne kommentar
Vibeke Rasmussen

Og klovnen er også for mange langt mere skræmmende og angstprovokerende, end artiklen vil medgive.

Angsten, coulrofobi, bliver ikke kun fremkaldt ved synet af de åbenlyst skræmmende klovne, som kendes fra film, fx Pennywise og Captain Spaulding, men også helt vanlige Dummepetere.

Det er altså kun den hvide klovn, jeg opfatter som en klovn, der har sminke på. Auhust klovnen opfatter jeg netop som en hyldest til det barnlige, til det spontante, og ja, såmænd også til det rebelske.

Min cirkusoplevelse er meget anderledes end Anders Søresens er; når jeg gik i cirkus med mine forældre (og mine søskende) var det altid klovnen, vi talte om - efter forestillingen var forbi.

Vibeke Rasmussen, Per Torbensen og Michael Kongstad Nielsen anbefalede denne kommentar