Okay. En smule malurt skal der dryppes i den store bowle med cremet konsensushyldest til nobelprisvinder Alice Munro. Sådan noget er en bestemt amerikansk bestsellerforfatter heldigvis altid mand for. »Det var, som om jeg havde overfaldet julemanden«. Det havde forfatteren til American Psycho, Bret Easton Ellis, ikke. Men han havde formastet sig til på twitter at lufte sin utilfreds med valget af Munro. »Alice Munro er så fantastisk overvurderet,« skrev Easton Ellis umiddelbart efter meddelelsen til sine 425.000 følgere. Alvorlige sager.
Man kritiserer ikke uden videre en nobelprisvinder. Måske er den notorisk bramfri Easton Ellis en smule bitter over, at hans egen bogproduktion er støt faldende til fordel for en til gengæld ekstensiv produktion af tweets, men selve det, at han overhovedet tillader sig at ytre kritik, er spændende. Kan man kritisere prisvindende litteratur? Umiddelbart er det kun Easton Ellis og redaktøren for London Review of Books, Christian Lorentzen, der har tilladt sig at stikke hænderne ned i punchen og røre lidt rundt. Ligesom Easton Ellis er Christian Lorentzen ikke synderligt begejstret for den canadiske novelleforfatter. Allerede før sommer noterede han sig, at enigheden om Munros storhed er så allestedsnærværende, at det fik ham til at overveje, om han mon var misogyn, storbychauvinist eller slet og ret litterært tonedøv, eftersom han ikke fandt den store fornøjelse i Munros forfatterskab.
Prisuddelinger er en god anledning til at fejre og diskutere stor litteratur, men det er også en anledning til ikke at diskutere. Til at etablere ukrænkelig enighed. Til at tapetsere nye paperbackudgaver med priser, så rejsende kan samle en bog op i lufthavnen, der er certificeret god. 18 svenskere kan ikke tage fejl, og deres beslutninger plejer nu nok at være genstand for debat, men man må håbe, at den manglende diskussion skyldes, at der bare vitterligt ikke er noget at diskutere og ikke, at ingen tør.
