Læsetid: 7 min.

Læren fra den iranske revolution

Da Mehdi Mozaffari som ung politolog fordrevet fra det iranske præstestyre kom til Europa, slog det ham, at akademikere og intellektuelle manglede begreber og redskaber til at forstå den nye religiøse ideologi, de i stigende grad stod overfor. En sådan analyse og indføring i islamismens genealogi, giver han nu i den første bog af sin art på dansk. Orientalsk totalitarisme kalder han det
Mehdi Mozaffari venter hele tiden på en stor iransk roman om revolutionen. Det kunstneriske sprog formidler langt bedre den menneskelige erfaring at at være blevet frataget sit eget land, mener han.
4. oktober 2013

De persiske puder gør det ud for en sofa. Persiennerne fra Jysk Sengetøjslager er endnu ikke hængt op, og flyttekasserne i gangen gør det ud for knagerække. Mehdi Mozaffari har knapt holdt sin afskedsforelæsning på Aarhus Universitet, før han skiftede sceneriet fra sit vindue ud.

»I 32 år har jeg set ud over universitetsparken i Aarhus, nu følger jeg den daglige dramatik på svanesøen,« siger han og peger på Peblingesøens søblå overflade, hvor flere hvide figurer stolt driver rundt.

Mehdi Mozaffari ler højt.

»Krig og kærlighed, det bliver ikke bedre for en politolog.«

Det er ikke første gang, den 74-årige iranskfødte professor emeritus flytter sine bogkasser og begynder forfra, og hans globale identitet ligger et sted imellem Iran, Frankrig og Danmark viser også krydderihylderne i køkkenet.

Det persiske krydderi advieh produceret af Camilla Plum troner over Herbe de Provence, mens sild og spegepølse deler pladsen med franske tærter i køleskabet. Spisebordet må man tænke sig til. Mozaffari spiser ved arbejdsbordet, blandt bunker af papirer og noter fra det store arbejde, det har været at færdiggøre den bog, han mener, vi har manglet på dansk.

»Islamisme ligner sine totalitære vestlige søstre som marxisme og fascisme, men har særtræk, der gør, at vi må have et nyt analyseredskab klar for at forstå det,« siger Mehdi Mozaffari og giver i sin bog netop det.

Bogen har undertitlen »En orientalsk totalitarisme.« Et nyt begreb, som ifølge Mozaffari dækker islamismen som ideologi og som på sin vis udgør kulminationen af hans livslange forskning i international politik, globalisering og islamisme. Et akademisk engagement, der bygger bro til den personlige erfaring, han som flygtning fra den islamiske revolution i 1978’ernes Iran gjorde sig. Et skel, der stadig smerter, og en revolution, han mener, vi alle bør lære af. Eller som han selv skriver i forordet til bogen:

»Jeg er en landflygtig iransk akademiker. Mit hjemland styres af shiitiske, totalitære islamister, og konsekvenserne er kendt af alle. Man kan derfor ikke forvente, at jeg er fuldstændig upartisk.«

Fra martyrernes by til ungdomsoprørets

Mehdi Mozaffari voksede op i byen Mashhad i det østlige Iran. Navnet betyder martyrernes sted på arabisk, og alene den betydning gør, at Mozaffari i dag har det svært med sin shiamuslimske hjemby.

»Jeg havde en god barndom, men husker også, at jeg som lille dreng var skræmt over de mange kister, der blev båret forbi mig på gaden og den alvorsfulde religiøse mumlen, der fulgte med.«

Mehdi Mozaffari gik i religiøs aftenskole to gange om ugen og glædede sig til, at han om sommeren skulle på ferie hos sin fars anden kone på landet.

»Min far var landmand og polygam, og det tænkte jeg aldrig over,« siger han og lægger an til en af de sammenstillinger af kulturer, han let flækker sammen fra et liv på flere kontinenter:

»Men nogle gange, når jeg står til en stor familiefest i dansk sammenhæng, kan jeg pludselig se, at konstellationen med ekskone og børn fra første og andet ægteskab minder mig om min barndoms familiesammenkomster, hvor vi var 9-10 halvsøskende i alt.«

Mehdi Mozaffari klarede sig godt i skolen og fortsatte sine studier i politologi og jura ved universitetet i Teheran, da han i 1963 tog til Paris. Her oplevede han at være en del af ungdomsoprøret.

»Den eneste revolution, der er sjov,« som han siger.

Det var her i byernes by, at Mehdi Mozaffari fik smag for det frie liv, kvinder og også den trosfrie tanke.

»Folk spørger altid, hvornår jeg mistede min tro, men man kan også sige, at jeg fik min mentale frihed, og det var i Paris.«

Sideløbende med den udvikling færdiggjorde han sit speciale og blev i 1971 doktor i politologi ved Sorbonne, mødte sin danskfødte kone og rejste med glæde tilbage til Iran, hvor Mehdi Mozaffari fra 1973 blev ansat ved Teherans Universitet. Men glæden varede kort.

Mod en ny totalitarisme

Det var i efteråret 1978, at blodige uroligheder og et brat stemningsskifte forud for den islamiske revolution, ændrede alt for Mozaffari og hans familie.

»Man var ikke i tvivl. Fra den ene dag til den anden ville mine venner og naboer ikke hilse på mig, jeg var vantro, en forræder, og der var kun ét at gøre, hvilket den danske ambassade også anbefalede mig,« fortæller han. De tog flugten, især af hensyn til deres to sønner.

I første omgang til Paris. Her blev Mehdi Mozaffari ansat ved Sorbonne, men senere samme år flyttede familien til Danmark.

»Vi havde boet i mit hjemland, og det var på tide at bo i min kones land, Danmark,« siger han og kalder de første år for forvirrende.

Familien installerede sig i en lille lejlighed på Amager, og her begyndte Mehdi Mozaffari at skrive på det spørgsmål, der brændte sig på: »Hvad er revolution?«

Den modne mand finder det blå ringbind med linjerede og på fransk overskrevne papirark indeni. På første side står et citat fra Lenin, der siger noget om, at man ikke kan skrive sig til en revolution, man må gennemleve den.

Mehdi Mozaffari ler en næsten lydløs latter.

»Det er så det, jeg har gjort lige siden. Skrevet om det.«

Den personlige drivkraft har været den samme alle årene. Fra den tynde grønne bog om den iranske revolution, der kom på dansk i 1981 til den samlende analyse af islamisme som en orientalsk totalitarisme, der nu foreligger. På dansk, fordi Mehdi Mozaffari føler han står i gæld til det danske folk, der tog godt imod ham og hans familie.

»Men mine børn ser også fuldstændig danske ud, der er ingen, der kan se på dem, at deres far er forkert,« siger han med ironisk mine.

Spørgsmålet er, om han efter et langt livs forskning og akademiske udredninger er blevet klogere på den islamiske revolution, der med hans egen vurdering med 99 procent sikkerhed ville have slået ham ihjel, hvis han var blevet i Iran?

»Jeg forstår bedre i dag, hvilke mekanismer, der lå bag den islamiske revolution i Iran, hvilken genealogi og historie, der er islamismens, og kun ved at være på vagt over for den totalitære ideologi på sammen måde som vi er det over for andre, kan vi komme den til livs,« siger han.

Islamisme et ømt emne

En opgave, der ikke let lader sig gøre, al den stund at islam og islamisme er et »ømt emne,« siger han.

»Man bliver meget hurtig beskyldt for at være i den ene eller den anden lejr, og det er derfor, jeg kalder forskning i islamisme et ’frontierdomæne’,« siger han og minder om, at vi taler om regimer, ikke enkeltpersoner, der bekender sig til islam. En skelnen han ikke altid føler, andre opfatter, at han foretager, og han har da også haft PET i røret et par gange, medgiver han, men føler sig generelt hverken truet eller forfulgt på grund af sin forskning.

Han kalder islamisme for en nostalgisk bevægelse, der ønsker at genetablere islams storhed efter århundreder med forfald og stagnation og kommer i bogen en nødvendig definition af islamisme nærmere:

»Islamisme er en religiøst baseret ideologi, som rummer en totalitær tolkning af islam, hvis endemål er erobringen af verden med alle midler.«

Han konkluderer, at islamisme har en chikanerende kapacitet og forstyrrer den eksisterende verdensorden både voldeligt og værdimæssigt.

»Men islamismen lider af nogle alvorlige svagheder, der gør, at islamismen endnu ikke er i stand til at true den eksisterende verdensorden i samme grad som for eksempel Nazityskland og Sovjetunionen gjorde det i sin tid,« siger Mehdi Mozaffari og rykker det improvisatoriske sofabord nærmere puderne på gulvet, så de iranske dadler kommer indenfor rækkevidde.

Islamismen er som ideologi afhængig af andre dele af verden og deres ressourcer og dertil kommer, at islamismen indadtil er splittet.

»Man må tage højde for de tre hovedgrene, sunni, shia og wahhabi, men jeg taler altså om ideologien bag som en monistisk enhed,« forklarer Mehdi Mozaffari og griber hele tiden ud efter en bog, der underbygger et argument, illustrerer en pointe eller viser billeder fra det Iran, han ikke har sat sine fødder i siden efteråret 1978.

Bogreolerne bugner af fagbøger på farsi, engelsk, fransk og dansk. Foruden eventyr af H.C. Andersen, De sataniske vers og fotobøger om Iran. Alligevel rækker Mehdi Mozaffari stadig ud efter bestemte værker, han ikke fik med sig under flugten, fortæller han. Manglende bogrygge som billede på den identitet, han har skullet samle sig efter revolutionen.

Denne jord er ikke min

På trods af at professor emeritus’ største ønske er, at islamisme bliver fuldt integreret i disciplinen politologi og set på som et genuint og ikke eksotisk fænomen, ligger hans personlige historie under alt, han siger.

»Jeg må indrømme, at når jeg skriver, er der nogle steder, jeg har tendens til at springe let hen over. Det kommer stadig for tæt på,« siger han og ser ud gennem to gigantiske let lyserødt farvede krystallysestager, der fylder vindueskarmen og halvdelen af udsigten til Peblingesøen. Det mest smertelige ved revolutionen har været at miste jordforbindelsen til det land, han kaldte sit.

»Det er følelsen af bare at blive spredt for alle vinde, aldrig at have set min mor og fars grav i Iran for eksempel,« siger han og efterlyser flere kunstneriske bearbejdelser af den fordrevnes erfaring.

»Jeg venter hele tiden på, at der kommer en stor iransk roman om revolutionen. Jeg tænker tit på det, alene en figur som Khomeini, det kunne blive en fantastisk bog eller film, og det kunstneriske sprog formidler langt bedre den menneskelige erfaring af at være blevet frataget sit eget land.«

Mehdi Mozaffari er blevet stille i sin stemmeføring. Latteren lagt lidt væk. Han tygger på sin rugbrødsmad med fransk brieost, byder et glas receptionsvin og siger, han ikke selv ved, hvor han vil begraves, når den tid kommer.

»Det er underligt, selvom jeg ville vælge det danske folk over det iranske, så er denne jord ikke min,« siger han og tramper let med højre fod på trægulvet i stuen.

»Jeg kan godt lide at have jordforbindelse og får man sin aske spredt, så forsvinder man jo fuldstændig.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Espen Bøgh
  • Robert Ørsted-Jensen
  • Robert Kroll
  • Lars R. Hansen
Espen Bøgh, Robert Ørsted-Jensen, Robert Kroll og Lars R. Hansen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Thomas Borghus

Det er vel egentlig ikke sværere end, at VIL man bekende sig sig til en given ideologi, eller religion, må man afsværge eller frasortere de antidemokratiske dele af sådanne. Omfavne det sekulære eller kæmpe med ikke-voldelige midler. - Jeg glæder mig til Mehdis bog.

M. Mozafari var en heftig venstreorienteret i sine unge dage og det kom han aldrig af med. Ingen af hans talrige udtalelser og analyser om den iranske regering holdte stik nogensinde, lige præsis som Informationens indslager om Iran! Mon ikke hans nye bog er også en efterrationalisering af sin fortid...

Niels Holger - "om han var tilhænger af Sha Reza Palavi og hans CIA-styrede hemmelige terrorpoliti SAVAK"

Det ved jeg. Jeg kender ham fra Århus.

Nej. Han var vist mere Mujahediin i Khalk - før det blev en sekt.

Niels-Holger Nielsen

Interessant Henrik Jensen. Kunne du uddybe det en smule? Mujahediin i Khalk er et af mine mange blinde punkter. Man kan jo ikke følge med i alt;-)

Folkets Mujahedin, som de blev kaldt, var med i den reolutionære socialistiske blok - sammen med MPLA, Frelimo, cubanerne, nogle af chilenerne - vist nærmest VS.

MM har aldrig været tilhænger af Mojahedine Khalq. Denne er en religiøs terroristisk organisation, som bl.a. allierede sig med Saddam under den 8 års lange krig mod Iran.
Henrik Jensen
Ja, i starten (70erne) var Mojahediin en revolutionær organisation, der indladte guerillakrig mod Shahens regime. Men to år efter revolutionen var de i USAs og Israels side i kampen mod den iranske regering og folk. De har mere end 12000 terror og drab på deres samvittighed.

Niels-Holger Nielsen

Henrik Jensen

'Nej. Han var vist mere Mujahediin i Khalk - før det blev en sekt.'

Men hvad er han så nu? Nobody knows?

Niels-Holger Nielsen

Meget interessant at læse om Mujahediin i Khalk (MEK). Artiklen på engelsk wiki rejser næsten flere spørgsmål end den svarer på. Jeg fik mindelser om Bader-Meinhoff, Blekingegadebanden og diverse religiøse sekter.

Et spørgsmål til Henrik Jensen: Hvornår blev MEK en sekt? Mig forekommer deres politik fra starten af at have været sekterisk. Måske med undtagelse af en kort periode omkring 79/80???? Da jeg ikke har prøvet at leve i kontinuerlig illegalitet over en menneskealder, vil jeg ikke umiddelbart komme med nogle domme, men det forekommer mig at gruppens praksis fra start til slut(?) har været et billede på hvad man ikke bør gøre som revolutionær.

Niels - nu er jeg ikke specialist i Mek, men kan huske, at nogle af den ikke-stalinistiske venstrefløjs teoretiske tidsskrifter havde indlæg fra nogle af deres teoretikere.

Under opstanden mod shahen opførte de sig, internationalt, som andre af tidens bevægelser - PFLP f.eks. Da så iranerne vågnede op til den politiske islamismes velsignelser, og en allerhelvedes bunke af dem endte i Evin eller under en kran, og da Saddam troede, at han kunne stoppe Khomeini, da blev der sat turbo på persondyrkelsen af hr og fru Radjavi .

Jeg vidste ikke at Mehdi Mozaffari er født i Mashhad. Det må være mærkeligt ikke at have set sin fødeby siden 1978. Jeg besøgte Mashhad for kun godt en måned siden og kan nikke genkendende til Mozaffaris barndomserindring om de mange lig, der bliver båret rundt. Ligene bliver båret ind i nogle af de ydre pladser af den enorme Imam Reza moske for at få et sidste koran citat. Jeg var selv lige ved at få et lig over tæerne.

Jeg ankom med natflyveren fra Istanbul og bemærkede, hvordan veldrejede og smart klædte persiske kvinder pludselig iførte sig chador før de gik ombord i flyet. Det tog mig nøjagtig to sekunder at gå gennem paskontrollen. Jeg forestiller mig at det tager betydelig længere tid for en iraner, som ankommer til Kastrup.

Der er ikke noget religiøst politi i Iran. I det hele taget så jeg ikke en eneste politimand i den uge jeg var i Mashhad. Om aftenen i de mange hippe restauranter og cafeer var der tydeligt amoriner i luften. Unge par sad for sig selv i fortrolig samtale, og pigerne iført make up og smarte sko åbnede op for deres chador og viste håret frem.

Jeg var forbavset over den villighed til at diskutere politiske spørgsmål, som jeg mødte overalt. Der var almindelig tilfredshed med den nye præsident og mange udtrykte håb om at få et forbedret forhold til USA. Jeg kunne frit diskutere mohammed tegninger og fortælle om mine tidligere rejser til Israel. I anledning af mit besøg blev jeg interviewet til nationalt iransk tv, der ønskede at spørge ind til mit indtryk af iransk videnskab. Iranerne er utrolig stolte over deres kultur, og digtere som Hafiz og Ferdowsi har boulevarder opkaldt efter sig overalt i landet. Jeg blev på tv spurgt om jeg kendte noget til persisk poesi. Det var et overraskende spørgsmål, men heldigvis kunne jeg huske nogle få strofer fra et digt af Hafiz, som jeg for over tredive år siden læste i André Gide's oversættelse i Les Nourritures Terrestres.

Jeg mødte tre kvindelige phd studerende, som alle har studeret i Danmark. Den ene studerer nu i Lund på et EU-stipendium, som hun fik i konkurrence med 500 andre ansøgere. Det er lettere for kvinder end for mænd at få lov til at studere i udlandet. Unge mænd skal først have aftjent to års værnepligt eller deponere et større beløb i en bank før de får lov til at forlade Iran.

Karsten Aaen, Stig Bøg, Søren Peter Langkjær Bojsen, Troels Bang, Flemming Scheel Andersen og Morten Pedersen anbefalede denne kommentar

Er det ikke komisk hvordan tyv tror at alle andre også er tyve?

Mehdi Mozaffari, en personen der beskylder islam for totalitarisme med hjælp af argumenter om Irans historie herunder revolutionen, viser sig at han og hans familie var nemlig totalitære, og de derfor tror at alle de andre i Iran også må være totalitære. Komisk hvis man ikke vidste bedre!

Mehdi fortæller om sin polygam af en far, men han fortæller ikke at hans far nok har tilhørt eliten hvis han kunne få sig to koner. Han fortæller ikke at den elite hvilket Mehdis far tilhørte var totalitær. Læs lidt om Irans historie før og under andenverdens krigene, og man vil opdage at folk døde af sult og fattigdom, mens nogle meget få kunne få sig hele to koner!

Når Mehdi synes at han havde en "god" barndom er det i lyset af at han tilhørte en totalitær samfundsklasse der så stort på iranernes levestandard. Senere hvor Mehdi endda formå at komme til Paris, noget den almindelige Iraner ikke engang havde uddannelse til at vide hvad var, er det igen komisk hvordan historien spiller en puds og gør Mehdi til en "wanna be kommunist". Han bliver draget af Marxisme, noget han i dag kalder for totalitær. Vi kommer til MKO, mujahedin-e-khalgh en islam marxistisk terror gruppe fra dag 1., hvor Mehdi har været en klar sympatisør af gruppen.

MKO fra dag 1 har været en terror gruppe, hvor de startede med at terrorisere amerikanere der var bosat i Iran. De begyndte senere at bombe og terrorisere andre amerikanske/ shahens installationer og folk. Senere hen hjalp de Saddam med at gasse kurdere under Halabja og bombe den iranske parlament, hvor datidens præsident og mange flere politikker døde. Det var også under denne angreb at Khamenei, irans leder i dag, mistede sin højere hånd.

Altså det viser sig at Mehdi og hans typer ikke rigtig kan komme over sig at de mistede deres privilegier som de havde arvet fra deres tip tip olde forældre. Han vil ikke indse at hvis folk ikke ville kendes ved ham den ene dag efter den anden, var det ikke pga hans religion eller anden tanken end præcis hans totalitære holdninger. Hvad iraner i årtier havde levet som slaver under Tehrans elite og totalitarisme, var over nat (revolutionen) nu frie til at fortælle om deres foragt over for typer som Mehdi der havde vendt det blinde øje til Irans sociale og økonomiske problemer. Hvordan ville naboen have det når de ikke kunne få mad på bordet og Mehdi kunne tage til Paris og dalle rundt med vin og kvinder??

Nej, enhver historiker ved udmærket godt hvad den Iranske revolution handlede om, og typer som Mehdi der har mistet deres identitet og realitets sans er direkte komiske med deres sø forklaringer om "islams totalitarisme". Hans paranoia om at tage til Iran er ved gud det mest langt ude og nok det bedste argument for hvor lidt han egentligt har viden om Iran.

Mehdi og hans lig. er godt stof for en avis som informationen. Ligger man mærke til hvordan Mehdi sammenligner Marxisme, facisme, nazisme og islam, opdager man hurtigt hvor komisk "korrekt" hans liste er ifølge "tidens propaganda".

Jeg vil råde denne gamle mand til at se indad. Jeg råder ham til at acceptere at man som menneske altid kan fejle og at ens historie ikke behøver at diktere ens fremtid. Han burde samle sig mod nok til at se realiteterne i øjnene og hellere lade sin identitet blive præget af realismen end hans nuværende illusion.

Niels Jespersen

Jeg må sige artiklen er meget tyndbenet, når det gælder Iran og hvad der dog skete der som gjorde det nødvendigt for professoren at flygte. Det er bestemt mærkeligt at han ikke kan besøge landet - jeg kender mange iranere som er rejst ud eller "flygtet", men som uden problemer kan rejse ind og ud som de har lyst. Hertil kommer at landet jo gradvist ændrer sig - som man kan se i Frank Hansens indlæg. Om det nu også er helt dækkende når det gælder det religiøse politi og andre ting ved jeg ikke.

Men jeg vil gerne henvise til en Iran specialist som er amerikansk antropologiprofessor, som taler og læser sproget og som har besøgt landet siden shahens tid - faktisk var han tilstede under revolutionen. Han har en aldeles fremragende hjemmeside, hvor man også kan søge efter tidligere artikler fra hans hånd. Det drejer sig om

William Beeman

www.wbeeman.com

Hans bøger om Iran er også aldeles fremragende når det gælder om at oplyse om kulturen, samfundet, iranernes grupperinger (det er ikke så homogent som vi får indtryk af i aviserne) og de begivenheder man har et (forkert som oftest!) indtryk af fra aviserne gennem årtier.

"The great Satan and the mad mullahs" er titlen på hans bog om Iran.

Jeg vil også nævne en anden fremragende kilde, en tidligere amerikansk diplomat og tidligere deltager i inderkredsen i USA's udenrigspolitik, som kender landene i området og taler sprogene derovre.

William Polk med hjemmeside

www.williampolk.com

hvor der findes artikler og henvisninger til bøger om bl. a. Iran som han har skrevet - igen aldeles neutralt såvidt jeg kan bedømme det.

Angående MEK, så har selv USA længe haft denne organisation på listen over terrororganisationer. Det er nu ikke længere tilfældet da pres fra den israelske lobby i USA har ført til en ophævelse af terrorlistningen for ikke så længe siden. Det samme er tilfældet i EU (vi følger jo som bekendt gerne i hælene på USA når det gælder disse ting...).

Denne organisation har ingen tilhængere længere i Iran, da den som bekendt støttede Irak under krigen mellem Iran og Irak. Det kan man finde en del artikler om på professor Beemans hjemmeside ved at bruge søgefunktionen.

… kunstneriske bearbejdelser af den fordrevnes erfaringer.
Waciny Laredj’s nyligt oversatte bog ’Det andalusiske hus’ kan anbefales.

@Troels Bang:

Det er muligvis kun et spørgsmål om, hvordan man udtrykker sig, men for mig at se, så er det ikke islam, Mehdi Mozaffari kalder for totalitær. Det er derimod islamismen.

Uden i øvrigt at kende noget som helst til Mehdi Mozaffari (denne artikel må være den første, jeg læser om ham), så finder jeg det ligeledes svært, ikke at opfatte islamismen som totalitær.

Ser vi på netop Iran, hvor mennesker henrettes, hvis de f.eks. er homoseksuelle, eller hindres i at stille op til valg, fordi de ikke bliver godkendt af et til formålet nedsat religiøs råd, men også eksempelvis på et land som Saudi Arabien, så er det for mig at se svært at komme uden om, at vi her har med totalitære regimer at gøre - også selv om de står for hver sin udgave af islamismen.

For mig er der forskel på islam og islamisme. Islam er en religion. en missionerende lovreligion, jovist, men den er i en moderne fortolkning ikke en totalitær religion i sig selv. Der levnes plads til andre.

Islamismen, derimod, er for mig en totalitær ideologi, der under henvisning til islam påberåber sig retten til at undertrykke anderledes tænkende personer og folkeslag.

Ligeledes er der for mig forskel på udøverne, muslimer og islamister. De tilbeder den samme gud, men derfra har de ikke meget til fælles.

Niels Jespersen

Den iranske nobelpristager Shirin Ebadi har skrevet en bog om sit liv før, under og efter revolutionen. Blev udgivet på dansk for nogle år siden.
Damen var dommer i shahens tid men støttede revolutionen, for så at blive klar over den kvindefjendske del af islamisternes program noget senere.
Men tingene ændrer sig jo efterhånden så måske er tingene ved at blive ændret ganske meget siden - se f. eks. www.wbeeeman.com med hans skildringer af livet i Iran, som bestemt ikke er så endimensionalt som vi ellers tror, hvis man skal tage aviser og TV alvorligt...og heller ikke så statisk som det bliver gjort til...

Niels Jespersen:

Så har jeg læst artiklen, du linker til. Det får mig ikke til at opfatte det politiske system og styre i Iran som andet end totalitært.

Niels-Holger Nielsen

Jeg er google-earth entusiast og har på denne måde rejst verden tynd fra de ødeste ørkner til de mest overbefolkede megabyer. Kombinationen af kort og billeder er fantastisk, og der er steder jeg bliver ved med at vende tilbage til. Et af dem er Mashhad og Imam Reza moskeen. Den helligdom er bare fantastisk, og så har man ført et kæmpe motorgadekryds ned under anlægget. Man kan godt forstå at iranere er stolte af deres kultur. Tjek det ud!

Per Torbensen, Niels Jespersen og Karsten Aaen anbefalede denne kommentar

Troels:

"MKO fra dag 1 har været en terror gruppe, hvor de startede med at terrorisere amerikanere der var bosat i Iran. De begyndte senere at bombe og terrorisere andre amerikanske/ shahens installationer og folk".

Angreb på shahens installationer osv. Du kalder det terror. Jeg tror dog, at andre bruger andre ord...

Carsten Hansen

Med hensyn til Irans udvikling, så kan man ikke stille det op som det onde mod det gode.

Shahens styre var skidt men ayathollaérnes regime er mindst lige så slemt, om end ikke værre.
Efter revolutionen blev de socialistiske med-revolutionære dolket i ryggen af de religiøse fanatikere.

Derfor må det være ganske nemt for socialister at tage klart afstand fra både det daværende og det nuværende regime.
Det ene diktatur afløste såmænd bare det andet !

Niels-Holger Nielsen

Stormagterne tænker i geostrategi. Mit råd til alle, når de skal beslutte sig for om den ene eller den anden politik i internationale relationer er værd at støtte, er at gøre som stormagterne: Tænk strategisk. Søg og støt de relationer, som svækker stormagterne, men undgå for alt i verden at tage stilling for det ene eller det andet undertrykkelsessystem som værende bedre end andre undertrykkelsessystemer. Skærp din taktiske sans for at påvirke verdens udvikling strategisk. Den største fjende først. Så er resten nemmere.

Carsten Hansen

Niels Holger.

Din søgen efter den største fjende er vist givet på forhånd.

Det nytter dog ikke at give USA skylden for al elendighed her på jord. Det er for naivt.
Dertil er der der for mange despoter, psykopater og magtliderlige personager til, overalt.

Kære alle

SVT1 eller SVT2 sendte en serie programmer i foråret 2013 eller måske var det i sommeren 2013; unge døve fra Sverige tog til Iran. Og mødte andre døve fra Iran. Og de havde præcis den samme oplevelse som Frank Hansen, overalt var der unge mennesker - og ældre mennesker - som mødte dem glade og fordomsfrie. For mig var denne serie en øjenåbner i forhold til hvordan det virkeligt var i Iran (sådan cirka).

De unge døve, både mænd og kvinder, fra programmet, kunne bevæge sig frit (sådan cirka), tale med stort set alle. Og de opsøgte også (hemmelige) diskoteker hvor folk kunne danse mv. Og i middelklasse iranernes hjem blev der drukket alkohol mv. De så også unge mennesker, mænd og kvinder, sidde udenfor på cafeerne, i Teherans, Isfahans og vist også Mashdads gader.....og tale sammen...

ps:
Må jeg gøre opnærksom på at der i Iran er et folkevalgt parlament med 270 medlemmer, som stemmer om stort set alt. Og at der så også er en åndelig leder, Khamenei, som kan standse beslutninger, han ikke synes om, nedlægge veto, hedder dette vel. Den amerikanske præsident kan også nedlægge veto, eller han kan vælge ikke at underskrive en lov. I så fald skal loven gå tilbage til Kongressen (Huset og Senatet). Og ja, den iranske forfatning er anderledes end den danske; i praksis er det altså også anderledes. For selvom Dronning Margrethe har en teoretisk eller hypotetisk mulighed for at lade være med at underskrive et lovforslag, gør hun det jo nærmest aldrig, vel. (eller aldrig).

Bare fordi at man har en instans som sikrer, at folket ikke går amok i en følelsesmæssig rus, som f.eks. den tyske Forfatningdomstol, eller det tyske Bundesrat, eller det amerikanske Senat. Eller den åndelige leder i Iran, Khamenei.

Pointen her er denne:
Kigger man på hvad der står om Iran og dets politiske system på f.eks. wikipedia vil man se, at det iranske politiske system er yderst kompliceret med check and balances, det er som det er taget direkte ud af john locke og montesquies tanker om magtens tredeling og om magt mv.

Der er nok at skrive om ift. Iran, bl.a. at homoseksuelle (ofte) bliver dømt for at overtræde landets love, og hængt. Men skal vi sammenligne, hvor er kritikken af Kina henne? hvor er kritikken af USA henne, når det kommer til at henrette - og ikke mindst fængsle folk. Mindst 1% af USA's befolkning er io fængsel, hvis ikke det nærmere er 2% af befolkningen i USA. Og mindst 2/3, hvis ikke 3/4 af disse mennesker i USA - er sorte. Og er man på vej i fængsel, i fængsel, eller på vej ud af fængsel, har man i USA slet ingen borgerrettigheder. Ikke for at forklejne det der sker med f.eks. homoseksuelle i Iran, men I er godt klar over, at i visse dele af Indien kan man faktisk måske blive arresteret, hvis man kysser sin kæreste på åben gade...eller få en meget stor bøde...

ps:
Man må endelig ikke sige til en iraner, at han er araber; det er den største skændsel, man kan gøre. Det ville svarte til at sige til en dansker at han var svensker eller til en skotte, at han var englænder. Iranerne er et stolt gammelt kulturfolk med en kultur, der går mindst 2000-3000 år tilbage til Kong Xerxes og Kong Dareus. Og lad os endelig ikke glemme at Xerxes af Persien vist startede sin regeringstid med at slette al gæld, opbyggede et system som ligner det demokrati vi ser i Athen senere, at kvinder også kunne deltage i styret mv. Så jo, perserne/iranerne har meget at være stolte af, ikke mindst deres digtere og billedkunstnere.

Niels-Holger Nielsen

Carsten Hansen, jeg har ikke tildelt, og kunne aldrig finde på at, at tildele USA skylden for al dårligdom i verden. Hvad jeg derimod påpeger er, at pt. (den kan, og vil sikkert, ændre i det lange løb) er USA hovedfjenden. Du har en anden vurdering, men undlad venligst at tillægge mig synspunkter, som jeg ikke selv har givet udtryk for. Det gør jeg jo heller ikke i forhold til dig, vel?

Carsten Hansen

Niels Holger.

Du må da meget undskylde hvis jeg har tillagt dig holdninger du ikke har.
I min optik, var det dog et kvalificeret udsagn taget dine mange indlæg fra andre tråde i betragtning .
Men måske tager jeg fejl.

PS. At påstå Iran er et demokrati, når religiøse ledere udvælger de personer der må stille op til valg, betragter jeg som en håbløs påstand.

Anders Sørensen

@ Aaen: det iranske politiske system er en glimrende illustration af, hvad der sker med et styre, når systemet med checks and balances bryder sammen. Khomeini havde ganske mange ideer omkring det ideelle samfund indeholde netop disse checks and balances. Han brød selv med idealer og ved Khameneis tiltræden togs yderligere store skridt mod det totalitære. Iran ville næppe befinde sig i den situation, som det gør i dag økonomisk, udenrigspolitisk og indenrigspolitisk, hvis magten ikke havde været koncentreret omkring snævre cirkler, hvor få tænker på velfærden for helheden og den samlede iranske befolkning.

"ikke for at forklejne det der sker med f.eks. homoseksuelle i Iran, men I er godt klar over, at i visse dele af Indien kan man faktisk måske blive arresteret, hvis man kysser sin kæreste på åben gade...eller få en meget stor bøde..."

- Wow! Iran er en mønsterstat ved siden af Indien. Det indser jeg nu! ;-)

Nej, jeg siger ikke at Iran er en mønsterstat ved siden af Indien. Men er det ikke interessant at så mange mennesker er optaget af Iran, når de ikke er optaget af at inderne ikke gider kaste så meget som et enkelt blik på, endsige tale med de kasteløse, dalitterne.

Ja, det som sker med homoseksuelle i Iran er afskyeligt og forfærdeligt, ikke mindst fordi det sker som led i den iranske stats kampagne mod dem. Mit ærinde med dette er er at sætte fokus og perspektiv på at andre steder i verden er man mindst lige så slem, hvis ikke værre, mod folk som kysser hinanden på åben gade. [I er godt klar over at man i DK har en paragraf i straffeloven som forbyder utugtig opførsel i offentligheden, f.eks. må man ikke gå nøgen rundt på Strøget, man må ej heller bolle midt på Gågaden i en by, eller tage for meget på sig selv i et S-tog. Dette krænker nemlig blufærdigheden, den offentlige altså....]. Igen - for at sætte det her i et perspektiv...

ps:
Er Danmark et demokrati? Når partiforeninger bestemmer hvem der (hvilke personer som)vælges til kandidater, og evt. også hvor højt oppe op kandidatlisten disse personer skal stå. Når man så er valgt, skal man holde sin politiske kæft med hvad man mener og loyalt stemme for alle politiske forslag, også forslag som man ikke er enig i.

Karsten Aaen har på forbilledlig vis udlagt, hvad Iran egentlig er, et teokrati, hvor et Vogternes Råd sætter de mere eller mindre snævre rammer for, hvad det folkevalgte parlament kan diskutere. Vogternes Råd, og lederen Khamenei, er, i modsætning til f.eks. den amerikanske præsident, ikke folkevalgte.
Og som han skriver, så er forskellen jo indlysende, hvor Danmark er et demokrati, er man ikke tilfreds med de muligheder, partiforeningerne tilbyder, og partiernes politik, stiller man blot op selv (som f.eks. Jacob Haugaard) eller danner et nyt parti, uden godkendelse af et Vogternes Råd.

Niels-Holger Nielsen

Du fremturer Carsten Hansen. Jeg har aldrig betegnet Iran som et demokrati. Men jeg mener heller ikke, at det er et autokrati som fx KSA.

Carsten Hansen

Niels H.

Min kommentar omkring demokrati i Iran var egentlig rettet til Karsten Aaen.

Bare for at få afklaret Dette
Dog har du anbefalet Aen´s kommentar.

Carsten Hansen

Hvad angår demokratier, så er der ikke mange der velfungerende.

Dog er der nogle der fungerer bedre end andre.

USA og Rusland hører absolut ikke til blandt mine favoritter.
Iran kan aldrig komme i betragtning til at kunne vurderes som et demokrati.