Læsetid: 8 min.

Landbokulturen skabte vor tids velstand

Ove Korsgaard fortæller i ny bog den storslåede og tragiske historie om dansk landbrugs ud- og afvikling. ’Solskin for det sorte muld’ er en art erindringer fra landbrugssønnen, der via sine akademiske kundskaber perspektiverer den kultur, han selv trådte ud af i 1960’erne. En landbokultur fæstnet på dyder som nøjsomhed og nærhed til produktion, vi måske finder tilbage til
Ove Korsgaard sætter tæring efter næring, og det betyder meget for ham at eje sit eget hus og have otte tønder landjord. Som ung vendte han sig fra forældrenes landbrug, men han mener i dag, at den forsvundne landbokultur havde nogle kvaliteter, der også har gyldighed i dag.

Tor Birk Trads

1. november 2013

Da Ove Korsgaard gik i sjette klasse, hjalp han med at bygge en ny kostald til barndomsgården, der lå på Mors med udsigt over Limfjorden. Et arbejde der begyndte klokken fem om morgenen, for køerne skulle flyttes og malkes, inden skolen startede klokken otte. Ved syvtiden gik far og søn ind i stuehuset til morgenmaden, der bestod af kaffe, brød og ost samt havregryn til sønnike.

»Det var min hofret,« siger Ove Korsgaard, »og kunne jeg snige mig til at hælde fløde og masser af sukker på, var det herligt.«

Fløden hentede han dengang i 1956 direkte fra en spand i stalden. Stak sin kop ned i det fede mælkeprodukt, han selv havde en friskmalket andel i, og netop den nærhed til produktion, regner den 70-årige professor Ove Korsgaard i dag som et af de største tab ved landbokulturens endeligt. For som han skriver i bogen Solskin for det sorte muld, der udkommer den 6. november, så lukkede og slukkede landbokulturen med hans forældre, Anna og Axel Korsgaard.

»Min far tilhørte sidste generation af den nye bonde, der trådte ind på historiens scene i 1800-tallet. Han oplevede både glæden ved at være med i en storslået tradition og smerten ved at se den smuldre,« skriver sønnen i bogen.

Forældrene døde i henholdsvis 1994 og 2000, og skønt Ove Korsgaards lillebror i dag ejer Hvidbjerggaard, mistede gården sin sjæl, da de omkringliggende tønder land i 1999 blev solgt fra, og forbindelsen mellem jord og slægt blev brudt. Bygningerne ligger som en landlig erindring om, hvad der engang har været.

Eller som Karl Ove Knausgård formulerer det i det citat, der indleder Korsgaards bog: »Når vi forstår en hændelse, er det kulturen, hændelsen foregår i, vi forstår. Forsvinder kulturen, forsvinder forståelsen, og hændelserne står gådefulde tilbage som statuer på Påskeøen.« Citatet stammer fra sjette bind af Karl Ove Knausgårds Min kamp.

»Det er historien om den forsvundne landbokultur, jeg gerne vil fortælle,« siger Ove Korsgaard fra stuen i den tidligere skole ved Valore nær Viby Sjælland, hvor han på 18. år bor med sin kone, Klara Aalbæk Korsgaard.

Familien flyttede hertil efter blandt andet at have boet, levet og arbejdet i 21 år på Gerlev Idrætshøjskole, og Ove Korsgaards personlige historie går fra landbrug og andelsmejeri over højskole og sogneråd til universitetsverdenen og et liv 45 minutters kørsel fra storbyen. Et stykke Danmarkshistorie, han med sin brede samfundsmæssige viden krydsklipper med sine barndomserindringer i bogen, der har været nogle år undervejs.

»Det ligger mig på sinde at skrive bogen nu, dels fordi jeg måske som en af de sidste vidner kan fortælle en stor periode i dansk historie indefra, og dels fordi jeg mener den livsform, der var knyttet til landbruget, havde nogle kvaliteter, det kan være værd at kende i dag.«

Landmanden som samfundets rygrad

Historien om Hvidbjerggaard er ikke enestående. Den er typisk for de titusindevis af gårde, der er blevet nedlagt over de seneste fire-fem årtier i Danmark.

»Men selv om historien er tæt på i tid, er den meget langt væk i mentalitet,« siger Ove Korsgaard.

Som barn var forestillingen om, at landbruget en dag ikke længere ville udgøre rygraden i det danske samfund tilsvarende fjern, og det stod sent klart for ham, at han selv ville vende landbruget ryggen.

»Flere af mine samtidige, som forfatteren Jens Smærup Sørensen, beskriver deres opvækst på landet som en trældom,« siger Ove Korsgaard med langsom stemmeføring.

»Sådan havde jeg det ikke.«

Derimod husker han fryden ved at bestige den første røde Ford-traktor, der kom til Hvidbjerggaard i 1948 og erstattede 10 røde heste, og udover juleaften slog intet den frydefulde fornemmelse, han fik ved at pløje eller så, »mens blæsten gik frisk over Limfjordens vande.«

Frustrationen og tårerne, når hans far lod karlen harve i stedet for ham, har også fundet vej til bogen, og måske er den særlige stil, der bringer teoretikere i spil med minderne, den eneste måde, Ove Korsgaard kan skrive erindringer på. Gennem et akademisk filter.

I hvert fald ruttede hans far, Axel Korsgaard ikke med ordene. En sproglig nøjsomhed, der har sat sig hos sønnen som tilløb og rømmen sig. Selv udtalen holder han lidt igen med. Som mellemlander hvert stød i konsonanterne på en blød madras, inden de slippes fri af munden. Spørgsmålet er, om forskeren, der senest i 2013 fik udgivet bogen Folk i den roste serie Tænkepause fra Aarhus Universitetsforlag, fandt ny viden om slægt og folk ved at bruge sin egen familie som indgang.

»Jeg kendte historien i store træk, men der var konflikter i min familie, jeg ikke kendte til, som at mine bedsteforældre modsatte sig, at min faster giftede sig med en forlæggersøn fra København. Som min bedstefar lakonisk svarede, når nogen spurgte, hvorfor han ikke var med til brylluppet: »Det var kun for de nærmeste.«

Ove Korsgaard ler, så man aner trækkene fra de sort/hvide familiefotos af forfædre i bogen. Af stovte bønder med brede kæber og ansigter, der stråler mere af videbegær end af slidsomt vejrlig.

Men arbejdet med bogen gav også en anden ny indsigt.

»Jeg var ikke klar over, at religiøsitet og oprettelsen af menigheder på Mors var en løftestang for at komme ud af almuekulturen og standsystemet, men det kan man se, når man kommer helt tæt på kilderne,« siger han og berører en central tese i værket og en kongstanke for ham selv: At en enhver social bevægelse, der vil løfte sig, også må disciplinere sig.

»Det er en tanke, jeg tidligt tog med mig fra Max Weber, og som den kropskultur, der lå i gymnastikbevægelsen, var udtryk for,« siger han, og som han skriver i bogen: »I mit hjem diskuterede vi aldrig, om vi skulle holde jul, om køerne skulle fodres, eller om vi skulle gå til gymnastik. Det gjorde alle ordentlige mennesker.«

Af samme årsag var forældrene ikke begejstrede, da han begyndte at spille fodbold. Til gymnastik sang man »Altid frejdig når du går«, til fodbold genlød banerne af »Vi går aldrig hjem«, og også alkoholen var en forskel på de to idrætsformer.

Gymnastik var altså ikke bare gymnastik, det var styrkelse af disciplin, ånd og moral, og som sådan en styrkelse af hele bondestanden.

På samme måde er Ove Korsgaard interesseret i ritualer som middel til at opbygge sammenhold. Noget næste generation tager med sig videre, mener han.

»Det kan være at synge en højskolesang til ’magasinopførelsen’ Zetland Live, som min datter Lea Korsgaard er medarrangør af, men rammesætning og ritualer i det hele taget ser jeg komme igen.«

I barndomshjemmet lå mange ting helt fast. Også forældrefriheden søndag over middag, hvor de to gamle skubbede kommoden hen foran soveværelsedøren og satte Giro 413 på.

»Vi så aldrig vore forældre kysse hinanden. Så hvordan der kunne komme otte børn ud af deres samliv, havde vi kun en vag forestilling om,« skriver Ove Korsgaard og tilføjer, at søndagens middagslur sikkert har gjort sit.

Vendepunktet i værkstedet

Det var, da den unge Korsgaard i 1963 kom på Askov Højskole, at en flænge af tvivl pludselig rev sig igennem hans forventningshorisont.

»Det var en åbenbaring i forhold til at have fri hver anden søndag at komme til en højskole med fester, intellektuel stimulans og valgfrihed,« husker Korsgaard, og det er derfor en forandret ung mand, der beslutter sig for at tale med sin far: »Jeg har tænkt tanken over længere tid, men hver gang veget tilbage,« siger Ove Korsgaard, men så en formiddag i værkstedet skulle det være.

»Vi gik og ryddede op, min far og jeg, da jeg endelig fik det sagt. At jeg ikke ville fortsætte ved landbruget,« genfortæller Ove Korsgaard, der husker dagen meget tydeligt.

»Jeg ville jo ikke skuffe ham.«

Men faderen tog det pænt. Sagde, at det kun var ham selv, der kunne afgøre den sag.

»Så blev jeg så lettet, at jeg syntes, jeg måtte tilføje nogle flere argumenter.«

Ønsket om mere fri tid røg på bordet.

»Det syntes jeg selv lød lidt fladt. At jeg ikke ville være landmand, fordi jeg gerne ville have mere fritid,« siger Ove Korsgaard og ler let.

»Det fik mig til at sige noget, der også overraskede mig selv: At jeg heller ikke troede på Gud.«

Den del af bekendelsen faldt faderen for brystet, og når Ove Korsgaard i dag tænker tilbage, giver hans fortalelse kun mening på én måde: »Alt, hvad jeg forbandt med landbrugsmiljøet og dets arbejde, var legitimeret ved Gud. Det kom spontant og var ikke udtryk for, at jeg var ateist, eller hvad man ville sige i dag.«

Otte tønder landjord og 40 delefår

Ove Korsgaard uddannede sig til lærer og frigjorde sig fra jordbruget. Alligevel har landbrugsrytmen præget ham så meget, at han ikke kan klemmes ned i et 7-16 job, siger han.

Derfor passede livsformen i de 21 år i alt, han var lærer og forstander på Gerlev Idrætshøjskole, ham godt. Den nære sammenhæng mellem identitet og sted. Den tætte forbindelse mellem familie og arbejde.

»Vores fire børn har også stærke minder fra den tid, og de ønsker for deres egne børn, at de må få oplevelser med fællesskab og kammerater, der minder om deres,« siger Ove Korsgaard, der stadig regner en 37 timers arbejdsuge for »latterligt lidt.«

»Men jeg står ikke op klokken fem hver dag, som min far gjorde. Jeg er et B-menneske og er ofte først oppe klokken syv eller halv otte,« siger den 70-årige mand, for hvem dagen begynder med et udebad i bruseren på gavlen.

Morgenmaden består af mysli – uden fløde og uden sukker – og selvom Korsgaard som så mange andre danskere blev den første akademiker i familien, viser nogle værdier sig at være blivende.

»Jeg sætter tæring efter næring, og det betyder meget for mig at eje mit eget hus og have otte tønder landjord,« siger han og viser ud til de 40 får og de høns, de deler med naboerne.

Her er stadig en vis nærhed til produktionen, i hvert fald til æg, hvilket børn, svigerbørn og børnebørn ofte nyder godt af, og måske har andelsbevægelsen heller ikke levet forgæves.

»Jeg har ikke en længsel efter at genindføre en kultur, der er gået tabt, men jeg tror, vi må finde tilbage til nogle af de værdier, den kultur byggede på,« siger Ove Korsgaard og kigger over mod hønsegården.

Som for eksempel det at være en aktiv borger i lokalsamfundet, som bønderne blandt andet via andelsforeningerne var det.

»Når vi forveksler forbrugerrollen med borgerrollen, er demokratiet i fare,« advarer Korsgaard, der også gerne ser nærheden til det materielle livsgrundlag komme igen.

»De instanser, vi har fjernet os fra, som vand, luft og jord, de kommer igen på globalt plan i form af klimaforandringer og rovdrift på naturen, så vi tvinges til at tage stilling til dem. Måske på nye og overraskende måder,« siger Korsgaard, der nu med bogen Solskin for det sorte muld har givet både slægtshistorien og stafetten videre til næste generation.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Vibeke Rasmussen
  • Christian Harder
  • Flemming Scheel Andersen
  • Jens Høybye
  • Karsten Aaen
  • Sören Tolsgaard
  • Andreas Trägårdh
  • Per Torbensen
  • Agnete Odgaard
Vibeke Rasmussen, Christian Harder, Flemming Scheel Andersen, Jens Høybye, Karsten Aaen, Sören Tolsgaard, Andreas Trägårdh, Per Torbensen og Agnete Odgaard anbefalede denne artikel

Kommentarer

Jeg var der selv! Knap et tiår ældre end Korsgaard, og kom ud langt senere end han, før jeg blev akademiker!

Med al respekt for Korsgaards ærlige og indtrængende beretninger og beskrivelser, så er det første jeg tænker: Ibsen: evigt ejes kun det tabte, Sandemose: det svundne er en drøm og Blixen: en tilstand varer ALDRIG ved!

Og nu hvor jeg er i det smålige, negative mood: der findes ingen, har ALDRIG fandtes en RØD Ford traktor, og hvordan forplantningens mysterier kunne forblive ukendte for en dreng på landet efter det fyldte 4. år?

På min barndoms gård var der to unge piger i huset og to karle i bedriften. Gården havde egen tyr og orne. Det der ikke kunne begribes, ved selvsyn i husdyrholdet, blev til overmål omtalt uden forblommede omskrivninger, når forældre var 'i byen' om aftenen. Så samledes de unge piger og karle på den gård, hvor der skulle 'barnepiges'! I Deres snak og handlinger blev intet overladt til fantasien!

Der VAR dejligt derude på landet, for bønderne og deres børn på gårdene med 50 - 60 tdr. land god jord og opefter. Jeg kan sagtens dele Korsgaards vemod over dette tabte 'paradis', men jeg kan kun glæde mig over, at der sammen med opsvinget i slutningen af 50'erne, der i realiteten blev indledningen til bøndernes nedtur, blev sat en endelig stopper for den fysiske og mentale armod som husmændene på de allermindste brug og især de af arbejderne, der som en del af lønnen havde fri hus hos bønderne, led under. Sidstnævnte måtte 'bøje hovedet' uanset bondens evt. urimeligheder: Han kunne ikke tåle at miste sit husly.

Bønderne sad på magten, som deres soleklare privilegie - besad i vid udstrækning den overbevisning at de var Guds gave til samfundet, fordi fødevareproduktionen betød ALT for valutaindtjeningen, den gang.

I sogneråd, menighedsråd, skolekommision you name it. Tvivl om habilitet kom yderst sjældent på tale i denne magtfuldkommenhedens højborg!

Lyder jeg negativ? Det er jeg ikke, tænker bare at udvikling og - afvikling - også kan være godt for noget;-)

jens peter hansen, Lars Schmidt, Flemming Scheel Andersen, Per Torbensen, Rasmus Kongshøj, Karsten Aaen og Niels Mosbak anbefalede denne kommentar

Min onkel fik sin første traktor i begyndelsen af 50 erne,den hed vist en ferguson og den var grå,den stod i laden i 90 erne,blandt to andre,glæder mig til at læse bogen.

Flemming Scheel Andersen og Karsten Aaen anbefalede denne kommentar

Laust Holst

Du har ret - der var ikke en rød Ford traktor - det har nok været en rød Massey Ferguson, eller måske en International Harvester.
Ford og Fordson traktorer var blå, også dengang landbrugets afvikling begyndte at tage fart i løbet af 1970'erne.

Men det er rigtigt - det er en vigtig kultur der forsvinder og med dens forsvinden, er der sket en fremmedgørelse i samfundet hvor de færreste tænker over hvor maden egentlig kommer fra og hvordan den er produceret.
Kød vokser jo nærmest op af kølediskens bund og mælk er firkantet.
Hvor mange kender en bonde i dag?

Flemming Scheel Andersen, Holger Madsen og Karsten Aaen anbefalede denne kommentar
Grethe Preisler

Den første Ferguson model TE-20 (også kaldet husmandshesten eller den lille grå) kom til Danmark i 1947 som et led i Marshallplanen.

Den kan i dag besigtiges på et podium i den permanente udstilling på landbrugsmuseet i St. Restrup sammen med den hestetrukne selvbinder og det petroleumsdrevne tærskeværk.

Niels Mosbak, Karsten Aaen og Per Torbensen anbefalede denne kommentar

Volvo BM 320 var rød-Massey Ferguson TE-20 grå og mange Ford traktorer blå,der var også nogle grønne,måske italienske ?
Det var ihvertfald dejligt som københavner dreng under 10 år at køre Ferguson ,stadig en fantastisk maskine,duften af maling,olie ,gummi og blå diesel olie i sorte røgskyer når den arbejdede,oh disse forgangne tider med lærke sang før det giftige landbrug satte ind.

Jan Weis, Niels Mosbak og Karsten Aaen anbefalede denne kommentar
Sören Tolsgaard

Et tiår yngre end Korsgaard oplevede jeg kun de sidste skvulp af den tid, han beskriver. Jeg genkender dog "den særlige stil", som artikelskriveren bemærker:

"I hvert fald ruttede hans far, Axel Korsgaard ikke med ordene. En sproglig nøjsomhed, der har sat sig hos sønnen som tilløb og rømmen sig. Selv udtalen holder han lidt igen med. Som mellemlander hvert stød i konsonanterne på en blød madras, inden de slippes fri af munden."

Denne "stil" eller måske snarere mentalitet eller karakteregenskab, en form for verbal ydmyghed eller blufærdighed, kendetegner stadig dialekten hos mange morsinge og thyboer. Og den kan måske antyde baggrunden for, at unge mennesker - i højere grad end i andre landsdele - forblev uvidende om forplantningens mysterier. Det ligger ikke til disse mennesker at braldre. Snarere, som omtalt, at lukke af med kommoden og skrue op for Giro 413.

I øvrigt, om end jeg kender endnu mindre til traktorer, så fører en søgning på "ford traktor 1948" til en stribe billeder af rød-grå ford modeller, som vistnok var mest udbredt i USA, men som vel også kan være nået hertil i et vist antal. Alternativt kan det vel også have været en Ferguson, og faktisk kørte Ford og Ferguson et tæt parløb i den periode, såvidt jeg kan læse mig frem til.

https://www.google.dk/search?q=tractor+ford+1947&rlz=1C1CHRG_enDK466DK46...

Knausgård-citatet er flot: "Når vi forstår en hændelse, er det kulturen, hændelsen foregår i, vi forstår. Forsvinder kulturen, forsvinder forståelsen, og hændelserne står gådefulde tilbage som statuer på Påskeøen."

Gode erindringsværker kan genoplive den tabte forståelse.

Flemming Scheel Andersen, Niels Mosbak, Per Torbensen og Karsten Aaen anbefalede denne kommentar

Kunne den røde Ford Traktor måske være en af disse:

http://www.oldfordtractors.com/identify.htm

Som man kan se har N8 traktoren fra Ford hvid overside? og rød underside? eller hvad det nu hedder på bilsprog...

Men også jeg kan huske disse billeder hos Ove Korsgaard, og landbrugets afvikling og den nærhed ved produktionen som vel forsvandt omkring 1980, måske 1990 sine steder. Det nå være anderledes i Grækenland f.eks. eller i Italien, tænker jeg tit på...

Den grå Ferguson var mit første motoriserede køretøj i midten af 1950-erne – som skolepligtig juniorlønarbejder hos Chresten Bonde på ’Dybbøl Langbro’ – bl.a. med marker op ad ’Dybbøl Bjerg’ - gården er siden brutalt blevet jævnet med jorden – maskinparken havnet på museum – og skoledrengen havnet bag eget rat i en rød VW – som pensioneret ingeniør …

Dette lukrative lønarbejde efter skoletid gik mest ud på at køre en splinterny lille grå traktor – fra den ene skok til den næste – fra den ene roerække til den næste – fra marken og hjem på gården med høstudbyttet og negene op i tærskeværket – skulle vi krydse offentlig vej satte Chresten sig lige bag rattet for et syns skyld – ude på markerne var der ingen begrænsninger for den hen ved 10- årig skolesøgende chaufføraspirant på hæderspladsen – at trække selvbinderen var dog undtaget fornøjelserne …

Afslutningen på kornhøsten med alt hjembragt i lade og lo var det sidste læs – at køre et par omgange på marken med en masse glade jævnaldrene var en særlig oplevelse gav status - selv hos pigerne – efter en tur til nabogården ’Dybbøl Snej’ - og hjemme igen på gården vankede der is til alle – bedstemoren sad i vinduet og delte ud og sørgede for – at alle ungerne på foklæsset fik så lige mange runde pindeis de kunne få ned – og så blev der sunget "Fok, Fok, Hurra" - på synnejysk, naturligvis …

http://www.jyskordbog.dk/ordbog/index.cgi?opslag=fokl%E6s

”Det var en hæder at køre med landsbyens første foklæs, og i de andre gårde måtte husmoderen ud med småkager og saftevand til foklæsset. Denne skik kendes over det meste af Jylland, i Østslesvig, på Åbenråegnen, Sundeved, Als, Angel samt på øen Før.” …

http://www.hjulsporet.dk/?page_id=622

’Sic transit gloria mundi’ – eller: sådan er det at blive voksen og følsom …

Karsten Aaen, Per Torbensen og Flemming Scheel Andersen anbefalede denne kommentar
Grethe Preisler

Sange om mænd og maskiner - der er så meget kvinder ikke forstår :)

Dog tør det siges, lavmælt i fortrolig tale, at aldrig glemte vi, hvorfra vi kom. Når jeg ser parcelhusejer Jensen futte rundt på sin lille røde havetraktor fra Silvan efter fyraften og slå en græsplæne på størrelse med et frimærke, bliver jeg nu alligevel en lille smule rørt.

David Zennaro, Karsten Aaen, Christian Harder og Per Torbensen anbefalede denne kommentar

For de af os, der godt tør vove at blive hjemfalden til livslangt også at interessere os for teknik - hvor der efter flere troværdige kilder er så uendeligt meget kvinder ikke forstår - var mit første traktorkøretøj åbenbart en splinterny 'Guldfugl', en Ferguson 35, 37 HK, årgang 1957 - kan man forestille sig en bedre start på en motoriseret tilværelse ... :-)

Karsten Aaen, Per Torbensen og Flemming Scheel Andersen anbefalede denne kommentar

Den der kun...... vedkender mig min 'kværulantiske' fremturen: Intet ER sikkert i denne verden, når det er sagt, så er det så sikkert, som noget kan blive, så har alle Ford traktorers originalfarve været blå, borset fra en pendant til den grå Ferguson. Den var grå og havde lidt røde striber! Den blev trukket tilbage fordi Ferguson fik medhold i at det var plagiat.
Den første Ford, efter krigen, var mørkeblå og hed Fordson Major. Den blev kaldt 'Klodsmajor' fordi den var temmelig u-handy. I beg. af 50'erne blev den afløst af en lysere blå Fordson Major, der med lidt god vilje kunne gå for en 'forvokset' udgave af 'Den grå Ferguson'! Fra 1965 blev Fordson Major afløst af Ford 5000 samme blå farve som forgængeren. En mindre Ford Dexta, blev samtidig, ellen sådan ca., erstattet af Ford 3000 og 4000. Et stykke ind i 70'erne kommer en hel ny, moderne generation Ford traktorer med luksusførerkabiner. De er mørkeblå, forbliver mørkeblå også efter fusionen med New Holland, hvis grej ellers traditionet har været gult!

Håber I tilgiver min barnlige adfærd, jeg har haft det sjovt og indrømmer blankt, at dette indlæg er irrelavant for sammenhængen;-)

Sören Tolsgaard

Ferguson kunne ikke forhindre Fords anvendelse af en noget ændret konstruktion, og den rød-grå Ford 8N traktor blev absolut ikke trukket tilbage:

"In 1946 the Ford Motor Company parted from Ferguson and a protracted lawsuit followed, involving Ford's continued use of Ferguson's patents. Ford altered the hydraulic design of its postwar tractors to avoid Ferguson's hydraulic system patent, but continued to produce machines equipped with the basic Ferguson hitch arrangement. Equipped with the three-point hitch, the postwar Ford 8N became the top-selling tractor of all time in North America."

http://en.wikipedia.org/wiki/Ford_N-Series_tractor

jasper bertrand

man må håbe at bogen er mere interessant end anmeldelsen og indlæggene her.
Ellers må man jo sige at bondekulturen er ret velbeskrevet både i DK og England, Frankrig etc.

Jeg har haft en BUKH 403. Rød. 32 HK.

Efter reparation af topstykke, startmotor, brændstofpumpe til ialt godt 10.000, gik kronespidshjulet. Så kastede jeg håndklædet i ringen og købte en ONJ. 49.000.

Den kunne vi ligesågodt producere i DK.

Hvad med at komme igang. Det behøver sgu ikke være så avanceret. 4 frem og 1 bak - høj og lav. Ingen førerhus. Jorden kan alligevel ikke bære når den er våd.