Læsetid: 10 min.

Et liv i proletarernes overklasse

Forfatteren Thorkild Hansen efterlader sig en brevveksling med venner og kolleger, der giver indtrykket af en mand, som var splittet mellem en sorg og forsmåelse over at stå udenfor det litterære parnas og en glæde derved. En sorg over manglende fantasi og en glæde over omsider at finde sine historier i historien
Thorkild Hansens efterladte papirer indeholder også en stor fotosamling. Han var en ivrig fotograf og tog billeder på sine mange rejser. Men samlingen indeholder også en imponerende mængde selvportrætter. Privatfoto
	 

Thorkild Hansens efterladte papirer indeholder også en stor fotosamling. Han var en ivrig fotograf og tog billeder på sine mange rejser. Men samlingen indeholder også en imponerende mængde selvportrætter. Privatfoto
 

26. oktober 2013

I 1962 sker det endelig for Thorkild Hansen. Hans bog om Carsten Niebuhr Det lykkelige Arabien er en succes. Kritikerne er ikke udelt begejstrede for dramatiseringen af historien, men det er læserne. Den sikrer ham et bredt publikum og muligheden for at leve af sit forfatterskab.

I et brev fra marts 1963 takker han vennen Tage Skou-Hansen for et ophold på Askov Højskole, hvor Tage Skou-Hansen er lærer, og Thorkild Hansen har holdt foredrag om bogen. Efter et par dage i Skou-Hansens gode selskab føles resten af touren ørkesløs, skriver han:

»Hvor krævende aften efter aften at staa op paa en talerstol og lade som om man er Thorkild Hansen.«

Forfatteren Thorkild Hansen har holdt et sirligt regnskab over sit eget liv. I dagbøger og gennemslag af breve – nogle af dem endda indbundne. Lige nu står de hos Vangsgaards Antikvariat i Fiolstræde i København. I kassevis. Thorkild Hansens arvinger har givet Information tilladelse til at gennemgå Thorkild Hansens brevvekslinger og derved få et indtryk af en forfatter, der i sin metode var forud for sin tid. Han dramatiserede historien, og holdt den op foran læseren som et spejl, og han brugte kompromisløst sit eget liv som materiale. Begge litterære metoder er udbredte og populære i dag. Det var de ikke dengang. Thorkild Hansen måtte kæmpe med kritikerne, med kollegerne, med sine nærmeste og med sin egen tvivl.

Er der noget, der får gennemslagspapirerne til at sitre mellem hænderne, så er det netop Thorkild Hansens kamp med at finde sin litterære stemme. Med at blive denne Thorkild Hansen, der holder foredrag.

Vennen

I den livslange korrespondance med vennen Peter Seeberg, som han møder allerede i 1945 på litteraturstudiet i København, kredser han konstant om det han kalder sit ’identitetsproblem’.

I et brev til Seeberg fra juli 1957 er fortvivlelsen tydelig:

»Det fine ved Bipersonerne og Fugls føde er bl.a. det, at de fra først til sidst saa at sige staar i samme toneart. Noget tilsvarende lykkes ikke for mig. Forklaringen er formentlig – bortset fra de ulige evner hvilket er temmelig uhaandgribeligt – den, at jeg ikke i samme omfang som dig har gjort rent bord. Jeg hænger for meget i det tillærte, véd vel simpelthen ikke endnu, hvem jeg selv er. Et si le style est l’homme! Man kan aabenbart ikke sætte to ord sammen uden at havne i vores gamle identitetsproblem og dermed og saa videre og dermed og saa videre.I den situation er der ikke andet for at stille op end at skrue prætentionerne mægtigt ned. Det er længe siden, jeg har opgivet det virkeligt skabende som værende for mit vedkommende ikke skabende men bare skaberi. I dag, hvor jeg synes at konstatere, at mit felt aabenbart befinder sig i en mærkelig blanding af kritik med smæk for skillingen og en sandsynligvis lidt betænkelig lyrisk enthousiasme, er jeg godt klar over, at der slet ikke kan blive tale om at slaa større brød op.«

I 1957 havde Thorkild Hansen udgivet to bøger Minder svøbt i vejr og Resten er stilhed. Den første om forfatteren Jacob Paludan den anden om Shakespeare eller rettere om spørgsmålet om ’At være eller ikke at være’, som et tema i litteraturen. Bøgerne blev skrevet, mens han studerede i Paris. Gennem hele opholdet i Paris undersøger han, hvad det vil sige at blive til som menneske. Seeberg og han er begge opslugt af Nietszche, og selv når han skal være morsom, så handler det om at være eller ikke være, som her i 1949 hvor han lykønsker Seeberg med dennes forestående eksamen:

»Hvor vi dog maser os ihjel for at forvandle der ewige werden til der ewige sein. Sartre er smart på den, når (han red.) skelner mellem at være og at eksistere. Det første er konstant, mens det andet betyder uafladeligt at skabe sig selv. Nu skal du jo snart til at være. Til lykke.«

Mens Thorkild Hansen bor i Paris skriver han for Ekstra Bladet, men lider alligevel under konstant pengemangel og er dybt afhængig af et venskab med en fransk baron.

Da han vender hjem til Danmark, bliver han litteraturanmelder ved Information. En tilværelse som fastlønnet behager ham dog ikke.

»Uanset hvor godt jeg har det sammenlignet med de fleste, er og bliver det gode for mig den rene uafhængighed og intet andet. Jeg lever i proletarernes overklasse, jeg har set hvad virkelig rigdom er, det bliver aldrig min lod,« sådan skriver han til Seeberg, da han får en løsere tilknytning til Information i 1957.

Han føler det som en befrielse, da Det Lykkelige Arabien bliver en succes, og han kan skrive bøger på fuld tid.

Eneren

Men det har været en lang vej mod Det Lykkelige Arabien. I sine foredrag fortæller han om, at man som forfatter må bestå tre fag: Erfaring, iagttagelse og fantasi. Det tredje fag ville han få umådeligt lave karakterer i, konstaterer han, og tilføjer lige så nøgternt, at han jo hører til de få forfattere, der aldrig har skrevet en roman.

»Historien forærede mig en historie, det viste sig, at der ikke var grund til at sørge over manglende fantasi,« skriver han i sit foredragsmanuskript.

Alligevel fornemmer man en fortrydelse over, at hans metode, synes at udelukke ham fra det litterære selskab. Hans håndværk udi det konkrete giver ikke adgang til de hellige haller, og det er lyden af en forsmået mand, der afviser en invitation til at overvære overrækkelsen af Akademiets store pris til vennen Peter Seeberg 1977. Middagen efterfølgende var dengang som nu forbeholdt en meget lille kreds – og den kom aldrig til at tælle Thorkild Hansen.

På den ene side dyrker Thorkild Hansen isolationen – både i sit eget liv og i sine bøger, på den anden side frustrerer den ham. Han føler sig fravalgt.

I 1975 diskuterer han med naboen Thorkild Bjørnvig muligheden for, at han og hustruen Gitte Jæger kan anskaffe sig fårehold på gården Brøndkjær, der grænser op til Bjørnvigs grund på Samsø. Birgit og Thorkild Bjørnvig modsætter sig indhegningen, og Thorkild Hansen skriver til Bjørnvig:

»Du tilhører en kreds, der har etableret den ene fårefold i det åndelige liv efter den anden, Heretica, Studenterkredsen, Rødvinskonventet, Det Danske Akademi osv. Jeg vil ikke påstå, at jeg har været henne med et målebånd for at finde ud af, hvor høje hegnene omkring disse institutioner mon er eller var, men noget siger mig, at de ikke er ganske lave, de syner da pænt i landskabet, og jeg har på min lange vej til stranden lige så pænt trasket uden om dem alle sammen. Det har dog aldrig kunnet få mig til at slutte mig til det kor, som har krævet dem nedlagt. Tværtimod. Der må gerne findes et ’indenfor’, for så kommer der også et ’udenfor’, og der befinder jeg mig godt.«

Efter succesen med Det Lykkelige Arabien fortsætter han ad samme sti med et værk om søfareren Jens Munk og siden med den gemte og glemte historie om danskernes slavehandel på de Vestindiske Øer i trilogien Slavernes Kyst, Slavernes Skibe og Slavernes øer. Gennem hele sit liv korresponderer han med kolleger og venner om sine værker. Blandt andet får han et nært forhold til den folkekære historiker Palle Lauring. Til ham skriver han i 1970 om Slavernes Kyst:

»Bogens idé er nedkogt til det helt lærebogsagtige, at enhver moralisme specielt den religiøse medfører undertrykkelse og slaveri, mens det modsatte medfører det modsatte.«

I 1981 skriver han til litteraten Lars Peter Rømhild, at han fortryder, at han ’presset af tidsånden’ gjorde Slavernes kyst til en kollektiv fortælling.

Størstedelen af kritikken af hans måde at skrive historiefortælling på handler netop om, at han fokuserer på det enkelte menneske og derved underkender systemers betydning. Den kritik lader han sig til dels påvirke af i Slavernes kyst. Og han vinder da også Nordisk Råds Litteraturpris og De Gyldne Laurbær for netop disse bøger, men han opfatter dem ikke selv som ærlige overfor hans eget interessefelt. Han er og bliver mere fascineret af det enkelte menneske. Af hvordan man bliver til.

Geniet

Et af Nordens største menneskelige mysterier bliver genstand for Thorkild Hansens næste undersøgelse af identiteten. I 1975 skriver han et brev til Tore Hamsun. Søn af forfatteren Knut Hamsun. Geniet og landsforræderen. Længe havde Thorkild Hansen gået med tankerne om at skrive en bog om retssagen mod Knut Hamsun efter krigen, men det er først da Hamsuns børn giver ham næsten ubegrænset adgang til dem selv og faderen og moderens efterladte papirer, at det bliver muligt for ham at gå i gang med det, der ikke bare er et omfangsrigt arbejde i sig selv, men hvis resultat skal komme til at påvirke den ellers så modstandserfarne forfatter i flere år. Da Tore Hamsun reagerer positivt på Thorkild Hansens henvendelse kvitterer han med svaret:

»Jeg tror ikke, man kan ordne Knut Hamsun i flere afdelinger som en lagkage, der desværre har fået en mislykket politisk glasur, men som til gengæld rummer sådan en lækker kunstnerisk makronbund. Vil de have deres store digter, kommer de nok til at prøve at forstå det andet også. Det ville man ikke, kunne man ikke, vovede man ikke i 45. Men så er det, at tiden går, og der kommer den dag, hvor nogle af anklagerens spørgsmål måske bliver mere kompromitterende end den anklagedes svar…«

Men det virker ikke til, at Norge ville have deres store digter. Ikke endnu. Efter udgivelsen af trebindsværket Processen mod Hamsun, der indeholder veldokumenterede og gennemresearchede oplysninger helt ned til detaljerne i indretningen af Hamsuns værelse på psykiatrisk klinik, indledes også en proces mod Thorkild Hansen.

Han beskyldes for at sympatisere med Hamsuns nazistiske tendenser og for bevidst at nedtone hans antisemitisme.

I breve beskriver Thorkild Hansen, hvordan han og hustruen Gitte Jæger oplever, at norske journalister opsøger dem privat, og sætter en fod i døren, når de pænt afviser dem. Identifikationen går altså denne gang noget længere end blot spejlbilledet. Thorkild Hansen er efter den omgang slidt helt ned som historiefortæller. Han udgiver ikke flere af sine historiske bøger, skønt Processen mod Hamsun efterhånden vandt den anerkendelse, som den fortjener.

Bekenderen

Thorkild Hansen vender også et undersøgende blik mod sin egen person. Han ser ikke kun på sig selv i historiens spejling, men også i sin egen histories spejl. Han udgiver et dagbogsudvalg under titlen De Søde Piger i 1974.

Han redigerer den dog voldsomt med erfaringens pen og glemslens rettelak – skrevet af forfatteren Thorkild Hansen og ikke dagbogsskribenten. Endnu en kontroversiel metode i samtiden. I dag gør den forfattere til rockstjerner.

De Søde Piger bliver dog modtaget med skuffelse, og først da stormen efter Hamsun slår ham ud af den historiske kurs, vender han tilbage til sit eget materiale.

I 1982 udgiver han Søforhør – en art erindring, der får form som et interview, et forhør. Om den skriver han til Thorkild Bjørnvig:

»Vi lever i en tid uden tilgivelse. Vores konfessionaler er alle lukket, manden bag tæppet kunne ikke mere hjælpe lige meget om han var præst eller doktor eller psykiater. Til gengæld moraliseres vi sønder og sammen, al offentlig debat, politisk eller kunstnerisk, er i dag moralsk, du kan lettere blive frikendt for fadermord end for at gå ind for EF, og det er selve dine motiver, der mistænkeliggøres, det smarte er at puste til den skyldsfølelse, vi udmærket véd, at du har, fordi du jo er ligesom os selv. Jeg tænker det er grunden til, at der kommer så megen ’bekendelseslitteratur’. Ved at lægge tingene frem, som de er, ved at fortælle om sig selv så ærligt, det nu kan lade sig gøre med de begrænsninger, der ligger i diverse hensyn, håber man på en reaktion, der er den modsatte af denne intolerance. Man holder ligesom et spejl op, hvor andre måske genkender sig selv, og gør de det har man på en måde fået den tilgivelse, der ellers er lige så uopnåelig, som den er nødvendig.«

Søforhør bliver den sidste bog, han selv udgiver. Belært af konflikter med de nærmeste kommer der ikke flere dagbøger, mens han lever, men han redigerer Et Atelier i Paris færdig – en dagbog fra årene i Paris, og den udkommer efter hans død. Til beundrende og anerkendende anmeldelser.

Til Palle Lauring skriver Thorkild Hansen fra sit selvvalgte eksil i Frankrig i 1988:

»Jeg er ikke mere økonomisk tvunget til at skrive. Jeg føler, at jeg med årene i mig selv har fået en konkurrent, som jeg har svært ved at slå. Samt først og sidst: Ilden er sjunket! Jeg nærer en skræk for disse gammelmandsværker, som du notabene ikke har generet os med men som vi ellers har set mangt et godt navn gå ned på. Så til det sædvanlige spørgsmål, om jeg har fundet et sted, hvor jeg kan skrive, kan jeg altså svare, at det er endnu bedre: jeg har for første gang i mit liv fundet et sted, hvor jeg kan lade være med at skrive.«

Thorkild Hansen dør den 4. februar 1989. Hans sidste kronik i Politiken bliver bragt efter hans død. Den handler om det private som materiale. »Intet menneskeligt skal være os fremmed,« skriver han igen.

Måske fandt Politiken det først relevant, da den private Thorkild Hansen var død. I hvert fald foreligger det originale manuskript blandt hans efterladte papirer. Dateret allerede den 8. december 1988. Han gemte meget, måske alt. Og brændte ikke de breve, som han kaldte hjem fra modtagerne, som Poul Behrendt ellers skriver i Djævlepagten og som Kurt L. Frederiksen gentager og gør til en pointe i Thorkild Hansen Forfatteren og livet.

De opbevares lige nu i Vangs-gaards Antikvariat. Dette var blot et beskedent udvalg fra et gennemdokumenteret og redigeret liv.

»Materialet foreligger. Det kan måske blive undersøgt engang,« som Thorkild Hansen så ofte citerede Hamsun.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Per Torbensen
  • Heinrich R. Jørgensen
  • Vibeke Rasmussen
  • Philip B. Johnsen
  • Niels Mosbak
Per Torbensen, Heinrich R. Jørgensen, Vibeke Rasmussen, Philip B. Johnsen og Niels Mosbak anbefalede denne artikel

Kommentarer

Læs slavetrilogien! Den drama-dokumentariske metode ligner den, der nu benyttes af Øvig Knudsen. Men Thorkild Hansens bøger er vigtigere, bedre skrevet og dybere tænkt.