Læsetid: 3 min.

’Lutter muskler’

Alice Munroe har vundet Nobels Litteraturpris ved at skrive i en ugleset genre, der måske ikke passer ind i tidsånden. Til gengæld rummer novellen helt andre kvaliteter end de murstenstykke romaner, vi normalt omgiver os med. Det mener en ekspert og en forlagsredaktør
11. oktober 2013

Tidens måske mest omtalte amerikanske forfatter, Jonathan Franzen, gør ikke krav på også at være den vigtigste. Den ære, mener han, til gen-gæld tilfalder kollegaen og den nykårede nobelsprismodtager, Alice Munro.

Allerede i 2004 skrev Franzen i The New York Times følgende om den dengang mindre kendte Munro og hendes genrelandskab, novellerne: »Når jeg lukker øjnene og tænker på litteraturen i de foregående årtier, ser jeg et tågelandskab, hvor mange af de mest inviterende lys, de steder, der byder mig at vende tilbage, er tændt af noveller, jeg har læst.«

Citatet afslører en sjælden positiv tilgang til en genre, hvis status i litteraturen ellers har været tvivlsom efter novellens guldalder omkring amerikanerne Ernest Hemingway og Raymond Carver. Det er da også mere end 20 år siden, Nobelprisen sidst er gået til en decideret novelleforfatter. I 1991 var det sydamerikanske Nadine Gordimer, der modtog prisen.

Litteraturkritiker og professor emeritus Thomas Bredsdorff glæder sig over, at nobelprisen denne gang er gået til en novelleforfatter og noterer sig, at novellens status i dag nok er lidt ugleset, men at novellen som genre rummer store kvaliteter.

»Novellen er prosaens lyrik. Novellen kan først og fremmest det, som digtet også kan: Den kan bringe et helt univers til stede, eller om du vil, præsentere en krop med lutter muskler og meget lidt fedt.« siger Bredsdorff med henvisning til novellens komprimerede form.

Konkurrerer med romanen

Herhjemme oplevede novellerne en guldalder med 90’er-minimalismen, og selv om noveller ikke nødvendigvis udgør de største indtægtskilder for et forlag, mener redaktør fra Lindhardt og Ringhof, Sune de Souza Schmidt-Madsen, at der findes novellekunst af en sådan art, at almindelige økonomiske hensyn må vige, og henviser til forlagets aktuelle udgivelser af Ernest Hemingway og Katrine Marie Guldagers samlede noveller.

Selv om novellen som genre ikke kun er presset af det begrænsede økonomiske grundlag, men også af en tid, hvor særligt romanen står stærkt, kan den ifølge forlagsredaktøren noget særligt:

»Meget ofte vil novellen have en eksistentiel eller filosofisk karakter, hvor romanen vil have en tendens til en større grad af realistisk element i forhold til virkeligheden,« siger Sune de Souza Schmidt-Madsen. Han uddyber: »Novellen sætter noget i gang. Den er en katalysator og en murbrækker ind til en eksistentiel indsigt. Fordi novellen er så relativt enkel i sit udtryk, kan man overskue det filosofiske spørgsmål, den rummer, hvor romanen rummer verdens kompleksitet. En roman er et univers, man kan falde ind i og bevæge sig rundt i, mens novellen sætter min egen virkelighed i gang.«

Thomas Bredsdorff noterer sig, at sammenlignet med romanens samlede univers er læserne utilbøjelige til at investere den energi, det kræver flere gange at skulle sætte sig ind i en fortælling.

»Novellesamlingen er energikrævende på samme måde som en digtsamling,« siger Bredsdorff.

Svære vilkår til trods er Bredsdorff dog sikker på, at den klassiske novelle nok skal overleve, og han vurderer, at nobelprisen til Alice Munro måske kan give genren et boost. Sune de Souza Schmidt-Madsen er af samme overbevisning og gør samtidig opmærksom på, at en stor del af de manuskripter, forlaget modtager, netop er novellesamlinger, da genren for mange forfattere udgør et vigtig trappetrin, fordi det ofte er nemmere at give sig i kast med at skrive noveller end store romaner.

Det svenske akademi, der uddeler nobelprisen, er tilsyneladende også positivt stemt over for novellens rolle i samtidslitteraturen og noterer sig i alle tiders korteste motivation for en nobelpris følgende om Alice Munro: »Mester af den samtidige novelle.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu