Læsetid: 3 min.

Moderfigurens velmente og patroniserende råd

Eks-stjernen Sinead O’Connor har skrevet et åbent brev til popstjernen Miley Cyrus – fuld af moderlige formaninger og antagelsen af, at Cyrus er offer for manipulation
4. oktober 2013

Her er nogle velmenende ord fra en 46-årig eksstjerne, der ved, hvad hun snakker om: »Tiden vil ikke bringe andet end ulykke, hvis du lader dig selv blive udnyttet, og det er absolut IKKE på NOGEN måde empowerment af dig selv eller nogen anden ung kvinde at viderebringe budskabet om, at du skal værdsættes mere for din sexappeal end for dine åbenbare talenter.«

Ordene er fra et netop offentliggjort åbent brev fra den irske sanger og sangskriver Sinead O’Connor til den amerikanske sanger og sangskriver Miley Cyrus.

Tænk engang, hvor smukt det ville være, hvis Cyrus efter at have læst disse ord tænkte det hele igennem og inviterede til en pressekonference, hvor hun iklædt stor løs kutte fortalte verden at hun fremover vil elskes for sine musikalske talenter og ikke ønsker at leve i en verden, hvor kvindekroppen bliver brugt til ...

Stop stop stop! Lad os nu lige se nærmere på omstændighederne. Anledningen til O’Connors åbne brev er, at Cyrus i et interview i magasinet Rolling Stone den 27. september siger, at hendes video og hendes look er inspireret af O’Connors karseklippede hoved og video til klassikeren »Nothing Compares 2 U«.

Baggrunden er den kønspolitiske mediestorm, efter at Cyrus den 25. august optræder ret så afklædt, med tungen ud ad halsen og i skælvende doggystyle til MTV Video Music Awards foran sangeren Robin Thickes skridt under fremførelsen af hans sang »Blurred Lines«, der er blevet anklaget for at retfærdiggøre voldtægt ud fra tekstens devise om at kvindens mund siger nej, men hendes øjne siger ja.

Derpå følger videoen til »Wrecking Ball«, hvor Cyrus sidder nøgen på en af de kugler, som man smadrer huse med. Hun slikker også på en meget stor hammer. Videoen er instrueret af fotografen Terry Richardson, der ved flere lejligheder er blevet anklaget af for at manipulere sine unge modeller til at gøre ting foran kameraet og ved ham, som de senere fortryder.

Musikbranchen er rig på historier om kvinder, der er blevet udnyttet, nedgjort og opfordret til at smide noget mere tøj. Uden tvivl. I den forstand falder en erfaren kvinde som O’Connors ord som en sund påmindelse om, at de gamle strukturer stadig lever.

Skyldkompleks

Men der er også blevet tilføjet et væld af historier om kvinder, som kontrollerer deres karrierer, samtidig med at de bruger deres kroppe som en del af markedsføringen: Beyoncé, Madonna, Nicki Minaj, Lady Gaga, og Brooke Candy har alle bidraget til, at den kvindelige seksualitet og blottede krop ikke længere nødvendigvis er et udtryk for en underdanig bøjen sig for det mandlige blik.

O’Connor giver moderlige råd til Cyrus, og det er velment, men også en patroniserende form for slut-shaming. Hun antager, at Cyrus ikke har sin egen vilje, at hun ikke ved, hvad hun gør. Og O’Connor opstiller et – måske endda katolsk – skyldkompleks omkring kroppen. »Det er en farlig verden. Vi opfordrer ikke vores døtre til at gå nøgne rundt, fordi det gør dem til bytte for dyr,« skriver hun. Kvinden som det uskyldsrene offer og manden som den perverse jæger.

Men Cyrus’ optræden ved MTV Video Music Awards var også en seksuelt proaktiv kvindes optræden. Hun smækker danserne i røven, hun banker sit venusbjerg i synet på os. Og hun har en bevidsthed om, at hendes falliske tunge bryder hendes pæne pige-image. »Jeg synes, det er empowering for piger. Der er ikke én ting, der definerer, hvad skønhed er,« siger hun i Rolling Stone-interviewet om sit karsede hår og rastløse tunge.

Så her er et forslag: Lad os ikke umyndiggøre Cyrus ved at se hende som et offer. Hun har ret til at udtrykke sig med sin krop og sin seksualitet. Men. Lad os også erindre, at der er cash i seksuelle skandaliseringer. Og huske på, at Cyrus befinder sig i en branche, der æder stærke personligheder til morgenmad. Forestillingen om den frie vilje udelukker ikke, at der er strukturer, der vil forsøge at begrænse eller manipulere den.

 

Miley Cyrus’ nye album anmeldes i morgen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Majbritt Nielsen

Og så skal man åbenbart bare lade være tage stilling, fordi en seksuel provokerende adfærd giver penge på kontoen?

Der kan man bare se.
Jeg skulle lige tjekke om det var en mand eller kvinde der skrev. Og der er så en mand der synes at sinnead bare skal lukke og lade nogen som hun måske mener bliver udnyttet(uanset om det er rigtigt eller ej) bare skal blande sig uden om.

Sjovt nok sagde man også det da det var lovligt at slå børn. Men heldigvis var der nogen der tog det alvorligt at det er ikke lovligt i dag at slå sit barn.
Tænks sig hvis de mennesker bare havdet sagt, der så mange der gør det. Så lad dem dog.