Læsetid: 3 min.

Den næste store fortælleform

En blanding af film, spil og sociale medier. Sådan beskriver Christian Fonnesbech sit onlinemysterium, ’Cloud Chamber’, der bryder ny grund for internetfortællinger
’Cloud Chamber’ er en blanding af film, spil og et socialt mediea la Facebook. PR-foto

’Cloud Chamber’ er en blanding af film, spil og et socialt mediea la Facebook. PR-foto

8. oktober 2013

For et par år siden tog det flere timer at forklare, hvad Cloud Chamber var. I dag kan det klares på to minutter og 50 sekunder, hvilket er længden på den video, som man skal se, før man kan gå i gang med ... ja, med hvad?

Cloud Chamber er en blanding af film, spil og et socialt medie a la Facebook, siger manden bag, transmediainstruktøren Christian Fonnesbech, da han torsdag eftermiddag møder pressen for at tale om sit værk.

Gennem de seneste tre-fire år har han stået i spidsen for et stadigt voksende hold af spildesignere, instruktører, producere og skuespillere for at færdiggøre Cloud Chamber, der markedsføres som et ’onlinemysterium’. Selv kalder Fonnesbech det en »internetfiktion«, og det er den foreløbige kulmination på en proces, der begyndte for mange år siden.

»Jeg har i 13 år været hjemsøgt af ideen om internettet som stedet for den næste store fortælleform,« siger han.

Virtuel biograf

»Cloud Chamber er en fiktion til internettet, som bygger på de ting, internettet gør, og som vi alle benytter os af hele tiden: Det sociale, søgning af informationer, film, spil.«

Cloud Chamber handler om den 25-årige videnskabskvinde Kathleen Petersen (Sara Hjort), der arbejder for Petersen Instituttet, en naturvidenskabelig organisation under ledelse af hendes far, Gustav Petersen (Jesper Christensen). Kathleens mor, Ingrid Petersen (Trine Dyrholm), opdagede mange år tidligere et mystisk signal fra det ydre rum. Arbejdet med at afkode signalet drev Ingrid til vanvid og endte med at tage livet af hende.

Kathleen fortsætter sin mors arbejde med signalet, men finder ud af, at ikke alt er, som det giver sig ud for at være, og at hendes far ved mere, end han fortæller. Blev Ingrid i virkeligheden myrdet og i så fald hvorfor, er to af de spørgsmål, man skal forsøge at besvare. Andre og større spørgsmål handler om meningen med det hele – universet, livet og os mennesker – og hvor vi kommer fra.

Cloud Chamber er et personligt projekt for Christian Fonnesbech, der som søn af to videnskabsfolk, biologer, er vokset op uden Gud i sit liv.»Det handler om tro,« siger han, »ikke så meget på Gud, men på videnskab, familie og sig selv.«

Når man har tilmeldt sig Cloud Chamber – de første tre baner eller niveauer er gratis, derefter koster det penge – begynder man på egen hånd at udforske signalet, og hvad det er, først Ingrid og siden Kathleen har opdaget. Man træder ind i et 3D-agtigt onlinelandskab – »en virtuel biograf,« siger Fonnesbech – hvor man præsenteres for masser af små film, videodagbøger og dokumenter, der fortæller om Kathleens søgen og kaster lys over sagen. Man kan chatte og udveksle spor og teorier med andre deltagere, hvorved man optjener point og får mulighed for at bore sig endnu længere ned i mysteriet om signalet. Derfor bestemmer man også selv, hvor meget tid man vil bruge i den virtuelle biograf, og hvor meget man vil vide.

Emotionel oplevelse

Cloud Chamber har haft et produktionsbudget på små seks millioner kroner – pengene kommer fra både Det Danske Filminstitut, Videnskabsministeriets tips- og lottomidler og private investorer – og ambitionerne har været høje, hvilket også afspejles i de skuespillere, der medvirker, og de folk, der sammen med Christian Fonnesbech står bag, blandt mange andre instruktøren Fabian Wullenweber, produceren Vibeke Windeløv og musikeren Trentemøller.

Ifølge Fonnesbech er der ikke andre i verden, der endnu har forsøgt sig med så kompleks og vidtrækkende en onlinefortælling som Cloud Chamber, der er rettet mod et internationalt marked og allerede har figureret prominent på flere transmediakonferencer og filmfestivaler rundt om i verden.

Gennem de 13 år, det har taget ham at nå hertil, har Fonnesbech stået bag udviklingen af ikke færre end 35 forskellige onlinemysterier, som alle har peget frem mod Cloud Chamber.

Men hvor mange af de tidligere produktioner har tjent kampagne-, reklame- eller undervisningsformål, er Cloud Chamber tænkt som underholdning.

»Det er kultur, og det skal være en dyb, emotionel og identifikationsskabende oplevelse, ligesom en bog, en film eller en tv-serie,« siger Christian Fonnesbech.

www.cloudchambermystery.com

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer