Nordisk børnelitteratur befrier sig af krop og form

Det er litteratur, der undersøger sig selv og sine grænser, og det er kroppen, der undersøges og dens grænser, som udvides i de nominerede titler til Nordisk Råds børne- og ungdomslitteraturpris, der uddeles for første gang i dag
30. oktober 2013

I drømme kan Kim lyne sin krop af sig. Lynlåsen sidder nogle gange i ryggen, andre gange på siden eller mellem benene.

»Jag öppnade den, kunde känna luften sila in mot min riktiga hud därunder, som et vakuum när det släpper.«

Pigen Kim, der i Jessica Schiefauers Pojkarna føler sig fremmed i sin krop og ønsker at befri sig af den, er et godt billede på, hvad der sker lige nu i nordisk børnelitteratur, hvis man skal dømme ud fra det tværsnit, der udgør de værker,der er indstillet til Nordisk Råds nye børne- og ungdomslitteraturpris. En pris som børnelitteraturen har sukket efter og fortjent.

Det sidste må man konstatere efter at have gennemgået de 14 vidt forskellige nominerede værker. Her er billedbøger, ungdomsromaner, tegneserier, bøger med mange ord og bøger med få, bøger med mange farver og bøger helt uden. Men gældende for de fleste er, at de ikke kun vil læseren, men også børnelitteraturen noget. De vil befri dem begge af krop og form.

I Pojkarna bliver Kim faktisk befriet af den krop, som hun føler sig fremmed i. Sammen med to veninder finder hun et frirum i sammen med dem i et drivhus, hvor den ene har plantet en besynderlig blomst. Det fallosformede blomsterhoved strutter af nektar, og de beslutter sig for at drikke af den. Om natten bliver de til drenge. Ikke bare mellem benene.

Kim bliver forelsket i Tony, og hendes tørst efter nektar bliver uudslukkelig, da hun ved, at hun aldrig ville kunne komme tæt på ham som pige. Som pige er hun bare en krop for Tony.

Pojkarna er på den ene side en klassisk ungdomsroman om en fremmedgjort teenagers opdagelse af seksualitet, på den anden side er den en moderne og magisk fortælling om at gøre sig fri af krop og køn og i stedet bare være menneske. Queer-teori fiktionaliseret.

Bøssepar skildret på rim

Allan og Udo i Minna Lindeberg og Linda Bondestams finske billedbog af samme navn er frie i den forstand, at de er et ældre homoseksuelt par. Og sådan er det bare – deri består frigørelsen; denne bog står ikke og peger på sin egen andethed, som LGBT-litteratur for børn desværre ofte har tendens til.

Udo er tidligere officer og han føler sig nyttesløs og vraget i sin nye tilværelse som pensionist. I drømme er hans tungsind ved at fjerne ham fra det, der virkelig betyder noget, men heldigvis er Allan, der stadig, da han vågner.

Allan og Udo er skrevet på rim og antager til sidst form som et kærlighedsdigt, hvor også Linda Bondestams illustrationer peger i retning af, at Udo og Allan er hele verden. Det er det, der i sidste ende overbeviser Udo om, at hæren overlever uden ham, og han overlever uden hæren. Allan gør ham hel.

Samme tema optræder i islandske Áslaug Jónsdóttir, Kalle Güettler, Rakel Helmsdals Monsterskænderi, men Monsterskænderi er i sandhed en billedbog.

Illustrationerne råber ofte højere end teksten, som er minimal. Monstrene har små skyer over hovederne, og vejret bliver dårligere og dårligere, efterhånden som de bliver uvenner. Vejret bliver sjælens spejl, og monstre kan som bekendt have meget mørke sjæle.

Larm

I svenske Vita Streck og Öjvind af Sara Lundberg får den kreative og frie Öjvind den ellers så regelrette Vita Streck, der går og tegner hvide streger på vejen, til at finde en ny eller måske bare en mening med det, hun gør.

»Om du frågar Vita värfor hun målar streck, så kommer hon att svara: För at Öjvind kan hitta mig.«Som i Monsterskrænderi er teksten også sparsom i Islands andet bidrag, Oliver, om ensomme Oliver, der (vist nok) foretrækker at være alene, indtil han møder én, der også indtil nu (vist nok) også har foretrukket at være alene.

Det fine ved Oliver er, at den faktisk først begynder, når den slutter. Illustreret ved, at ’slut’ på bogens sidste side forsigtigt er streget over. Nedenunder står der: ’Begyndelse’.

Samme forventning ligger i Månedrengen og Heike, hvor den samiske dreng Heike bliver ven med en dreng fra rummet, der har en krop af jern og derfor ikke kan stå for længe i vandet og fiske. Månedrengen hjælper Heike ud af ensomheden, og da han bliver hentet af sin far i en UFO, kunne det lige så godt være en Fiat Lupo. Man ved, han kommer tilbage til endnu en legeaftale.

Mens nogle formbrud er stilfærdige, så er finske Seita Vuorelas Karikko larmende. Brødrene Vladimir og Mitji har sammen oplevet en forfærdelig tragedie, hvor en god ven styrtede i døden. Brødrenes familie sørger, og det skal efterhånden vise sig, at det har de god grund til. Men først gennemlever Vladimir og Mitji en sommerferie i ingenmandsland.

Mitji drages af en hvidklædt pige, der siger, hun kender ham og af en flok drenge, der tilsyneladende ikke hører til noget sted eller til nogen. De vandrer rundt på stranden og stjæler fra turisterne.

»Vi var teenagere på sommerferie. Vi findes overalt om sommeren og de voksne forsøger at glemme vores eksistens.«

I Karikko er drengene på stranden fanget mellem barndommen og voksenlivet, men også mellem liv og død. De eksisterer kun i deres egne øjne. Denne følelse af at føle sig betydningsfuld og betydningsløs på én gang. Karikko er magisk som en film, fyldt med regibemærkninger, som var det et manuskript og sceniske beskrivelser af stranden, som var den netop en scene. Pubertetens skueplads. Karikko vil meget. Måske for meget. Den er selv fanget på stranden mellem bølger og land. Den vælger ikke sin skæbne.

Skæbnesvangert formbrud er der også tale om i den historiske ungdomsroman Inn I Elden af Aina Basso, men på en noget mere afdæmpet måde.

Her skifter fortælleperspektivet mellem Dorothe og Elen, der begge oplever hekseprocesserne i 1600-tallets Finnmark. Igen er der tale om dette ingenmandsland. Dorothe og Elen er unge tilskuere, men der ligger en forventning om, at de skal træde ind på scenen. For én af dem indebærer det at træde ind i bålet, men spørgsmålet er, hvem der er mest fri. Den, der vælger sin skæbne og dermed døden, eller den, der blot gør det, som forventes og dermed et ikkeliv.

Som i så mange andre tilfælde er historien en fantastisk leverandør af dilemmaer, der ligner pubertetens. Hvordan bliver man sig selv og ikke bare en tilstand? Ikke bare en datter, en pige, en hustru eller heksedatter – eller en teenager?

Alvor blandt 10 unge

Efter at have følt flammerne slikke om fødderne på Dorothe og Elen falmer færøske Marjun Syderø Kjelnæs’ Skriv i sandet. Det går stærkt i Torshavn, hvor der skiftes mellem 10 forskellige unges synsvinkel på samme weekend.

På den måde når man hæsblæsende igennem samtlige teenageproblemer: spiseforstyrrelser, mobning, misbrug u name it. Her reduceres puberteten til en weekend, der skal overståes. Noget, vi alle skal igennem. Det er jo rigtig nok, men også forkert. Der findes ikke noget mere alvorligt end puberteten. Dygtigt beskrevet i norske Inga H. Sætres graphic novel Fallteknikk, hvor hovedpersonen Rakels hoved vokser til den næsten fylder en hel ramme.

Rakel er hoved. Hun lever ensomt derinde. Fallteknikk er tyst som sne i sin beskrivelse af Rakels ensomhed. Der er få ord, få farver og få streger. Det er fortættet fortvivlelse.

Den anden tegneserie blandt værkerne Hermelinen er en fantastisk visuel oplevelse. Nuka Godtfredens tegninger af Ukaliatsiaq, en tunit-kvinde (en tunit er folk, der optræder i fortællinger blandt inuitter i Canada og Grønland, red.) fra 1100-tallets Grønland, der er i lære som shaman, er fascinerende, men bør læses uden teksten, der er noget tynget af, at Hermelinen er skabt i samarbejde mellem et grønlandsk undervisningsmiddelforlag og Nationalmuseet. I Hermelinen smelter kroppe sammen, og mennesker må tage plads i dyrekroppe for at klare sig. Ikke bare ved at iklæde sig pels, men også i åndeligt.

Joels färger af Isela Valve fra Ålandsøerne hæmmes også af en ekstern vilje med projektet. At lære børn om kunstneren og forfatteren Joel Petterson. Teksten er Joels livshistorie fortalt for børn, men det er i illustrationerne, han faktisk får liv. Her er der tegnet hen over Joel Pettersons kendte værker, og den benovelse og ærbødighed, der ligger i teksten brydes.

Dansk bibel og barns ænstelse

Af alle disse form- og normbrydende bøger er Oscar K og Dorte Karrebæks Biblia Pauperum Nova den, der er sværest at definere. Det er gendigtning af Biblen opført som teaterstykke af idioter og plastret til med Shakespeare-, Godfather- og Fogh-citater. Ny bibel for de fattige i sjælen er undertitlen, og man føler sig uden tvivl beriget og grådig efter mere, når man har læst Biblia Pauperum Nova én gang.

Men sulten efter mening bliver nok aldrig stillet. Det er et skuespil. Karrebæks illustrationer er fabelagtige. Farverne er sarte og kølige, figurerne forvredne og altertavlerne giver ikke sjælefred. Dem bliver man heller ikke færdig med.

I det lys og, ja, i lyset af resten af feltet virker Kim Fupz Aakesons Søndag næsten gammeldags i sit udtryk.

Det er en lineær (endda inddelt i ugedage) hverdagsfortælling om drengen Torsten, der er bekymret for, hvorvidt hans forældre overhovedet gider elske ham mere, når de får en ny baby.

En klassisk underfundig og varm Kim Fupz Aakeson-historie, hvor børns blik retter voksnes derhen, hvor de er holdt op med at kigge. Loyalt illustreret af Eva Eriksson.

Mens der er masser af formfornyelse og fornægtelse hos Oscar K, så er der ikke blandt de danske bidrag nogen kamp om køn og krop. Måske ikke så overraskende. Forhåbentlig kan mødet med den nordiske litteratur levere inspiration til nye kamppladser. Det er bare at lyne op, mærke vakuumet slippe og luften ramme alt det, som også kan være.

 

 

Prøv Information gratis i 1 måned

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

I den svenske ’Pojkarna’ finder pigen Kim med to veninder et frirum i et drivhus, hvor den ene har plantet en besynderlig blomst. Det fallosformede blomsterhoved strutter af nektar, og de beslutter sig for at drikke af den. Om natten bliver de så til drenge, også mellem benene. Og så sker der dramatiske nye tilgange til livet. Foto: www.bonnierforlaget.se

Fakta

Nominerede værker til Nordisk Råds Børne- og ungdomslitteraturpris

Danmark:
Kim Fupz Aakeson og Eva Eriksson (ill.) ’Søndag’
Oscar K. og Dorte Karrebæk (ill.) ’Biblia Pauperum Nova’

Finland:
Seita Vuorela og Jani Ikonen (ill.) ’Karikko’ (Afgrund)
Minna Lindeberg og Linda Bondestam (ill.) ’Allan och Udo’

Island:
Áslaug Jónsdóttir, Kalle Güettler, Rakel Helmsdal ’Skrímslaerjur’ (Monsterskænderi)
Birgitta Sif  ’Ólíver’

Norge:
Aina Basso ’Inn i elden’
Inga H. Sætre ’Fallteknikk’

Sverige:
Sara Lundberg ’Vita Streck och Öjvind’
Jessica Schiefauer ’Pojkarna’ (Drengene)

Færøerne:
Marjun Syderbø Kjelnæs
’Skriva í sandin’ (Skriv i sandet)

Grønland:
Nuka K. Godtfredsen (ill.) og Martin Appelt ’Hermelinen’

Ålandsøerne:
Isela Valve ’Joels färger’ (Joels farver)

Det samiske sprogområde:
Signe Iversen og Sissel Horndal (ill.) ’Mánugánda ja Heike’ (Månedrengen og Heike)

Skribentens favoritter:
Svenske ’Pojkarna’
Norske ’Fallteknik’

Forsiden lige nu

Anbefalinger

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu