»Det var ikke noget lidenskabens århundrede, jeg blev født og opdraget i. Det var en ordnet verden med klare hierarkier og blide overgange, en verden uden hastværk. Det nye tempos rytme havde endnu ikke forplantet sig fra bilen, telefonen, radioen og flyvemaskinen til mennesket.«
Således skriver Stefan Zweig i Verden af i går.
Kan man sammenligne nutidens længsel efter ro og orden, nu »det nye tempos rytme« unægtelig har forplantet sig til mennesket, med den nostalgi og kulturpessimisme, der præger Zweigs værk, og som ikke mindst udsprang af det tyvende århundredes to verdenskrige?
Ifølge historikeren Henrik Jensen skriver Stefan Zweig om »tabet af mening. Han beskriver en tid før verdenskrigene, som var meningsfyldt, hvor der var op og ned på tingene, og selv om han selv er meget liberal, er han optaget af det autoritetstab, der er sket.« Selv om Zweig havde mere tungtvejende grunde til sin pessimisme, end man kan opdrive i dag, har vi ifølge Henrik Jensen ikke rykket os meget: »Meningen er ikke kommet tilbage, vi har bevæget os den modsatte vej end det, Zweig forestillede sig. Vi er blevet mere materialistiske, mere optagne af egne projekter og har opgivet at finde et fælles projekt.«
»Så fylder vi tilværelsen med noget andet; forbrug, som måske kan give mening for den enkelte, teknologi, der nok signalerer fremskridt, men den åndelige side af kulturen er stadig meget svækket, der mangler dybde. Måske kan man se det som et signal, at der siden Zweig er sket et skift fra en optagethed af tysk kultur til en optagethed af den amerikanske, som samtidig er en afståelse af dybde til fordel for overflade. Hvis man vil, er der nok at være pessimistisk over.«
’Det går jo meget godt’
Forfatteren Peter Tudvad, der har skrevet forord til bogen, er uenig. Måske fordi han i de seneste syv år har boet i Berlin, for der er det anderledes, siger han. Når han taler om kulturlivet der, lyder han nærmest som Stefan Zweig, når denne beskriver Wien. Ligesom Zweig fremhæver han teatret som noget overordentligt betydningsfuldt. Han taler om »den selvfølgelig måde, som berlinerne går i teatret på. Her er det ikke finkultur at gå i teatret, her er det blot kultur,« siger han begejstret, »noget folk gør, fordi de synes, de har brug for det.«
– Så det er måske af nostalgi, at du bor i Berlin?
»Det var det vel nok for syv år siden, fordi jeg kendte de store, gyldne 1920’ere, men i dag opfatter jeg det bare som levende kultur. Man kan godt sige, at Berlin i dag minder om 1920’erne, så i hvert fald på dette sted, som jeg godt ved er exceptionelt, er der snarere grundlag for den helt store kulturoptimisme,« fastslår Peter Tudvad.
»Jeg har også lyst til at sige ’slap af’, det går jo meget godt,« erklærer han og formoder, »hvis jeg skal være fræk«, at der i for eksempel kunstneres klage over tidens kulturløshed skjuler sig et forsøg på »at rage flere midler til sig. For vist er det hårdt at være kunstner, men tænk på, hvad det lykkedes at skabe selv i de brune 1930’ere!«.
»Og har det ikke også altid været sådan, at man længtes tilbage,« spørger han, »er det ikke det samme, Pontoppidan skildrer i De dødes rige, blot med nogle andre navne? Og hvis vi skal være ærlige, har det vel altid været sådan, at kultur ikke er noget, menigmand i noget større omfang beskæftiger sig med.«
Kulturpessimisme i indvandrerdebatten
Men kulturpessimismen er blevet mondæn i dagens debat, og det spænder lige fra kulturdebatten til den politiske debat, mener forfatteren og oversætteren Jakob Levinsen. Dog har han svært ved at få øje på nostalgien efter noget tabt i dagens kulturpessimistiske tendenser.
»Kulturpessimismen af i dag forsvarer sjældent noget – i modsætning til Stefan Zweigs kulturpessimisme,« siger han. Han læser hele første del af Verden af i går som en frigørelseshistorie, der handler om, hvordan Zweigs generation gjorde op med den ældre generations normer. »Han skildrer tiden op til 1. Verdenskrig som én lang frigørelsesperiode,« påpeger Levinsen.
»I dag har kulturpessimisterne sjældent nogle værdier, som de forsvarer, og debatten foregår langt hen ad vejen i små, indforståede, lukkede kredse, eksempelvis på Facebook og blandt meningsfæller på avisernes respektive debatsider, hvor de ruller sig i kulturpessimisme som en flodhest i mudder. Der var højere til loftet hos Zweig, mere åndelig muskelkraft.«
Og kulturpessimisme kan ikke bruges til noget som helst, mener Jakob Levinsen.
»Zweig er jo selv et eksempel på det, et halvt år efter, at han begik selvmord sammen med sin unge kone, kom vendepunktet i krigen med Stalingrad og dermed begyndelsen til enden. Zweigs selvmord er en ren advarsel mod kulturpessimisme.«
»Han havde endda sit på det tørre, han var en af Europas mest berømte forfattere, og han måtte ikke flygte over hals og hoved. Men han kommer fra en østrig-ungarsk kultur, hvor det nærmest var et statement af begå selvmord. Hvor selvmordet mest var et udtryk for en ekstrem blaserthed, for weltschmerz.«
»Mange havde oplevet meget værre ting end Stefan Zweig, men de havde ikke råd til at være kulturpessimister. Både opbygningen af Israel, genopbygningen af Tyskland og genopbygningen af Rusland blev langt hen ad vejen udført af mennesker, som havde gennemgået det mest forfærdelige, men som bare måtte i gang med murerskeen.«
– Hvor ser du kulturpessimismen i dag?
»Eksempelvis i indvandrerdebatten, hvor folk ofte synes bare at kildre hinanden med at forestille sig, at de krumsabelsvingende horder står lige vest for Valby Bakke, og at den vestlige civilisation har dømt sig selv til undergang. Men man kan også vende sig mod venstrefløjen og spørge, hvor den havde været i de seneste ti år uden en Pia Kjærsgaard at skræmme sig selv med.«
