ORD

Yahya Hassan har begået indbrud og læst Strunge, stjålet bøger og slugt Dostojevskij på bagsædet af en politibil. Men det var først, da han læste Knausgaard, at han opdagede, at der også var noget galt i hans egen familie – og at man godt må sige det højt
Yahya Hassan har begået indbrud og læst Strunge, stjålet bøger og slugt Dostojevskij på bagsædet af en politibil. Men det var først, da han læste Knausgaard, at han opdagede, at der også var noget galt i hans egen familie – og at man godt må sige det højt
Tor Birk Trads
18. oktober 2013
Delt 7 gange

I en betonforhave bag et mandshøjt stakit løber Yahya Hassan efter en plysset killing. Han griner og genner den ind i lejligheden. Her, på en pæn adresse i et af brokvartererne, drikker han morgenkaffe hos en mand, han kun lige har lært at kende.

»Der er ingen, der får at vide, at han er her,« siger manden. Ingen ud over politiet, som holder øje med Yahya Hassan på grund af de dødstrusler, der fulgte i hælene på et interview i Deadline.

Yahya Hassan er træt, nok også ret træt af journalister, men det siger han ikke. Hans digte har de seneste uger sat en dagsorden i medierne – én, som ikke nødvendigvis er hans egen – og på en måde havde han set det komme.

»Her er min historie! Diskuter den / med sukkerknald og kaffe i jeres mælk« lyder en linje i det sidste digt i hans debutbog. Det er en sætning til journalisterne, kunstnerne og akademikerne, til hele latte-segmentet, der falder for hans mod og hans mangel på hæmninger.

»En perker, der pludselig kritiserer det miljø, han kommer fra, sådan én er der mange, der kan bruge,« siger Yahya Hassan.

Han har flere gange oplevet, at journalister har læst deres egen agenda og følelser ind i ham og hans ord. Han er hurtigt blevet kategoriseret - find ham under emneordene ’vred’ og ’indvandrerdigter’.

»Det er fucked up. Selvfølgelig er jeg vred, men jeg er sgu også alt muligt andet. Jeg er heller ikke indvandrerdigter. Jeg er født her – hvordan kan jeg være indvandrer?«, spørger han retorisk.

Samtidig er det ikke til at komme uden om, at det er dobbeltheden mellem at være født i Danmark og at have både nakba, flygtningelejr og borgerkrig i sin sociale dna, der er omdrejningspunkt i mange af Yahya Hassans digte. Det er rigtigt, han er vred – og han er subtilt morsom, igen og igen, han har et skarpt blik, der dissekerer ghettomiljøets sociokulturelle mønstre, og han er lige så hård ved sig selv, som han er ved andre. Hans korte, brutale fortællinger har skabt debat – og det var vel det, han ville?

»Det ved jeg ikke. Jeg kan jo ikke komme uden om, at nogle af de ting, jeg skriver om, er et debatemne. Men jeg er ikke nogen debattør – først og fremmest er jeg digter. Jeg har ikke noget at sige om, hvordan mine digte skal læses. Selvfølgelig håber jeg, at de kan være med til at gøre det her miljø klogere på sig selv. Men jeg ved jo godt, at der ikke er så mange, der læser digte i ghettoen.«

Yahya Hassan går særligt til angreb på det, han oplever som duknakkethed over for forældrene i et miljø, hvor en del af de voksne hverken kan tage ansvar for sig selv eller deres børn.

»Folk er fanget i den der misforståede loyalitet over for deres forældre. Hvis din far gør noget fucked up, så kan du ikke sige: hey far, det synes jeg sgu ikke er i orden. Så er du respektløs. Der er ingen interesse i, at nogen skal vide, hvad der foregår bag døren, og samtidig render man selv rundt og peger fingre. Man taler ikke om sin familie, man holder alt tæt, fordi man får at vide hjemmefra, at man ikke skal udstille sig selv.«

Men netop dét gør Yahya Hassan. Han har lavet en udstilling med ord, og det er en massiv debut: 170 sider, omkring 150 digte, skrevet på mindre end et år. Han er drengen, der råber: ‘I har jo ikke noget tøj på!’ til de mænd, der prædiker fromhed, mens de ser porno og slår deres børn. Men han blotter også sig selv, sin tvivl og sit selvhad.

Jeg skider en rose med torne
min røv bløder af dårskab og hævn
jeg er en skide antisemit
jeg fik det ind med fadermælken
med dronerne over oliventræerne
med stjerner og striber og hvid fosfor
jeg fik det ind med grædemuren
med ynk siden holocaust
med palæstinensernes ynk
og jeg ynker med dem

Men den vrede, alle taler om, er først kommet de seneste år. Og der skulle et norsk faderopgør til, før Yahya turde tage fat på sit eget.

At læse Knausgaard i Aarhus V

Yahya Hassan har læst, siden han var lille. Bøgerne fik han på de institutioner, hvor han var anbragt, alternativt stjal han dem på biblioteket og i boghandler, »ind under jakken, ned i en taske, sådan.« Senere hjælper han en af sine fætre med at levere bøger til forhandlere, og som tak får han returkasserne. Tit er det »ubrugelige krimier«, mens de gode bøger, der er iblandt, bliver en del af det, han kalder sin samling.

Jeg tager bukser på og tænder en smøg
inden jeg lukker dem ind
jeg bliver sigtet efter omstændighederne
de ransager lejligheden konfiskerer computere og to walkie-talkier
et bat og en returkasse fyldt med krimier
jeg siger tag bare kassen men rør ikke min samling

Derhjemme brokker faren sig, når sønnen læser Stieg Larsson-triologien, han skulle hellere tage og læse Koranen. I stedet læser Yahya Hassan Dostojevskijs Forbrydelse og straf på bagsædet af en politibil, og han læser Knausgaard. Det er netop Karl Oves Knausgaards offentlige bearbejdning af sin barndom, der sætter gang i noget i den dengang 16-17-årige dreng.

»For det første fik Min Kamp mig til at erkende, at der også var rav i min familie, at der også skete noget lort i mit liv. Jeg indså, at det ikke var en skam, at det bare var sådan, det var, og at man godt kunne sige tingene ligeud. Det tror jeg, jeg lærte af Knausgaard.«

Indtil da havde Yahya Hassan troet, at det ville være skandaløst, hvis hans lærere fik noget at vide om den vold, der havde præget hans opvækst.

»Gennem Knausgaard blev jeg meget, meget bevidst om mig selv og det liv, jeg har levet. Mit liv er helt anderledes end hans, men der er nogle af de samme ting, der går igen. Der er også noget, der ligger så fjernt, men det er det, der er fedt: de her personer, de her følelser, de findes overalt, de adskiller sig bare med hensyn til, hvor og hvordan de kommer til udtryk. Knausgaards far har vel haft nogle af de samme problemer, som min far har haft. Han har i hvert fald brugt nogle af de samme metoder, bortset fra, at min far nok har været lidt hårdere i det.«

Med Knausgaard i ryggen går Yahya Hassan i gang med at lave lortet om til lyrik. Den andens kamp med livet og forfatterskabet viser vejen, og ligesom Knausgaards jeg er Yahya Hassans autentisk. Alt, han skriver om, er sket. Sådan er det, fordi det ikke kan være anderledes, siger han.

»For mig er poesien ikke noget, som er til for at få en karriere ud af det. Det er ikke, fordi jeg tænker, nu tager jeg min opvækst og laver poesi med det, værsgo. Det er bare en nødvendighed.«

At læse Hassan i Aarhus V

Reaktionerne på Yahya Hassans historie har været heftige, allerede inden hans debut overhovedet er udkommet. Mens café latte-segmentet ikke kan få armene ned, har det regnet både kritik og dødstrusler fra folk, der kan genkende sig selv i Yahya Hassans historie, eller som netop ikke kan genkende det, han beskriver.

Umiddelbart tager Yahya Hassan enhver form for respons i udstrakt arm.

»Folk kan læse mig, som de vil. Jeg er fuldstændig ligeglad,« siger han. Men den historie, han fortæller, er ikke kun hans egen. Den er også hans families og venners.

»Jeg har læst nogle af mine digte op for et par af ghettodrengene. De syntes, det var sjovt nok, så længe det var mine fætre, der blev hængt ud. Men lige så snart det handlede om dem selv, var det ikke så sjovt mere. Det var en lidt hyklerisk reaktion.«

Yahya Hassan beskriver, hvordan han og vennerne sælger hash og begår indbrud, han skriver om politijagt på en motorcykel og møder med Hælerhassan. Men selv om det er hæsblæsende og til tider farligt, er der først for alvor noget på spil, når han rører ved det intime; sit forhold til forældrene.

På et tidspunkt under interviewet – vi skal til at tale om, hvordan han begyndte at skrive digte – ringer hans mor. Han slår over i arabisk.

Yahya Hassans mor og søskende har været til en af hans digtoplæsninger i Aarhus.

»De var ikke så begejstrede, altså.« Han sænker hovedet og stemmen og fumler med iphonens cover. »De siger, jeg lyver og jeg overdriver og sådan noget.«

Reaktionen kommer ikke bag på ham, og alligevel rammer den.

»Men altså, der står ikke flere navne i den bog end højst nødvendigt. Der er ikke flere personer med end nødvendigt. Det er bare en præmis for at kunne fortælle det hele, som det skal fortælles. Som jeg synes, det skal fortælles.«

Yahya Hassan har gjort ghettoen synlig for den brede offentlighed, og når hans bog udkommer i denne uge, er oplaget fire gange større end de 400 eksemplarer, digtsamlinger normalt bliver trykt i.

»Om jeg er tilfreds? Det ved jeg ikke, det er lidt ambivalent for mig. Nogle gange kan jeg lide mine digte, nogle gange kan jeg ikke lide dem,« siger han.

De næste to år skal han gå på forfatterskolen, 18 år gammel og ikke helt som de andre.

»Der er da skidegode ting i det miljø, og der er folk, der interesserer sig for det samme, jeg interesserer mig for. Men jeg kan godt føle mig lidt uden for i alt det der akademikerpis. Vi kan tale om litteratur, vi har læst, men de er på et andet niveau, sådan uddannelsesmæssigt. Jeg har 9. klasse og kommer fra Aarhus Vest – de kommer fra semiotik.« Yahya Hassan griner. Han er en særling i begge sine verdener. En, der skriver digte og siger, at han sagtens stadig »kan lave knæk«. På siden af sin hånd, i forlængelse af lillefingeren, har han en tatovering bestående af tre versaler: ORD. Den er lige blevet tegnet op, og det er det, det hele handler om. Han siger, at lyrik fylder ham med begejstring.

»Jeg føler bare, at jeg har poesi i mig. Det er da det, som jeg ... som jeg gerne vil. At skrive. Og der kommer da også helt sikkert noget til. Jeg skriver jo også noget nu. Så på den måde...jeg ved det ikke.«

Prøv Information gratis i 1 måned

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Forsiden lige nu

Kommentarer

Brugerbillede for Alexander Ildhøj

Jeg må indrømme, at jeg ikke helt forstår begejstringen omkring ham Yahya.

Det virker som om han bliver ophøjet på baggrund af samme præmis som er årsag til, at flere tusinder problemfyldte unge bliver nedværdiget og kaldt samfundstabere af folket, nemlig hans skødesløshed, kriminelle vaner og uvillighed til at konformere til de danske normer.. Er det alene fordi at han retter kasteskytset mod sine egne rækker, at han skal sættes på en piedestal? Det stinker af politisk agenda..

Brugerbillede for Jesper Wendt

Hykleriet er ækvivalent for alle sociale lag, det er de samme historier, nuancerne til forskel. Deres jubel skal nok tolkes som et frikvarter fra deres egen hovedpine, og fornægtelse er altid det første tegn på misbrug, så kommer vreden. Så mens grisene bliver fodret, så skriv lidt flere digte.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Grethe Preisler

En ny Jean Genet, en genfødt Inger Christensen? Spis nu lige brød til.

Han er 18 år og er lige begyndt på vandringen rundt om sit eget 'Halfway Mountain' og gribbene flokkes allerede om byttet.

Hvor langt han vil nå, og hvor mange snubletråde han skal falde over på vejen, før han når det mål, han har sat sig, kan ingen vide. Men han har et talent, som er større end de flestes, og om Gud vil slipper han helskindet gennem det ingenmandsland, han raver rundt i endnu, med sig selv og sin blødende tornede rose i behold.

Brugerbillede for jens peter hansen

Fra dybet kommer en røst. Denne gang fra ghettoen. For et år siden fra Brønderslev, Tønder og you name it. Zornig er på TV, Grete Lise Holm har succes. At nogle dumme svin godt kan lide historierne gør vel for pokker ikke deres fortællinger, budskaber, kunst ringere. Jeg synes det er forstemmende at så mange er fyldt med forbehold. Ingen kan undgå at få dårlige venner, når noget lugter af succes og talent.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Anne Sofie Lütken

Citat "Der er da skidegode ting i det miljø, og der er folk, der interesserer sig for det samme, jeg interesserer mig for. Men jeg kan godt føle mig lidt uden for i alt det der akademikerpis. Vi kan tale om litteratur, vi har læst, men de er på et andet niveau, sådan uddannelsesmæssigt. Jeg har 9. klasse og kommer fra Aarhus Vest – de kommer fra semiotik".

"Akademikerpis" - jeg er på alle måder uenig. Enten har du læst en bog eller også har du ikke - og hvis du har, er du lige så meget i stand til at diskutere den som en hvilken som helst anden person - akademikerbarn eller ej. Det er jo præcis det, der gør litteraturen så vigtig: At det er historier, der handler om alle slags mennesker og som er forudsætningsløse! (ok, man skal kunne læse, men selv det er der råd for).

Så en ikke-akademikerbaggrund er på-ingen-måde en retfærdiggørelse for, hvorfor man ikke skulle tage en litterær uddannelse. Og det er det smukke ved Danmarks uddannelsessystem. Du kan følge den vej, du har interesse for, og ikke den din baggrund har banet for dig.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Steffen Gliese

Som forfatter skal man også tage sig i agt for at lytte for meget til akademisk efterrationalisering. Det er originaliteten og opfindetrangen, der er det værdifulde, den efterfølgende indlemmelse i forståelsesrammerne er af en anden karakter.
Når det er sagt, så ligner semiotikken jo mere end så mange andre analysemodeller den kunstneriske proces i bagvendt form: mens kunstneren opbygger forståelse med brug af sprogbilleder, fortolker semiotikken disse som betydningsbærende tegn.
Man kan synes, at en almindelig samtale om tingene ville være ligeså afklarende, men der er bare et kreativt felt, der så aldrig vil opstå, og som også efterlader plads til en egen tilegnelse af en tekst igennem læsning, mens en forfatter er langt bedre i sin kunstneriske udfoldelse, hvor det ene ord tager det andet, end i en almindelig udredning. Hvor tit har man ikke læst noget, man har skrevet, og tænkt: hvor fik jeg det fra?

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Lars Dahl

Altså. Man bliver hverken mere uægte eller et dårligere menneske af at studere, tage en eksamen og .. blive akademiker.
Vil man skrive er jagten på emne, ægthed osv. helt den samme.
Måske har endda akademikeren nogle fordele f.eks. ved at kende til læserpsykologi, eller til retorik. Måske kan vedkommende både stave og sætte komme. Det letter altsammen dét at skulle formidle sine tanker.
Jeg tænker at det nok er ganske flot sådan at læse og blive revet med osv. det, som Yahya Hassan har skrevet. Men sådan kunne det også være fra en akademiker, en DJØF'er eller endda fra en politiker.
Personlig er jeg ikke særlig vild med folk, der snobber - om det er op eller ned, til højre eller venstre. Det er ikke noget jeg bryder mig om.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Bill Atkins

Yahya Hassans ord går i lige linje tilbage til de tidligste tider i det moderne danske samfund - islamismen uagtet. Yahya Hassan er opvokset i en samfundsramt familie; dårligt uddannede, flytter til byen, indlogeres i for lille en bolig, arbejdsløshed, fattigdom ...sådan som det var for mange familier i fra midten af 1800 tallet og frem til i dag.

Godt gået Yahya Hassan - vi er mange der ved hvad du taler om. Det er en del af klassekampen du beskriver.

Brugerbillede for Filo Butcher

Anne Sofie L.

Enten har du læst en bog eller også har du ikke - og hvis du har, er du lige så meget i stand til at diskutere den som en hvilken som helst anden person - akademikerbarn eller ej.

Jeg tror ikke du ved hvad du snakker om. Tag det fra en som også har bevæget sig temmelig meget i akademikerkredse uden selv at være det.

Ja, man er lige så meget i stand til at diskutere som en hvilken som helst anden person, men så snart man har røbet sin herkomst på den ene eller anden måde, f.x. igennem ens ordvalg, er der ikke længere nogen der gider at lytte.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Can  Øzcen

Jeg har ikke selv forstand på lyrik - det er uden for mit fagområde. Og jeg har endnu ikke læst den, selv om jeg allerede er blevet den som gave, så jeg kan ikke udtale mig om indholdet, uagtet jeg fra diverse artikler omkring digtene kan læse ord, der minder mig om "det moderne gennembrud" fra folkeskolen.
Men det glæder mig, at en så ung forfatter kan få sit arbejde udgivet - så stort tillykke herfra.
Og dejligt at et "gammeldags" forlag ikke kun satser på kendte navne, men også på en ny forfatterspire.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for odd bjertnes

Ja Bill Atkins - og den nationalistiske socialt mangfoldighedsjublende sødsuppe der skulle få det til at glide ned modsvares af dagens internationalistiske sociale ditto. Verden er blevet mindre og indholdet det samme.-
Findes der så en internazismer løs i verden på nogen måde - som kan blive en trussel ?
Der er som bekendt to kandidater : 'McDonalds og Jihad' - som en bogtitel engang for allerede noget siden udtrykte det. Og de kredse som Hassan peger af bliver flået i fra begge, så de knap får chancen for en selvstændig tanke, skulle de pludselig være alene et øjeblik. Men det er de aldrig.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Ole Gielsgaard

Yahya rammer mig lige i hjertekulen. Rammer mig med sin vrede, sin udtrykte frustrationer. Han sætter gang i mine drømme om selv tidligt, at have kunnet vriste mig fri af svigt og en dysfunktionel familie. Han giver mig håb om at det aldrig er for sent (og for tidligt), at tage opgøret og komme videre på livets bumlede landevej...

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Michael Kongstad Nielsen

Nu har vi fra Bill Atkins hørt et nyt ord: - samfundsramt. Ja, man kan blive ramt på mange måder, men det bedste svar er nok at kæmpe. Mod de rette, og der tror jeg ikke familien og miljøet er de rette. Med mindre man vil overgive sig til fjenden og tage afstand fra sine egne. Som jeg husker Martin Andersen Nexøs Pelle Erobreren var han også samfundsramt, men Pelle skød ikke skylden på Lassefar.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Bill Atkins

Michael Kongstad Nielsen, jeg har svært ved helt at følge dine ræsonnementer. Ja, jeg anvender en ordkonstruktion: 'Samfundsramt'. Det gør jeg for at undgå ordet: 'samspilsramt', idet dette begreb i min optik har et for individuelt indhold.

Yahya Hassans digte fortæller om en stigmatisering af store gruppe børn og ganske unge - primært drenge - fanget sammen med deres familier i fattigdomslommer opstået ud af samfundets kværnende forandringer. Denne stigmatisering indeholder mange forskellige familiemæssige strukturer. Fælles er - lad mig kalde det: ghettovirkningen. Nemlig at "fejltrin", det være sig: forældrevold, småkriminalitet, indlæringsbesvær, sygdom, mange søskende under små forhold, følelseskulde, anderledeshed i det hele taget - altsammen skubber det dig hen i kammeratskabsflokkenes omfavnende fællesskab. Der hvor din opvæksts små fejltrin hurtigt kan ændres til en i samfundets øjne diskvalificerende løbebane.

Når jeg skriver i lige linje tilbage til de tidligste tider i det moderne danske samfund, så tænker jeg blandt andet på vilkårene i København, i 30'erne og frem til start 70'erne, da der boede næsten 900.000 mennesker i byen, med store børnerige ghettoer på brokvartererne i elendige små lejligheder. Forhold der for mange betød: Druk, tæsk, sult, forsømmelse, tuberkulose, arbejdsløshed, nedværdigelse, tøjhjælp, svagbørnskolonier, børnehjem, mere druk...

Det er overordnet et resultat af samfundets forandring. Den gode Stat forsøger heldigvis at gribe ind, men i det enkelte barns øjne er det ”din helt egen kamp, mod alt det der truer dig”.

Yahyas digte er en opfordring til alle samfundsramte om, at blive bevidste om deres egen situation og kæmpe for deres eget liv uanset modstanderne - det er aldrig for sent - og den holdning er han det levende bevis for.

PS. Michael, så vidt jeg huske fik Pelle ikke bank af Lassefar, men af landvæsenseleven - det gør klassekampsbilledet mere klart for Pelle, end hvis det var Lassefar der slog, selv tæskene stadig kan have været en del af klassekampen.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Bo Johansen

Når både opvækst, omgivelserne og hans egen kriminalitet er problemet,så kan han vel kun gøre en ting for at frigøre sig, og det er at tage afstand fra miljøet og komme væk derfra.

En fortolkning af årsag og virkning, kan kun bruges langt senere til en form for forsoning med de nærmeste. Og selv da vil det være svært. Der er jo andre familier i de samme omgivelser der udlever den sociale arv på en helt anden måde, bl.a ved at undgå og lave de samme fejltagelser som deres forældre gjorde med tæv og selvretfærdiggørelse og en forstenet patriarkalsk far.

Man kan gå så og så langt og sige jamen min far har ingen uddannelse og havde kun korte skodjob ansættelser og aldrig penge og det medførte så at han tæskede når han var fuld, vred, eller kedede sig. Men er det rimeligt og forklaring nok? Hvorfor fastholde at alt har årsag i ude fra kommmende faktorer og fratage faderen et ansvar og det valg han havde for at have handlet anerledes, spørger sønnen.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Uni Machanga

Altså - jeg synes debatten omkring disse digte er totalt forskruet efterhånden. Det er bare en LYRISK smuk og SPROGLIGT nyskabende digtsamling, og længere er den ikke!

Alle mennesker i lille Danmark, og det gælder både første, anden og tredje-generations indfødte og ny-danskere, vil SÅ gerne tolke på Hassans digte og ISÆR deres indhold. Hans egne hader ham og ønsker ham død fordi de mener han taler dårligt om islam, andre hader ham fordi hans digte bliver misbrugt til at puste til flammen i DF's afskyelige indvandrerdebat, andre igen elsker ham for det samme. Hvorfor ikke bare lade ham være den DIGTER og det lyriske talent han er? Øv. Det er faktisk ikke ret tit, at noget pisser mig af i en sådan grad som denne sag har gjort. Jeg bliver lidt ked af det...

Fakta er at det er til skade for ham på alle måder, at hans digte overhovedet er udgivet, og det er en skam, for det er STORT, rent lyrisk.

Basta

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Torben Madsen

Måske er dette et side spring.

Men for nogle uger siden var der en debat om forholdene i rusiske fængsler.
Debatten skyldes et åbent brev fra Nadezhda Tolokonnikova, (Puzzy riot)

http://www.economist.com/news/europe/21588130-russias-prison-colonies-re...

Hendes brev har faktisk startet en diskussion i Rusland om fangers forhold i rusiske fængsler.

Nogen gange kan enkelte personer gøre en forskel.

Yahya Hassan om vold i indvandre familier.(Som det danske samfund se igennem fingre med)

Nadezhda Tolokonnikova, om forholdene i rusiske fængsler

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Michael Kongstad Nielsen

»Her er min historie! Diskuter den / med sukkerknald og kaffe i jeres mælk« lyder en linje i det sidste digt i Yahyas debutbog. Han er klar over, at den vil skabe debat, og indtil videre kan café latte-segmentet ikke få hænderne ned, mens hans eget miljø hænger gevaldigt med mulen. Mange har en mening om bogen, og mange kaster sig over den og vil enten omfavne den, eller bruge den til at hyppe egne kartofler. Det kan være DF-ere eller Søvndals disciple, der ser sig bekræftet i deres fordomme om indvandrerghettoer, eller det kan være det akademiske latte-segment, der hylder mangfoldighedens frugtbarhed i form af denne nye, unge lyriker, der oven i købet sælger godt. En sidste mulighed for omfavnelse kommer de revolutionære, der ser en klassekamp udspille sig, når en repræsentant fra et stigmatiseret miljø gør sig klar til kamp mod samfundet som i 1930-erne. Det meste er omklamring, som digteren ikke har den mindste interesse i, han er bare digter, kunstner, der er jeg enig med Uni Machanga.

I øvrigt tror jeg der er meget stor forskel på Københavns brokvarterers slum i 1930-erne og frem, og så på Aarhus vest, jeg går ud fra der tænkes på Gjellerup eller lignende, i 00-erne, for der er både lys og luft, pænt store lejligheder, og ingen decideret fattigdom, men jeg kan tage fejl.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Bill Atkins

Michael, på trods af at dagens ghettoer ser meget forskellige ud sammenlignet med baggårdene og overbefolkningen i 50'ernes København (næsten 300.000 flere beboere), så er taberdrengenes reaktion dengang og nu næsten den samme - had til samfundet og sidenhen til sig selv. Der er en grund til at København i visse kvarterer, har haft markant store drukproblemer, mange psykisk syge, narkomaner og en lav levealder, forhold som først i dag er ved at udlignes.

Men borgerskabet - som ikke aner en skid - vælger at lukke øjnene og benægte - bærmen skal for alt i verden ikke se at deres kamp for et værdigt liv har en historisk og social sammenhæng.

"Drik vand det tager ingen forstand." er der hugget ind i granitdrikkekummen i skolegården på Matthæusgade skole, Vesterbro (1883).

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Michael Kongstad Nielsen

Bill - de var ikke alle sammen tabere, det kan man læse mere om hos en anden digter, der blev født tæt på Mathæusgade, nemlig i Hedebygade 30A, 4. tv., barndommens gade, Tove Ditlevsen.

I dag udlignes via forældrekøb med afdragsfrie lån, samt kommunal byfornyelse. Omdannelsen til fashionable kvarterer skyder blot fattigdommen ud i nye baggårde, denne gang i udkantskommunerne, "den rådne banan" som det så smukt kaldes, billige rønner på Lolland eller på Djurs, der knapt kan opvarmes vinteren over.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Steffen Gliese

Det er en mærkelig diskussion, der udvikler sig, hvor det simple faktum: at nogen frister grumme opvækst- og levekår, tabuiseres, hvor det burde være klart for enhver, at det først er, når "man nævner dyret ved navn", at forandringen til det bedre indtræffer. Undertrykkelse er undertrykkelse, og hvis vi vil have en demokratisk, oplyst og deltagende befolkning, er der ikke plads til at se stort på forkuelsen af de i forvejen mindre privilegerede, tværtimod.
De lænker skal brydes, hvis den sociale og politiske ligestilling skal have en chance.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Steffen Gliese

Tove Ditlevsen er jo ikke et særlig godt eksempel, Michael Kongstad Nielsen, hvor om nogen døjede hun hele livet med de spor, hendes fattige opvækst havde sat sig. Omkostningerne for den litterære succes synes undertiden ufatteligt store og ubærlige, hvad de jo i sidste ende også blev.

anbefalede denne kommentar