Læsetid: 8 min.

ORD

Yahya Hassan har begået indbrud og læst Strunge, stjålet bøger og slugt Dostojevskij på bagsædet af en politibil. Men det var først, da han læste Knausgaard, at han opdagede, at der også var noget galt i hans egen familie – og at man godt må sige det højt
Yahya Hassan har begået indbrud og læst Strunge, stjålet bøger og slugt Dostojevskij på bagsædet af en politibil. Men det var først, da han læste Knausgaard, at han opdagede, at der også var noget galt i hans egen familie – og at man godt må sige det højt

Tor Birk Trads

18. oktober 2013

I en betonforhave bag et mandshøjt stakit løber Yahya Hassan efter en plysset killing. Han griner og genner den ind i lejligheden. Her, på en pæn adresse i et af brokvartererne, drikker han morgenkaffe hos en mand, han kun lige har lært at kende.

»Der er ingen, der får at vide, at han er her,« siger manden. Ingen ud over politiet, som holder øje med Yahya Hassan på grund af de dødstrusler, der fulgte i hælene på et interview i Deadline.

Yahya Hassan er træt, nok også ret træt af journalister, men det siger han ikke. Hans digte har de seneste uger sat en dagsorden i medierne – én, som ikke nødvendigvis er hans egen – og på en måde havde han set det komme.

»Her er min historie! Diskuter den / med sukkerknald og kaffe i jeres mælk« lyder en linje i det sidste digt i hans debutbog. Det er en sætning til journalisterne, kunstnerne og akademikerne, til hele latte-segmentet, der falder for hans mod og hans mangel på hæmninger.

»En perker, der pludselig kritiserer det miljø, han kommer fra, sådan én er der mange, der kan bruge,« siger Yahya Hassan.

 

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Information.dk

Forsiden lige nu

Anbefalinger

  • Camilla Rasmussen
  • Simon Olmo Larsen
  • Uni Machanga
  • Malan Helge
  • Bo Johansen
  • Filo Butcher
  • Ulla Holger
  • Fraus Dolus
  • Viggo Okholm
  • Heinrich R. Jørgensen
  • Lis Lak Risager
  • Philip B. Johnsen
  • Tino Rozzo
  • Lone Christensen
  • Egon Maltzon
  • Emil Rask Pedersen
  • Niels-Simon Larsen
Camilla Rasmussen, Simon Olmo Larsen, Uni Machanga, Malan Helge, Bo Johansen, Filo Butcher, Ulla Holger, Fraus Dolus, Viggo Okholm, Heinrich R. Jørgensen, Lis Lak Risager, Philip B. Johnsen, Tino Rozzo, Lone Christensen, Egon Maltzon, Emil Rask Pedersen og Niels-Simon Larsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Fantastisk historie.

Gad vide om vores børnebørn nogensinde vil forstå hvorfor denne historie vækker så megen opstandelse ?

Alexander Ildhøj

Jeg må indrømme, at jeg ikke helt forstår begejstringen omkring ham Yahya.

Det virker som om han bliver ophøjet på baggrund af samme præmis som er årsag til, at flere tusinder problemfyldte unge bliver nedværdiget og kaldt samfundstabere af folket, nemlig hans skødesløshed, kriminelle vaner og uvillighed til at konformere til de danske normer.. Er det alene fordi at han retter kasteskytset mod sine egne rækker, at han skal sættes på en piedestal? Det stinker af politisk agenda..

Filo Butcher, Dorthe Dencker, Anders Jensen, Karsten Aaen og Brian Pietersen anbefalede denne kommentar
Anders Sørensen

"Yahya Hassan har gjort ghettoen synlig for den brede offentlighed"

Nu kender vi ghettoen. Klart. En enkelt stemme var, hvad der skulle til.

Nu kender vi ghettoen. Havde aldrig set den før. Nu er vi trygge, for vi havde ret i vores fordomme. Ghetto er noget lorto.

Pyha.

Janus Agerbo, Filo Butcher, Jesper Frandsen og Karsten Aaen anbefalede denne kommentar

Hykleriet er ækvivalent for alle sociale lag, det er de samme historier, nuancerne til forskel. Deres jubel skal nok tolkes som et frikvarter fra deres egen hovedpine, og fornægtelse er altid det første tegn på misbrug, så kommer vreden. Så mens grisene bliver fodret, så skriv lidt flere digte.

Kære Anders Sørensen, 20:22
Du har ikke oplevet Vesterbro og Sydhavnen i 50'erne. Det var ghetto kan du tro.

Malan Helge, Filo Butcher og Karsten Aaen anbefalede denne kommentar
Majbritt Nielsen

Egon Maltzon
18. oktober, 2013 - 13:52 #

Kunne ske at dine børnebørn oplevede, netop den slags afstumpethed og vold. Det foregår ikke kun i gettoer. Men i pæne familier også.

Grethe Preisler

En ny Jean Genet, en genfødt Inger Christensen? Spis nu lige brød til.

Han er 18 år og er lige begyndt på vandringen rundt om sit eget 'Halfway Mountain' og gribbene flokkes allerede om byttet.

Hvor langt han vil nå, og hvor mange snubletråde han skal falde over på vejen, før han når det mål, han har sat sig, kan ingen vide. Men han har et talent, som er større end de flestes, og om Gud vil slipper han helskindet gennem det ingenmandsland, han raver rundt i endnu, med sig selv og sin blødende tornede rose i behold.

Thomas Krogh, Ole Kristensen, Niels Duus Nielsen, Jesper Frandsen, Ulla Holger, Steffen Gliese og Karsten Aaen anbefalede denne kommentar
jens peter hansen

Fra dybet kommer en røst. Denne gang fra ghettoen. For et år siden fra Brønderslev, Tønder og you name it. Zornig er på TV, Grete Lise Holm har succes. At nogle dumme svin godt kan lide historierne gør vel for pokker ikke deres fortællinger, budskaber, kunst ringere. Jeg synes det er forstemmende at så mange er fyldt med forbehold. Ingen kan undgå at få dårlige venner, når noget lugter af succes og talent.

Anne Sofie Lütken

Citat "Der er da skidegode ting i det miljø, og der er folk, der interesserer sig for det samme, jeg interesserer mig for. Men jeg kan godt føle mig lidt uden for i alt det der akademikerpis. Vi kan tale om litteratur, vi har læst, men de er på et andet niveau, sådan uddannelsesmæssigt. Jeg har 9. klasse og kommer fra Aarhus Vest – de kommer fra semiotik".

"Akademikerpis" - jeg er på alle måder uenig. Enten har du læst en bog eller også har du ikke - og hvis du har, er du lige så meget i stand til at diskutere den som en hvilken som helst anden person - akademikerbarn eller ej. Det er jo præcis det, der gør litteraturen så vigtig: At det er historier, der handler om alle slags mennesker og som er forudsætningsløse! (ok, man skal kunne læse, men selv det er der råd for).

Så en ikke-akademikerbaggrund er på-ingen-måde en retfærdiggørelse for, hvorfor man ikke skulle tage en litterær uddannelse. Og det er det smukke ved Danmarks uddannelsessystem. Du kan følge den vej, du har interesse for, og ikke den din baggrund har banet for dig.

Steffen Gliese

Som forfatter skal man også tage sig i agt for at lytte for meget til akademisk efterrationalisering. Det er originaliteten og opfindetrangen, der er det værdifulde, den efterfølgende indlemmelse i forståelsesrammerne er af en anden karakter.
Når det er sagt, så ligner semiotikken jo mere end så mange andre analysemodeller den kunstneriske proces i bagvendt form: mens kunstneren opbygger forståelse med brug af sprogbilleder, fortolker semiotikken disse som betydningsbærende tegn.
Man kan synes, at en almindelig samtale om tingene ville være ligeså afklarende, men der er bare et kreativt felt, der så aldrig vil opstå, og som også efterlader plads til en egen tilegnelse af en tekst igennem læsning, mens en forfatter er langt bedre i sin kunstneriske udfoldelse, hvor det ene ord tager det andet, end i en almindelig udredning. Hvor tit har man ikke læst noget, man har skrevet, og tænkt: hvor fik jeg det fra?

Jesper Frandsen, Brian Pietersen og Karsten Aaen anbefalede denne kommentar
Michael Kongstad Nielsen

Han hænger offentligt sit eget miljø ud.
Han skider i egen rede.
Han får sådan nogle underlige venner af det.
Det er fint nok at gøre oprør, men han skulle måske overveje, hvad han vil i stedet.

Altså. Man bliver hverken mere uægte eller et dårligere menneske af at studere, tage en eksamen og .. blive akademiker.
Vil man skrive er jagten på emne, ægthed osv. helt den samme.
Måske har endda akademikeren nogle fordele f.eks. ved at kende til læserpsykologi, eller til retorik. Måske kan vedkommende både stave og sætte komme. Det letter altsammen dét at skulle formidle sine tanker.
Jeg tænker at det nok er ganske flot sådan at læse og blive revet med osv. det, som Yahya Hassan har skrevet. Men sådan kunne det også være fra en akademiker, en DJØF'er eller endda fra en politiker.
Personlig er jeg ikke særlig vild med folk, der snobber - om det er op eller ned, til højre eller venstre. Det er ikke noget jeg bryder mig om.

Steffen Gliese

Når det gælder kunstnerisk skaben, står akademisk raison i vejen, Lars Dahl. Den er for firkantet og for hæmmende for fantasien og følelsen.

Yahya Hassans ord går i lige linje tilbage til de tidligste tider i det moderne danske samfund - islamismen uagtet. Yahya Hassan er opvokset i en samfundsramt familie; dårligt uddannede, flytter til byen, indlogeres i for lille en bolig, arbejdsløshed, fattigdom ...sådan som det var for mange familier i fra midten af 1800 tallet og frem til i dag.

Godt gået Yahya Hassan - vi er mange der ved hvad du taler om. Det er en del af klassekampen du beskriver.

Poul Eriksen, Anders Kristensen, Malan Helge, Karsten Aaen, Fraus Dolus, Bo Johansen, Niels Duus Nielsen, Filo Butcher, Ivan Gullev og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar

Anne Sofie L.

Enten har du læst en bog eller også har du ikke - og hvis du har, er du lige så meget i stand til at diskutere den som en hvilken som helst anden person - akademikerbarn eller ej.

Jeg tror ikke du ved hvad du snakker om. Tag det fra en som også har bevæget sig temmelig meget i akademikerkredse uden selv at være det.

Ja, man er lige så meget i stand til at diskutere som en hvilken som helst anden person, men så snart man har røbet sin herkomst på den ene eller anden måde, f.x. igennem ens ordvalg, er der ikke længere nogen der gider at lytte.

Jeg har ikke selv forstand på lyrik - det er uden for mit fagområde. Og jeg har endnu ikke læst den, selv om jeg allerede er blevet den som gave, så jeg kan ikke udtale mig om indholdet, uagtet jeg fra diverse artikler omkring digtene kan læse ord, der minder mig om "det moderne gennembrud" fra folkeskolen.
Men det glæder mig, at en så ung forfatter kan få sit arbejde udgivet - så stort tillykke herfra.
Og dejligt at et "gammeldags" forlag ikke kun satser på kendte navne, men også på en ny forfatterspire.

Ja Bill Atkins - og den nationalistiske socialt mangfoldighedsjublende sødsuppe der skulle få det til at glide ned modsvares af dagens internationalistiske sociale ditto. Verden er blevet mindre og indholdet det samme.-
Findes der så en internazismer løs i verden på nogen måde - som kan blive en trussel ?
Der er som bekendt to kandidater : 'McDonalds og Jihad' - som en bogtitel engang for allerede noget siden udtrykte det. Og de kredse som Hassan peger af bliver flået i fra begge, så de knap får chancen for en selvstændig tanke, skulle de pludselig være alene et øjeblik. Men det er de aldrig.

Ole Kristensen

Yahya rammer mig lige i hjertekulen. Rammer mig med sin vrede, sin udtrykte frustrationer. Han sætter gang i mine drømme om selv tidligt, at have kunnet vriste mig fri af svigt og en dysfunktionel familie. Han giver mig håb om at det aldrig er for sent (og for tidligt), at tage opgøret og komme videre på livets bumlede landevej...

Michael Kongstad Nielsen

Nu har vi fra Bill Atkins hørt et nyt ord: - samfundsramt. Ja, man kan blive ramt på mange måder, men det bedste svar er nok at kæmpe. Mod de rette, og der tror jeg ikke familien og miljøet er de rette. Med mindre man vil overgive sig til fjenden og tage afstand fra sine egne. Som jeg husker Martin Andersen Nexøs Pelle Erobreren var han også samfundsramt, men Pelle skød ikke skylden på Lassefar.

Michael Kongstad Nielsen, jeg har svært ved helt at følge dine ræsonnementer. Ja, jeg anvender en ordkonstruktion: 'Samfundsramt'. Det gør jeg for at undgå ordet: 'samspilsramt', idet dette begreb i min optik har et for individuelt indhold.

Yahya Hassans digte fortæller om en stigmatisering af store gruppe børn og ganske unge - primært drenge - fanget sammen med deres familier i fattigdomslommer opstået ud af samfundets kværnende forandringer. Denne stigmatisering indeholder mange forskellige familiemæssige strukturer. Fælles er - lad mig kalde det: ghettovirkningen. Nemlig at "fejltrin", det være sig: forældrevold, småkriminalitet, indlæringsbesvær, sygdom, mange søskende under små forhold, følelseskulde, anderledeshed i det hele taget - altsammen skubber det dig hen i kammeratskabsflokkenes omfavnende fællesskab. Der hvor din opvæksts små fejltrin hurtigt kan ændres til en i samfundets øjne diskvalificerende løbebane.

Når jeg skriver i lige linje tilbage til de tidligste tider i det moderne danske samfund, så tænker jeg blandt andet på vilkårene i København, i 30'erne og frem til start 70'erne, da der boede næsten 900.000 mennesker i byen, med store børnerige ghettoer på brokvartererne i elendige små lejligheder. Forhold der for mange betød: Druk, tæsk, sult, forsømmelse, tuberkulose, arbejdsløshed, nedværdigelse, tøjhjælp, svagbørnskolonier, børnehjem, mere druk...

Det er overordnet et resultat af samfundets forandring. Den gode Stat forsøger heldigvis at gribe ind, men i det enkelte barns øjne er det ”din helt egen kamp, mod alt det der truer dig”.

Yahyas digte er en opfordring til alle samfundsramte om, at blive bevidste om deres egen situation og kæmpe for deres eget liv uanset modstanderne - det er aldrig for sent - og den holdning er han det levende bevis for.

PS. Michael, så vidt jeg huske fik Pelle ikke bank af Lassefar, men af landvæsenseleven - det gør klassekampsbilledet mere klart for Pelle, end hvis det var Lassefar der slog, selv tæskene stadig kan have været en del af klassekampen.

Når både opvækst, omgivelserne og hans egen kriminalitet er problemet,så kan han vel kun gøre en ting for at frigøre sig, og det er at tage afstand fra miljøet og komme væk derfra.

En fortolkning af årsag og virkning, kan kun bruges langt senere til en form for forsoning med de nærmeste. Og selv da vil det være svært. Der er jo andre familier i de samme omgivelser der udlever den sociale arv på en helt anden måde, bl.a ved at undgå og lave de samme fejltagelser som deres forældre gjorde med tæv og selvretfærdiggørelse og en forstenet patriarkalsk far.

Man kan gå så og så langt og sige jamen min far har ingen uddannelse og havde kun korte skodjob ansættelser og aldrig penge og det medførte så at han tæskede når han var fuld, vred, eller kedede sig. Men er det rimeligt og forklaring nok? Hvorfor fastholde at alt har årsag i ude fra kommmende faktorer og fratage faderen et ansvar og det valg han havde for at have handlet anerledes, spørger sønnen.

Altså - jeg synes debatten omkring disse digte er totalt forskruet efterhånden. Det er bare en LYRISK smuk og SPROGLIGT nyskabende digtsamling, og længere er den ikke!

Alle mennesker i lille Danmark, og det gælder både første, anden og tredje-generations indfødte og ny-danskere, vil SÅ gerne tolke på Hassans digte og ISÆR deres indhold. Hans egne hader ham og ønsker ham død fordi de mener han taler dårligt om islam, andre hader ham fordi hans digte bliver misbrugt til at puste til flammen i DF's afskyelige indvandrerdebat, andre igen elsker ham for det samme. Hvorfor ikke bare lade ham være den DIGTER og det lyriske talent han er? Øv. Det er faktisk ikke ret tit, at noget pisser mig af i en sådan grad som denne sag har gjort. Jeg bliver lidt ked af det...

Fakta er at det er til skade for ham på alle måder, at hans digte overhovedet er udgivet, og det er en skam, for det er STORT, rent lyrisk.

Basta

Måske er dette et side spring.

Men for nogle uger siden var der en debat om forholdene i rusiske fængsler.
Debatten skyldes et åbent brev fra Nadezhda Tolokonnikova, (Puzzy riot)

http://www.economist.com/news/europe/21588130-russias-prison-colonies-re...

Hendes brev har faktisk startet en diskussion i Rusland om fangers forhold i rusiske fængsler.

Nogen gange kan enkelte personer gøre en forskel.

Yahya Hassan om vold i indvandre familier.(Som det danske samfund se igennem fingre med)

Nadezhda Tolokonnikova, om forholdene i rusiske fængsler

Michael Kongstad Nielsen

»Her er min historie! Diskuter den / med sukkerknald og kaffe i jeres mælk« lyder en linje i det sidste digt i Yahyas debutbog. Han er klar over, at den vil skabe debat, og indtil videre kan café latte-segmentet ikke få hænderne ned, mens hans eget miljø hænger gevaldigt med mulen. Mange har en mening om bogen, og mange kaster sig over den og vil enten omfavne den, eller bruge den til at hyppe egne kartofler. Det kan være DF-ere eller Søvndals disciple, der ser sig bekræftet i deres fordomme om indvandrerghettoer, eller det kan være det akademiske latte-segment, der hylder mangfoldighedens frugtbarhed i form af denne nye, unge lyriker, der oven i købet sælger godt. En sidste mulighed for omfavnelse kommer de revolutionære, der ser en klassekamp udspille sig, når en repræsentant fra et stigmatiseret miljø gør sig klar til kamp mod samfundet som i 1930-erne. Det meste er omklamring, som digteren ikke har den mindste interesse i, han er bare digter, kunstner, der er jeg enig med Uni Machanga.

I øvrigt tror jeg der er meget stor forskel på Københavns brokvarterers slum i 1930-erne og frem, og så på Aarhus vest, jeg går ud fra der tænkes på Gjellerup eller lignende, i 00-erne, for der er både lys og luft, pænt store lejligheder, og ingen decideret fattigdom, men jeg kan tage fejl.

Michael, på trods af at dagens ghettoer ser meget forskellige ud sammenlignet med baggårdene og overbefolkningen i 50'ernes København (næsten 300.000 flere beboere), så er taberdrengenes reaktion dengang og nu næsten den samme - had til samfundet og sidenhen til sig selv. Der er en grund til at København i visse kvarterer, har haft markant store drukproblemer, mange psykisk syge, narkomaner og en lav levealder, forhold som først i dag er ved at udlignes.

Men borgerskabet - som ikke aner en skid - vælger at lukke øjnene og benægte - bærmen skal for alt i verden ikke se at deres kamp for et værdigt liv har en historisk og social sammenhæng.

"Drik vand det tager ingen forstand." er der hugget ind i granitdrikkekummen i skolegården på Matthæusgade skole, Vesterbro (1883).

Michael Kongstad Nielsen

Bill - de var ikke alle sammen tabere, det kan man læse mere om hos en anden digter, der blev født tæt på Mathæusgade, nemlig i Hedebygade 30A, 4. tv., barndommens gade, Tove Ditlevsen.

I dag udlignes via forældrekøb med afdragsfrie lån, samt kommunal byfornyelse. Omdannelsen til fashionable kvarterer skyder blot fattigdommen ud i nye baggårde, denne gang i udkantskommunerne, "den rådne banan" som det så smukt kaldes, billige rønner på Lolland eller på Djurs, der knapt kan opvarmes vinteren over.

Steffen Gliese

Det er en mærkelig diskussion, der udvikler sig, hvor det simple faktum: at nogen frister grumme opvækst- og levekår, tabuiseres, hvor det burde være klart for enhver, at det først er, når "man nævner dyret ved navn", at forandringen til det bedre indtræffer. Undertrykkelse er undertrykkelse, og hvis vi vil have en demokratisk, oplyst og deltagende befolkning, er der ikke plads til at se stort på forkuelsen af de i forvejen mindre privilegerede, tværtimod.
De lænker skal brydes, hvis den sociale og politiske ligestilling skal have en chance.

Steffen Gliese

Tove Ditlevsen er jo ikke et særlig godt eksempel, Michael Kongstad Nielsen, hvor om nogen døjede hun hele livet med de spor, hendes fattige opvækst havde sat sig. Omkostningerne for den litterære succes synes undertiden ufatteligt store og ubærlige, hvad de jo i sidste ende også blev.

Michael, vist er der nogen der klare sig - og sikkert de fleste. Men hvis årsagerne til, at ikke langt de fleste klare sig, kan findes, skal vi så ikke det?

...eller er det lige meget - det er jo bærmens yngel.