Læsetid: 4 min.

Rockens rå realist er død

Lou Reed er død, 71 år gammel. Medstifter af det legendariske rockorkester The Velvet Underground, som han forlod i 1970 for to år senere at lancere en af rockhistoriens vigtigste og mest stildannende solokarrierer
Lou Reed spillede flere gange i Danmark, bl.a. i Tivoli, april 1977 (dette foto), og i Falkoner Center i København, 2003 (foto nedenfor).

Lou Reed spillede flere gange i Danmark, bl.a. i Tivoli, april 1977 (dette foto), og i Falkoner Center i København, 2003 (foto nedenfor).

Torben Christensen

28. oktober 2013

1942-2013

Everyone who ever had a heart/ They wouldn’t turn around and break it/ And anyone who ever played a part/ Oh wouldn’t turn around and hate it!

Lou Reed: ’Sweet Jane’

Lou Reed er død, siger stemmen i telefonen, og jeg kører bilen ind til siden og sidder lige så stille og prøver at fatte det. Ikke for det, folk dør hele tiden, og det er ikke alle beskåret at nå de 71 år, som Lou Reed altså blev. Men få af dem har på samme facon formået at ryste op i min plørede hjernemasse og i den grad åbne op, inspirere, udfordre, provokere og påvirke mig som Mr. Reed. Så da stemmen siger, du har en time til at skrive lortet, er der ikke andet at gøre end at smide alt, hvad jeg har i hænderne, og sætte mig til tastaturet, mens Songs for Drella, et samarbejde med John Cale fra 1990 og en mindeskive for Andy Warhol, der jo om nogen satte både Reeds og Cales karrierer på skinner, kører for fuld hammer på anlægget.

Forbundet med NYC

Lewis Allen Reed blev født og voksede op i forstaden Long Island, men er til evig tid forbundet med New York City, beliggende på Manhattan og omgivet af tre floder. Derfra gik hans verden, der boede han hele sit liv, og der følte han sig hjemme, thi få om nogen sangskriver overhovedet har i den grad været forbundet med en bestemt lokalitet, som Lou Reed var det med NYC, ja i 1989 udsendte han simpelthen en plade med titlen … New York. Ikke at han var nogen kulørt reklamestander for byen, det sentimentalt forskønnende lå ikke til Reed, der gik litterært til sin sangskrivning, altid med et skarpt blik for ’the dark stuff’ og en uforlignelig evne til at kalde en spade for en spade. Omskrivninger og flinkeskole kom ALDRIG på tale. Der var ikke meget karrierediplomat over mennesket Lou Reed, som efterlod sig en stribe konfuse og sårede og vrede mennesker i sit kølvand, for flink, det var han den ondelyneme ikke.

Han sang om den menneskelige tilstand på godt og især ondt, om udsatte og desperate skæbner, som i skingert eller uskønt og apatisk toneleje konfronterede sig med tomheden, som i stoffer, sex og udskejelser kort fandt udfrielse fra tilværelsens monotone ondskabsfuldhed, og når Reed sang om kærlighed, hvad han gerne gjorde, var det med al dens tvivl, ambivalens og hele karakter og lige dele tiltrækning og frastødning. Og som han blev ældre, udvidedes paletten og ikke mindst døden gik han i clinch med på hovedværket Magic and Loss (1992), mens han i 2003 tog Edgar Allan Poe under kærlig behandling på The Raven. Hans sidste store satsning var albummet Lulu, som han i samarbejde med Metallica udsendte så sent som i 2011.

Alt andet end konventionel

Hans stemme var alt andet end konventionel, hele tiden på grænsen til det talte, både kold og varm, men ulig nogen anden. På samme måde var hans guitarspil på en og samme tid vildt og stift, hvidt og udtryksfuldt og dybt, dybt personligt.

Og det var jo heller ikke, fordi han ligefrem havde været god ved sig selv, i hvert fald ikke i hans turbulente og kreativt sprudlende periode som forsanger i verdenshistoriens måske mest indflydelsesrige orkester på denne side af Beatles og Stones: The Velvet Underground, mine damer og herrer. Som så godt nok kun eksisterede i fem år (1965-1970) under Reeds ledelse og ikke efterlod sig mere end fire albums. Det skader selvfølgelig ikke sagen, at de fire plader (som indbyrdes er endog meget forskellige) på den ene side hører til nogle af rockens mest radikale (de to første, hvor waliseren John Cale musikalsk pressede gruppen til sit yderste) og på den anden side de mest intenst lyriske (de to sidste, hvor Cale var blevet hældt ud af orkesteret af …Reed). Hertil leverede han sange som bl.a, »Waiting for My Man«, »Heroin«, »Sweet Jane« og »Rock’n’Roll«, alle uimodsigeligt monumentale rockklassikere og kun toppen af et isbjerg, for hånden på hjertet – der er sgu ikke rigtig nogle dårlige numre på de fire album, er der?

Men i sandhedens interesse gjorde disse fire skiver ikke det store indtryk i samtiden. Ud over nogle ganske få lydhøre sjæle var de simpelthen for kolde, for antagonistiske, for politisk ukorrekte, for litterære og i sidste ende for virkelige, til at størstedelen af hippiegenerationen sådan lige kunne rumme dem. Det var først rigtigt i 1970’erne, at tiøren faldt, måske fordi det var og blev det store tømmermandsårti oven på de euforiske tressere. Det var, som Kim Larsen rigtigt sang, en kold tid at leve i. Og dertil passede sangeren og sangskriveren Lou Reed og hele det der Velvet-slæng (John Cale og Nico) glimrende. Mange af os, hvis opvækst faldt i benævnte årti, levede og åndede for hver en soloudgivelse fra det hold, og når Reed ramte rent, havde han ikke sin lige, heller ikke i filmens eller litteraturens verden.

1972 var året, hvor Lou Reed gik fra at være et obskurt randfænomen til næsten at ende som mainstreamikon, thi efter samme års tøvende, men også charmerende debut, blot kaldet Lou Reed og i vid udstrækning bestående af materiale, der var blevet til overs fra Velvet-årene, plantede han albummet Transformer lige midt i mellem øjnene på en måbende, men også modtagelig offentlighed. Produceret af beundreren David Bowie og dennes guitarist, Mick Ronson, er det stadig stedet at starte, hvis man lige er kommet ind fra kulden og ønsker at lære koryfæet at kende. Intelligent og drønende dekadent taler vi hovedværk, så det hugger, inkl. hittet »Walk on the Wild Side«. Kun overgået af 1973’s Berlin, rockmusikkens største og bedst fungerende konceptplade. Stor er kun et fattigt ord i den forbindelse.

Som én skrev på Facebook. »Åh, det er alt for tidligt. En hel tidsalder, der går bort.«

Åh Lou. Her bliver sgu lidt tomt.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Søren Klausen
  • Per Møller
  • morten Hansen
  • Niels Mosbak
  • Niels-Holger Nielsen
  • Heinrich R. Jørgensen
  • erik winberg
  • Jens Christensen
  • ole eising
  • Adam Lajtoch-Rosschou
  • Carsten Munk
  • Eva Bertram
  • Torben K L Jensen
  • Toke Andersen
  • Maj-Britt Kent Hansen
  • Thorsten Lind
  • Ingrid Uma
Søren Klausen, Per Møller, morten Hansen, Niels Mosbak, Niels-Holger Nielsen, Heinrich R. Jørgensen, erik winberg, Jens Christensen, ole eising, Adam Lajtoch-Rosschou, Carsten Munk, Eva Bertram, Torben K L Jensen, Toke Andersen, Maj-Britt Kent Hansen, Thorsten Lind og Ingrid Uma anbefalede denne artikel

Kommentarer

"...
Åh Lou. Her bliver sgu lidt tomt."

Ja, meget tomt enda.
Tak min ven Lou, for at du var den du var,
er meget glad for at jeg nåede at lære dig ( lidt ) at kende
de mange gange vi mødtes.
Tak for alt det du gav ved at være dig selv.
Tak for den berigelse verden nåede at få af din væren og af din kunst.
Mine tanker og følelser går til min veninde, din hustru Laurie Anderson
Tak

Arne Lund, Anders Kristensen og Jesper Frandsen anbefalede denne kommentar
Niels-Holger Nielsen

Vi er mange der har håbet på endnu en koncert. Æret være hans minde.

Uni Machanga, Niels Mosbak, Filo Butcher, Anders Kristensen og Ingrid Uma anbefalede denne kommentar

Jeg så og hørte ham i den umådeholdent ekstravagante og ganske overflødige rustbunke på Holmen; han hørte slet ikke til dér ... men formåede at give en smuk og vitaliserende opførsel af albummet Berlin, akkompagneret af bl.a. strygergruppe og drengekor.

I dag må være dagen for bl.a. 'A perfect night', liveudgivelse fra 1998. Tag f.eks. denne version af 'Why do you talk so much': http://www.youtube.com/watch?v=j8Nq184vGUM

Just a couple of weeks ago Lou did a photo session
intended to become a print ad for his friend Henri Seydoux's
French audio headphones company Parrot.
The renowned photographer Jean Baptiste Mondino took the shots,
and this was the very last shot he took.
Always a tower of strength. - Tom Sarig

se fotot her:
http://www.loureed.com/inmemoriam/

Peter C. Rytter

Hvor har vi sunget og synger stadig Perfect Day i Vox -Kaninette, vi halvgamle drenge i Aarhus.
Dybt taknemlig over, at du Lou altid har mindet os om de mørke kroge der er og de steder hvor lyset alligevel finder ind. - Peter Cederlund Rytter