Læsetid: 4 min.

Stille længsel efter viden, sex, familie eller frihed

Engang forestillede Alice Munro sig, at hun skulle skrive romaner. I stedet blev det til masser af mesterlige noveller. Mere end rigeligt til en nobelpris, mener Det Svenske Akademi, der i år tildelte den fineste litterære hæder til den canadiske forfatterinde
82-årige Alice Munro fik i går Nobelprisen i Litteratur. Selve prisen overrækkes 10. december – på Alfred Nobels dødsdag – i Stockholm. Med æren og en medalje følger også en check på otte millioner svenske kroner. Arkiv

Peter Morrison

11. oktober 2013

Så blev Horace Engdahls ord endelig gjort til skamme. Det Svenske Akademi har i år valgt at tildele Nobelprisen i litteratur til canadiske Alice Munro og hermed signaleret, at deres anstrengte forhold til nordamerikansk litteratur nu tilsyneladende er fortid.

Den seneste forfatter fra de kanter, der fik tildelt prisen, var Toni Morrison – for nøjagtig 20 år siden – og måske presset af manges undren over, hvorfor prisen i den periode ikke er blevet tildelt store for-fattere som blandt andre Philip Roth, Thomas Pynchon eller Joyce Carol Oates, antydede den daværende sekretær for akademiet, Horace Engdahl, i et interview kort inden uddelingen i 2008, at ingen amerikansk forfatter skulle regne med at komme i betragtning til prisen, fordi USA ikke oversætter nok udenlandsk litteratur og ikke deltager i, hvad han kaldte »den store litterære dialog«.

I dag hedder sekretæren Peter Englund, og tonen er åbenbart blevet mere nuanceret. I forbindelse med uddelingen af prisen i går kaldte Englund Alice Munro for »en mester udi novellegenren« og roste forfatterinden for hendes »fantastiske evne til at skildre mennesker«.

Øvede sig på at skrive romaner

Der har været afstikkere, men genremæssigt hviler Alice Munros forfatterskab på et originalt fundament af noveller om mødre, døtre, kusiner, nabokoner og enker, der i det stille længes efter viden, kærlighed, eventyr, uddannelse, sex, familie eller frihed.

14 novellesamlinger er det blevet til, og for næsten alle kvinderne heri gælder det, at målet for deres drømme er diffust og ofte brolagt med forhindringer i form af uheld, tilfældigheder, skilsmisser, utroskab, svigt og dødsfald. Lang de fleste af novellerne udspiller sig i øvrigt i landsbyerne på Ontario-egnen i Canada, hvor forfatterinden selv er vokset op og i dag bor.

Alice Munro oversættes til alverdens sprog, og da samlingen Væk udkom på dansk i 2010, fremhævede vi i vores anmeldelse her i avisen et mønstereksempel på en munrosk skæbne.

Juliet fra novellen »En chance« længes inderligt efter et sofistikeret liv væk fra den lille canadiske flække, hvor hun vokser op i 1960erne. Hun drømmer om at få en collegeuddannelse stik imod, hvad byens åndsliv og normer dikterer:

»Der, hvor Juliet kom fra, blev hendes form for begavelse ofte anbragt i samme kategori som halten eller ti tommelfingre,« som det udtrykkes.

I første omgang lykkes det hende imidlertid at realisere sin drøm, men Juliet optræder også i to andre af samlingens noveller, hvori vi følger hende senere i livet. Først, da hun lige efter at have født en datter vender hjem til sine forældre, som hun tidligere ikke kunne forlade hurtigt nok – siden, da hendes datter er blevet voksen og rejser væk fra den banale tilværelse, Juliet paradoksalt nok er endt med at føre.

Juliet håber at høre fra datteren, men det sker aldrig, og læseren er klar over, at hun har forladt sin mor af nøjagtig samme grund, som Juliet i sin tid forlod sine forældre, nemlig for at lede efter mere indhold i livet.

Har skrevet mere end rigeligt

De fleste af Munros noveller er som disse tre om Juliet bygget op omkring en enkel dramatisk hændelse i en kvindes liv. Herfra perspektiveres der til et helt liv og undervejs antydes andre veje, der måske kunne have ændret tilværelsen for hovedpersonen. For så vidt er der i princippet materiale nok til en hel roman i en novelle af Alice Munro, og det har forfatterinden da også selv givet udtryk for flere gange:

»I årevis troede jeg, at jeg med mine noveller øvede mig på den roman, jeg ville skrive, når jeg fik tid til det,« sagde hun til The New Yorker sidste år.

»Så gik det op for mig, at noveller var det eneste, jeg kunne skrive, og det lærte jeg at leve med. Jeg går ud fra, at grunden til, at jeg prøver at få så meget med i dem, er en form for kompensation.«

Med nobelprisen er Alice Munros forfatterskab nu blevet præmieret med næsten alle tilgængelige litterære priser, en nordamerikansk forfatter kan få. Og hun har tilsyne-ladende også skrevet, hvad hun skulle.

Tidligere på året annoncerede Munro i hvert fald, at hun gik på pension med ordene: »Jeg kommer nok ikke til at skrive mere.«

Det fik en forbløffet redaktør på den canadiske avis National Post til at spørge, om hun virkelig mente det. »Åh, ja,« sagde Alice Munro. »Læs de noveller, jeg har skrevet. Der er nok af dem.«

Også Peter Englund fra Det Svenske Akademi blev bedt om at forholde sig til Munros plan om at gå på pension. Prisen må ikke gå til en afdød forfatter, hvilket mange har tolket således, at den skal gå til en aktiv forfatter.

Men sekretæren for Det Svenske Akademi understregede i går, at hvis Munro ikke vil skrive mere, så er det hendes beslutning. Derefter konkluderede Englund: »Det, hun har skrevet, er mere end rigeligt til at vinde nobelprisen.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu