Læsetid: 7 min.

Strindberg forudså kvindens magtovertagelse

August Strindbergs ’Faderen’ er efter 126 år stadig aktuel. Forestillingen opsættes nu i Skuespilhuset, og ifølge instruktøren er Strindbergs tanker stadig relevante i forhold til det moderne kønsliv og parforhold
Den svenske dramatiker August Strindberg mente, at det hele bliver opløsning, hvis ikke manden er en mand, kvinden ikke en kvinde, og barnet ikke et barn. Og i det kaos leder vi så efter svar i form af crossfit og stenaldermad, siger Thomas Bendixen (øverst tv.), som er instruktør på stykket ’Faderen’ på Det Kongelige Teater.
28. oktober 2013

En velvoksen herre trissede hen til instruktøren umiddelbart efter at have set stykket. Han stortudede. Forestillingen Faderen har kun været vist for ganske få publikummer, da Information møder instruktøren Thomas Bendixen i Skuespilhusets foyer, men alligevel har han allerede fået stærke reaktioner. Der har også været skræmte kvinder, som efter forestillingen sagde: »Uh, jeg skal hjem og klappe min mand og sige, at han er god, som han er, for det er jo helt forfærdeligt, at vi har alle vores kampe,« fortæller han.

Reaktionerne skyldes nok, at Faderen, der blev skrevet af August Strindberg for 126 år siden, behandler tidløse dilemmaer. Dilemmaer i forbindelse med kærlighed, ægteskab, skilsmisse, jalousi, tvivl, vraggods og kampen om børnene.

Sidste år blev 31.418 danskere skilt. Det er flere, end der bor i landets 22.-største by, Hillerød. Over 43 procent af alle ægteskaber ender i skilsmisse, og eftersom forestillingen mest af alt er en beskrivelse af et ægteskabs opløsning, synes aktualiteten at være til at tage at føle på. Men i Faderen er der noget større på spil.

»Stykket fortæller om mandens afmagt i forhold til kvinden,« siger Thomas Bendixen.

»I en af de sidste scener bliver hovedpersonen, ritmesteren, af kvinden spurgt, om han vil se sit barn. ’Mænd har ingen børn – kun kvinder har børn,’ svarer han. ’Derfor er fremtiden deres.’ Fremtiden er kvindernes, sagde Strindberg i 1887.«

Instruktøren er tydeligt imponeret over den svenske dramatikers fremsynethed.

»Det følte han allerede dér. Patriarken bliver endelig fældet, og kvinderne står foran en revolution: De emanciperes og går en lys fremtid i møde – men hvad med mændene? Hvad med resten af verden? Strindberg så kun kaos.«

Dumprivat

Faderens titelfigur er ritmesteren, som i Det Kongelige Teaters opsætning spilles af Søren Sætter-Lassen. I stykket kæmper han – der er en respekteret videnskabsmand – med sin kone, Laura, om retten til deres fælles datter, Bertha. Ritmesteren ønsker, at hun skal få en ateistisk opdragelse i byen, mens Laura ønsker noget ganske andet. For at vinde forældremyndigheden planter Laura på den mest udspekulerede vis tvivl i sin mand: Hvordan kan han være sikker på, at det er ham, der er faderen?

Første gang Thomas Bendixen læste Faderen, er fire år siden. Han læser helt naturligt megen dramatik – og der skal efterhånden en del til at imponere ham – men Faderen kunne han ikke lægge fra sig igen.

»Strindberg er en ret vild person,« siger han.

»En voldsom personlighed med et kæmpe begær efter kvinderne og en enorm foragt for kvinderne. Faktisk forsøgte han ligefrem at begå selvmord i frustration over livets kompleksitet.«

»Men han er vanvittigt interessant, fordi han mener, at man som kunstner må gå til bekendelse i sine værker. Man må afsløre noget om sit eget liv gennem sine værker,« siger Thomas Bendixen.

Det kan man sagtens gøre, uden det bliver »dumprivat«, mener Thomas Bendixen, og det er dét, August Strindberg gør. Han river tæppet væk under sig selv i sine værker.

– Går du selv til bekendelse i stykket?

»I al kunst er man nødt til at bruge sig selv. Trække tøjet af og bruge det, der er indenunder, i det arbejde, man laver. Men jeg ville aldrig fortælle dig, hvad der konkret kommer fra mig. Det er i forestillingen, jeg afslører ting om mig selv. Jeg er til stede via den måde, jeg har instrueret det på.«

Kvinden

August Strindberg er blevet anklaget for at være kvindehader. I rabiate vendinger udtalte han bekymring over, at kvinder – disse »abelignende intelligenser« – skulle overtage verden. ’Hekse’, kaldte han dem, men Thomas Bendixen mener, at eftertiden dømmer Strindberg for unuanceret: »Strindberg har den klare holdning, at lighed er døden for ægteskabet.

Hans verdensbillede er indrettet sådan, at manden må drage ansvar for familien: sørge for mad og et sted at bo. Kvinden, derimod, skal sørge for, at der er et hjem. At barnet bliver passet, og at der laves mad til manden, når han kommer hjem,« siger Thomas Bendixen.

»Ligeværdighed er for ham en biologisk umulighed, for så bliver elskeren en kompagnon. Så går man i seng med vennen, og hvor bliver så den sanselige kærlighed af?«

Det er skønne tanker, som man i ethvert moderne parforhold kæmper med, siger instruktøren. Hvor er kønnene, og hvad er ligeværdighed? Men ligeværdighed betyder ikke nødvendigvis, at man skal gøre alting ens.

»Alle forsøger at finde ud af det, men der er ikke længere nogen regler, og kaosset er blevet totalt,« siger han.

– I dag taler vi om kønskvotering og øremærket barsel. Hvad ville Strindberg gøre, hvis han dukkede op i Danmark anno 2013?

»Han ville brække sig,« siger Thomas Bendixen teatralsk.

»Han ville protestere og sige, at vi jo opløser kønnene! Manden og kvinden er ikke ens, ville han sige, og det er umuligt at bevare et erotisk og sanseligt seksuelt forhold mellem kønnene, hvis de ligestilles på den måde. Og hvilken kvinde ville gå hjem og elske med sin mand, hvis han havde siddet hele dagen med baby med bræk?«

Sjælesmerten

Thomas Bendixen understreger, at det er det, han tror, August Strindberg ville sige. Ikke det, instruktøren selv ville sige.

»Strindberg slap aldrig tanken om patriarken. I tre ægteskaber prøvede han at finde ud af kvinden, det lykkedes ham aldrig rigtig godt.«

– Var han reaktionær?

»Han var både moderne og reaktionær, og det er vi jo alle sammen,« siger han.

»Man kan sagtens lytte til ham, fordi han siger ting, som er sande. Jeg kan sagtens høre sandheden i, at noget forsvinder, når forholdet mellem manden og kvinden bliver kammerateri. Hvad med elskerne og det mystiske mellem kønnene? Hvad med den rollefordeling, som gør, at der er forskel? De samme spørgsmål kunne jeg stille, men derfra og så til at sige, at kvinden skal blive hjemme og tage ansvar, er der langt. Men man kan sagtens tage dele af hans holdninger og i dag kaste dem ud og stille spørgsmålene.«

Og det er blandt andet det, hans version af Faderen skal. Kaste Strindbergs holdninger op i luften og lade publikum tage stilling til dem i en moderne kontekst. Men han mener snarere, det omhandler det sjælelige end det politiske.

»Det handler om sjælesmerte. Publikum ser ind i deres egne roller og forhold. Jo mere de har levet, jo mere af det har de oplevet. Men jeg tror snarere, publikum sidder og tænker på det personlige end det store politiske ligestillingsprojekt. Det handler simpelthen om familien. Mand, kvinde og barn.«

Projektet

Og mens aktualiteten med de dystre skilsmissestatistikker er åbenlys, mener Thomas Bendixen også, at et andet element aktualiserer stykket: »Projektbørn og projektfamilier.«

»Vores liv skal være fyldt med events, som vi kan vise på Facebook. Vi er så optaget af noget ydre, fordi vi ikke længere skal koncentrere os om det grundlæggende: at skaffe bolig og mad. Det er groft generaliserende, for selvfølgelig skal nogen stadig det, men vi er meget optagede af, hvordan vi bliver realiserede. Barnet er et kæmpe statussymbol,« siger han.

»Projektfamilien med statusbarnet er udtryk for, at livet ikke længere er givet på forhånd. Der er ikke nogen moralsk forventning om, at vi opfører os på en bestemt måde i et parforhold.«

»Det skaber en enorm frihed – og et enormt kaos. Og så søger vi nye svar: Vi prøver crossfit eller stenalderkost. Det, synes jeg, også Strindberg snakker om, når han siger: Hvis ikke vi har et forhold, hvor manden er mand, og kvinden er kvinde, og barnet er barn, bliver det hele bare kaos og opløsning.«

Navlen

I slutningen af 1800-tallet skyllede en realismebølge ind over Norden anført af Georg Brandes i Danmark, Henrik Ibsen i Norge og August Strindberg i Sverige. Konger og guder var ikke længere hovedpersonerne i de store dramaer, nu gjaldt det småborgerne.

Og det realistiske og personlige – nærmest private – passer til vores tidsånd anno 2013.

»Jo større verden er, jo mere skal vi tage stilling til,« siger Thomas Bendixen.

I dag har vi en klode, som er ved at koge over, uoverskuelige religionskrige og problemer med overvågning og politiske skandaler.

»Vi skal tage stilling til det hele, og derfor bliver vi endnu mere navlebeskuende. Vi orker det ikke, og derfor vender vi tilbage til det grundlæggende spørgsmål: Hvad vil det sige at være menneske?« mener han.

»Vi er snotforvirrede, fordi der ikke er nogen regler. Det er næsten ikke til at finde fodfæste. Vi kan ikke bare diskutere det politiske – vi er nødt til at have mennesket med ind.«

Og det kan teatret. Med Strindberg ved hånden. Og det mærker Thomas Bendixen allerede.

»For eksempel den herre, der kom hen til mig. Det var tydeligt, at han kunne se sig selv på scenen. Han havde haft en kvinde, som han havde elsket – de havde haft det fantastisk, og nu blev det til gru. Hvorfor var det det? Det var en helt personlig privat spejling, jeg var vidne til.«

’Faderen’, Skuespilhuset Store Scene, 23. oktober 2013-18. januar 2014

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Troels Ken Pedersen

Dominans og underkastelse er en udmærket erotisk fascination. Der er ganske mange mennesker, for hvem kærlighedslivet ikke rigtig har brus i, medmindre de leger herrer og slaver. Hvis man har det sådan, kan jeg anbefale at finde en af de foreninger, der beskæftiger sig med den slags, og lære om hvordan man leger den slags lege på forsvarlig vis. Jeg har hørt godt om Det Sorte Selskab, f. eks.

Men er I ikke søde at lade være med at trække jeres fascination med kvindens nødvendige underkastelse ned over hovedet på os andre, please? Det kan utvivlsomt blive fint, når man holder det til soveværelset (eller, OK, hvor man nu har sex), men i alle mulige andre sammenhænge bliver det altså noget rod. Nej, I får ikke lov til at lænke kvinderne til kødgryderne. Nej, jeg vil sgu ikke koste rundt med min kone for at fastslå mit "naturlige herredømme over familien." Nej, jeg har ikke tænkt mig at overlade vores eventuelle børn til hende alene på godt og ondt, fordi kvinder pr. definition er sådan nogen med børn, og mænd ikke er. Nej, det er ikke nødvendigt og uomgængeligt fra naturens side, nej, alting falder ikke fra hinanden fordi vores samfund (heldigvis!) har udviklet sig.

Og hver gang folk lovpriser det spændende ved "kvindens mystik", så kaster jeg altså en lille smule op i munden. For at erklære kvinden uforståelig (og ofte, i samme åndedrag, mænd latterligt simple) er at opgive enhver mulighed for empati mellem kønnene. "Mystikken" er sand nok for så vidt man aldrig virkelig kan vide med ægte sikkerhed, hvad der foregår inde i hovedet på et andet menneske, men det er en luset opgivelse af basal medmenneskelighed at opgive, fordi det er mere sexet på den måde. Hvilket det for mange af os forøvrigt absolut IKKE er.

Så hvis kvindens underkastelse under husherren forekommer at være en streng nødvendig for sexlivets overlevelse, kan jeg varmt anbefale at tage kontakt til Det Sorte Selskab eller lignende. Eller parterapi, hvis det ikke forekommer begge parter at være en lige god idé. Og så i øvrigt gøre os andre den tjeneste at holde op med at hyle om "enshed" når nogen nævner ordet "ligestilling." Tak, det ville være SÅ rart.

Lilli Wendt, Ole Kristensen, Karsten Aaen, Sascha Olinsson, Vibeke Rasmussen, Lars Dahl, Dana Hansen, Inger Sundsvald, Anne Eriksen, Majbritt Nielsen, Hanne Ribens, Gry W. Nielsen, Ingrid Uma, Josephine Lehaff og Grethe Preisler anbefalede denne kommentar
Henrik Brøndum

God artikel - men jeg mener statistikken bliver brugt lidt unuanceret. Det er sikkert rigtigt at 43 pct af alle aegteskaber ender i skilsmisse, men det skyldes at en ganske stor gruppe bliver gift og skilt igen og igen. Hvis man f.eks. ser paa aegteskaber indgaaet hvor en af parterne er under 35 og saa igen hvor mange af disse der holder hele livet - faar man et vaesentligt hoejere tal end 57 pct.

Majbritt Nielsen

God artikel? Hvis den argument er at det kun kan gå hvis den ene er den anden underlegen. Så holder jeg mig ude af det spil.

Men helt ærligt, de 57%...
Tror du ikke det bare er fordi det er ganske enkelt er for nemt at blive gift?

I dag er man ikke nød til at blive sammen, fordi den ene (som regel kvinden) var afhængig af den anden(som regel manden) hev en løn hjem.
Og hvor var det problem så, da man ikke tjente penge, men begge sørgede for bolig/føde og andet.
Der var en tid hvor der ikke var økonomiske interesser på samme måde som idag .

Men jæger-samfund og tidligt landbrugssamfund.
Der var begge forældre og resten af familien,(der var ikke noget der hed kernefamilie) meget nødvendige for at holde familien i live.
Uanset om det var for at pløje jorden, jage dyrene og samle bær og hvad der nu ellers kan findes af spiselige ting derude.

Inger Sundsvald

Hvis man forestiller sig en ”kvindernes magtovertagelse” efter samme opskrift som det patriarkalske samfund har eksisteret på, så lyder det ganske rigtigt uhyggeligt, og så kan det for min skyld være det samme med det.
Så slap bare af.

Ole Kristensen, Karsten Aaen, Anne Eriksen, Ingrid Uma, Troels Ken Pedersen og Hanne Ribens anbefalede denne kommentar

Igen plages vi med en artikel med letkøbte stereotyper. MÅske for nogen underholdende læsning, men men..
Der er væsentligere ting på spil i dagens verden.

Grethe Preisler

Strindberg var skingrende skør og komplet neurotisk i sit forhold til kvinder. Det var Hamsun forøvrigt også.

Men det bliver ingen af dem mindre geniale af - som kunstnere betragtet.

Laurids Hedaa, Inger Sundsvald og Henrik Brøndum anbefalede denne kommentar
Søren Kristensen

Han havde haft en kvinde, som han havde elsket – de havde haft det fantastisk, og nu blev det til gru. Hvorfor var det det?

Måske var det fordi biologiens ubønhørlige krav om reproduktion foreskriver at kvinden øver tiltrækning på manden (og omvendt), men kun i en periode der varer tilstrækkelig længe til at der kommer børn ud af det. Derefter kan resten for så vidt gerne være kaos. Overalt i biologien ser vi dette mål og dets efterladenskaber: avl og kaos. Hos nogle arter dræber og æder hunnere ligefrem hannerne efter parring. Og har vi ikke kaos nok så laver vi krig. Det eneste der ikke synes at passe ind i naturens orden på længere sigt er fred og fordragelighed. På den anden side af denne realisme eller kynisme om du vil finder vi mest udbredt bland homo sapiens drømmene og forestillinger om paradis, hvide kjoler, tusinde jomfruer, vandkæmmede unger og you name it. Men det er og bliver drømme og kun tåber og filminstruktører forsøger vedholdende at realisere dem. I fremtiden vil alle mænd være ladyboys før de fylder halvtreds, af praktiske årsager. Måske.

Henrik Brøndum

@Majbritt Nielsen

Skal jeg svare paa noget - jeg er ikke helt sikker - men jeg kan jo ikke have det siddende paa mig at have ignoreret en kvinde - ingengang uforvarende.

Strindberg er hjerteskærende i de noveller, han har skrevet, som handler om forholdene mellem kønnene. Nogle er skræmte af forestillingerne om "Røda Rummet" - og læser ham derfor ikke. Men det er en fejlopfattelse. Mange bliver også overraskede over, at det var Strindberg, der skev Hemsøboerne. Læs ham for din egen skyld.

Karsten Aaen og Michael Kongstad Nielsen anbefalede denne kommentar
Vibeke Rasmussen

'Det är synd om människorna', skrev August Strindberg i anden sammenhæng i 1901. Efter at have læst ovenstående føler jeg lidt 'synd om' Thomas Bendixen i 2013.

Michael Kongstad Nielsen

Hvis Grethe Preisler kommer forbi og får tid, kunne jeg stadig godt tænke mig at høre, hvordan Knut Hamsun skulle passe ind i Strindbergs kvindeunivers,

Grethe Preisler

Michael Kongstad Nielsen,

Det er en længere historie, som kræver en længere udredning, end der er plads til i nærværende forum.

Feminismen som 'åndsretning' og politisk projekt er ældre end som så. Den opstod, i modsætning til hvad de fleste af debattørerne i dette medium lader til at antage, ikke først en gang i 1970'erne.

Forkundskaber er nyttige, men for at gøre en lang historie kort, var de skønlitterære koryfæer August Strindberg og Knut Hamsun samtidige (begge født i midten af 1800-tallet) og i lighed med Henrik Ibsen m.fl. ivrige deltagere på det litterære parnas i det, man siden 1970'erne har kaldt 'kønsrolledebatten'.

Hvis emnet virkelig interesserer dig, kunne du f.eks. starte med at læse Elias Bredsdorffs udmærkede populærvidenskabelige indførelse i det fra1973 "Den store nordiske krig om seksualmoralen", som vistnok stadig kan lånes på biblioteket.

m.v.h.

m.v.h.

Michael Kongstad Nielsen, Ingrid Uma, Inger Sundsvald og Troels Ken Pedersen anbefalede denne kommentar
Michael Kongstad Nielsen

Tak til Grethe Preisler. Det forekommer mig bare, at der var stor forskel på Hamsun og Strindberg sådan rent personligt og også digterisk.
Var det ikke "sædelighedsfejden", det blev kaldt? I den periode kom en del kvinder på banen som litterære personer, og de kunne også skrive om parforholdet. Således skrev Amalie Skram i Constance Ring, 1885: "Det var dette fatale, at hun var blevet gift, som havde bragt hende på kant med sig selv og alting. Hvorfor i alverdens rige havde hun også giftet sig! Hvad skulle det til - og med Ring! Dette usympatiske menneske, som hun slet ikke harmonerte med ... Skulde hun altid leve i dette ... aldrig blive løs og fri og sig selv igjen ... "