Svennemand

Jeg må indrømme, at jeg er målløs over, at historien om, at to danske forfattere begge er i gang med at skrive en roman på forlaget Gyldendal om komponisten Rued Langgaard, overhovedet er en historie. Men det er det, og den er god. Det er en historie, fordi Sven Holm, den ene af forfatterne, i Politiken har skrevet et vredt debatindlæg mod Gyldendals litterære direktør Johannes Riis, hvor han i en ’lidelsesberetning’ revser ham for at lade to intetanende forfattere arbejde på samme projekt. Den anden forfatter er Bodil Steensen-Leth. Politiken har ikke bare trykt debatindlæg, men gjorde tirsdag debatten til hele deres kulturforside.

Der er meget, jeg ikke forstår. Jeg forstår ikke, at Sven Holm er sur over, at en anden forfatter også er ved at skrive en roman om Rued Langgaard; jeg forstår ikke, at han finder på at skrive et debatindlæg om det; jeg forstår godt, at man kan synes, at forlaget sjusker, når de svigter at informere de to forfattere om, hvad den anden lavede, men jeg forstår dybest set ikke, at der skulle være noget problem i den kendsgerning, at de begge skriver på den bog; jeg forstår ikke, hvordan de to forfattere, der kender hinanden så godt, at Steensen-Leth kan omtale Sven Holm som ’Svennemand’, ikke har vidst om hinandens bøger; og jeg forstår ikke, hvordan den her historie pludselig bliver en spektakulær litterær sag. Det vil sige, den eneste måde jeg kan forstå det her på er, hvis det hele er et eksperiment, hvor alle aktører er blevet enige om, at dette er et maskespil for at teste, hvordan noget, som ikke er en historie, alligevel kan blive det.

For hvad er problemet overhovedet? Jeg kan ikke se, at det er noget problem, at to så forskellige forfattere begge er ved at skrive en roman om den samme mand. Andet end at det er sjovt, at Rued Langgaard pludselig er in. De to forfattere vil komme til at skrive vidt forskellige bøger. Der er jo ikke tale om biografier, men om romaner. Og jeg håber sandelig ikke, at vi nu skal til at diskutere kvoter for emner til skønlitteraturen?