Læsetid: 8 min.

Tak for i aften ... nyd livet

Danmarks ældste og hurtigt snakkende standupkomiker var tavsheden selv som barn. Engang var han kommunist, men er nu kommet til nye erkendelser: Det mest provokerende du i dag kan gøre er at slappe af
Erik Clausen – filminstruktør, danser, skuespiller, bokser, gadecirkusartist, arbejderforkæmper, gøgler, ekskommunist, cykelrytter – og nu er den 71-årige multiartist også blevet standupkomiker.
25. oktober 2013

Han lærte ikke bare af Dario Fo at stå alene på en scene. Han lærte også, at cirkus er politik.

»Da jeg i sin tid lavede gadecirkus, havde vi en masse rekvisitter. De var ved at gøre mig sindssyg,« fortæller Erik Clausen, da vi møder ham i hans arbejdslejlighed og atelier på Enghave Plads på Vesterbro i København, hvor han først fortæller om et skelsættende møde.

»Men så kom Dario Fo til Danmark. Han havde bare en mikrofon. Sådan skal det være, tænkte jeg. Jeg har mødt ham flere gange siden, og han har set mine film. Vi bruger den samme teknik, nemlig i begyndelsen af en optræden at have nogle bestemte ord, som refererer til en interessesfære, og som så går ind i folks underbevidsthed. Hvis du siger tillidsmand, angiver det en retning. Siger du højesteretssagfører angiver det en anden. Det er et politisk valg.«

Og det er netop, hvad han gøgleren og filminstruktøren på det seneste har gjort aften ud og aften ind. Ved indgangen til sit livs efterår har han nemlig været på turné og for første gang med sit eget show, set af 20.000 tilskuere. På den dvd, der udkommer i disse dage, ser man ham i rampelys som en anden Las Vegas-entertainer, og som sådan en følte han sig næsten, når han gik fra hotellerne i provinsen hen til teatersalene og så plakaterne, hvor der stod UDSOLGT. Så rankede han sig og speedsnakkede ellers derudad. Skal man tro teksten på coveret, er den anbefalet af både efterlønnere uden grænser og røde lejesvende, som ser Vild med dans i smug.

Selv er han som 71-årig endnu ikke blevet gråhåret, men erkender, at det er hans publikum, bortset fra de, der er skaldede. Det er så også noget nyt ved hans showforestillinger. Han er begyndt at sætte ord på sin alder. Og deler gavmildt ud af gyldne råd til sine jævnaldrende: »Sørg for ikke at have store spejle i din lejlighed, for så bliver du forskrækket, når du ser en gammel, træt mand i dem. Og så skal vi tænke i nutid og fremtid i stedet for i datid. Kunsten ligger i grammatikken. Om jeg bliver 100 år, vil jeg tænke på, hvad jeg skal lave til næste år. Det holder liv i en.«

Han træner stadig med sine gamle cykelkammerater, hvoraf flere i mellemtiden har været verdensmestre. Han følte sig med i Tour de France, indtil en af dem tog et foto: »Det åbenbarede en lille tyk mand, rød i hovedet, med tynde ben.« Men så sagde kammeraten det forløsende ord, ’fotoshop!’, og fjernede maven ved hjælp af computeren.

Det hele kommer af sig selv

I showet dyrker han som altid lavkomikken og påstår, at hans show lige så godt kunne hedde Kold kusse og brunkål som alt muligt andet, men der er også mere subtile pointer som f.eks., at danskerne undrer sig over, at muslimer har så mange børn, mens muslimerne på deres side ikke forstår, at danske børn har så mange forældre. Nå ja, så harcelerer han også sin sædvane tro over politikere og erhvervsliv og over tidernes ugunst. I gamle dage sagde elskende par, at de havde mødt hinanden på en dejlig forårsdag. I dag siger de »vi mødtes i uge 27«.

– Skriver du selv dine tekster?

»Jeg har aldrig skrevet noget ned. Det kommer lidt af sig selv. Hvis jeg hører ordet Udkantsdanmark, ryger jeg op i loftet. Hvad fanden bilder man sig ind? Nogle bruger udtrykket enlig mor, men man er ikke enlig, hvis man har et barn. De sure kællinger hjemme i min gade, kaldte mig et ’uægte’ barn. Med sådan nogle ord presser man folk i defensiven, men så vender jeg dem på en humoristisk måde, og først og fremmest er jeg fortæller. Et show er en opvisning i retorik.«

Rockballerne og jitterbug

Enghave Plads er ikke nogen fornem adresse, men det er det for Erik Clausen. Nogle ejendomme derfra huserede i sin tid den skrappe forsvarsadvokat Carl Madsen, og rundt om hjørnet ligger Tove Ditlevsens barndomsgade. Her oplevede han sine første år, før han flyttede med sin ufaglærte mor og bror til Sydhavnen. Far var strøget til Island med en anden kvinde, og Erik Clausen traf ham først, da han var blevet 15 år. Han sagde, han hed Carlo og viste sig at være en hård banan, børnehjemsbarn. Ligeledes her, på Enghave Plads, lærte Erik at danse formfuldendt, elegant jitterbug ved de store rockballer i hans ungdom. Sjovt nok var det politiet, der arrangerede dem, fortæller han. Politiets ungdomsklub, PUK, hvor der var én, der blev kaldt Den Gloende Blyant, som råbte op, når de kørte uden cykellygte. Men politiet ryddede også pladsen med vandkanoner, når det blev for heftigt.

– Snakkede du lige så hurtigt som dreng, som du gør i dag?

»Jeg sagde aldrig et ord. Min familie var et minefelt. Hvis man ikke var varsom og trådte forkert, så sprang hele lortet i luften. Så valgte jeg at holde kæft, men nu tager jeg en frygtelig revanche. Hvis jeg skal fortælle om min barndom, kan du få den i to versioner, en, hvor du griner, og en, hvor du græder. Hold kæft, hvor var vi fattige, vi havde ikke en krone, men vokser du op hos kvinder, må du alt. Jeg lavede aldrig lektier og måtte gå af skolen som 15-årig, en fantastisk frihed.«

– Så blev du håndværksmaler.

»Ja, og jeg gik til boksning og kørte cykelløb, men tidligt havde jeg en fornemmelse af, at jeg ville lave noget med kunst.«

Vindmøller

Den unge Erik Clausen meldte sig ind i Danmarks Kommunistiske Parti, men han meldte sig også ud igen.

»I 1970’erne råbte vi ’Rød front’, men det kom der sgu ikke noget ud af,« siger han og konstaterer viderværdigt, at der aldrig har været så få strejker som i dag.

– Efterlyser du flere strejker?

»Jeg konstaterer det bare,« svarer han – og synes ikke, at venstrefløjen levede forgæves dengang.

»Vi startede jo også miljøbevægelsen med en rapport om maleres arbejdsskader. Dengang raslede håndværkere ned fra dårlige stilladser. Jeg havde selv en boremaskine, og når den sad fast, røg jeg med rundt ligesom i en Chaplin-film. Nutidens boremaskiner, stopper lige på stedet. I dag er sikkerhedsudstyr en succes i den borgerlige lejr, der tjener millioner på det, men det er vokset ud af venstrefløjen, og hele miljøbevægelsen er også en succeshistorie. For mange år siden gik en idealist ovre på Askov Højskole og eksperimenterede med vindmøller og blev til grin, men se, hvad der står ude i Øresund i dag. Kæmpestore vindmøller!«

– Hvordan ser dit verdensbillede ud i dag?

»Jeg synes, vi er for frygtsomme. Frygten for at blive arbejdsløs holder f.eks. folk nede, kontrollerer dem, så de ikke kommer frem med deres drømme og ideer.«

– Er det en konspiration?

»Der sidder jo ikke folk rundt om på kontorerne, som er direkte onde, men jeg synes ikke, vores visioner er store nok. Jeg synes, vi skal opstille nogle tilsyneladende fuldstændigt urimelige hypoteser om, hvad vi vil. Hvorfor lader det sig overhovedet gøre, at der bliver fremstillet våben? Jeg hørte forleden Thomas Blachman sige, at vi skal lave noget tv, der kan skaffe fred i Mellemøsten. Den erklæring kan jeg tilslutte mig.«

Jens Vejmand og businessclass

– Men oprørerne i Mellemøsten vil gerne have våben …

»Så kan de få nogle flitsbuer. Nej, jeg tænker på sådan noget som en pige i Amerika, der for nogle år siden gjorde sig selv til en enmandshær for at få forbudt landminer. Jeg synes, vi skal se at komme ind i en ny, mental tidsalder. Jeg tror også, kunsten kan spille en stor rolle der. Tænk på, hvad Jeppe Aakjærs sang »Jens Vejmand« har betydet for jævne danskeres solidaritetsfølelse.«

– Hvis du blev statsminister ... ?

»Ud over at afsløre diverse svindelnumre, som at der ikke er arbejde nok til alle, ville jeg sige: Lad os se at komme videre. Det lærte jeg, da jeg filmede i Sydamerika. Når filmholdet syntes, der gik for meget snak i den, sagde de »Vamos!« – videre! Hvis jeg stiftede et politisk parti, skulle det kort og godt hedde ’Videre’, og så ville jeg skide på, om du er højre- eller venstrefløj. Du har jo også selv mødt nogle af de mest konservative folk på venstrefløjen, ikke?«

– Rejser du på første klasse eller på businessclass, når du er på turné?

»Ha! Alene ordet businessclass er til at dø af grin over. Der sidder folk fra erhvervslivet og ser vigtige ud, men de ser eddermame også kedelige ud. Nede bagi sidder fattigrøvene og har det sjovt. Der er både kønne piger, en sømand fra Grønland, der gerne vil snakke, osv. På businessclass sker der ikke en skid, mand! Hvis jeg skulle optræde i aften, ville jeg selvfølgelig have noget om Lars Løkkes show med. Det kunne være titlerne på de videofilm, han har set. Se, nu griner du allerede bare ved tanken …«

Amatørernes tv

– Hvordan har showbiz udviklet sig i din tid?

»Man har fyret stjernerne, virtuoserne, og lavet det om til et stort amatørshow. X-Factor er jo et udvidet amatørshow, som dem, der fandtes, da jeg var dreng. Det er okay, men jeg savner bare, at de professionelle også får lov. Hvornår har du sidst set Kim Larsen i tv? Superstars som ham og Niels Hausgaard må producere deres show selv, ligesom jeg har gjort, og kan så måske sælge dem til tv for en billig penge. Det er ikke i orden.«

– Din agent fremhæver, at du med det nye show er kommet til nye erkendelser. Hvilke?

»Hvor jeg før sagde rød front, slutter jeg altid et show med at sige ’tak for i aften, nyd livet!’ Det har jeg haft svært ved selv, for jeg er vokset op med, at min skulle gøre sig fortjent til at nyde det, men det er jo det, det hele handler om. At slentre hen ad gaden med en stor cigar, kigge på de kønne piger, snakke lidt med folk, jamen, det er jo noget af det mest provokerende, man kan gøre i dag, hvor vi helst skal have en mening og se ud ligesom dem i Deadline! Come on, slap af.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Morten S. Andersen
Morten S. Andersen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu