Baggrund
Læsetid: 5 min.

Verdens filmcentrum rykker mod Øst

I løbet af det seneste årti er Sydkorea blevet verdens ottendestørste filmmarked og er vært for Asiens største filmfestival, der åbnede i går
Park Chan-wooks ’Old boy’ er en af de sydkoreanske film, der er nået frem til europæiske biografer.

Park Chan-wooks ’Old boy’ er en af de sydkoreanske film, der er nået frem til europæiske biografer.

Kultur
4. oktober 2013

Den sydkoreanske filmindustri er vokset så hastigt over det seneste årti, at den er blevet kaldt en boble – og den slags har det som bekendt med at briste. Det er ikke sket endnu. Tværtimod blev 2012 endnu et rekordår for sydkoreansk film, både i antal solgte billetter på hjemmemarkedet og i eksporten til udlandet. Et af de vigtigste udstillingsvinduer og væksthuse er den årlige Busan International Film Festival (BIFF), der åbnede for 18. gang i går.

En festival, der har »rykket verdens filmmæssige tyngdepunkt mod Asien«, som reklamefilmen Korean Cinema Unleashed fra Korea Foundation beskedent udtrykker det.

»Sydkorea er rustet til tænderne med uddannelse og viden, og den nationale filmindustri har gennemgået en modernisering med bedre planlagte produktioner,« siger Jacob Ki Nielsen, der har speciale i nyere koreansk film og arbejder på en ph.d.-afhandling om emnet. Ifølge Jacob Ki Nielsen er koreansk filmindustri særlig, fordi den på én gang er kommercielt succesrig og fuld af internationalt anerkendte uafhængige – og ofte lavbudget – produktioner af instruktører som Kim Ki-duk (med Forår, sommer, efterår, vinter … og forår) og Lee Chang-dong (Poetry). Andre i Vesten kendte navne er Park Chan-wook med Old boy og Bong Joon-ho med Memories of Murder.

Michael Bo, filmanmelder på Politiken, har i en årrække dyrket koreansk film.

»På et tidspunkt kunne jeg simpelthen ikke konsumere flere amerikanskproducerede film og begyndte at søge mod randområderne. Først Japan, siden Kina for så at lande i Sydkorea. Fantastisk filmland,« siger Michael Bo og tilføjer: »Koreansk film har jo nærmest gået usvækket sejrsgang gennem de seneste 12-13 år.«

I den periode har det koreanske filmråd, KOFIC, skudt over 43 mio. dollar i produktionen af over 600 film.

Familiært og fremmedartet

Sin egen fascination af koreansk film forklarer Michael Bo blandt andet med, at et udenforstående publikum selv skal finde ud af, hvad filmene vil sige.

»Alle de kulturelle koder, vi kender i amerikansk og europæisk film, bliver man pludselig i tvivl om. Man er hele tiden på arbejde i fortolkningerne. Måske er det en blanding af, at man skal lære at afkode i en ny kontekst, og at koreansk film rummer mere tvetydighed, end vi er vant til,« siger Michael Bo.

Jacob Ki Nielsen peger på koreansk films ’hybride’ kvalitet som en af forklaringerne på den globale succes.

»Koreansk film er både familiært og fremmedartet. Der er noget hybridt over det, som jeg tror har tiltrækning hos det vestlige publikum. Sydkorea er jo det land i Østasien med den stærkeste protestantiske tradition, hvilket kommer til udtryk i de horisonter, der anlægges i kulturproduktionen. F.eks. er Kim Ki-duk’s Forår, sommer, efterår, vinter … og forår fra 2003 et godt eksempel på hybriditet – altså en film, hvor mise-en-scènen er buddhistisk og meget ’orientalsk’, men grundmotivet er kristent i form af arvesynd. Det er vist også en af de eneste sydkoreanske film, der har været vist for og modtaget af et bredere publikum i Danmark,« siger Jacob Ki Nielsen.

Auteurisme

Et andet element, der gør koreansk film særlig, er den udbredte ’auteurisme’, mener Jacob Ki Nielsen:

»Flere af de instruktører, der vinder priser internationalt, skriver selv deres materiale og har egne produktionsselskaber, hvilket giver mere kunstnerisk frihed. De sydkoreanske film og instruktører, der anerkendes på festivaler i Vesten – f.eks. Hong Sang-soo, Kim Ki-duk, Bong Joon-ho, Park Chan-wook og Lee Chang-dong – er primært inden for art-house auteur-film,« siger Jacob Ki Nielsen.

Også Michael Bo fremhæver Lee Chang-dong som en af de væsentligste nyere koreanske instruktører. Blandt andet for hans film Poetry om en bedstemor, der forsøger at navigere i sin begyndende senilitet og sit barnebarns involvering i et andet barns selvmord, alt imens et digt forsøger at tage form i den aldrende dames bevidsthed.

Men særligt Lee Chang-dongs film Peppermint Candy fra den såkaldte New Korean Waves tidlige dage i 1998 har brændt sig fast hos Michael Bo:

»Vi følger en mand, som skal til reunion med nogle studiekammerater, og det går op for én, at han ikke er helt rigtig i hovedet. I en scene klatrer han op på en togbro, hvorfra der ikke er nogen anden vej ned end afgrunden, og står og brøler mod toget, der kommer buldrende mod ham. I det øjeblik tænker han tilbage på, hvad der skete for to dage siden, for 15 år siden, for 30 år siden, og gennemspiller nogle af de store politiske og sociale begivenheder i Korea. Det er en helt igennem genial måde at fortælle en samtidspolitisk historie på,« siger Michael Bo.

Et udstillingsvindue

Sammen med det koreanske filmråd (KOFIC) er Busan International Film Festival den vigtigste aktør inden for produktion, distribution og visning af både kommercielle succeser og indie-film, vurderer Jacob Ki Nielsen.

»Uden BIFF ville de nævnte film og filminstruktører næppe have fundet samme vej til de internationale filmfestivaler,« siger han. »Og de film, der har succes internationalt, har utvivlsomt en trendsættende funktion på sydkoreansk film. BIFF’s vigtigste funktion er nok som et udstillingsvindue for asiatisk film, en markedsplads og et mødested – også for Hollywood-stjerner, der ønsker at vise sig i Asien. På den måde har festivalen en vital betydning, selv om det er på en lidt anden måde end de ’vestlige’ filmfestivaler.«

Alligevel har de vestlige journalister (endnu) ikke i udpræget grad prioriteret at dække BIFF, siger Michael Bo.

»Jeg har aldrig været så ensom på en festival, som jeg var i 2011!« griner han. »Men jeg tror heller ikke, Busan har ambitioner om at konkurrere med Cannes eller Berlin, det er formentlig ikke interessant for dem. Det asiatiske marked er jo så kæmpestort i sig selv. Så kampen står først og fremmest om de regionale markedsandele – den står mellem festivalerne i Busan, Hongkong og Tokyo.«

Mellem art-house og innovation

Busan bliver imidlertid stadig mere centralt for filmfolk i Vesten, der beskæftiger sig med asiatisk film.

»Busan er det første sted, vi leder efter de film, som skal på programmet under vores festival – så for os er det en af årets vigtigste begivenheder,« sige Sabrina Baracetti, der leder Udine Far East Festival i Italien.

Hun har tidligere modtaget BIFF’s Korean Cinema Award, der i år går til den franske filmkritiker Charles Tesson for hans engagement i at bringe asiatisk og særlig koreansk film frem i europæisk kontekst.

Der har været spekuleret i, om BIFF kunne holde den kunstneriske damp oppe under den voldsomme vækst, festivalen har undergået, siden den åbnede i forbindelse med The New Korean Wave i 1990’erne.

Sabrina Baracetti er imidlertid vældig begejstret for 2013:

»I år er Busan festivalen om muligt endnu mere på én gang overdådig og præcis i sine fremstød og sin sektionsopbygning.«

Særligt fremhæver hun delprogrammet A Window on Asian cinema med 54 film fra 16 forskellige lande og kalder det »en regulær festival i festivalen«.

»Takket være denne sektion finder vi hvert år nye og fantastiske manuskriptforfattere og instruktører, som fortjener at blive fulgt og anerkendt,« siger Sabrina Baracetti, der mener, at BIFF’s særlige styrke er at bringe filmskabere frem, som »arbejder i feltet mellem art-house og det innovative og banebrydende.«

 

Reportage fra Busan International Film Festival i Film&Fjernsyn på torsdag

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her