1001 europæiske nætter

Han har en lidt uheldig vane, den gode sultan, som Sheherazade, fortælleren i Tusind og én nat, skal giftes med. Han ynder nemlig at slå sin nygifte hustru ihjel på bryllupsnatten.

For at undgå at lide den triste skæbne fortæller Sheherazade historier, som hver nat ender med en cliffhanger, så sultanen må lade Sheherazade leve for at høre slutningen på fortællingen.

Sheherazades historier er rammefortællingen for det, vi i dag kender som Tusind og én nat’s fortællinger, der nu for første gang foreligger i en komplet dansk udgave.

Men de er mere end det. Tusind og én nat er også en fortælling om et særligt vestligt blik på det, man i 1700-tallet kaldte ’Orienten’: det nære og det lidt fjernere øst. Det eksotiske og det erotiske fatamorgana fremelsket gennem behovet for i den vestlig civilisationsopbygning at fortælle om sig selv gennem en spejling i den anden.

Som Edward Said, den palæstinensiske professor bag et af moderne idéhistories hovedværker, Orientalisme, beskriver det:

»Orienten (har) været med til at definere Europa (eller Vesten) som et billede, en idé, en personlighed eller en erfaring, der afviger fra Orienten.«

Og som spejl er Tusind og én nat uden sidestykke, fortæller Rikke Andreassen, lektor ved Roskilde Universitet, da den i århundreder var en af vores eneste kontaktflader med Orienten.

»Det har været en af vores primære kilder til information, som er blevet fortalt igen og igen, og som måske er endt med at sige mere om vores forestilling om Orienten, end hvordan Orienten egentlig var,« siger Rikke Andreassen.

Et eksempel på det giver professor Jørgen Bæk Simonsen fra Institut for Religionsvidenskab ved Københavns Universitet:

»Man kan f.eks. finde eksempler i den danske orientalist Johannes Østrups bøger fra slutningen af 1800-tallet på, at skildringen af Marokko og det nuværende Saudi-Arabien har sin inspiration fra Tusind og én nat.«

Også Jørgen Bæk Simonsen betoner betydningen af Sheherazades historier:

»De har uden tvivl haft stor indflydelse. Mange europæere har stiftet bekendtskab med Tusind og én nat og dermed fået pirret fantasien om, hvordan orienten var.«

Europæisk hånd

I Europa dukker samlingen første gang op i den franske orientkender Antoine Gallands oversættelse fra 1704 og frem. Udgivelsen bliver straks en succes, fortæller professor emeritus i litteraturvidenskab Peter Madsen, der har skrevet forord til den nye danske oversættelse:

»Fortællingerne bliver efter Gallands oversættelse også populære i Europa, først i England, men hurtigt også i andre lande, deriblandt Danmark. Gallands oversættelse var led i en bestræbelse på at bringe Orientens egen kultur til Europa. Galland havde fået interesse for orientalske fortællinger under sit arbejde som sekretær for en fransk ambassadør i Konstantinopel og fulgte den op med sin oversættelse fra et manuskript til Tusind og én nat, som dog kun gik til den 282. nat. Hans oversættelses store succes satte ham på jagt efter flere fortællinger, som han kunne føje til Sheherazades repertoire.«

Dem får han fra en ung maronitisk kristen mand ved navn Hanna Diyab. Det er de fortællinger, vi senere kommer til at kende som f.eks. »Aladdin« og »Ali Baba og de fyrretyve røvere«, og med dem dukker der pludselig vestlige elementer op i det, der ellers skal forestille at være arabiske fortællinger. Det skriver Ruth B. Bottigheimer, professor på State University New York, i en tekst, der ledsager den nye udgivelse af Tusind og én nat:

»Selv om vi er så vant til ’Sesam, luk dig op’, at vi ikke længere opfatter det som andet end et trylleord fra Tusind og én nat, udspringer det i så høj grad af en vestlig fortællekonvention, at det ville være mere præcist at betegne ’Sesam, luk dig op’ som et magisk handlingselement, der blev indført i Tusind og én nat udefra i begyndelse af det 18. Århundrede.«

Et andet vestligt element i Diyabs fortællinger er tilstedeværelsen af skove, som ikke optræder i de fortællinger, Galland i første omgang samlede ind.

»Skove og lunde er derimod almindeligt brugt i vestlige eventyr og romancer, hvor de fungerer som farefulde steder,« som Bottigheimer skriver om Diyabs fortællinger, der går under betegnelsen ’de forældreløse’, da man ikke kender til noget oprindeligt arabisk forelæg.

I en anden af Diyabs fortællinger, som Galland bruger til at runde historien om Sheherazade af, er det ifølge Bottigheimer ikke kun enkeltelementer, men hele historien, der stammer fra vestlig fortælletradition. Historien er en version af fortællingen Ancilotto, som er skrevet af en italiener ved navn Giovanni Francesco Straparola i Venedig i 1551 og ad omveje er nået frem til Diyab, der fortæller den videre til Galland.

Oversættelsens kunst

Efter den succes, som Gallands oversættelse fik, blev der i den arabiske verden igennem 1700-tallet føjet historier sammen til en samlet Tusind og én nat-udgave, som kom til at danne grundlag for nye oversættelser på tværs af Europa igennem 1800-tallet. Men der er forskel på oversættelserne og originalen fortæller Peter Madsen:

»Gallands oversættelse er tilpasset hans publikums smag. Han bliver f.eks. ofte kritiseret for at skildre fyrstehoffet, som var det i Versailles, mens han skruer ned for de kropslige og seksuelle aspekter. I Gallands oversættelse kan omgangstoner og beskrivelser også ligne datidens Frankrig.«

Et greb, der ifølge Peter Madsen skyldes et ønske om gøre stoffet tilgængeligt for Gallands eget publikum:

»På den ene side kan han på den måde præsentere den arabiske kultur for sit eget publikum, og på den anden side undgår han at støde sine læsere.«

Gallands oversættelse er ifølge Peter Madsen motiveret af et oprigtigt ønske om at vise Orienten, som den var, mens senere oversættelser som f.eks. Gallands landsmand J.C. Mardrus’ oversættelse, som er den, der ligger til grund for de mest udbredte udgaver af Tusind og én nat i Danmark, er noget mere fantasifuld:

»Mardrus var modsat Galland meget begejstret for de erotiske elementer i Tusind og én nat, der i øvrigt absolut ikke er en kysk bog, som det også fremgår af Ellen Wulffs nye oversættelse. Det karakteristiske for Mardrus’ oversættelse er, at alt hvad der har med sex og nydelse at gøre bliver piftet ekstra op.«

Oversættelsen blev ifølge Peter Madsen mødt med kritik fra fagfolks side, men den blev samtidig en stor succes i de bedre kredse i Frankrig, hvor en erotiseret opfattelse af ’Orienten’ var udbredt bl.a. igennem malerkunsten og den litterære orientalisme:

»F.eks. får Mardrus indføjet den i hans samtid så populære mavedans i sin oversættelse – et element, han selv har tilføjet for at seksualisere Tusind og én nat som led i sin bestræbelse på at tilpasse teksten til sit publikums forestillinger og ønsker.«

Overlevering

Ifølge Rikke Andreassen er det meget sigende, at nogle af de mest populære oversættelser er dem, der ikke har bortcensureret de seksuelle og erotiske passager:

»Særligt haremmet har Vesten været meget fascineret af, og det har betydet meget for den måde, vi har opfattet Orienten på. Sammen med forestillingen om uendelig rigdom og stor magt har det gjort Orienten til et attraktivt sted.«

Og mens nogle forestillinger har overlevet til den dag i dag, har andre ændret sig, mener Rikke Andreassen.

»Vi har nok stadig en tendens til en lidt ensidig forestilling om det nuværende Mellemøsten som et krigerisk og barbarisk land. Til gengæld er billedet af kvinder som både meget erotiske og undertrykte, som Tusind og én nat præsenterer, blevet reduceret til en forestilling om kvinderne primært som undertrykte, bl.a. pga. de seneste års tørklædedebatter.«

I dag kan vi læse Ellen Wulffs nye oversættelse og ifølge Ruth Bottigheimer glæde os over værkets litterære kvaliteter, hvad enten det er Østen i Vesten eller Vesten i Østen.

»I en verden, som i stigende grad polariseres mellem øst og vest, synes jeg, det er vigtigt at gøre opmærksom på, hvor porøse fortælletraditioner er, og at hylde det øst-vestlige samarbejde, der har frembragt et verdenslitterært mesterværk som Tusind og én nat.«