Baggrund
Læsetid: 4 min.

Afrikas røde jord og tunge frugter

En håndfuld nye danske romanudgivelser kaster sig ud i beskrivelser af verdens næststørste kontinent, fyldt med Blixen-fælder og allerede betrådte stier. Klichéerne står tilsyneladende i kø, men, påpeger Gyldendals litterære direktør Johannes Riis, jorden er rød i det Afrika, der stadig forandrer
Kultur
8. november 2013

Afrika er det nye sort«. Sådan udtrykker Politikens anmelder Lillian Munk Rösing det i sin anmeldelse af Trine Andersens’ Den røde jord i Mzuzu efter at have haft fire nye romaner, der på den ene eller anden måde behandlede Afrika som sted og begreb, i hænderne på bare en uge.

Bøgerne spænder over Janne Tellers Afrikanske veje – en variation, en art novelle på 88 sider, hvori en kvindelige journalist sammen med sin mand genser Nairobi efter mange år og kører forbi den kaffefarm i Afrika, der var Karen Blixens, »ad rødt støvede veje«.

En farve, der synes at være dominerende, når vi taler om Afrika i litteraturen.

Trine Andersens nye roman Den røde jord i Mzuzu er, både hvad forside og titel angår, et tydeligt eksempel. Bogen handler om den 30-årige Alice, der først for alvor træder ind i tilværelsen, da hun sætter sine fødder på Malawis udpinte jord og bliver vidne til nogle voldsomme politiske uroligheder, mens det er det sanselige Afrika, der er på spil i titlen på Kirstine Magoolas roman Hvor mangotræerne er tunge af frugt. Her oplever karrierekvinden Amalie den diplomatiske deroute at blive sendt til Kampala i Uganda. Måske ikke overraskende undertitlen ’når lykken findes, hvor man mindst venter det’ taget i betragtning viser Uganda sig at være et kulturchok og en konfrontation med verden, der vækker Amalie som menneske og forandrer hendes liv.

Endelig sætter Karen Fastrup i Udfordringen den sanseligt-erotiske scene i en skrivelejr i Tanzania, hvor seks udvalgte forfattere skal levere en erotisk novelle til en hemmelig velgører. Afrika som et forvandlingens sted, som rødt støv og som erotiske forestillinger. Kan man ikke tale om klichéfuld behandling af Afrika som litteratur?

»Nej, ikke nødvendigvis,« mener litterær direktør på Gyldendal Johannes Riis, der udgiver Trine Andersens Den røde jord i Mzuzu.

»Når forfattere beskriver Afrika som en skelsættende oplevelse, er det fordi det er ekstremt at komme som lyserød dansker til et andet klima og andet kontinent,« siger han og peger på, at klichéen også er en kendsgerning. »Jorden er rød i Afrika.«

Afrika som litterær anfægtelse

Lidt litterær morgenrøde omkring kontinentet synes åbenbar.

»Der bliver udgivet flere bøger om Afrika, men de brager også i højere grad gennem lydmuren, end det tidligere var tilfældet,« siger Johannes Riis og mindes første gang, Jakob Ejersbo kom og sagde, at han ville skrive om det mørke kontinent.

»Det stod ikke ligefrem øverst på min ønskeliste for ham som forfatter, for stor set ingen andre end Blixen havde held med det,« medgiver Riis, der var redaktør på Ejersbo Afrika-trilogi.

Ejersbo gjorde som bekendt Riis’ bange anelser til skamme og gode salgstal, men hvor stiller det forfattere der formidler afrikanske erfaringer eller fantasier i litteraturen i dag?

»Det, man kan se i dag,« siger Johannes Riis, »er, at Afrika stadig går i blodet. At det bliver en anfægtelse for forfatterne at skrive om det, hvad enten de er færdige og fuldudviklede forfattere som Trine Andersen eller vordende som forfattere, som Ejersbo og Blixen var det.«

Deri har han ret, mener både Trine Andersen og Janne Teller, der begge har haft vanskeligheder med at komme i gang med deres ’Afrika-roman.’

Eller som Janne Teller siger og også var inde på i Skønlitteratur på P1, der bragte udsendelsen »Kuk-kuk Afrika« den 2. oktober:

»Afrika var større end mig selv. Den fornemmelse ville jeg gerne give videre og for guds skyld ikke skrive endnu en folkloreroman om ’Hvid kvinde i Afrika’.«

For Janne Teller skulle der gå mange år, fra hun som 24-årig boede og rejste i Afrika, til hun kunne skrive om sine oplevelser, og skrive om dem som en helhed.

Ambitionen om at styre uden om de værste vestlige Afrika-klichéer kender Trine Andersen også til. En strategi, der blev meget konkret, da hun tilfældigt stødte på et essay af den den kenyanske forfatter Binyavanga Wainaina fra 1992. Sylespidst og stærkt sarkastiske foregiver den at vejlede vestlige forfattere i How to write about Africa.

White Girls’ billeder af verden

Teksten blev en samtalepartner for Trine Andersen og citater fra Binyavanga Wainainas essay røg op på væggen ved hjælp af gule post-it lapper, da Trine Andersen kom tilbage til Danmark for at skrive. For eksempel dette:

»Dyr bør ses som helstøbte figurer. Elefanter er omsorgsfulde og gode feminister eller ærværdige patriarker. Det samme gælder gorillaer. Sig aldrig nogensinde noget nedsættende om en elefant eller en gorilla.«

Aberne optræder faktisk i Trine Andersens bog, og endda som et magisk øjeblik i hovedpersonen, Alices første dage i Malawi.

»Jeg brugte How to write about Africa som rettesnor, men lod med vilje også nogle typiske fremstillinger af Afrika stå, for de billeder, vi i Vesten har om Afrika, er jo også en del af virkeligheden, når man som europæer ankommer til Afrika første gang,« siger Trine Andersen, der ikke ønskede skrive en »politisk korrekt roman«.

At de billeder, vi har af hinanden, sætter sig i sproget, vidner også den vellykkede dramatisering af Christina Hagens postkortdigte White Girl, der spiller på Det Kongelige Teaters røde rum netop nu om. Her rejser tre hvide kvinder ind i det fremmede og spejler sig selv og deres billeder af verden i et befriende, rasende og på alle måder ukorrekt turistengelsk. Der er tilsyneladende ingen vej out of Africa.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her