Læsetid: 4 min.

Allan for president

Dansk humor er simpel mangel på alvor. Det var der engang en svensker, der sagde til mig
Dansk humor er simpel mangel på alvor. Det var der engang en svensker, der sagde til mig

Ib Kjeldsmark

22. november 2013

Egentlig burde man vel have fulgt med i Vild med dans, men der er jo også romaner, der skal skrives, fin og statsstøttet kunst, you know, så det blev ikke rigtig til noget. Alt, hvad man har hørt om programmet, tyder ellers på, at det har været dansk humor for alle pengene. Folk har bestemt sig for, at eksfodboldspilleren Allan Simonsen skal vinde konkurrencen, selv om han efter sigende er en elendig danser. Det skider vi på, siger danskerne åbenbart, for det er Allan, vi kan lide. Allan for president! Sådan en behøver ikke at kunne danse, det vigtigste er, at vi synes, han er en flink fyr. Er danskerne virkelig verdens lykkeligste folk, spørger folk i udlandet. Det må vi da være, vil jeg mene. Verdens mest ulykkelige folk må være et folk, der tager alting alt for alvorligt. Det kan man ikke beskylde os for.

Unge Nielsen gik engang rundt i Københavns indre by, i begyndelsen af 70’erne, og pludselig fik han og andre fodgængere øje på ingen ringere end Mogens Glistrup. Den store fjende af alle papirnussere slæbte på to tunge tasker, der bugnede af papir, men det var der ingen, der studsede over. Folk hilste venligt på ham, han smilede og nikkede, en glad mand midt i folkehavet. Dans eller politik, det er fuldkommen ligegyldigt. Det vigtigste er, at man kan lide folk. Helt nede på jorden, på gadeplan. Som politiker var Glistrup nærmest kinky, men hvem kan ikke lide en mand, der guffer marcipanbrød og har humor?

Jeg ved ikke, om Allan Simonsen har humor, men alene det, at han ikke kan danse, gør ham vel mere folkelig end de skabagtige danseeksperter, der tror, de kan lære os noget? Herregud: er der overhovedet nogen, der kan danse i det her land? Hvis der er, er der så nogen, der gider se på dem? Solariebrune damer med juleglitter ned over sig, herrer, der er så smalle, at de ville kunne få røven i klemme i en cykelpumpe, gudfader!

Det er i alt fald ikke noget for os hernede fra socialgruppe Falster.

Han hed Svensson

Dansk humor er simpel mangel på alvor. Det var der engang en svensker, der sagde til mig. Svensk humor derimod, sagde han, er intelligent, underfundig og meningsfuld. Dengang var jeg medlem af Falsters Sortkrudtlaug, så jeg må indrømme, at jeg tog min muskedonner ned fra væggen og skød og dræbte ham. I situationen syntes jeg, han var en hønsebajs at høre på, men senere fortrød jeg det da godt nok. For nu kunne jeg ikke komme til at spørge ham, hvad han egentlig mente med det. Han hed Svensson, det gør de sgu alle sammen, og hvad fanden, jeg havde heller ikke brug for at høre flere svenske dybsindigheder om dansk humor, som han alligevel ikke havde forstand på. Så helan gå, tænkte jeg da jeg hældte ham i affaldskværnen.

Dansk humor er så mange ting. Som nu f.eks. dengang i computerens jernalder, for en tolv-tretten år siden altså, hvor vores yngste datter, der dengang var tolv, kodede min kones computer med en frisk, amerikansk morgenhilsen, fremsagt af en lille, blå abe, der lød: Good morning, Protprotlorrd, how are you today? Hvis min kone og jeg havde været pæne udlændinge, ville vi selvfølgelig have givet vores datter skænd og stuearrest i hele ungdommen, sådan en møgtøs, der fodrede sin mors maskine med ulækker latrinær og dansk humor, men vi var og er ikke pæne udlændinge, vi er lavet af Gud og vi har en hund, der har fire poter, en til hver sit ben, eller hvordan folkesangen nu lyder. Så vi morede os bare. Karakterslapt og uden den mindste forældreautoritet. Typisk dansk, vil mange sikkert sige, men det må de kraftedeme selv om, vi holder netop på det danske. Det er der heller aldrig nogen, der har taget skade af – er der?

Et lykkeligt folk

Om få dage, regnet fra skrivende stund, har jeg en aftale ovre på Valen Hvalborg, i daglig tale Marinestuen. Jeg skal tale med en udenlandsk journalist om det store spørgsmål: kan det passe at danskerne er verdens lykkeligste folk? Jeg er egentlig ikke meget for det. Hvad kan sådan en fyr, der vel ikke forstår dansk kultur lige så godt som os andre, ikke finde på at spørge ind til?

Vi ved jo at kloge mennesker aldrig er lykkelige. Tværtimod, de græder sig i søvn hver nat fordi demokratibegrebet er blevet fuldkommen udvandet. Ikke nok med at Anders Fogh Rasmussens kone viste sine lårstruttende ynder i Vild med dans, nej nu er det kommet så vidt, at en hvilken som helst fodboldspiller kan blive præsident i Danmark, bare fordi folk synes han er en flink fyr, der har fortjent at vinde. Den slags tænker de kloge på, det er derfor de græder. Det gør vi andre ikke,

Ved du hvad, tror jeg, jeg vil sige til den udenlandske journalist, det skal nok være rigtigt, det er os, der er verdens lykkeligste folk. Nogen skal jo ligesom være det, ikke? Men det jeg er bange for er, at han nok ikke vil synes, at det er forklaring nok. Det jeg kender til udlændinge er, at de er lige lovlig nysgerrige. En af de frækkeste udlændinge, jeg nogensinde har hørt om, er den engelske forfatter Christopher Isherwood. Han boede i København i trediverne. Han skrev senere om Danmark at det skam er et smukt lille land med en venlig befolkning og appetitlige fødevarer. Men, sluttede han, »naturligvis kan man ikke bo der«. Nå! Så det kan man ikke? Naturligvis, oven i købet, han gad ikke engang forklare det nærmere. Men skid hul, vores humor og vores lykke, den kan de trods alt ikke tage fra os. Det får de ikke lov til.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Thorsten Lind
  • Kurt Lindy Hansen
  • Grethe Preisler
  • Maj-Britt Kent Hansen
Thorsten Lind, Kurt Lindy Hansen, Grethe Preisler og Maj-Britt Kent Hansen anbefalede denne artikel

Kommentarer