Meget betegnede er der bag i Klaus Rifbjergs lille perle af en novellesamling Intet sikkert abnormt optrykt en liste over forfatterens hidtidige værker, som tæller intet mindre end 150. For kun en forfatter med så mange bøger og så meget levet liv bag sig kan skrive så overlegent suverænt, fandenivoldsk og hensynsløst mod alle gældende regler og litterære konventioner. Han skriver med den modne mesters overlegenhed og kan samtidig få selv den vildeste unge digter til at tage sig konventionel ud i sammenligningen.
Rifbjerg har her i sit livs senefterår skrevet sin måske mest radikale og formsprængende bog, der uden sentimentalitet tager livtag med grundlaget for vores eksistens og for, hvordan den formes sprogligt.
Og det gælder i det hele taget årets nominerede værker til Montanas Litteraturpris, at de med vægt på den sproglige fornyelse og intensitet går på opdagelse i det, der er forudsætningerne for vores eksistens og for, hvordan vi opfatter os selv – og ikke mindst søger ned i de sprækker, der åbner sig mellem liv og forestilling herom.
Rifbjerg giver i sin bog fanden og hans pumpestok i den store sammenhængende form, plottet, og lægger al energi i de sproglige detaljer. Hans bog handler om at være gammel, om at give efter for erindringerne og springe frit rundt mellem nu og dengang, for halvtres eller tres år siden, uden krav om at skabe en sammenhæng. Hvor kommer det hele fra? End ikke jeget er der til at holde sammen på det hele, hvilket eksempelvis kan lyde sådan her:
»og adreanalinet står som en gejser, og alle fimrehår blafrer måske som en naturlig reaktion på den brådsø af halvfordøjede minder og sløj samvittighed, der rejser sig, eller den blidhed, som også er der, en bølge af længsel, uindfriede forventninger og drømme, som jo også har været der ikke blot for enden af en brutalt afbrudt slummer, men både i dybet og på overfladen, de forspilte muligheder og alt det, man p.gr. af fejhed eller dovenskab eller dumhed aldrig får indfriet og knap nok kompenseres for ved synet af alt det, som har været der ...«
Noget er gået af led, afviger og passer ikke umiddelbart ind; det er det tematisk genkommende motiv i novellesamlingen, og som titlen også henter sin energi fra. »Intet sikkert abnormt,« siger doktoren på et tidspunkt til jeget i titelnovellen; det kan godt være, men det åbner samtidig en ladeport af tvivl, afvigelser og sprogligt amokløb.
»Ingen ved, hvor de bestemt love kommer fra, og hvem der er udset til at leve i overenstemmelse med dem, men de er der. Ikke noget med, at de ligger i luften, men så på den anden side, tanken om, at der skulle være særlige gardiner, som gik op og ned over byen alt efter, hvordan det nu er, ligner også en tilsnigelse. Det hele måtte komme et bestemt sted fra eller fra alle vegne ligesom manden i badekarret, hvis omstændigheder nogen havde udtænkt, intet kommer af intet, hallo, heller ikke tanken eller ligefrem bevidstheden om, at om lidt sker der dit eller dat, og ingen kan forhindre det, det er bare sådan, der er ikke noget at snakke om, selvom røven går og får og aldrig vil holde op tilsyneladende.«
Råb med versaler
Til forskel fra Rifbjergs mere lavmælte nonchalance, så råbes der hos årets spektakulære debutant Yahya Hassan; og det med versaler gennem hele digtsamlingen med titel efter forfatteren. Bogen har et helt eksplicit selvbiografisk afsæt og slet ikke så ulige Rifbjerg, som man umiddelbart skulle tro, med vægt på erindringens spredte noter og på jeget som en rolle og position, ikke som en fast identitet. Som når Hassan ironisk vrænger af nogen entydig måde at læse ham på:
»HER ER MIN HISTORIE! DISKUTER DEN / MED SUKKERKNALD OG KAFFE I JERES MÆLK«
Digtsamlingen er ikke en programerklæring, men et voldsomt fader- og autoritetsopgør og med det følger også, som Olga Ravn skriver i sin nomineringstekst, en erodering af tilhørsforhold og identitet: »Næsten ethvert tilhørsforhold er under opbrud hos Hassan. Ikke bare til familien, men også geografisk, religiøst og kulturelt. Digterjeget er rastløst, hjemløst«.
Det er i det arbejde, at Yahya Hassan nærmer sig det fælles tema for de nominerede bøger og som peger på forudsætningerne for at være søn af to sprog og kulturer, søn af en flygtning og søn af Danmark.
Digtene bliver Hassans forsøg på at nærme sig et muligt tilhørssted, og selve den proces er det interessante.
Skæbnesvangre øjeblikke
I Ida Jessens noveller, Postkort til Annie, er der som hos Rifbjerg tale om en fornyet undersøgelse af forudsætningerne for det, der blev. Jessen fokuserer på de momenter, hvor omstændighederne forrykker sig en smule.
Der dvæles ved de forvirrede mellemrum, ved den tilfældige hændelse, der pludselig ændrer alt.
Eller som i titelnovellen, hvor en trafikulykke indirekte fører to personer sammen, som siden har været et par. Det interessante er ikke, hvordan det hele endte, men derimod at vise bagsiden af det, der blev; og det sker gennem en fornyet granskning af det slørede udgangspunkt, der bragte de to sammen. Pludselig er alt igen et åbent sår. På det ydre plan handler novellerne om mødre og sønner og om parforholdet, men derfra trænger Jessen i kraft af sin præcise prosa ned i de ubærlige og uudholdelige momenter af de menneskelige relationer og vender på den måde vrangen ud på eksistensen på en ofte smertefuld måde.
Bagom jeget
Anders Abildgaards digtsamling Din fjendes fest er i radikal grad en stadig undersøgelse af forudsætningerne for det givne og en relativering af enhver stabil relation mellem krop og verden. Hør hvordan det mere filosofisk lyder i digterens fantasi af en oversættelse af Wittgensteins dagbøger i sidste del af hans aparte bog:
»Men eftersom en given race i en given periode forbinder sin patos med ganske bestemte handlemåder så bliver menneskene vildledt & tror, at storheden, betydningen nødvendigvis ligger i denne handlemåde. Og denne tro bliver altid først ført ad absurdum, når der gennem et omsving indtræder en omvurdering af værdierne dvs. at sand patos nu lægger sig til andre handlemåder.«
Hos Abildgaard er der ikke noget jeg, der dominerer og samler sanseindtrykkene, men et gennemgående vi, som hidrører fra et mere fragmenteret eller diffust fællesskab. Abildgaard har i radikal grad skabt et åbent rum for undersøgelse af det, der rækker ud over jeget, som det lyder i første digt: »det er blevet bestemt, at vi skal have en krop, vores / kroppe er ikke længere vores kroppe, vores organer er / ikke længere vores«.
Abildgaard skriver smukke, musikalske sætninger, med en særlig ordknaphed og opmærksomhed på den flydende grænse mellem indre og ydre sprækker og slikkende tunger. Ikke ulig intensiteten og arbejdet med sprogets muligheder i Rifbjergs noveller. Begge steder handler det om at skabe nye tilstande i sproget eller udvide det sproglige register for at nå nye erkendelser bagom jeget.
Brud
I det nemme og det ensomme fremviser Asta Olivia Nordenhof umiddelbart en lille intim verden. Læseren inviteres ind allerede fra bogens forside, hvor digteren sidder på en stol midt i en rå, realistisk hverdag. Det selvbiografiske spiller en vigtig rolle, ligesom digtene viser en verden frem af forældres vold, sex, kærlighed og død. Vi er med på socialkontoret og indlagt på psykiatrisk hospital. Sproget er tæt på talesprog, spændt ud mellem talesprogets knækprosa og så en langt mere litterær komprimering, og det er især i disse brud, hendes projekt lever og henter sin næring. Det er her, hun så at sige kommer bag om sit eget personlige stof og løfter det ud i en mere generel sammenhæng.
Peter Adolphsens roman År 9 efter Loopet er en moderne Palle alene i verden-historie, hvor hovedpersonen, den helt igennem middelmådige Mark er eneste overlevende fra en lyd-tsurnami, der har forvandlet alle andre levende væsener til en slags zombier. Fantasieksperimentet bliver brugt til en kølig præcis undersøgelse af denne katastrofevirkelighed og dens forbindelse med civilisationen. »At kende årsagerne til en given situation eller begivenhed kunne derfor reduceres til et spørgsmål om tilstrækkeligt kendskab til samtlige påvirkninger og parametre,« lyder det med en meget eksemplarisk sætning for bogen. Som altid modsætter Adolphsens roman sig en fortolkning; han vil rent og nærmest naturvidenskabeligt udfolde et univers og lægge det til rette for læseren i sin perfekte form.
Ikke desto mindre er der masser af erkendelse om verdens indretning at hente hos Adolphsen. Ligesom der er hos Rifbjerg, Hassan, Jessen, Abildgaard og Nordenhof.
