En bullshitters bekendelser

Et af de mest iøjnefaldende træk ved vores kultur er, at vi er omgivet af så meget bullshit. Det mener professor emeritus i filosof fra Princeton Universitet Harry G. Frankfurt, der har viet en hel bog til at beskrive fænomenet. Han er bekymret – for som han siger: ‘Bullshit er en mere samfundsnedbrydende praksis end løgnen’

	Illustration: Rasmus Fly Filbert

Illustration: Rasmus Fly Filbert

23. november 2013

Det er selvfølgelig en påstand, men vi ved, den er rigtig, for vi genkender det i os selv:

Vi er en nation af bullshittere.

Vi taler om ting, vi ikke har forstand på. Vi forsøger at fremstå bedre, end vi er. Og vi gør det for ikke at tabe ansigt. Vores kultur er indhyllet i varm luft, og det præger vores forhold til viden:

Vi ser lidt nyheder, så vi kan sige, at »SF betalte magtens pris ved kommunalvalget.«

Vi ser lidt nyheder, så vi kan sige, at »det stærke ved Yahya Hassan er hans autentiske stemme«.

Vi ser lidt nyheder, så vi kan sige, at »NSA-skandalen er virkeliggørelsen af George Orwells vision.«

Vi ser lidt nyheder. Ikke for meget, men akkurat nok til at vi kan klare os igennem en samtale. Det er vores hemmelighed: Vi ser ikke kun nyheder for at blive klogere, vi ser også nyheder for ikke at falde igennem. Det er nødvendigt, hvis man vil begå sig socialt, at man fremstår velorienteret. Det forventes, at man interesserer sig for samfundet – ikke bare for det nære, men også for det globale.

Ved man ikke, hvad der foregår i Egypten, er man blank på frihandelsaftalen og Malmros’ nye film, har man samtidig røbet en uklædelig indifferent livsindstilling, der kan få fatale konsekvenser for ens sociale liv. Man må kunne tale med. Om politik, økonomi og kultur. Men da de færreste af os evner at sætte os ind i det hele – i bedste fald fordi vi ikke har tid, i værste fald fordi vi ikke interesserer os nok for det – ender vi ofte med at bluffe os igennem det meste.

Derfor denne bekendelse: Jeg er en bullshitter. Og denne påstand: Det er du formentlig også.

Teoretisk bullshit

I 2005 udgav professor emeritus i filosofi ved Princeton Universitet Harry G. Frankfurt en opsigtsvækkende lille pamflet med titlen On Bullshit. Frankfurt er i dag 84 år og har levet længe nok til at vide to ting: 1) At vi som regel ikke aner, hvad vi taler om, og 2) At det sjældent afholder os fra at tale alligevel. Ifølge Harry G. Frankfurt er et af de mest iøjnefaldende træk ved vores kultur, at »vi er omgivet af så meget bullshit«.

»Alle udsættes for det. Alle bidrager til det. Og alligevel kan ingen rigtig forklare, hvad det er, eller hvad det gør ved os,« siger Harry G. Frankfurt på telefon fra Princeton, New Jersey, hvor han bor med sin kone Joan i et hus tæt på universitetet.

Harry G. Frankfurt regnes for en af det 20. århundredes mest indflydelsesrige moralfilosoffer og er især kendt for sine analyser af frihedsbegrebet og forståelsen af fri vilje. Men det var først, da hans lille 67-siders kuriøse lommebog On Bullshit udkom i 2005 (og straks strøg ind på New York Times bestsellerliste med mere end 700.000 solgte eksemplarer), at han blev introduceret til det store brede publikum med blandt andet en gæsteoptræden hos John Stewart på The Daily Show, der selv som komiker har gjort det til en levevej at udstille den daglige strøm af bullshit, der udgår fra medier, politikere og storskrydende pundits.

»Analytisk filosofi, som jo er mit felt, handler grundlæggende om at udforske begreber, som vi tror, vi allerede kender. Så da det på et tidspunkt gik op for mig, at jeg ofte brugte termen ‘bullshit’, men sjældent kunne forklare, hvad jeg egentlig mente med det, besluttede jeg mig for at kigge nærmere på fænomenet,« forklarer Frankfurt.

I sin bog forsøger han med lige dele akademisk grundighed, psykologisk indsigt og tør humor at nærme sig både en teoretisk og en sproglig afgrænsning af begrebet. Bullshit er, siger Frankfurt, beslægtet med begreber som bluff, humbug og spin, der alle kan betegnes som forskellige former for retorisk manipulation, men som ikke er decideret løgnagtige.

Som illustration henviser han til et uddrag af den amerikanske forfatter Eric Amblers roman Dirty Story, hvor en karakter ved navn Arthur Abdel Simpson genkalder sig et råd, han fik af sin far som dreng: »En af de ting, han lærte mig, var: ’Fortæl aldrig en løgn, hvis du i stedet kan bullshitte dig igennem’.«

I eksemplet, som i mange lignende tilfælde, kan ordet bullshit problemfrit udskiftes med ordet bluff, uden at meningen bliver en anden.

Derimod må bullshit ikke forveksles med ’løgn’, som er noget grundlæggende andet, pointerer Frankfurt.

»Bullshit har ingen respekt for sandheden og ser ingen værdi i den, hvorimod løgnen i det mindste anerkender vigtigheden af sandheden – som den så tilfældigvis selv står på den anden side af.«

Løgneren og bullshitteren har ganske vist det tilfælles, at de begge er uærlige. Men deres uærlighed gælder ikke det samme: Den, der lyver, er uærlig om, at han bevidst fortæller en usandhed for at lede tilhøreren væk fra en korrekt forståelse af virkeligheden. Den, der bullshitter, er derimod uærlig om, at han er komplet indifferent over for sandhedsværdien af sit eget udsagn.

»Det, han siger, kan være sandt eller falsk – han er dybest set ligeglad,« siger han.

»Derfor opfatter jeg også udbredelsen af bullshit som en større trussel mod sandheden end løgnen er. Det er en mere samfundsnedbrydende praksis at bullshitte end at lyve, for udbredelsen af bullshit knæsætter en holdning til, at sandheden ikke er vigtig.«

Narnia ligger i Syrien

Men hvis bullshitteren ikke er interesseret i sandheden, hvad er han så interesseret i? Hvad er det, han med sit bullshit forsøger at opnå? Ifølge Frankfurt kan det være mange ting:

»Måske ønsker han at imponere andre, måske ønsker han at overbevise dem om sit værd, måske forsøger han at vinde deres sympati, eller måske forsøger han bare at passe ind. Men bottom line er, at han manipulerer for at opnå sit mål. Han er ikke optaget af, om det, han siger, er sandt. Han er kun optaget af, hvilken effekt det, han siger, har på tilhøreren.«

Det er et spil, der foregår i alle klasser, domæner og områder af vores samfund.

Tag for eksempel marketing- og reklameverdenen, som med Frankfurts ord er en branche, der »eksplicit er helliget produktionen af bullshit«. Tag politik og spin, der handler om at sælge budskaber og kapre vælgere og dermed også er »en form for marketing, der inviterer til bullshit«. Eller tag det store og omfattende område, vi kunne kalde den sociale børs, hvor vi dagligt forsøger at fremme vores personlige aktieværdi ved at »bullshitte os til at fremstå mere kloge og interessante«.

Et hjemligt eksempel på det sidste blev for nylig præsenteret i bedste sendetid, da en reporter fra underholdningsprogrammet Søndag Live gik på gaden for at spørge, hvor meget danskerne ved om konflikten i Syrien, og kom hjem med følgende tåkrummende ordveksling med en ung mand i 30’erne: Reporter: »Har du hørt om de kemiske angreb der har været mod Narnia?«

Ung mand: »Ja, det ... mod Narnia?«

Reporter: »Ja, det er jo hovedstaden i Syrien.«

Ung mand: »Nå, ja – ja, ja!«

Reporter: »Er du bekymret for, at der skal komme flere kemiske angreb mod Narnia?«

Ung mand: »Ja, det er jeg i høj grad – absolut!«

Klippet er ifølge Frankfurt et skoleeksempel på, hvorfor vi er omgivet af så meget bullshit – men som han påpeger, findes der også andre og mindre selviske motiver for at bullshitte end ønsket om at fremstå som et vidende og belevent menneske.

»Bullshit kan også fungere som et middel til at ... skal vi sige ’smøre’ sociale situationer på, så de glider lidt nemmere. Hvis man altid kun begrænsede sig til at tale om det, man ved noget om, ville mange samtaler formentlig hurtigt være forbi. For når det kommer til stykket, er der ikke så mange områder vi egentlig ved noget om.«

– Så det meste af det, vi siger, er med andre ord bullshit?

»Well... meget af det er i hvert fald.«

En guide til bluff

To afslørende dokumenter om vores samtid blev for nylig delt på den danske netværksplatform Kommunikationsforum.dk. Det ene bærer titlen Bluffers guide til bogmessen og er en instruktion i, hvordan man kan bruge den årlige københavnerbegivenhed til at »flashe sit kulturelle overskud« uden samtidig at behøve at »læse avisernes kultursider.« Det andet lyder titlen Bluffers guide til kommunalvalget og tilbyder et politisk lynkursus, så man kan »bluffe sig gennem« de politiske diskussioner og imponere sine »politiske hipster-venner, der altid strør om sig med kloge analyser og insiderviden«.

De to indlæg er ikke skrevet uden humor, men det er en form for humor, som kun er sjov, fordi den samtidig rummer en kerne af sandhed: I forstillelsen ser vi vores egne brister og bliver opmærksomme på bullshitteren i os selv.

»Det sjove er, at bullshit er blevet så bredt accepteret, at en bluffers guide i dag nærmest fremstår helt uskyldig – for det er jo bare sådan, man gør,« siger Frankfurt, der opfatter indlæggene som et generelt symptom på en »dalende respekt for sandheden«, der er ved at udvikle sig til »et samfundsproblem.«

– Men det er jo ikke så nemt at ændre på, for i mange kredse hersker der et socialt pres for at være velorienteret og have en holdning – og det kan være svært at leve op til uden en vis portion bullshit ...

»Det er jeg enig i, og du leverer samtidig en del af forklaringen på, hvorfor bullshitt hober sig op: Det er, fordi der er så megen snak! Folk befinder sig konstant i situationer, hvor de ikke ved, hvad de skal sige, men hvor situationen kræver, at de siger noget. Så de fortsætter med at snakke, mens de forsøger at skjule, at de ikke ved, hvad de snakker om.«

– Er det blevet værre?

»Nu har vi jo ikke nogen statistikker, der kan bekræfte det, men ja, jeg mener helt åbenlyst, at det er blevet værre med årene, og at det er sket som en logisk følge af, at vi lever i et kommunikationssamfund, hvor der generelt er blevet mere snak.«

– Men hvad er alternativet?

»Alternativet? Det er at holde kæft!«

– Jeg må indrømme, at jeg også selv bullshitter engang imellem. Jeg planlægger ikke at gøre det, men pludselig sidder jeg alligevel og galper op om ting, jeg ikke ved noget om ...

»Jamen, du sætter her fingeren på noget vigtigt, og det er, at der i dag er hele klasser af folk – journalister medregnet – som ligefrem bliver betalt for at sidde og bullshitte. De tjener deres løn ved at tale om ting, de ikke ved noget om. Det er de såkaldte pundits eller politiske kommentatorer, og de er stort set over alt.«

– Hvad med Dem selv, professor, hvornår har De sidst bullshittet?

»Jeg ville gerne give dig et eksempel, men problemet er, at jeg meget sjældent bullshitter, så jeg har ikke rigtig nogle gode eksempler at tage af.«

Han holder en kort pause – men lang nok til, at tavsheden for længst er blevet akavet, da han lakonisk tilføjer:»Det var, hvis du skulle være i tvivl, selvfølgelig det rene bullshit.«

 

Prøv Information gratis i 1 måned

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Sagt om bullshit

Politik:

Ved sidste kommunalvalg i 2009 lancerede de to ungdomspartier VU og SDU i fællesskab hjemme­siden bullshit-barometer.dk for at sætte fokus på »de politiske kommentatorer og deres indholdsløse udmeldinger.« De to initiativtagere, VU-formand Jakob Engel Schmidt, og DSU-formand Peter Hummelgaard Thomsen formulerede deres opgave sådan her: »Som demokratiets vagthund vil vi hive eksempler frem og udstille det som påkrævet. Varm luft uden reelt indhold.«

New Public Management:

I en kronik i Berlingske i 2010 skrev sognepræst Mikkel Wold om sine personlige erfaringer med luftig ledelseslingo og advarede læseren: »Næste gang du er på medarbejderudviklingskursus, så medtag en plade med alle de ord, du er træt af at høre. Pladen tager du så diskret frem, og når kursuslederen har sagt alle de ord, der skal til, for at man har pladen fuld med udtryk som »aktiv porteføljepleje«, »samspil med interessenter«, »kompetenceudvikling«, »helhedsforståelse«, så råber du: »Bullshit! Bingo!«

Avisbranchen:

På sin hjemmeside omatskrive.dk gennemgår sprogkonsulent Per Salling fænomenet ud fra en retorisk vinkel og viser, hvordan sproget sommetider kan »ændre karakter fra at være et kommunikationsmiddel til at være et magtmiddel. Det bliver til bullshit – eller akadepyk, som det hed tidligere. For den, der bestemmer, hvad ordene betyder, er kommunikationens herre. Resultat: Du kan sagtens bruge ’diskurs’ i en artikel i Information. Men går det nu an i Politiken? – Jo, gør det bare; for ingen Politiken-læser vil nogensinde indrømme, at han ikke er helt sikker på, hvad det betyder!«

Kommunikationsbranchen:

Leder af den digitale enhed i kommunikationsbureauet Kontrapunkt, Morten Gade, opremser på sin hjemmeside et væld af eksempler på »smarte buzzwords« – eller, som han kalder det, »bullshit i branchejargon«: »Igen er min egen branche noget af det værste, og tilsyneladende bruger man fine titler for at holde på folk, man ikke kan eller vil give lønforhøjelser. Resultatet er, at man kunne fodre den samlede polske svinebestand med glittede ­visitkort spækket med titler som konceptuel direktør, strategisk branding rådgiver, associeret partner eller min egen favorit, Creative Strategic Director. Bullshit! Du er jo givetvis dygtig til det, du laver. Så forklar dog, hvad det er i stedet.«

Bullshit [ˈbulˌˈsjit] subst. el. verbum

Sammensat af ordene ’bull’, der betyder tyr og formentlig stammer fra det franske ’boul’, der kan oversættes til ’svig’ eller ’bedrag’ – samt ordet shit, der betyder ’lort’ og er blevet brugt i amerikansk slang siden 1915, om end det først for alvor fandt udbredelse under Anden Verdenskrig.

I almindelig sprogbrug anvendes ordet bullshit til at udtrykke utilfredshed med udsagn eller personer, der virker overfladiske og uoprigtige. I bogen On Bullshit definerer professor emeritus fra Princeton Universitet Harry G. Frankfurt en bullshitter som en
person, der er mere optaget af at imponere publikum, end af at formidle sandheden: »Det, han siger, kan være sandt eller falsk – han er dybest set ligeglad.«

De senere år er bullshit gledet ind i det danske sprog, som et supplement til allerede kendte betegnelser som: ’varm luft’, ’tom snak’ eller det mere latrinære (men med ’bullshit’ nærmere beslægtede) ’at lukke lort ud’.
Bullshit optræder ofte i forbindelse med sammensatte ord så som ’bullshitkonge’, ’bullshitbingo’ og ’bullshitbarometer’.

Kommentarer

Brugerbillede for Morten Balling

Da Wikipedia i sin tid dukkede op, genoptog jeg en ting jeg havde droppet efter barndommen. Hver gang jeg stødte på et ord eller et begreb jeg havde hørt tusinder af gange, men egentlig ikke forstod, slog jeg det op.

Nu hvor jeg var blevet ældre, gik det op for mig, hvor mange "sandheder" som dybest set ikke gav nogen mening. Du kan prøve at google "Morten+Balling+æstetik", hvis du vil se et eksempel.

Hvis du vil have andre eksempler kunne jeg foreslå f.eks. at læse om ord, der starter med Meta-. Hvis du stadig synes det hele giver mening, kan du kaste dig over de bløde videnskaber.

Når du så begynder at ane at "sandhed" ofte er et lettere diffust begreb, kan du prøve at finde et matematisk bevis for at 2+2=4, som ikke er baseret på aksiomer. (Et aksiom: Det, som er så selvfølgeligt, at det ikke behøver noget bevis).

I sin tid fik Giordano Bruno en pløk gennem tungen og blev brændt levende på bålet, fordi han påstod at alle de hvide prikker på himlen var andre "sole". Dengang vidste alle jo (pr. aksiom) at Solen drejede rundt om Jorden. Det kunne man jo se med det blotte øje.

Den kære mr. Feynman, sagde engang: "I learned very early the difference between knowing the name of something and knowing something."

Han sagde også: "I have the advantage of having found out how hard it is to get to really know something, how careful you have to be about checking the experiments, how easy it is to make mistakes and fool yourself. I know what it means to know something and therefore, I see how they get their information and I can't believe that they know it."

Eller som Taxa-Kaj engang sagde til Erhard Jacobsen: "Erhard, du er så fuld af lort, at du kunne fylde hele taxaen med lort" :)

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for jan henrik wegener

Det er ikke uden videre et problem at man mangler viden - eller "informationer" - men at at man mangler relevant viden eller at man ikke evner at sortere den irrellevante viden fra (fordi man har for mange uvæsentlige informationer?)
Hvorfor er f.eks. kvaliteten af en digters digt noget der vedkommer (u)rimeligheden i en overfaldstrussel? Hvorfor er det interessant i den forbindelse om det er en digter, en langtidsledig eller en renovationsarbejder? Behøver vi at kende holdninger, udseende m.v. til en person, der dømmes flere års straffearbejde p.g.a. en "happening" for at vurdere om dommen er rimelig eller ej? Eller ville vi tvært imod se klarere uden så megen "ekstra-information"?

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Lasse Thorst

Det er taget direkte fra psykologi, hvor man arbejder med det forsimplet to-systems tankegang (se Kahneman eller lign. for en god bog omkring det). Det er sjældent noget man ikke kan forklare - ikke fordi man forstå det, men fordi ens hjerne løser et simpelt - og måske - lign. problemstilling.

Så er det forklaret....

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Lars Jørgensen

Apropos bullshit... de fleste, der citerer Sokrates, citerer gerne udsagnet om hans påståede ikke-viden. Men det er faktisk bullshit...

For som alle de lærde for længst har gennemskuet det fx Kierkegaard, så var Sokrates ironisk i dette udsagn... Han vidste, at han vidste meget... Men han vidste også, at han var nødt til at 'gå ned på niveau' med dem, som han ville lære noget... At han var nødt til at lade som om, han ikke vidste noget. Sådan at de sammen (dvs. Sokrates!) kunne stille kritiske spørgsmål til den ikke-viden, de andre sofister var sikre på...

Bullshit'ens historie har sin klare parallel i Sokrates' Græske rige. Og der er så langt mellem sande Sokrates'er, at Platon mente, at der i bedste fald var en ægte 'statsmand' i enhver stat. Dengang som nu er sandheden (også), at den fineste og skarpeste viden om samfundet generelt bliver undertrykt af et massivt lag af sofister, der siger alverdens bullshit, og som ikke engang er klar over, at de kun kender til bullshit. De har ganske enkelt aldrig lært at kende forskel på (sand) viden og bullshit - hvilket er sociologisk. For som nævnt de ægte Sokrates'ere er sjældne og undertrykkes massivt...

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Lars Jørgensen

Apropos det ovenstående Sokrates-citats enorme popularitet...

Når citatet om Sokrates' ikke-viden er så ovenud populært, så handler det slet ikke kun om, at bullsthit'en er alment udbredt blandt magthavere som fx vor tids djøf'ere i stat, kommuner, politik og forskning.. Det skyldes måske især, at man meget let kommer til at tro, virkelig vidende Sokrates'ere slet ikke findes og er en mulighed. (Kun) Hvis man kender til ovenstående indsigt fra Platon om sjældenheden af sande statsmænd, kan man modstå realismens kynisme, der ender med at sige, at vidende personer ikke findes. Hvilket netop er en anden måde at sige, at Sokrates viste (med sit udsagn om ikke-viden), at den kloge ved, at han ikke ved noget.

Hvilket selvsagt er noget vrøvl. Rent logisk. Hvorfor sande lærde som fx Platon og Sokrates (nærmest per definition) selvfølgelig ikke mente det alvorligt. De vidste, at de vidste... Desværre er det færreste idag, der ved dette... Og det virkelig alvorlige kommer så, når de helt mister modet og opgiver at lede efter vor tids sande lærde. Max Weber, Michel Foucault, Norbert Elias og Pierre Bourdieu for nu blot at nævne nogle af de mest oplagte, som jeg har viden om.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Vibeke Rasmussen

Er der mon tale om bs eller bluff, når man fx i en søgemaskine kan placere den mest idiotiske rubrik fra et Ritzautelegram, og få et søgeresultat der viser, at ordlyden bekræftes af stort set samtlige danske medier?

Samme spørgsmål kan stilles til de af netmediernes 'egne' rubrikker, der tydeligvis mest har til formål at gøre læseren nysgerrig nok til at 'klikke' på linket: bs, bluff … eller 'bare' almindelig lemfældig omgang med sandheden?

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Michael Nyvang

Med al respekt for unge digtere in vogue, så tillad mig at sige, at det altså ikke er absolut nødvendigt at nævne dem i artikler de overhovedet intet har med at gøre. Pointen med nyhederne, kan godt beskrives på anden måde, så det er tåkrummende læsning.

Der er ca. 7.194.939.608 mennesker på Jorden (og 6 i rummet p.t.), man kan nævne nogle af de andre, nu man alligevel er i gang med at bullshitte.

Således så følger jeg med i Hamed's eftermiddags te, som han sidder der overfor mig med sine gamle sutter, og føler jeg må nævne hans navn, fordi det får det jeg skriver til at lyde rigtig distanceret, livstræt, vist og sejt. Og det kan jeg gøre, selvom Hamed ikke sidder her, og jeg ikke aner hvor han er, og om han drikker te. Sidst jeg hørte fra ham var han i Bali, sidst jeg så ham var han i Paris, og det sidste vi talte om var om den sure fyr der lovede mig bank virklig var fra Mossad eller bare fuld og dum. Men han findes, og drikker mynte te, og jeg kan droppe hans navn her, helt formålsløst, rendyrket bullshit, det er blot dekorativ ordskvaller, som jeg dumt tror får mig til at se smart ud. Og tilmed ved at skrive dette, tænkte jeg snedigt endog, at jeg dermed har lavet dobbelt bluf, selvdistancering, men, nej, læseren er klogere: jeg er en idiot, indrømmet. Så jeg vil i næste afsnit, istedet for at bullshitte mere, endelig komme til sagen.

Alting er lavet af bullshit. Bogstaveligt talt brænder vi dino-shits af i biler og rumraketter, og lever i en mudderpøl af recycled organisk shit i det yderste støvlag på en klippeplanet kaldet Jorden. Så hvorledes kan bullshitting komme bag på verden?

Solen og hele solsystemet med liv, filosoffer og reklametryksager er, så vidt nogen kan forklare mig, opstået ud af noget som med meget god ret kan rummes i en beskrivelse af bullshit. Støv og gas rodet sammen til en stor suppedas i lang tid uden formål resulterer åbenbart i mennesker, der trykker reklametryksager, og udgiver filosofiske best-sellers om bullshit. Dette var aldrig sket uden substantielle mængder af bullshit. Enorme mængder bullshit, Universet er fyldt med det! Bestemt et emne med stort potentiale.

Brugerbillede for Ib Foder

Bullshit eller ej.... det er processen der tæller. Processen i samtalen eller debatten skal være ført på et grundlag hvor alle parter ønsker at berige sig med større viden. Hvordan kan viden brede sig, hvis ikke man kontinuerligt havde mulighed for at indhente ny og større indsigt = mere viden? Hvordan kan "bullshitteren" blive klogere, hvis han trækker sig fra debatterne? - Viser "bullshitteren" i virkeligheden ikke at han gerne vil blive klogere? - Det er vel derfor han deltager i debatten.
Netop politiske debatter er et tydeligt eksempel på dette.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Steffen Gliese

Er det ikke bare flere ting, der rodes sammen her? Er det bullshit, der oprindeligt menes i debatten, ikke det, vi i min gymnasietid lærte at kende som "røvrendingsproceser"?
Et opgør med "bullshit" lyder imidlertid i denne debat som et forsøg på angreb på den almindelige sunde fornuft og evne til deduktion, der gør det muligt at føre en samtale, hvor man faktisk bliver klogere, som Ib Foder omtaler - en samtale, hvor fælles tænkning over materien hæver samtalen og fører til almindelig medtænken af implikationer, der ellers ikke ville være blevet vendt andre steder end i den enkeltes bevidsthed.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Michael Nyvang

@ Henrik Brøndum

Den kommentar vinder bestemt prisen for mest kunstfærdige venstrehånds bullshit dunk her.

Bør jeg nævne at "hvor mange penge vi har", bestemt er noget der kan bullshittes med.

Der var engang et kongerige, og i det en entreprenør, der kom til parnasset i poloskjorte og med flotte overarme. I de elysiske haller og med computerworld's troværdige kongeblå slipsegrafik tager den unge entreprenør alle priser med årets vækstvirksomhed og milliarder og dejligt fri for bullshit kan vi vurdere ham efter alle disse penge han jo har lige der kan vi se. Et par måneder efter sidder fyren og ryster i bukserne som en uartig dreng på en kaffebar i USA, førend han i L.A. går ind og melder sig for bullshit business.

Foretningsliv og moral, kiss my arse, and have champagne and olives with it. Det eneste bemærkelsesværdige er, at det sommetider ikke bliver opdage; at det sommetider bliver spektakulært meget ikke opdaget; at der ikke er en øvre grænse for mængden af bullshit, der kan presses ind i et blåt nålestribet jakkesæt.

I det hele taget : dette er lidt ligesom at høre en stor brun lort rejse sig i toilettet, tage tuxedoen på, og derpå fralægge sig et hvert ansvar fra shit, udtale forlorent, at den da bestemt ikke er shit, og aldrig tænker shit, eller siger shit om shit for blot at få mere opmærksomhed på sin egen shithed, sælge mere shit af sit. Det der slår en i det set-up jo, er ikke en forargelse over at shit er shit, for det er shit, og det er ok for så vidt at shit er shit og det er det ved det det er. Men nu står der en fucking narrøv af en shit i tuxedo og nipper til en martini, og påstår den her jo har placeret sig moralsk overlegent, og distanceret fra sin shitty menneskelighed, i en helt særlig kategori, fordi shit's in tuxedoes vurderer hinanden på hvor mange penge de har, og således kan nøjes med løgn, bedrag, korruption, mord, borgerkrige, hælde fadøl på Løkke, honeytraps, set-ups og : reklamebranchen!! Hurrraaah hvor det går :oD.

Foreslået gloning: Orson Welles, F for fake. ( http://youtu.be/KWZUG0-nn_Q )

Brugerbillede for Eva Bertram

@ Rasmus Bo Sørensen. "Bull" betyder tyr og stammer formentlig fra det franske "boul", der kan oversættes til "svig" eller "bedrag"... Find to fejl!
Godt eksempel på at "tale om ting, vi ikke har forstand på, og ret så ironisk i denne sammenhæng. Her er hvad du lige kunne have slået op, hvis du virkelig mente, der var brug for en etymologisk redegørelse http://www.etymonline.com/index.php?term=bull

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Benjamin Bach

Jeg afleverede engang en universitetsopgave, der reflekterede over, hvorfor innovationsfaget var stærkt præget af bullshitting. Det gav ikke en specielt god karakter (det var måske ikke så pænt gjort mod underviseren på kurset), men det var en stor fornøjelse at arbejde med begrebet som teoretisk ramme.

I den forbindelse skal jeg i øvrigt henvise til Anti Powerpoint Party, som var her, jeg fik begrebet introduceret.

- Jeg kan godt lide at forstå det således: Bullshitting er når man, for egen vindings skyld, ikke tager stilling til sandhedsværdien af et udsagn.
- Dette er ikke at forveksle med naivitet: Når man ikke tager stilling til en sandhedsværdi uden at vinde noget ved det.
- Eller løgn og manipulation: Når man er bevidst om sandhedsværdien af det, man siger.

Brugerbillede for Vibeke Rasmussen

Som jeg opfatter begrebet bs, hører ovenstående eksempel med Narnia slet ikke til i kategorien. Her er der bare tale om en person, der tilfældigvis bliver 'fanget' af et tv-hold, og højst sandsynligt, allerede mens samtalen foregår, er mere optaget af at tænke fremad, på alle dem han nu skal huske at ringe og SMSe til, for at opfordre dem til at se tv den og den dag, for der er han 'på'. Yay mig!

Og tv-folket har med deres stunt fået endnu et nemt offer, som de så siden kan udstille og latterliggøre i 'bedste sendetid'. Yay os!

Medierne i almindelighed og politiske kommentatorer i særdeleshed er i langt højere grad leveringsdygtige i bs end ovennævnte person. Professionelle BSere, hvis bs kan have større og langt alvorligere konsekvenser end at udstille en tilfældig borgers tilfældige uvidenhed.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Jens Thaarup Nyberg

"Ved man ikke, ..., er man blank på ... og ..., har man samtidig røbet en uklædelig indifferent livsindstilling, der kan få fatale konsekvenser for ens sociale liv. Man må kunne tale med. Om politik, økonomi og kultur. Men da de færreste af os evner at sætte os ind i det hele – i bedste fald fordi vi ikke har tid, i værste fald fordi vi ikke interesserer os nok for det – ender vi ofte med at bluffe os igennem det meste."

Det forkommer mig at være et noget uforpligtende socialliv, men det minder mig på den anden side om om Herodot, der lader en Persisk magnat udtrykke en karakteristik af grækerne i ord som " Disse mennesker, der mødes mellem deres huse for at bedrage hinanden under menéd ". Og grækerne kunne da godt finde ud af det med hinanden, for en tid.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Can  Øzcen

Den eneste målestok, som jeg anvender for at afgøre, om der lukkes bullshit ud:
- Kommer det fra Lars Løkkes mund?
- Kommer det fra et andet ledende V-MF'er?`

Hvis ja, så 100 % velfærdsudviklende og samfundsnedbrydende bullshit!

anbefalede denne kommentar