Læsetid: 5 min.

Dødsdruk og dommedag

’The World’s End’ afrunder en balstyrisk britisk komedietrilogi med et seriøst ment studie i mænds selvopfattelse og i, hvordan venskaber og vilde ungdomsudskejelser kan give ar på sjælen. Vi mødte trilogiens tre hovedkræfter i London
De tre venner, filminstruktør og manuskriptforfatter Edgar Wright (i midten) og skuespillerene Simon Pegg (tv) og Nick Frost (th) har arbejdet sammen de seneste 15 år med både kritisk og kommerciel succes til følge. I dag har ’The World’s End’ premiere.

Chad Batka

14. november 2013

Det er indlysende, at englændere er knudemænd og knudekvinder,« siger Simon Pegg. »Seksuelt og socialt har vi brug for et smøremiddel – og det er vi jo ikke ene om. Det er for eksempel også ret udbredt i Skandinavien,« siger den engelske skuespiller, der spiller hovedrollen i The World’s End. Og Simon Pegg kender om nogen til smøremiddel – han er manden, der engang kunne ondulere 12 fadøl på en aften, men som nu ikke har drukket i over tre år.

»Der findes en berømt pubcrawl her i London, som er baseret på brætspillet Matador,« fortsætter Pegg. »Men medmindre man kun drikker en halv fadøl hvert sted, kan jeg simpelthen ikke se, hvordan man kan slippe levende fra den.«

Al den snak om svimmelhed på flaske skyldes, at The World’s End handler om kampdruk. Men den handler om mere end det: Filmen er også et seriøst ment studie i mænds selvopfattelse og i, hvordan venskaber og vilde ungdomsudskejelser kan give ar på sjælen – i både bogstavelig og overført betydning.

En hvirvelvindsagtig Simon Pegg spiller hovedrollen som den flamboyante, 40-årige ungkarl Gary King, der mentalt aldrig rigtig har taget afsked med teenagetiden. Han ønsker brændende at fuldføre en pubcrawl, som han og fire venner gik kold i 20 år tidligere. Han får dem overtalt til at gøre forsøget, men alting går gradvist grassat, da de fem fyre vender tilbage til deres fødeby og får rippet op i fortiden. Pegg siger, at han selv ingen ligheder har med Gary. »Selv navigerede jeg succesfuldt gennem den fase af mit liv, hvor jeg havde lyst til at drikke mig fuld hele tiden. Men jeg har kendt folk, der har fået en skæbne, der ligner Garys. Jeg ser ham snarere som skurken i filmen, men også som et eksempel på et menneske, som bag en smart facade er dybt deprimeret, fordi han hænger fast i fortiden,« siger han.

Samarbejdet

Simon Pegg og hans to venner og kreative partnere, skuespilleren Nick Frost og instruktøren og manuskriptforfatteren Edgar Wright, har arbejdet sammen de seneste 15 år: Fra tv-komedieserien Spaced – der dog også havde Jessica Stevenson som medskaber – og frem har de frygtløst blandet meget forskelligartede ingredienser. Med både kritisk og kommerciel succes til følge. Deres værker er spækket med referencer til populærkultur, men også overraskende rige på sobre karakterstudier. Følelser, de fleste kan relatere til, fusioneres med gamle, kulørte genrekonventioner, så nye stemninger og betydninger opstår.

The World’s End er sidste del af en trilogi, der tæller zombiekærlighedskomedien Shaun of the Dead (2004) og krimikomedien Hot Fuzz (2007). Alle værkerne er instrueret af Edgar Wright – der har hårpragt som en løve og højde som en havenisse. Han var knapt nok ude af sine teenageår, før han gjorde kometkarriere, og som 39-årig lyder han som en brite, der har tilbragt meget tid i USA.

Passende nok, da trioen ynder at lade et umiskendeligt engelsk univers blive invaderet af diverse Hollywood-skabninger. Wright forklarer, at filmens alvorlige klangbund også er den frygt, han som koldkrigsbarn havde for atomkrig, og som han blev konfronteret med film og tv.

Paranoid i hjembyen

The World’s End er vittigt blevet kaldt en ’Barmageddon’-film, fordi den ud over hæmningsløs herredruk også handler om jordens undergang. Genremæssigt spænder den over science fiction, katastrofefilm, komediedrama – og sågar engelske sagn, da den også er en absurd udgave af et riddertogt. Trioen er bl.a. inspireret af science fiction-klasssikeren Stjålne kroppe, hvori mennesker frarøves deres identitet og forvandles til kloner.

»Når du vender tilbage til din fødeby, er der altid en blanding af genkendelighed og fremmedgjorthed på færde,« siger Pegg. »Det virkede oplagt – og som en god vittighed – at anvende et sciencefiction-element som rumvæsener til at forstærke den tematik.«

I både Spaced og i film-trilogien er paranoia et gennemgående tema.

– Hvorfor er netop det særlig sjovt?

»Fordi det er noget, alle kan relatere til,« siger Simon Pegg. »Hvem har ikke haft en fornemmelse af, at man muligvis ikke er helt så cool, som man går rundt og tror? Hvem kender ikke følelsen af, at næste generation er overlegen, bedre til at bruge computere, mere velbevandret i gadekultur, eller hvad det nu kan være? Mere konkret: Når du, som figurerne i filmen, går rundt i din hjemby, hvad tror du så, de andre tænker: ’Godt at se dig!’ eller ’Hvem fanden tror han, at han er?’ Paranoia passer godt ind i trilogien, som er bygget op omkring et individ, der står over for en gruppe.«

»For mig er det ’sjove’ ved paranoia, at vi ikke gør noget ved det i en tid, hvor vi overvåges mere end nogensinde,« siger Nick Frost. »Man læser om det i nyhederne og tænker, at nu må der da ske noget. Men det gør der bare ikke.«

Frihedstrang

Et af de bærende temaer i filmen er konformitet over for frihedstrang.Gary King-figuren er afgjort ikke konformist, men repræsenterer snarere den mørke side af permanent mental pubertet. Og da 41-årige Nick Frost er mødt op til interviewet i en T-shirt med et lasersigtekorn på brystet samt cifrene 1138 (en henvisning til en science fiction-film af George Lucas) er det oplagt at spørge, om han selv kender til Peter Pan-syndromet.

»Det gør jeg bestemt! Men jeg har været i stand til at gøre begge dele: Jeg har kone og barn, men føler mig stadig som en 22-årig mentalt. Det er en fantastisk priviligeret position! Den disciplinerede og arbejdsorienterede stemme i mit hoved er dog med årene blevet i stand til at overdøve den mere lystdrevne.«

Nick Frost anser ikke sig selv for et nostalgisk gemyt, men erklærer sig alligevel enig i en af filmens kritiske pointer i forhold til tidsånden. Mange af de gamle, originale pubber er forsvundet og erstattet af strømlinede og signaturløse af slagsen.

»Det betyder, at pubben ikke længere er det sted, man mødes uformelt og støder ind i folk, man ellers ikke ville have mødt. Og stedet, hvor også politiske samtaler kan trives.«

Edgar Wright røber, at mange af begivenhederne i The World’s End »stort set er identiske med ting, der er foregået i virkeligheden«. Han og vennerne var da også på et mindeværdigt sprutridt for mange år tilbage. »Jeg sendte traileren til dem af mine venner, som deltog i virkelighedens druktur, og skrev: ’Virker dette bekendt?’«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu