Læsetid: 3 min.

’Vi får mere og mere selvtillid’

Nikolaj Busk oplever medvind i dansk folkemusik lige nu. I den unge trio Dreamers’ Circus er han selv med til at forny musikken, samtidig med at han holder forbindelse til traditionen via Fanø
Ale Carr (t.v.), Rune Tonsgaard Sørensen og Nikolaj Busk (t.h.) udgør Dreamers’ Circus.
5. november 2013

Han ligner ikke en folkemusiker, som man forestiller sig dem. Sølvring i næsen, nittebælte, kort pjusket hår. Men som den ene tredjedel af den dansk-svenske trio Dreamers’ Circus er Nikolaj Busk en af de unge fornyere af vores folkemusik.

De blev dannet i 2009 i et heldigt mix af tre unge mænd, der faldt i hver deres gryde som spæd. 24-årige Ale Carr kommer fra en spillemandsfamilie fuld af skånsk folkemusiktradition. 30-årige Rune Tonsgaard Sørensen er også vokset op med folkemusik, men er siden gået i den klassiske retning og er uddannet fra Det Kongelige Danske Musikkonservatorium. Og 31-årige Nikolaj Busk er vokset op med fællessang og Højskolesangbog.

Resultatet er et møde mellem folkemusikkens løsere musikalitet og den klassiske musiks kontrol. Eller som Nikolaj Busk formulerer det:

»Vi har nogle temaer og arrangementer, vi går efter, men inden for de rammer er der plads til at dreje og bøje det i nuet.«

Rune Tonsgaards arbejde har netop sikret ham Kronprinsparrets Stjernedryspris i Sydneys operahus, hvor han og Dreamers’ Circus optrådte live – transmitteret på DR1. Men det er nu stadig mest på græsrodsniveau, at der er røre i den danske folkemusik, dernede hvor det virkelig gælder.

»Vi får mere og mere selvtillid kollektivt set,« siger Busk om folkemusikscenen. »Jeg føler, jeg er en del af en bevægelse. Vi er så mange, der interesserer os for folkemusikken og for at dele den med folk. For at forny den og gå ind til den med en ufiltreret energi. Jeg tror ikke, jeg ville have den samme tro, hvis jeg stod alene med det, men dét at vi er så mange, der hjælper hinanden, har en meget selvforstærkende effekt.«

Folkemusik er social og inkluderende, og Busk påpeger, at den kollektive attitude ikke kun åbner for, at alle interesserede er velkomne, men også gør, at der ikke er ret meget ego forbundet med musikken. Ja, når han skal beskrive sine egne sange, taler han for eksempel ikke om, at han har skrevet dem, men om at han blot har grebet dem: »Jeg mener, at musikken fandtes i forvejen. Jeg lyttede bare lidt ekstra godt efter.«

Dansk trance-musik

Dreamers’ Circus har også lyttet til Fanø-musikeren Peter Uhrbrands videreførelse af Sønderho-traditionen. De har spillet med ham, og de har Fanø-musik på deres repertoire, ikke mindst deres egne kompositioner inspireret af øens musikarv.

»Jeg kan græde over de her melodier, for de vækker en eller anden melankoli i mig. Og så synes jeg også, at Fanø-musikken er noget af det tætteste, vi kommer på dansk trancemusik, for den bevæger sig hele tiden rundt i cirkler. Dansen er en pardans, hvor man danser rundt i en cirkel med sin partner, og man snurrer rundt om sig selv,« fortæller Busk. »Hvis man skal tage den rigtig langt ud, er Fanø jo også en stor cirkel, en ø omgivet af vand. Og rundt langs med kysten er der klitter, som bevæger sig i bølger, og dansen går meget i bølger, for man går ned i knæ på nogle bestemte markeringer. Det skaber en bølgeform. Og det forbinder jeg med Fanøs natur.«

Den fornyede interesse for folkemusik er også en form for reaktion på globaliseringen, mener han.

»Jeg tror, vi efterhånden har opbygget et behov for at finde ud af, hvad det er, vi kommer fra – og hvad vores egen kultur er. Jeg synes for eksempel, vi har set det med mad, hvor vi har været igennem et langt forløb, hvor vi skulle interessere os rigtig meget for udenlandsk mad. Og så pludselig kommer vi i tanke om, at det er længe siden, at vi har spist en frikadelle, og at vi måske helt har glemt, hvordan man laver den, og hvordan den smager. Den samme bevægelse tror jeg er ved at ske på musikscenen.«

Men Busk understreger også, at det ene ikke udelukker det andet.

»Vores fascination af dansk folkemusik er ikke en fascination, som ekskluderer fascinationen af andre nationers bevægelser.«

Serie

Seneste artikler

  • Om spillemænds trængsler – før og nu

    25. november 2013
    Informations musikredaktør er taget på musikhistorisk krydstogt gennem dansk folkemusiks fortid og fremtid – og på de sjællandske landeveje med Spillemændenefor et genopfinde spillemanden
  • Fra Fanø til fremtiden

    4. november 2013
    På Fanø går Peter Uhrbrand rundt som et levende vidnesbyrd om, at det gamle Danmark lever videre. Som den eneste er han i stand til at videregive sjette generations folkemusik fra landsbyen Sønderho – og det gør han
  • Folkemusikkens genkomst

    29. oktober 2013
    Den gamle garde inden for dansk folkemusik har fået selskab af en ung generation, der er i gang med at genopdage dansk musiks rodnet på deres helt egne præmisser
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Sofie Exner Koch
  • Jan Weis
  • Jørgen Andkær
  • Niels-Simon Larsen
Sofie Exner Koch, Jan Weis, Jørgen Andkær og Niels-Simon Larsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

At danse sønderhoning er altså ikke så nemt, som det ser ud til - måske også fordi jeg skulle lære det af min svigermor på Fanø ... :-)

Niels-Simon Larsen

@Ralf: Tak for dine gode interviews i går og i dag. Der er nok ikke så mange, der læser dem, og vi er få, der reflekterer på dem. Det er synd, for der kunne godt udvikle sig nogle gode debatter om netop folkemusik og dens plads i det moderne samfund.

I Sverige er de længere fremme. Her kombinerer Aron Schoug, 29 år, folkekultur og kampen for et bæredygtigt samfund. Han blev prisbelønnet som årets folkbildare 2012 for sit kulturelle arbejde i det store svenske oplysningsforbund, Studiefrämjandet. Aron selv siger: - "Som jag ser det är konst, musik, teater och dans exempel på viktiga verktyg för att tillfredsställa våra själsliga behov på ett ekologiskt hållbart sätt samtidigt som vi kan använda dem för att inspirera andra, väcka tankar, förmedla budskap och på så vis bidra till en bättre värld. Därför vill jag fortsätta utveckla temat ”kultur och hållbar utveckling” och arbeta efter devisen ”Det ska va kul att rädda världen”. Det får mig att växa och därigenom kunna hjälpa andra att hjälpa sig själva".

Den slags kan jeg godt lide at høre, og det skal jeg så vidt jeg er orienteret til Sverige for at høre.

Fanø’s musikarv er egentlig også et slags eksemplarisk fredsprojekt – fra gammel tid havde der nemlig hersket en lokal ufredsstemning mellem Nordby og Sønderho – noget der kendes fra mange andre småsamfund – en slags ”dem og os” problematik – men i dag kan musikerne fra begge lokaliteter sidde fredeligt side om side og spille deres folkemusik - godt gået … :-)

Som dem fra Sønderho kaldte nordbyanerne – altså dem dér fra Norby sogn - der for øvrigt selv kaldte sig fannikere – nemlig ’gøj’er’ - hvilket uden tvivl ikke har været ment som en kompliment - mens en ’synderjap’ - ja det var helt sikkert en slags japanere - i hvert fald nogle mærkelige, fremmedartede folk disse ’japere’ fra de sydlige himmelstrøg i Sønderho sogn – så det har uden tvivl været seje tider den gang – især i 1741, da øen blev frikøbt af Kronen – og man skulle afsætte sogneskellet mellem de to sogne – men hvor skelpælene på mystisk vis flyttede sig enten mod syd eller nord i løbet af natten …

I dag har freden så lagt sig over øen – men det dér fænomen med vandrende skelpæle kan stadig opleves – det har åbenbart bundfældet sig dybt i den fannik’ske folkesjæl - men måske de ikke er helt enige om, hvordan man bør læse noderne - hvis de da har nogen - det kan somme tider høres i musikken - men det er bare charmerende … :-)