Fra Fanø til fremtiden

Det tager kun 12 minutter at sejle fra Hovedlandet til Fanø. Ja, den aflange ø er trods sin flade statur nem at få øje på allerede ovre fra færgelejet i Esbjerg.

Men man ankommer alligevel til et velpræserveret kulturelt økosystem, som stadig synes at nyde godt af en diminutiv adskillelse fra fastlandet.

Peter M. Uhrbrand kalder det en tidslomme, dét han faldt i, da han i 1977 flyttede til øen, til Sønderho, en landsby med 271 indbyggere.

Hans stråtækte hus er også lidt af en tidslomme. Det er fra 1735, og selv lavstammede individer må bukke sig for at kunne komme gennem dørene, selv om gulvet er blevet sænket 15 centimeter. Akustikken er som i en cigaræske. Gennem de lavt siddende køkkenvinduer kan man se ud over markerne.

Væggene er beklædt med hollandske Delft-kakler, der for århundreder siden blev sejlet ind med træskibene, hvor man brugte dem som ballast. I det ene hjørneværelse ser gamle og nye slægtninge fra deres fotografier ud over et flygel og på mere moderne teknologi såsom mikrofoner og en mixer.

Information er på besøg hos en folkemusikalsk traditionsbærer, der er forbindelsesled tilbage til en århundreder gammel tradition. Et stykke musikalsk Danmarkshistorie, som ved en ren tilfældighed har levet i ubrudt linje gennem seks generationer.

»Det her er det eneste sted i Danmark, hvor der stadig er en levende folkemusiktradition,« hævder Uhrbrand.

»Der er stadig nogle steder, hvor der er en gammel spillemand tilbage. Men der findes ellers ikke et samlet miljø omkring folkemusikken, hvor den bliver brugt som salt og peber i kulturelle sammenhænge og til festligt samvær.«

Da den nu 60-årige musiker for snart længe siden ankom til Sønderho, flyttede han i kollektiv.

Han blev tækkemand, selv om han egentlig var socialrådgiver. Og gennem hans arbejde kom han i kontakt med Brødrene Brinch, som ikke kun havde et entreprenørfirma, men også spillede femte generations Sønderho-musik, som den unge Uhrbrand snart tog del i.

Stadig døre at åbne efter 30 år

Han var vant til at spille jazz og rock og spillede en noget perifer rolle på sin guitar, indtil han lærte at spille violin. Den og klaveret har han spillet på lige siden, men han er stadig beskeden omkring sin evne til at spille Sønderho-musikken.

»Jeg har brugt 30 år på at finde ud af den; rytmikken i den her musik. Og jeg synes stadig, der er nogle døre, jeg mangler at få åbnet.«

Og dét må han må selv klare i dag. For brødrene Brinch er væk, og den eneste søn, der førte Sønderho-musikken videre til sjette generation, døde i en ung alder i 1994.

»Hvis jeg nu ikke havde været her da klaverspilleren Erling Brinch, som jeg spillede med, døde ... Jamen, så ved jeg ikke rigtig, hvad der var sket.«

Traditionen ville formentlig være uddøet og henvist til arkiverne på Dansk Folkemindesamling. Men nu lever den altså videre.

Uhrbrand kan omkring 100 melodier ud af de 125-130 stykker, der var engang. Og de giver os et unikt lydbillede af dansk musiktradition.

Eller dansk og dansk ... Dansk folkemusik vokser ikke direkte opad den fædrene muld, som nogle sikkert ønsker at tro. Den er tværtimod kommet langvejs fra og i høj grad ad søvejen.

Fusionsmusik fra søfolk

»Man har mest haft blikket ud over horisonten frem for ind mod Danmark,« siger Uhrbrand om Fanøs orientering i gamle dage. Dengang man blev født, voksede op og døde i sit sogn, men også dengang hvor sømændene stod ud fra Fanø i stort tal.

»Musikken, ved man faktuelt, er noget, søfolkene har haft med hjem. I dag er man inde i otte timer, så har man losset og lastet, men førhen var det ikke ualmindeligt, at de lå inde en uge. Så der har de haft kontakt med folk og været rundt og høre musik,« fortæller Uhrbrand.

»Vi ved, at de, der kunne spille, har medbragt melodibanjo eller mundharmonika eller hvad’ fa’en man nu kunne have med på rejsen. Og vi ved, at en del melodier findes i Tyskland, Holland, Belgien, Storbritannien og over hele Norden i næsten identiske udgaver.«

Kulturen rejste ad søvejen dengang for nogle hundrede år siden, og når sømændene, der havde set lidt af hvert ude i verden, kom hjem til det isolerede lokalsamfund med friske indtryk, så blev de tilpasset til lokal skik. Den importerede musik måtte således rettes ind efter den lokale dansekultur.

Og det betyder, at Sønderho-varianterne af disse omrejsende melodier med deres subtilt synkoperede og komplicerede rytmik skiller sig ud fra andre landes varianter.

Altså er det datidens stærkt kosmopolitiske inspirationer, som ironisk nok ligger til grund for nutidens tradition. Og det betyder, at dét, som vores musikkultur kommer fra, aldrig kan blive en del af et nationalistisk projekt. For det giver ikke mening.

»At vi har krav på et eller andet specielt i Danmark, hvad er det for noget fis?,« lyder fra Uhrbrand.

Og på spørgsmålet om folkemusikkens udviklingspotentiale i nutiden svarer han:

»Jeg tror, man skal passe på med at blive puritansk. Jeg er enormt bange for, at man tager skyklapper på. At det skal være rigtigt, rent.«

Han påpeger, at i svundne tider blandede man også genrer og spillede også valse og swingmusik i forsamlingshusene. Mens Uhrbrand og hans medmusikere ikke er blege for i dag at spille både rock og amerikansk folk. Og han kalder den nye unge generations interesse for at fusionere folkemusik med andre stilarter for »en fuldstændig naturlig udvikling.«

Som der er al mulig grund til at fejre.

»I mange år har vi gamle gået rundt og sagt: ’Det er også ærgerligt, at der ikke er nogen unge, der gider det her.’ Og lige pludselig her i 2013, så er der en konservatorieuddannelse (i Odense, red.), musikalske grundkurser og en total underskov af pissedygtige unge musikere.«

Alle er velkomne på tværs af aldersgrupper til at være med i folkemusikken, både i orkestret og på dansegulvet. Man skal bare ikke kalde det folkedans.

»For så ser man straks de der nissehuer og spænder på skoene for sig, så dukker alle de ting op,« siger Uhrbrand om fordommene.

»De gamle spillemænd som jeg lærte af, de kaldte det egnsdanse, og det er sådan set et meget bedre udtryk. For folkedans, det er noget man går til, og det er noget med kaffe og kage. Det her er noget, der har eksisteret med masser af alkohol, kaffepunch og bajere og fuld drøn på.«

Notering på nodepapir af »Sønderhoningen« (der både er en meloditype og en traditionel pardans, red.) skete først i 1912, men her kunne man ikke dokumentere måden, man spillede melodierne på, som er lige så afgørende. Og som også går i arv, og dermed hele tiden forandrer musikken, alt efter hvilke hænder og temperamenter der spiller den.

»Det, synes jeg, er det rigtig spændende ved folkemusik, at den lever hele tiden. Og at det er ok og i orden at addere det, du nu vil.«

Det er ’hjertemusik’, som en af Uhrbrands lærermestre forklarede ham, og i dag giver han selv arven, passionen og håndværket videre til for eksempel det unge dansk-svenske band Dreamer’s Circus, som han spillede en hel aften med på årets Tønder Festival.

Og til sin datter Kirstine, som han ofte spiller med, bl.a. ved januars Fanø-bal på Operaen på Christiania, som trak fulde huse.

Og Uhrbrand udbygger også arven: Sammen med strenge- og tangentspilleren Nils Thorlund har han i år udgivet albummet og nodebogen Neo Tradiotional Ism, hvor de hver især opdaterer arven og traditionen med nye kompositioner, endda også et sted med en smule subtil elektronik.

Da Informations fotograf skal gøre sit arbejde, fatter Uhrbrand sin violin og går uden for i haven med ham.

Han stryger en smuk ubrudt fortælling i forunderligt skårne forsiringer fra strengene, mens blæsten fra havet blander sig. Inde i varmen igen tager Peter Uhrbrand nodebogen til Neo Traditional Ism frem og lægger den på spisebordet.

»Det her er mit testamente,« siger han og banker på bogen. Fra Peter Uhrbrand og Fanø til fremtiden.

Uhrbrand & Thorlund: Neo Traditional Ism (Gateway Music). Er udkommet.