Læsetid: 9 min.

Feminister i krig mod ’sexistisk’ pop

Monsterhittet ’Blurred Lines’ er blevet kaldt ’voldtægtssangen’ og voldsomt kritiseret for sexisme. Men modsat tidligere kommer forargelsen ikke primært fra ældre konservative moralvogtere – den kommer fra en ny generation af unge feminister
Videoen til sangen ’Blurred Lines’ viser de tre mandlige sangere, Robin Thicke, Pharrell og T.I., i selskab med meget letpåklædte, smukke modeller. Sangen er blevet beskrevet som voldtægtsagtig og har fået voldsom kritik. ’Blurred Lines’ er samtidig det største hit i 2013.

Videoen til sangen ’Blurred Lines’ viser de tre mandlige sangere, Robin Thicke, Pharrell og T.I., i selskab med meget letpåklædte, smukke modeller. Sangen er blevet beskrevet som voldtægtsagtig og har fået voldsom kritik. ’Blurred Lines’ er samtidig det største hit i 2013.

Marie Boye/iBureauet

18. november 2013

Så er det slut med at lytte til Robin Thickes både megapopulære og omdiskuterede hit »Blurred Lines« ved fester og på kollegier på University College i London. Det meddelte universitets studenterforening i sidste uge. I forvejen har 20 andre britiske studenterorganisationer taget samme usædvanlige skridt, så dette er blot seneste udvikling i historien om, hvordan årets største hit også blev årtiets mest kontroversielle.

Først et sammendrag for dem, som ikke allerede er bekendt med skandalen: I marts udsendte producer Pharrell Williams, rapper T.I. og popsanger Robin Thicke den vellystige partyballade, der handler om en kvinde på en natklub, som måske, måske ikke, er interesseret i sangens fortæller.

Sangen styrede straks mod toppen af hitlisterne. Men ikke alle var lige begejstrede. På feministiske blogs og i de sociale medier blev den snart kendt som ’voldtægtssangen’. Og da Daily Beast-skribenten Tricia Romano betegnede den som rapey – ’voldtægtsagtig’ – tog kritikere hurtigt dette udtryk til sig. Måske kunne sangen akkurat have klaret frisag, hvis det ikke havde været for dens ledsagende musikvideo: Her ses tre mandlige sangere svansende rundt sammen med meget afklædte (og i en enkelt version topløse) modeller.

Mens »Blurred Lines« fortsatte sin sejrsgang og hen over sommeren fortrængte Daft Punks »Get Lucky« fra hitlisterne som det største hit i 2013, blev også debatten om dens påståede sexisme mere ophedet. Det så man i september, da deltagere i Project Unbreakable, et fotografisk projekt, der skal hjælpe voldtægtsofre, gik i protesttog og sammenlignede strofer fra sangen med ord udtalt af deres egne overfaldsmænd. Samme måned blev Edinburgh University Students Association (EUSA) den første studenterforening, som forbød »Blurred Lines«.

Hvad med børnene?

»Den sang agiterer for en dybt foruroligende, forkvaklet holdning til, hvad det vil sige at give sit samtykke til sex,« forklarede Kirsty Haigh, næstformand for EUSA. »I en seksuel relation skal begæret være tydeligt gensidigt. Men i sangen hedder det: ’Du ved jo, at du gerne vil’. Pointen er: Ingen kan vide, hvad nogen gerne vil, før de fortæller det.«

Snart kom Thicke-hittet til at indgå i en bredere debat om stereotype budskaber i poptekster og videoer. Miley Cyrus’ berygtede optræden ved Video Music Awards i august, hvor hun demonstrativt tog Thicke i skridtet, antændte en ny storm af indignation. Den blev yderligere forstærket, da en undersøgelse fra onlineorganisationen Netmums viste, at 80 procent af de britiske forældre har hørt deres børn synge med på eksplicitte sangtekster eller set dem imitere seksualiserede dansebevægelser fra musikvideoer.

Kort efter plæderede så 1980’er-ikonet Annie Lennox for, at musikvideoer bør censureres som film.

»Jeg er varm tilhænger af ytringsfrihed,« erklærede hun.

»Men …«, tilføjede hun ildevarslende, »det her går for vidt. Her overskrides grænsen til pornografi. Hvordan kan vi forhindre, at vores børn bliver udsat for den slags?«

»I musikvideoer møder vi hele tiden racisme og sexisme. Især har vi bemærket en stærk seksualisering af sorte kvinder og kvinder fra etniske minoriteter,« siger Lia Latchford fra Rewind & Reframe.

»Vi oplever ofte, at unge piger kommer og fortæller os, hvilken indflydelse det her har på deres hverdag. De er dødtrætte af alle de sange, hvor kvinder fremstilles som stærkt seksualiserede, passive objekter. Derfor stiller vi os heller ikke tilfreds med at få bortcensureret en enkelt sang. Det er en hel kultur af racisme og sexisme, vi skal til livs.«

At popmusik kan afføde voldsom harme, er ikke just nyt. I 1985 gik bekymrede amerikanske forældre sammen i organisationen Parents’ Music Ressource Centre (PMRC) på initiativ af Tipper Gore (hustru til den senere amerikanske vicepræsident Al Gore), der var blevet rystet efter at have overhørt sin datter lytte til popkunstneren Prince’ seksuelt eksplicitte »Darling Nikki«. Gennem intensivt lobbyarbejde fik PMRC indført en mærkeordning, der påbød at mærke potentielt anstødelige album med påskriften Parental Advisory: Explicit Lyrics.

Et censurklima var skabt, og det fandt sit måske stærkeste udtryk i 1992, da rapperen Ice-T’s band Body Count følte sig presset til at trække sangen »Cop Killer« tilbage. På nye oplag af deres album var den dog som en slags protest erstattet med en sang om ytringsfrihed.

’Teatralsk scorereplik’

Men modsat dengang, hvor det overvejende var ældre og mere konservative aktivister, der stod for at oppiske moralsk panik, kommer en stor del af den aktuelle modstand mod ’sexistiske’ udskejelser fra en ny generation af unge feminister.

Hvis MTV-generationen var den første, der blev eksponeret for musikvideoens magt, er YouTube-generationen den første, som bruger disse videoer i sammenhæng med sociale medier og deres onlinediskurs. Kulturforbrugere har måske aldrig tidligere været så orienteret imod de budskaber, eksplicitte og implicitte, som er indlejret i populærkulturens udtryksformer. Argumenter om racisme, kvindehad og kulturel selvbevidsthed, der førhen mest var i omløb i den akademiske verden, er nu blevet mainstream.

Selv den model, der er mest i forgrunden i »Blurred Lines«-videoen, Emily Ratajkowski, har erklæret: »Det glæder mig, når folk kritiserer popsanges tekster. Det, synes jeg, er vigtigt at gøre.«

Undertiden kan kritikken få drastiske virkninger. Da MC Rick Ross rappede om at putte en sovepille i en piges drink for lettere at kunne have sex med hende, udløste det et sandt ramaskrig, der resulterede i, at han blev tvunget til at undskylde offentligt. Mange af dem, der følger popmusikscenen tæt, finder det dog sært, at lige akkurat »Blurred Lines« skulle blive omdrejningspunktet for den seneste bølge af forargelse.

»Det undrede mig virkelig, da folk begyndte at flippe helt vildt ud over det her,« siger den amerikanske musikkritiker Maura Johnston.

»Herregud, det er jo bare en teatralsk scorereplik. Men af en eller anden grund vil alle absolut have det til at handle om at tvinge en kvinde til sex mod hendes vilje. Der er så mange andre sange derude, der er langt mere kvindenedgørende. Måske var den bare et lettere mål, fordi mange synes, at Robin Thicke er klam.«

»Blurred Lines« handler ikke om voldtægt på samme måde, som »Cop Killer« handler om en fantasi om at dræbe politibetjente. Hvad man vil lægge i den, er et spørgsmål om fortolkning. Hvis man ikke tolker sangen sådan, at den handler om at have sex uden samtykke, er den i værste fald smålummer, og reaktionerne overdrevne. Men hvis man vil mene, at selve begrebet ’slørede linjer’ sender et farligt signal til lytterne, er den omvendt temmelig eksplosiv.

Ikke den store forsvarer

Thicke har gjort en ret ynkelig figur som sangens forsvarer med udtalelser, der ligner Spinal Taps svar på beskyldningerne imod ham for at være sexistisk: »Hvad er der galt med at være sexet?« Måske fordi han modsat Body Count eller Eminem aldrig havde nogen specifik hensigt om at være skandaløs. Teksten til »Blurred Lines« er da i det store og hele også typisk for hans musikgenre. Undtagelsen er måske det vers, som rapperen T.I. synger, og som er blevet skrevet om, således at strofen: »Jeg vil give dig noget, som er stort nok til at flå din røv i to«, i tv-optrædener er blevet erstattet med mildere vers fra rappere som Iggy Azalea og The Roots-frontmanden Black Thought.

Musikvideoen er næsten et kapitel for sig. Den er koreograferet og instrueret af Diane Martel, som til det amerikanske website Grantland siger: »I videoen lægger vi jo op til, at mænd skal opføre sig legende og flirtende, men slet ikke som seksuelle rovdyr. Da jeg instruerede pigerne, forklarede jeg, at det var vigtigt, at de så direkte ind i kameraet. Det var helt bevidst, og det gør de det meste af tiden. De skal vise, at de selv er i en magtposition. Jeg synes ikke, videoen er spor sexistisk. Faktisk er teksten bare smålatterlig og fyrene så sølle, at de er til grin …«

Martels bemærkning er stort set overset i debatten, hvor det kunne virke, som om kvindelige kunstnere slet ikke får lov til at komme med deres egne ideer.

Da Miley Cyrus optrådte nøgen i »Wrecking Ball«-videoen, var det i al fald mandlige kritikere som instruktør Terry Richardson, der førte ordet, og i tilfældet »Blurred Lines« er hele ansvaret for videoen faldet tilbage på Thicke.

»Folk har set fuldstændig bort fra næsten alt, Martel har sagt, selv om hun har ansvaret for videoen,« siger Johnston.

Dette er blot en af de måder, hvorpå selve fronterne kan sløres. Feminister var splittede i deres svar på Sinéad O’Connors åbne brev til Miley Cyrus. Var O’Connors ærinde at fremføre en valid feministisk kritik af kvindehad i musikindustrien, eller spillede hun med på en moraliserende og selvgod bølge af ’tøjte-bashing’?

Forkert med forbud

Endnu mere problematisk er krydsfeltet mellem køn og race. F.eks. parodierer Lily Allens nye video udelukkende sort musik og reducerer sorte kvinders kroppe til skumle rekvisitter, uanset hvor satirisk hendes hensigt måtte være. En kritiker, der ønsker at blive citeret anonymt, udtaler: »De her tekster skulle forestille at handle om musikindustriens og mediernes absurde overdrivelser, men dens vigtigste visuelle reference er sort musik. Hvad blev der af Katy Perry, Lady Gaga eller Miley? Hvad blev der af rockmusik?«

»Når Lily Allen bruger seksualisering af sorte kvinder til at gøre op med seksualisering af sorte kvinder, er det klart, at opskriften ikke rigtig virker,« siger Latchford. »Hensigten kan måske være god nok, men udførelsen duer ikke. For os er problemet musikindustrien som helhed og ikke specifikt sort musik.«

I poppens sangtekster og videoer bruges ofte antydninger, tvetydigheder eller sågar selvmodsigelser som virkemidler. Den type kompleksitet er ikke tjent med den form for direkte fordømmelse, der har en tendens til at løbe med hele opmærksomheden. I tilfældet med »Blurred Lines« blev mange lytteres primære indgang til sangen den forargelse, den havde skabt. Som Johnston siger: »Hvis opfattelsen af sangen skal sammenfattes i et enkelt ord – rapey, som jeg synes er et forfærdelig ord – er det klart noget, der vækker meget negative forventninger.«

»I princippet er jeg imod sådanne forbud,« siger Padraig Reidy, talsmand for ngo’en Index on Censor-ship, der har fokus på ytringsfrihed. »Et generelt forbud mod bestemte sange strider imod, hvad universiteter og livet som studerende burde handle om: at blive voksen, gøre sine egne erfaringer og træffe sine egne beslutninger. Det er bekymrende, hvis unge mennesker begynder at opfatte censur som en løsning på komplekse samfundsmæssige problemstillinger.«

Han er i tvivl om effekten af at indføre et aldersklassifikationssystem: »Aldersratings vil jo kun gøre de ’forbudte’ musiknumre mere tillokkende: Sådan var det allerede med de hip-hopplader, der i 1990’erne fik mærkatet: Explicit Lyrics

Spørgsmålet er også, om musikindustrien overhovedet har incitament til at ’forbedre sig’, når selv en nok så massiv forargelse kun resulterer i endnu bedre salgstal for Thickes eller Cyrus’ musik.

»Når aktivister går til angreb på den her slags musik, er det sød musik i musikindustriens ører,« siger Barlow. »For så kommer hele den offentlige diskussion til at fungere som en dominoeffekt, der gør endnu flere opmærksom på sangen. Jeg tror ikke, at man kan forandre noget ad den vej. Snarere vil det kun animere til at finde på endnu mere grænseoverskridende ting.«

Latchford er mere optimistisk: »Unge kvinder er blevet så trætte af den her form for videoer. De ønsker at se en forandring. Og vi håber på, at det, der kan drive forandringerne frem, lige præcis er de feministiske holdninger, der vinder frem hos de unge kvinder, som formodes at være forbrugere af den her type musik.«

© The Guardian og Information

Oversat af Niels Ivar Larsen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

"Blurred Lines" afspejler vel en speciel mandepsyke eller et specielt mandeblik, som der åbenbart er en del, der er ved at være godt trætte af og det her så sangen/videoen der har været den berømte dråbe. Jeg har indtrykket af at det er en debat, der er kommet meget mere på dagsordenen i udlandet. Det minder lidt om debatten om "lads mags", der også har kørt i England:

http://www.information.dk/465847

Bortset fra det minder "Blurred Lines" en del om Marvin Gayes "Got To Give It Up":

http://www.youtube.com/watch?v=fp7Q1OAzITM

Ligesom et andet af Robin Thickes numre "Million Dollar Baby", lyder som et plagiat af Gayes "Trouble Man". Gayes arvinger har da også forsøgt at køre en sag på det. De er også træt af Robin Thicke, der hele tiden plagierer deres far.

ulrik mortensen

Det er vel ikke noget nyt, at nogle feminister flipper ud over musik de synes er sexistisk (der skal tit ikke ret meget til). Da Anne Linnet udgav Marquis de Sade pladen i 1983 blev hun beskyldt for at legitimere hustruvold - fra artiklen nedenfor: "Anne Linnet fik kvindesagen på nakken, der beskyldte hende for at gå ind for hustruvold. De blokerede bl.a. et spillested i Odense, hvor Anne Linnet skulle optræde."

http://www.information.dk/215343

Jens Overgaard Bjerre

Ja musik er meget meget farligt, lige siden Elvis vred hofterne. Sikke mange børn der er blevet født efter det! Der er kun én løsning: vi må alle blive lesbiske og bøsser og gifte os i kirken.

Dette er et af de områder hvor feminismen og den politiske korrektheds dobbeltmoral viser sig. Der er jo ikke mangel på kvindelige sangere som f.eks. har et aggressivt sprogbrug mod mænd i deres sange, hvilket blot opfattes som stærkt og frigjort. Ligeledes forekommer der også musikvideoer, hvor kvindelige sangere omgiver sig med mere eller mindre afklædte mænd, uden at dette så meget som antydningsvist giver anledning til anklager og debat om sexisme.

Majbritt Nielsen

Peter Jensen

19. november, 2013 - 23:51 #
Hvis du ikke tror det giver anledning til kritik og debat af den enkelte sangerinde. Når de optræder sådan. Så skulle du måske kigge lidt videre.
-Da Sys Bjerre kom med sin sang om eks-kæresten og han kunne finde sin X-box på nørre Runddel eller noget. Så fik hun da godt nok hak for at lave sådan en tekst.
-Da en eller anden rapper, lavede en rap om at en bestemt type kvinder var gold-diggere fordi de kun ville have en mand med fed bil og tegne bog og lidt til. Fordi de ikke var intereseret i ham. (Niklas/ Guldgraver.)
Der var ikke en loppede der gøede.

Når det kommer til sange, er det som regle pengene der driver værket. Og da sex nu en gang sælger. Så er det, det her resultat med uha-kvinder der går til kanten.

Majbritt Nielsen

Ang. Sys Bjerre. Som jeg husker det, gav sangen hende først og fremmest et meget effektivt gennembrud. Hvad der evt. har været af kritisk opmærksomhed på den, har fyldt meget lidt i forhold til succesen. Jeg ved ikke noget nærmere om Niklas og Guldgraver, men kritik af kvindebilledet i rap-tekster/videoer er generelt et veletableret debatemne.
Bort set fra måske enkelte isolerede reaktioner (som der vel altid kan forekomme) er der ingen kritisk opmærksomhed på mandebilledet i kvinders tekster, hvilket står i grel modsætning til det beredskab der forekommer ang. skildringerne/omtalen af kvinder. Det er meget svært at forestille sig, at nogen sang, hvor kønstemaet var omvendt, skulle kunne give så meget ballade som "Blurred Lines". Ligesom en mandlig sanger der optræder lige så afklædt som Miley Cyrus, heller aldrig vil modtage den form for kritik, og i det omfang, som hun har fået.