’Guderne blev vrede’

I sin nye film, ’Sorg og glæde’, graver Nils Malmros dybt i sit eget liv og fortæller en stærk historie om skyld og den store kærlighed. Information har talt med den 69-årige instruktør om konsekvent at tage af det, Per Højholt kaldte hovedstolen, og om at ’Sorg og glæde’ er kronen på hans store erindringsværk

	’Det vigtigste er selvfølgelig, at jeg som kunstner har lavet syv-otte-ni film om mit eget liv, om den uløselige, ulykkelige kærlighed, den umodne pubertetskærlighed, og jeg mangler at lave en film om den gensidige voksne modne kærlighed. Mit oeuvre er først fuldendt, når jeg laver ’Sorg og glæde’, så derfor er det vigtigt for mig,’ siger Nils Malmros. Foto: Lærke Posselt

’Det vigtigste er selvfølgelig, at jeg som kunstner har lavet syv-otte-ni film om mit eget liv, om den uløselige, ulykkelige kærlighed, den umodne pubertetskærlighed, og jeg mangler at lave en film om den gensidige voksne modne kærlighed. Mit oeuvre er først fuldendt, når jeg laver ’Sorg og glæde’, så derfor er det vigtigt for mig,’ siger Nils Malmros. Foto: Lærke Posselt

9. november 2013

»Jeg havde håbet på, at filmens kærlighedsbudskab ville opveje den nyfigne interesse for den bagvedliggende katastrofe,« siger Nils Malmros, da jeg møder ham til en snak om hans nye film, Sorg og glæde.

Til at begynde med havde han ikke tænkt sig at ville tale om filmen – den skulle have lov til at tale for sig selv.

»Men det lykkedes altså ikke. Det er meget sjovt, fordi ustandseligt når jeg bliver interviewet, starter jeg med at sige, ’svaret er i filmen’. Og det er det. Men derfor skal jeg gerne svare alligevel.«

En klump i halsen

Sorg og glæde, der har premiere på torsdag, handler om dengang for 30 år siden, hvor Nils Malmros’ kone, Marianne, i en psykose slog parrets blot ni måneder gamle datter ihjel, og om hvordan de begge formåede at komme videre oven på den store sorg og bevare deres kærlighed til hinanden. Det er en voldsom historie, og da nyheden om filmens handling i sommer nåede pressen, måtte Malmros love at udtale sig i forbindelse med premieren for at få aviserne til at holde igen. Premieren var nemlig med vilje lagt på det tidspunkt, hvor Marianne var gået på pension fra den skole, hvor hun også underviste i begyndelsen af 1980’erne.

Malmros vil dog ikke medvirke i direkte tv-udsendelser. Han er stadigvæk så berørt af de voldsomme hændelser, at han indimellem får en klump i halsen, når han skal tale om dem og den dybt personlige film, hvor hovedpersonerne hedder Johannes og Signe og spilles af Jakob Cedergren og Helle Fagralid.

»Det vil jeg også gøre her, sandsynligvis, men okay, nu er jeg ved at være lidt hærdet,« siger han.

I løbet af det timelange interview må instruktøren alligevel holde små pauser, når bevægelsen bliver for meget, og som han selv på et tidspunkt bemærker, så skifter han til at tale om Johannes og Signe, ikke Nils og Marianne, når det går for tæt på. Og det gør det selvfølgelig ofte.

Den voksne kærlighed

Nils Malmros er en af Danmarks største erindringskunstnere, og han har lavet den ene film efter den anden – Drenge (1977), Kundskabens træ (1981), Århus by Night (1989), At kende sandheden (2002), Kærestesorger (2009) – hvor han griber fat i sit eget liv, især sin skoletid og barndom og ungdom, og med stor præcision og følsomhed fortæller om forvandlingen fra barn til voksen, uskyldstab og den svære kærlighed.

En maskeret version af historien om sig selv og Marianne fortalte Malmros i Kærlighedens smerte (1992), der handler om forholdet mellem en ung, psykisk ustabil kvinde og en lidt ældre mand. Men ingen steder er han gået så tæt på og har fortalt så hudløst og ærligt om sit voksne liv som i Sorg og glæde. Jeg spørger ham om, hvorfor han har lavet filmen.

»Der er sådan nogle gode, jeg vil næsten sige politisk korrekte reflekssvar,« siger han.

»Jeg er læge, man skal stå ved psykiske lidelser, og jeg vil også sige, at hvis jeg kan gøre det klart, at en psykotisk person føler sig skyldfri, så er det fint. Samme slags svar, men nok lidt mere reelt, er, at jeg vil godt sige tak til de forældre, der på dag fem ringer på med en erklæring om, at de ønsker min kone tilbage som lærer for deres børn. Og til den skole, som støtter det, og det skolevæsen, som går ind for det, og det psykiatriske system, som synes, at det er realisabelt. Det er godt en gang imellem at blive vækket op af vores selvtilfredshed, men det er også godt en gang imellem at erkende, at vi trods lever i et anstændigt samfund.«

Det er alle sammen svar, der ikke har meget med kunsten at gøre, indrømmer Malmros også og siger så:

»Det vigtigste er selvfølgelig, at jeg som kunstner har lavet syv-otte-ni film om mit eget liv, om den uløselige, ulykkelige kærlighed, den umodne pubertetskærlighed, og jeg mangler at lave en film om den gensidige voksne modne kærlighed. Mit oeuvre er først fuldendt, når jeg laver Sorg og glæde, så derfor er det vigtigt for mig. Det er næsten imperativt, at jeg skulle lave den her film.«

Han holder en pause.

»Den tanke har ganske givet slået dig selv: Mit oeuvre er jo min version af Marcel Prousts erindringsroman, På sporet af den tabte tid

En stor gave

Men selv om det har været et lønligt ønske og et håb for Nils Malmros, at han en dag fik lov til at lave Sorg og glæde, ville han ikke spørge eller presse sin kone til at give ham lov. Det var således først, da hun for nogle få år siden selv sagde, at han gerne måtte lave filmen, at instruktøren gik i gang med at skrive manuskriptet.

Det ømme og intime øjeblik, hvor Marianne gav Nils lov til at lave Sorg og glæde, har Malmros genskabt i filmen, og det var stort set sådan det skete, forklarer instruktøren.

»Han hedder Johannes, og hun hedder Signe, og så har jeg selvfølgelig antydet, at filmen ikke er en én-til-én rekonstruktion, men at jeg har lov til at forskubbe. Det kan godt være, at ordene faldt anderledes i forhold til den scene, men holdningen og indholdet er reelt. Det er hende selv, der siger det. Som det bliver formuleret i filmen, så giver hun mig den gave, at jeg skal gøre det – ikke for hendes skyld, hun kan godt undvære den, men for min skyld.«

Til at begynde med vidste Malmros ikke, hvordan han skulle skrue historien sammen. Men han vidste, at han ikke kunne vise selve det forfærdelige øjeblik, hvor barnet bliver slået ihjel. Løsningen blev en cirkulær struktur, hvor handlingen så at sige begynder og slutter det samme sted: Johannes kommer i begyndelsen af filmen hjem fra det foredrag, han i slutningen tager af sted for at holde – der mangler ’blot’ de fire timer ind imellem de to situationer.

»Det er forholdsvis sent, at det går op for mig, at på den måde kan jeg komme ud af historien,« siger Malmros.

»Du må heller ikke glemme, at alt er set igennem Johannes’ øjne, hvorimod Kærlighedens smerte er set igennem Signes øjne. Deri ligger også en forklaring på, hvorfor Sorg og glæde slutter, som den gør. Jeg så aldrig noget. Men jeg kunne ikke slutte filmen med happy ending.«

Et spørgsmål om skyld

Jeg kan ikke lade være med at spørge Nils Malmros, om arbejdet med Sorg og glæde også har været en terapeutisk proces for ham – det synes at være oplagt på samme måde, som hans øvrige værk kan have været det. Det benægter han dog umiddelbart.

»Det er 30 år siden,« siger han.

»På den anden side er der jo, og det kan jeg ikke frasige mig, en katarsis i at gøre sig i billeder. Der er også nogle erkendelser, som jeg først nu er nået frem til, blandt andet ved at snakke med journalister, sjovt nok. Faktisk er jeg kommet på det rene med en meget vigtig pointe, nemlig at en af de største og mest lykkelige omstændigheder i mit og Mariannes forhold, er, at det lykkedes at få hende til at forstå, at hun ikke havde nogen skyld. Hvis hun havde levet med skyld, så tror jeg ikke, at vi kunne have fortsat vores samliv. Selvfølgelig begår Johannes også nogle fejl. Men jeg vil helst have det sådan, at folk kommer og siger, efter at have set filmen, ’du er ikke helt skyldfri selv, bare du ved det.’ Og så kan jeg sige, ’nå,’ og lyde overrasket, hvis du forstår, hvad jeg mener.«

Føler Malmros så, at han kunne have gjort noget anderledes dengang, hvor han var i færd med at lave sin næste film, Skønheden og udyret?

»Det er jeg ikke sikker på, at jeg kunne. Du siger skyld, og jeg er også med på at snakke om skyld. Men skulle Johannes, for nu at objektivisere det, have droppet sit filmprojekt? Det er altså for stort et krav. Johannes havde sine bange anelser, men han kunne alligevel ikke vide, at konsekvenserne var så katastrofale, at guderne blev så vrede.«

Det personlige stof

Forfatteren Per Højholt sagde engang, at man som kunstner ikke måtte tage af hovedstolen, altså bruge alt det personlige stof, som skulle være ens kunstneriske brændstof. Nils Malmros har gennem hele sin karriere ikke bestilt andet end at tage af hovedstolen og er måske undtagelsen, der bekræfter reglen, i hvert fald findes der ikke mange instruktører som han, slet ikke i Danmark og heller ikke i udlandet, selv om giganter som f.eks. Fellini, Truffaut og Bergman også lod sig inspirere af deres eget liv.

»Hvis Per Højholt havde vidst, at der var otte film i hovedstolen, så tror jeg ikke, at han ville have haft den samme holdning til det,« siger Malmros.

En anden forfatter, muligvis Mark Twain, sagde engang, at man skal skrive om det, man kender til, om de følelser, man selv har.

»Det er præcis det, jeg plejer at sige,« siger Malmros, der dog først efter Kundskabens træ blev opmærksom på, at han kunne blive ved med at hente materiale i sit eget liv.

»Der er gudskelov ingen, der har set min første film, En mærkelig kærlighed (1968), men det var der, hvor jeg slog hovedet mod muren. Hvis jeg nogensinde skulle vurdere min egen karriere, så er det interessante, hvor meget jeg lærer af de tæsk, jeg får for den første film. Da jeg laver min næste film, Lars Ole 5.C (1973), gør jeg mig klart, at nu vil jeg droppe alle tanker om at være klog og dybsindig og poetisk. Fortæl, hvad det er, jeg ved, for jeg ved åbenbart lidt mere om min skoletid, end andre generelt kan huske – og så nøjes med det.«

Nu er det slut

Med Sorg og glæde og den mest smertelige erindring af dem alle synes 69-årige Nils Malmros at have tømt hovedstolen. Spørgsmålet er så, om han er færdig med at lave film.

»Jeg var lige ved at sige forhåbentlig.«

Han ler lidt.

- Du har ’truet’ med det flere gange.

»Ja, men jeg vil skynde mig at sige, at det har ikke været krukkeri, når jeg har sagt det. Det var mere, fordi jeg simpelthen ikke kunne se, hvad jeg skulle lave. Der var selvfølgelig denne her film, men jeg troede virkelig ikke på, at det var muligt. Det var lidt en overraskelse og lidt en gave, at den kom til allersidst.«

- Allersidst?

»Ja, nu. Nu er det slut.«

- Lige indtil næste gang?

»Hvad skal jeg sige!? Hvis nogen kom til mig med manuskriptet til The Dead (en novelle af James Joyce fra 1914, red.), så ville jeg sige, ’det var dog fantastisk.’ Eller hvis jeg selv fik ideen til … men jeg har ingenting lige nu.«

- Alle dine film er vel også udsprunget af en trang eller en nødvendighed.

»Ja, og den er der ikke mere. Jeg går lykkelig, ikke ind i graven, men i seniliteten … Ja ja, jeg siger det ikke for at være patetisk. Det er min holdning lige her og nu. Og jeg ved godt, at om et halvt år så kommer udtryksbehovet, og så vil jeg fare rundt som en flue i en flaske.«

Sorg og glæde har premiere på torsdag og anmeldes her i avisen. Podcast fra Informations filmsludder med Nils Malmros i Grand Teatret er tilgængelig her:  https://soundcloud.com/dagbladetinformation

Prøv Information gratis i 1 måned

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Nils Malmros-filmografi

En mærkelig kærlighed (1968)
Lars Ole, 5.C (1973)
Drenge (1977)
Kammesjukjul (1978, tv-kortfilm)
Kundskabens træ (1981)
Skønheden og udyret (1983)
Århus by Night (1989)
Kærlighedens smerte (1992)
Barbara (1997)
At kende sandheden (2002)
Kærestesorger (2009)
Sorg og glæde (2013)

Kommentarer