De femten noveller i Intet sikkert abnormt er indrammet af tre lyddigte betitlet »Morgen«, »Middag« og »Aften«. Sådan anslås, at det her foregår i udkanten af sproget, i udkanten af bevidstheden. Stilen er lettere sludrende, ud og ind af klichéer, og fortællerne, der både er kvindelige og mandlige, sjusser sig frem, retter på sig selv og bliver irriterede, »eller hvad fanden det hedder«. Ofte er det et ’man’, der snakker og tænker op og ned ad stolper, det er mere stemme end fortælling – tanker, indfald, erindringsglimt. Eller det veksler mellem mildt pointerede noveller og slørede, frie forløb, og det er en af bogens styrker, at den ikke har travlt med at fylde formen ud eller ikke gider.
Et fast motiv er musik, ikke som soundtrack, men som irritationsmoment. En nabo spiller for højt, Elgar lyder som »musepiben«, når man skruer ned, én vækkes brutalt af Sibelius, der er glimt fra jazzkoncerter, hvor alt muligt andet end musikken huskes. I »Partytime« oprulles en fest og virkningerne af den nærmest set fra interiørets synsvinkel. Hele tiden denne lidt skæve eller forskudte optik.
Intet sikkert abnormt er en enormt bevægende bog. Regnebrættet bliver gjort op på en stilfærdig og cool måde. En gammel mand tager sig selv i at glo ud i sin have en vinterdag og rammes af en erindring om at knappe pyjamas. En kvinde går rundt med sit sovende barnebarn i barnevogn og bliver pludselig rørstrømsk og tænksom, »Kan poesi miste poesien?« Det er herligt løst fortalt og på samme tid afviklet med et suverænt sprogligt overskud og sikker tæft!
Klaus Rifbjerg sætter stor pris på nomineringen, men ønsker ikke at komme i betragtning til prisen. Komiteen respekterer dette, og har i stedet valgt at give værket en særnominering. red.
