Læsetid: 10 min.

’Heretica havde alle sekters korrumperede træk’

Hånd i hånd med den glemte tragiske skæbne, Benedicte, gennemlyser og leverer Niels Barfoed i sin nye bog et kritisk portræt af et Heretica-miljø fuld af løgne og fortielser – og især af digterfyrsten Thorkild Bjørnvig
Niels Barfoed mener, at Benedicte Hergel blev renset ud af Heretica-kredsens hukommelse, da vogterne mente, hun var ødelæggende for dens fortælling. Nu ønsker han at give hende oprejsning.

Jakob Dall

8. november 2013

Det er noget af en skæbne, Niels Barfoed har gravet frem i sin nye portrætbog. Benedicte, født Hergel, blev gift med rigmanden og Louisiana-museets senere grundlægger Knud W. Jensen i 1949 og blev dermed del af det såkaldte Vedbæk-parnas, som ud over Knud W. Jensen selv omfattede Ole Wivel, Thorkild Bjørnvig, Bjørn Poulsen, Paul la Cour, Tage Skou-Hansen og Martin A. Hansen; en kreds, der udgjorde det åndelige centrum i Heretica-bevægelsen. Benedicte forelskede sig imidlertid fatalt i mandens nære ven Thorkild Bjørnvig, og det var gensidigt, hvilket forårsagede en mindre social katastrofe i Heretica-miljøet.

»Eventyrligt og dragende«, siger Barfoed om sit første møde med Benedicte. Det var en novemberaften i 1950 på stranden ved Kandestederne ved Skagen, hvor hun pludselig dukkede op sammen med ægtefællen Knud W. Jensen. Selv var Barfoed bare 19 år, en talentfuld digter, som snart skulle publicere sine første digte i tidsskriftet Heretica.

»Jeg havde en stor vidunderlig hønsehund, og det var ikke Knud, den så på, men på hende. Og det var ikke sådan en dum københavnsk hund, der bare pladrer op ad mennesker.«

I flere år var Benedicte en vigtig del af kredsen, men flygtede efter katastrofen og har været borte lige siden. Hun er også fraværende i den litteratur, som eksisterer af og om Vedbæk-parnassets centrale såvel som perifere medlemmer. Hun forsvandt med andre ord fra den officielle hukommelse. Også fra Barfoeds egen. Han var selv del af kredsen og deltog i de hyppige fester på Knud W. Jensens ejendom Strandholm i Vedbæk. Benedicte blev glemt, lige indtil han ved et tilfælde hørte hendes navn i et teaterstykke og måtte på sporet af, hvad der var skete med den dragende kvinde. Det er en tragisk skæbne, der ender med selvmord i en alt for ung alder, men som nu har leveret brændstof til et kritisk portræt af den dengang kulturelt og åndeligt så dominerende Heretica-bevægelse.

Vi sidder 63 år senere i køkkenet hos Barfoed i hans store lejlighed i Nyhavn. Han har i den grad vakt kvinden til live igen, så hun næsten er til stede. I de senere år har Barfoed skrevet portrætbøger om store danske mænd som kommunisten Peter P. Rohde, modstandsmanden Ole Lippmann og senest polarforskeren Knud Rasmussen. Så hvorfor blev det lige denne ukendte kvinde?

»Ole Lippmann var en slags mellemmand, Peter P. Rohde også. Det er mænd, som har lidt i klemme, mænd, som har problemer opadtil; Ole med London, Peter P. med Moskva. Jeg er ikke interesseret i topfolk, men i mellemfolk; de kan rejse sig og blive til hele, store mennesker. Det viser sig, at hvis man går ind i dem, så kan man belyse en personlighed spændt ud mellem magter, som er større end en selv. Hvad er du i kløerne på, hvilke marionettråde fører fra dig op til hvilke herrer og højere instanser, som har noget for med dig eller netop ikke? I eget liv kender man til at være genstand for magtinstanser i form af chefer, stærke venner, stærke guruer. Guruer sætter enhver på prøve. Benedicte var en ukendt kvinde i et kendt miljø. Her handlede det om at kortlægge et vildnis, som i hendes tilfælde var så ekstremt.«

Opgør med guruer

Og guruer er, hvad der karakteriserer Heretica-bevægelsen, der i årene efter Anden Verdenskrig var den dominerende danske åndelige bevægelse. Kapitalstærk i kraft af den rige arving Knud W. Jensen, der med virkelyst kunne sætte den kulturkampagne i gang, som hed Heretica. Han fragtede de unge talentfulde århusianske forfattere og litterater som Thorkild Bjørnvig, Bjørn Poulsen og Tage Skou-Hansen med fruer over til sig selv på den nordsjællandske østkyst og installerede dem i huse omkring sig. De dyrkede det gamle Grækenland og forestillingen om en helhedskultur. Portrættet af Benedicte bruges til at kaste et kritisk lys på kredsen.

»Det handler ikke om, at alt skal rives ned, men jeg gør, som jeg gør med andre af mine personer, nemlig at se dem i øjenhøjde. Den historie, de helst selv vil præsentere, er meget glansfuld, from, velovervejet og udgør sådan et himmelvendt selvbillede. Det er klart, at når man som jeg har set det hele indefra, så kan jeg ikke nære mig, da hele den røntgengennemlysning af Heretica-kredsen ikke er gjort før – arm i arm med Benedicte at skrive den historie. Benedicte viste en sprække i den, hvor de opførte sig ufromt, og det var fromheden, der var deres mærke.«

Og Benedicte var en skandale. Hun sårer sin mand, er anledning til Grete Bjørnvigs depressioner, som i samme periode skal stå model til, at Thorkild Bjørnvig er i kløerne på Karen Blixen, hvilket fører til et selvmordsforsøg og til, at Thorkild Bjørnvig til kredsens store bekymring igen kastes ud i en depression og skrivekrise.

»Heretica-kredsen havde absoluthedens karakter. Det er en sund relativering, fordi det viser, hvad der er ved siden af. Og med hele den kult, der herskede om Thorkild Bjørnvig, så er det svært at nægte sig at skrive helt lige ud ad landevejen. Det gør ham hverken større eller mindre, men udsat for den belysning, så er der noget af hans store attitude, som bliver relativeret, og det er jeg kun tilfreds med.«

Én ting er det nye lys, Benedicte kaster over Heretica i de år, hun var gift med Knud W. Jensen. Noget andet er eftertidens bevidste fortrængning af hende.

»Jeg kan ikke nægte, at Heretica havde alle sekters korrumperede træk. Der var instanser, som ønskede og havde magt til at gennemføre en beskyttelse af det hereticanske image. Der var et ønske om, at den skulle fremstå homogent vellykket, idealistisk og betydningsfuld kulturelt, og der var Benedicte en elefant i glasbutikken.«

Barfoed citerer i sin bog Tage Skou-Hansen for i 2005 at have skrevet, at det slør, der systematisk er blevet kastet over Benedictes identitet var »endnu en af de fortielser, som allerede er karakteristiske for Heretica-kredsen« og peger på den løbende selvcensur, som kredsens kronikører og åndelige forvaltere pålægger sig i almindelighed. Ord, som Barfoed også gør til sine egne i bogen, når han påpeger, at Benedicte ikke nævnes med et eneste ord i vennen Ole Wivels erindringer fra den periode, Romance for valdhorn, bliver retoucheret bort fra fotos og i det hele taget forsvinder ud af den fælles historie.

»Der ligger noget traumatisk i Ringen, altså den der nationalsocialistiske eller pangermanske bevægelse (både Knud W. Jensen og Ole Wivel var i slutningen af 1930’erne aktive i bevægelsen, hvilket Ole Wivel i sine erindringer har forsøgt at skjule, red.). Tager man først hul på afsløringerne, så ved man ikke, hvor det ender, og det er nogle alvorlige traumatiseringer, der kommer fra den flirt. Der ligger en selvbeskyttelse i det, en angst for, at sådanne sprækker kan føre til noget. Der var en frygt for, at Benedicte ville føre til nogle uhensigtsmæssige opfattelser af, hvad der foregik i kredsen, og det mente vogterne, at vi ikke kunne være tjent med.«

–Hvilken rolle spillede Ole Wivel her?

»Ingen tvivl om, at Ole Wivel i en årrække følte sig som kulturarvsformand. Han var den operative. Man kan også sige, at han stod for hele Heretica-organisationen. Han var den, som sagde til Knud, der ikke var tabt bag en vogn, ’nu skal du høre, det vi gør er …’ Han var organisator af den hereticanske lejr. Det vedblev at være den fortjeneste, han havde ydet kulturen, og den skulle der ikke sættes noget spørgsmålstegn ved. Den er monumentaliseret, og så går jeg ind i monumentet og viser, hvad der også var motoren, og det var de private forbindelser, de menneskelige relationer – og sikke nogle omkostninger. Hvis det nu eksempelvis var lykkedes Benedicte og Karen Blixen i alliance at tage livet af Grete, hvad der vitterligt var planen fra Gretes side.«

– Men det kan vel være harmløst, at hun som hans hustru i en forholdsvis kort periode ikke skrives ind i den store mands erindringer?

»Hun var ikke gift med hvem som helst, men gift med grundlaget for det hele. Hun var tidligt ugleset, lidt fraværende, og de var glade for at slippe for hende og sagde: ’Nu har vi fået Knud tilbage’. Der er tale om en forsvinden, men også hendes egen fra historien, det kan jeg ikke komme uden om.«

Sprogliggørelsen

I sin bog giver Barfoed Benedicte en stemme. Og han giver læserne hele hendes tragiske historie fra ungdom til afskeden med Bjørnvig og selvmordet.

Men inden da er hun ingen bifigur i kredsen. På en rejse til Grækenland med Knud W. Jensen, der er bidt af en gal græker, og Karen Blixen overtrumfer hun ægtefællen i beskrivelserne fra rejsen.

»Hun havde i forbavsende grad et sprog, hun kunne skrive, jeg sprogliggør hende, det er rigtigt. Det er en fornøjelse at se, i hvilken grad Karen Blixen havde sans for det: ’Lyt til bølgerne i hendes sind’, som hun formulerede det. Der var en mulighed for at løfte hende som en, der både kan se noget, som Knud W. ikke kunne se, og som en, der kan skrive. Hun overstråler, hvad de andre kunne i Heretica-kredsen. Send eksempelvis Bjørn Poulsen til Grækenland, og du får en gammel kæp med hjem.«

– Det er en meget ridderlig gestus sådan at redde kvinden fra mændene?

»Jeg bilder mig ind, at jeg har fået fat i hendes komplekse natur. Det er både en kærlighedshistorie, men også portræt af en sygdomsplaget kvinde. Stoffet i hende er stadig eksistentielt. Så, ja, jeg føler mig som en ridder i forhold til hende.«

– Du viser hende som en meget sensibel iagttager?

»Hun kendte Søren Kierkegaard, læste filosofi og tilegnede sig alt det. Hun har på baggrund af al den århusianske vadmel virket som en young party-girl, med kvalitet, men ret reserveret. Det er helt sikkert, at hun fremkaldte et jordskred i Thorkild Bjørnvig, eller en heftig forelskelse. Men han ledte også efter den slags; det var det, han ville have, dér han fandt sin næring, og mellem slagene sultede han og lå lig.«

– Der er i mine øjne kun en stor skurk i bogen, og det er Thorkild Bjørnvig?

»Skurk bruger jeg ikke, og det vil jeg heller ikke tillade mig at bruge, men det er klart, at når man tager sygdommen væk, så er han anledningen til kvindens vanskæbne. Ikke forklaringen. Hun formår ikke at redde skindet, før det går rivegalt. Det er klart, at han med sit vægelsind og sin vankelmodighed og manglende evne til at beslutte sig for hende også udtrykker noget typisk mandligt. Hun er blevet en plage, en burre, noget, han ikke kan skrabe af sig. Det er forstemmende og aferotiserende, mens brevene bliver flere og flere. Han har sat en skæbne i gang, som han ikke egner sig til at håndtere.«

– Du har virkelig noget på Bjørnvig?

»Du er en god læser!«

– Men er den her bog i virkeligheden ikke dit opgør med Bjørnvig, bare skrevet som en bog om Benedicte?

Meget lang tavshed. Og så:

»Han var genstand for min beundring, da jeg var 19 år, men man bliver ikke ved med at være 19. Man så så meget i fløjene. Ja, jeg synes nok, at der med hans skikkelse kommer noget meget sammensat. Knud W. kommer fint fra min historie. Han kan lave et Oluf Høst-museum og sige undskyld. Knud er generøs, en mand, der kan råde bod. Thorkild, læs hans afskedsbrev til Benedicte, hvor bliver der rodet bod her?«

Kvinderne i kredsen

Hvad man især kan udlede af bogen, er den rolle, kvinderne spillede i den mandsdominerede Heretica-kreds.

»Kredsen, som jeg ser det, består af dels nogle fornuftige, solide koner fra hovedlandet, som havde været dygtige i gymnasiet og var blevet gode bibliotekarer. Grete Bjørnvig er lidt mere interessant, skrøbelig og intelligent, men det er stadig nogle gode piger, som var deres mænds gode koner, lavede almindelig mad og knappede øllerne op til mændene. Og så var der overklassekvinderne, wivelerne, med Kil Wivel og Eva Wivel, der var mor til alle drengene. Hun er faktisk den eneste, der møder op og aflægger Benedicte et besøg, da hun er kommet tilbage fra England. Men alle står de i skyggen af hende overkvinden, Karen Blixen fra Rungstedlund.«

Karen Blixen spiller lidt i periferien en vigtig rolle i kredsen ved indimellem at interagere og have det forhold til Thorkild Bjørnvig, som også er beskrevet i Pagten, hvor Bjørnvig i lange periode er installeret hos baronessen.

»Blixen havde sin lange arm inde i kredsen og tog Thorkild ud, et uforskammet udtryk for, at hun følte sig helt hævet over den hønsegård. Hun er jo ørnen, der snupper hanekyllingen. Hun var ikke med til festerne på Strandholm, men kun dér, hvor hun kunne spille en hovedrolle, holde båltalen; hun var aldrig med i det daglige, som ikke fandtes for hende.«

Ikke desto mindre fortæller Barfoed, at Blixen altid efter festerne af ham skulle have et referat af, hvad der var sket, hvem der drak og dansede, kastede op og kyssede i krogene.

»Blixen kunne gennem 10 år sige: ’Hvorfor siger Kil ingenting’. Kil hørte til de kvinder, der klappede i, når slangen hvislede med tungen. Benedicte havde helt anden adgang til hende, for hun så i Benedicte en sjæl. Det er lidt litteraturhistorisk, at Blixen i min bog får en slags datter i Benedicte.«

Niels Barfoed fortæller om ’Benedicte’ på BogForum lørdag 15.45 på Gyldendals Tranescene

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Er det første gang du skal stemme til et folketingsvalg?
Vi giver alle førstegangsvælgere gratis digitalt abonnement under valget.

Tilmeld dig

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Claus Oreskov
  • Hanne Ribens
  • Niels Mosbak
  • Andreas Trägårdh
  • Niels-Holger Nielsen
Claus Oreskov, Hanne Ribens, Niels Mosbak, Andreas Trägårdh og Niels-Holger Nielsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Jeg fandt nu også Benedicte Jensens skæbne interessant, da jeg hørte om den sidste sommer i forbindelse med en opførelse på Rungstedlund af Line Mørkebys stykke. Siden er interessen i Blixens kreds jo blusset meget op - og den virkelig interessante bog har vi stadig til gode: Thorkild Bjørnvigs søns.