Læsetid: 9 min.

Historien om en mor

Oven på to nye bøgers detaljer om Anders Breiviks mor og massemorderens opvækst kører debatten igen i Norge om psykologi versus politisk ideologi som forklaring på Breiviks terrorhandling. Men hvorfor ender skylden altid hos moren, når barndommen søges som forklaring?
Oven på to nye bøgers detaljer om Anders Breiviks mor og massemorderens opvækst kører debatten igen i Norge om psykologi versus politisk ideologi som forklaring på Breiviks terrorhandling. Men hvorfor ender skylden altid hos moren, når barndommen søges som forklaring?

Jesse Jacob

15. november 2013

Hun var rejst før. Da hun forlod Jens Breivik med sin datter fra tidligere forhold og den etårige søn Anders, var det, som om Wenche Breiviks liv gentog et mønster. Nu rejste hun fra sin mand og London, hvor han havde været ansat et halvt år som ambassaderåd. Ægteskabet var ikke til at redde, og parret aftalte, at hun skulle have sønnen Anders. Jens Breivik skulle betale børnebidrag.

»Wenches liv havde handlet om at miste. Det havde handlet om at være alene,« skriver den prisbelønnede norske journalist Åsne Seierstad i sin nye bog, En av oss – En fortælling om Norge, der udkom i denne uge.

Wenche Breivik var rejst før. Som 18-årig forlod hun Kragerø i Telemarken og en polioramt alenemor, der beskyldte datteren for sit handicap, og som var blevet stedse mere krævende, psykisk ustabil og anklagende over for datteren. Hun var alene, men fik fodfæste. Et job, hvor hun var vellidt, og senere en mand, Jens Brevik. Men ifølge Seierstads bog, der blandt andet bygger på et interview med Wenche Breivik få dage før dennes død, blev hun mere og mere ulykkelig i London, mens hun forsøgte at opretholde et meningsløst, pletfrit liv, som hun beskyldte manden for at ønske.

Hun mister fodfæstet igen som alenemor. Og henvender sig til socialkontoret for at få økonomisk hjælp. Da er Anders Breivik to år.

Under politiafhøringerne mange år senere siger moren:

»Det er jo næsten som min egen rettergang. Jeg håber ikke, I ser på mig som en dårlig mor. Jeg sidder jo næsten og angiver min egen søn.«

Barndommen

Det er Wenche Breiviks opvækst og slægtshistorie, der i disse dage oprulles i Norge. For første gang træder moren frem i to spektakulære bogudgivelser. Seierstads bog har ikke hovedvægt på morens liv, men består af over 500 siders samlende beretning om Anders Breiviks opvækst, voksenliv og manifest krydsklippet med fortællinger om de dræbte – skrevet på baggrund af bl.a. politirapporter, interview med implicerede, ofrenes forældre og venner, naboer til familien Breivik og altså et interview med moderen Wenche Breivik, der døde i marts. En av oss blev imidlertid overhalet af den omdiskuterede norske journalist Marit Christensens bog med titlen Moren, som udkom for to uger siden, og som bygger på lange indgående samtaler med Wenche Breivik, før hun døde af kræft.

Begge bøger har skabt debat i Norge. Både hvad angår de etiske aspekter, men også om hvorvidt tragedien kan forstås og forklares ud fra hændelser i Anders Breiviks tidlige barndom og ud fra hans forhold til moren.

Åsne Seierstad var åbenbart ikke i tvivl, da hun i weekenden trådte frem i de norske medier:

»Hvis det ikke havde været for hans (Anders Breiviks, red.) dårlige barndom, vil jeg hævde, at det ikke havde været muligt at gennemføre terroraktionen,« sagde den verdenskendte journalist og forfatter ifølge Dagbladet med henvisning til de forfærdelige hændelser på Utøya den 22. juli 2011.

»Betydningen af hans baggrund er blevet klarere af de to nye bøger. De bekræfter de oplysninger og den tese, jeg har om Wenche Breivik, der selv har haft en ekstremt vanskelig opvækst og derfor har haft svært ved at knytte sig til sin søn. En søn med klart sadistiske og narcissistiske træk igennem barndommen. Jeg mener jo, at den mørke impuls kommer fra barndommen, ikke fra den højreekstremistiske propaganda på internettet,« siger Aage Borchgrevink, der er forfatter til bogen En norsk tragedie – Anders Behring Breivik, som udkom sidste år.

Borchgrevink bygger sin bog på rapporter og udtalelser, som blev udarbejdet i 1983, da den dengang fireårige Anders Breivik var under observation på Statens Senter for Barne- og Ungdomspsykiatri.

I Marit Christensens bog oprulles Wenche Breiviks barndom på et børnehjem, og hendes slægtshistorie beskrives som præget af mange flytninger og svigt.

»Det var f.eks. forbudt for personalet på børnehjemmet at have personlig omgang med børnene, og det bidrager til billedet af Wenche Breivik som en person, der senere i livet havde svært ved at knytte sig til andre følelsesmæssigt. Dernæst er der oplysninger om morens slægt, som viser, at omsorgssvigt angiveligt er nedarvet i generationer,« siger Aage Borchgrevink om Marit Christensens bog. Selv har Marit Christensen forskanset sig for offentligheden pga. af anklager om uetiske metoder. Wenche Breivik forsøgte at få bogen stoppet inden sin død. Et ønske, Christensen ikke respekterede, fordi hun havde kontrakt med Wenche Breivik om at fortælle dennes historie – en historie, hvor moren så sig som offer for mediernes forsøg på at beskrive intime detaljer fra hendes privatliv. Marit Christensen forsvarer sig med, at Wenche Breiviks historie er vigtig at få frem i offentligheden. En pointe, flere norske anmeldere giver hende ret i, selv om de finder hendes bog problematisk på andre måder.

Advaret

Åsne Seierstad gengiver imidlertid mere af de fortrolige rapporter, som også har været en del af politiets efterforskning, end der tidligere været fremme i norsk presse. Wenche Breiviks advokat har læst både Seierstads interview og selve bogen før udgivelsen. Wenche Breivik nåede aldrig at læse hverken interviewet, der ikke er direkte gengivet i En av oss, eller selve bogen. Men hun fik mulighed for at trække sig få dage efter interviewet. Det ønskede hun ikke.

Ifølge En av oss fortæller Wenche Breivik i 1983 de sociale myndigheder, at sønnen var vanskelig og aggressiv på en infam måde. Senere blev familien indlagt til observation. »… Han har vanskeligt ved at udtrykke sig følelsesmæssigt, men når der først kommer en reaktion, er disse påfaldende stærke,« hedder det senere i en rapport, som også konkluderer, at Anders Breivik er blevet syndebuk for morens frustrationer. Psykologerne beskriver Wenche Breivik som en kvinde, der lever i sin indre, private verden med et underudviklet, angstpræget forhold til andre mennesker og emotionelt præget af en ikke-erkendt depression. Og videre, at Anders Breivik var den, der var mest påvirket af morens psykiske tilstand. Det blev anbefalet, at drengen skulle have en aflastningsfamilie for at »forhindre en alvorlig psykisk skæv udvikling«.

I Marit Christensens bog, som på lange stræk fremstår som Wenche Breiviks egen beretning, fremgår det imidlertid, at moren ikke kunne forstå, hvorfor familien skulle til observation. Og hun blev dybt krænket over beskrivelserne. Hun ville under ingen omstændigheder give sønnen fra sig. I det hele taget placerer Wenche Breivik ifølge Marit Christensens bog meget af skylden for familiens og Anders Breiviks problemer hos en far, der i flere år ikke viser interesse. Faren forsøgte imidlertid at få forældremyndigheden efter at have læst udredningerne af sønnen. Men Wenche Breivik hyrede en advokat, der dygtigt fremførte, at morens behov for hjælp var et overstået kapitel. Flere vidner bl.a. fra børnehaven hævdede efterfølgende i Oslo byret, at Anders Breivik var en »lykkelig og glad dreng«. Faren og børneværnet frafaldt. Ved efterfølgende observationer i hjemmet fandt socialkontoret ikke grund til bekymring. Sagen blev henlagt.

Den skyldige mor

Men hvorfor er vi så optagede af at placere skyld hos andre end massemorderen selv? Og ikke mindst hos hans mor? Da ugerningerne rystede verdens befolkninger, har det nok strejfet mange, hvem der kunne have opfostret et menneske som Anders Breivik. Og pilen peger som oftest mod den kvindelige omsorgsperson – uagtet at faren Jens Breivik ganske tidligt i sønnens opvækst helt ophørte med at have kontakt med ham.

Debatten om Breiviks baggrund trækker ligeledes tråde tilbage til selve retssagen. Der blev foretaget to forskellige psykiatriske vurderinger af gerningsmanden, hvor han i den første blev erklæret tilregnelig og den næste det modsatte. Retten endte med at erklære Breivik tilregnelig. En narcissistisk personlighedsforstyrrelse, som retten mente Breivik led af, forhindrer juridisk set ikke, at man er strafferetligt tilregnelig.

»Hvem som helst kan blive som ham (Anders Breivik, red.) Det er ikke morens skyld,« siger professor Kjell Lars Berge f.eks. til NKR.

Retspsykolog og ph.d. Pål Grøndahl, der har fulgt Breiviksagen tæt, mener imidlertid ikke, at det er muligt kun at forklare terrorhandlingen ud fra omsorgssvigt i barndommen.

»Det er min personlige opfattelse, at der i den norske offentlighed er en slags intellektuel optagethed af psykiatri og psykologi, der præger tænkningen. Det er, som om Freuds tænkning er blevet hvermandseje, hvilket får os til at søge forklaringer på, hvordan barndommen og særligt moren former et barn. Det har jo tidligere været ret typisk i vores kultur at bebrejde moren, og måske er det det stadigvæk,« siger Pål Grøndahl.

Han nævner tidligere studier af udearbejdende karrieremødres betydning for deres børns udvikling af autisme. Mødrenes fravær blev set som en forklaring. Men overrepræsentationen af børn med autisme i denne gruppe viste sig at skyldes, at de veluddannede mødre ikke var så bange for at bede om hjælp og vise, at de havde problemer med deres børn.

Grøndahl stiller sig i det hele taget tvivlende over for, om oplevelser i barndommen og omsorgssvigt kan forklare en massemorders psykologi.

»Jeg har ikke studeret samtlige massemorderes barndom. Men som fagperson er det min vurdering, at det ikke er muligt at slutte, at omsorgssvigt og den narcissistiske personlighedsforstyrrelse skulle kunne kædes sammen med, at han ender som massemorder. Der kan være mange andre – også biologiske og sociale – forklaringer, og hvis alle, der havde været udsat for grove svigt i barndommen, skulle udvikle sig til massemordere eller personer, der begår frygtelige handlinger, ville vi jo have mange, mange flere af dem.«

Han opremser vold, misrøgt, mobning og svag tilknytning til omsorgspersoner som psykologiske indikatorer, men ingen af delene kan give en psykologisk profil på en massemorder, selv om sagkundskaben har forsøgt, også i forbindelse med skoleskyderierne i USA.

Andre har også taget afstand fra at gøre moren skyldig i Breiviks handlinger, bl.a. Breiviks advokat, Geir Lippestad, der har kaldt denne kobling til forhold for 30 år siden for »rystende«. Forsvaret satsede på at få kendt Breivik tilregnelig, og Breivik selv ønskede, at hans ideologiske manifest skulle være det centrale i retssagen. Ikke hans psykiske habitus.

Manifestet

Aage Borchgrevink mener imidlertid, at Anders Breiviks manifest er fuldt af sekvenser, som giver langt bedre mening, hvis de kædes sammen med terroristens baggrund og forholdet til moren.

»Breivik har direkte referencer til sin egen baggrund i manifestet. Han siger, at hans opvækst har været god. Men han siger også, at moren og hans søster har bragt skam over ham med deres seksuelle opførsel. Dernæst fordømmer han andre familiemedlemmer bortset fra faren. Og så konstruerer han konflikter med indvandrere i sin ungdom, som der ikke er belæg for, hvis man undersøger det. Konflikterne har han med moren. På et andet niveau ser Breivik sig som den, der efter den store civilisationskonflikt skal ændre historiens gang, så de gode kræfter kan vinde frem. Det betyder, at patriarkatet skal genoprettes, og kvinden skal tilbage kødgryderne. Egentlig skal kvinden helt udfases og erstattes med en kunstig livmor. Det er et billede på savnet af faren og ambivalens over for moren. I den tidlige idealstat skal der desuden indføres en lov, hvor faren altid skal have barnet i forbindelse med skilsmisse, hvilket hans egen far jo ikke fik,« forklarer Borchgrevink.

Borchgrevink forstår godt, at man kan undre sig over, at moderen bliver anklaget, når farens fravær også kan være traumatiserende:

»Jeg mener jo ikke, at moren er skyldig. Hun er en forvirret kvinde, der konstant skifter mening, det fremgår jo også af Marit Christensens bog. Men hun skulle have haft hjælp tidligere. Hvis Breivik skulle være stoppet, var den tidlige barndom jo der, hvor han var i kontakt med systemet, og hvor ekspertudtalelser pegede på, at han skulle fjernes.«

Pål Grøndahl forklarer det stærke fokus på barndommen med, at vi ellers ikke ved, hvor vi skal gå hen for at finde forklaringer:

»Vi ved, at barndommen former mennesker. Men jeg tror ikke, vi nogensinde finder en fyldestgørende forklaring, selv om bøgerne føjer nye brikker til puslespillet. Jeg tror ikke, det er muligt at finde en psykisk profil på, hvad der skaber en massemorder.«

Og i Norge fortsætter debatten. I en kommentartråd efter en artikel om Marit Christensens bog hedder det f.eks.:

»Diskussionen vil de kommende år gå på, hvor mange procent, som er hvad – en hypotese kan være 80 procent psykopat, 10 procent paranoid skizofren og 10 procent politisk ideologi – andre kan ende med det modsatte (… ) ’Breivik er et menneske’, sagde advokat Lippestad, og Marit Christensen har med sin bog givet et stort bidrag til at fornemme og forstå noget af det, som medvirkede til at han endte som han gjorde.«

 

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Anne Sofie Slouborg
Anne Sofie Slouborg anbefalede denne artikel

Kommentarer

"Og pilen peger som oftest mod den kvindelige omsorgsperson – uagtet at faren Jens Breivik ganske tidligt i sønnens opvækst helt ophørte med at have kontakt med ham."
Så nu er enlige mødre pludselig problemet? SLUDER OG VRØVL

Anne Sofie Slouborg

Ja, det er noget sludder. Men det er heller ikke helt det artiklen konkluderer, er det? Det er klart, at der ikke er belæg for at ophøje det til lov eller til en udtømmende forklaringsmodel, men for mig at se kommer vi ikke uden om, at der er en væsentlig sammenhæng mellem alvorlig omsorgssvigt og mishandling i barndommen og at had og morderiske tendenser får fuldstændig overtaget i voksenlivet og også udleves på så bestialsk vis som i tilfældet Breivik. Hvordan kan det overhovedet betvivles, når det er så tydeligt som her. Jeg er heller ikke helt med på det antydede forsøg på at medinddrage faren som en væsentlig faktor eller ligefrem at flytte fokus til ham. En fraværende far bliver man ikke så alvorligt forstyrret af, forudsat at der er en tilstrækkelig god omsorgsperson til stede til at tage over. Det var ikke tilfældet her. Og da Breviks far fik besked om det skulle han jo faktisk have forsøgt at få tilkæmpet sig forældremyndigheden.

Michael Reves

Det forsøgte faren vist også.

Anne Sofie, har du for vane at kommentere på artikler, du ikke har læst ordentligt...

"Faren forsøgte imidlertid at få forældremyndigheden efter at have læst udredningerne af sønnen. Men Wenche Breivik hyrede en advokat, der dygtigt fremførte, at morens behov for hjælp var et overstået kapitel. Flere vidner bl.a. fra børnehaven hævdede efterfølgende i Oslo byret, at Anders Breivik var en »lykkelig og glad dreng«. Faren og børneværnet frafaldt."