Baggrund
Læsetid: 7 min.

Kampen om Linda

For mange blev Linda Lovelace – i 1970’erne – den brik, der skulle fuldende billedet af den seksuelle frigørelse. Nu har filmen ’Lovelace’ fået debatten om verdenshistoriens største pornoikon til at rulle igen. Ikke mindst om, hvad der er den ’rigtige’ feministiske position
Man kan næsten ikke overvurdere betydningen af ’Deep Throat’, ikke bare for pornoindustrien men også for amerikansk, og som følge heraf, al anden popkultur. Filmen er siden sin premiere i 1972 ikke kommercielt overgået af nogen anden uafhængig film, med en indtjening på omkring 600 millioner dollar. Foto: Wikimedia

Man kan næsten ikke overvurdere betydningen af ’Deep Throat’, ikke bare for pornoindustrien men også for amerikansk, og som følge heraf, al anden popkultur. Filmen er siden sin premiere i 1972 ikke kommercielt overgået af nogen anden uafhængig film, med en indtjening på omkring 600 millioner dollar. Foto: Wikimedia

Kultur
21. november 2013

»Kan vi ikke starte med et nemmere spørgsmål,« spørger hun, da manden med løgnedetektoren stiller hende det klassiske kontrolspørgsmål om, hvad hendes navn er.

Linda Lovelace vil udgive en selvbiografi om sit liv i pornobranchen, men forlaget kræver videnskabeligt bevis for hendes spektakulære fortælling. I en kernescene i filmen Lovelace, der har dansk premiere i weekenden, stilles en eksistens på spidsen: 17 dage nåede Linda Susan Boreman – ifølge egen udlægning - at tilbringe i pornobranchen. Alligevel forblev hun Linda Lovelace til sin død. En tilværelse så præget af én enkelt filmrolle, at hun konfronteret med en løgnedetaktor ikke stolede på, hvad hendes pulsslag og svedproduktion ville afsløre om hendes evne til at adskille kvinden fra figuren.

Om scenen har bund i virkeligheden vides ikke. Derimod er der ingen tvivl om, at Linda Lovelace er den mest feterede, feticherede og omdiskuterede figur i pornohistorien. Nu prøver endnu en film at fange essensen af Linda Lovelace. Denne gang ved at droppe den liniære fortælling og i stedet fortælle om to Linda’er i to adskilte historier:

På den ene side den frigjorte rebel, der vred sig løs af sine katolske forældres kvælende 1950’er-greb og udforskede sin egen seksualitet parallelt med alle de andre nyligt løsslupne døtre på den vestlige halvkugle. På den anden side som en tragisk skæbne, der måtte udskifte barndomshjemmets repression med en ny, i skikkelse af en sadistiske ægtemand og alfons, Chuck Traynor, hvorefter hun med – bogstavelig talt – en pistol for panden blev tvunget ind i sexindustrien.

Metaforen

Men hovedrolleindehaveren i Deep Throat (på dansk Langt ned i halsen), var mere end blot en stjerne, der fodrede fantasier hos de millioner, der har set hendes opsigtsvækkende fellatio. Og langt mere end en kvindeskæbne som genstand for almen psykologisering. Hendes person har siden premieren på Deep Throat i 1972 været omdrejningspunkt for en generel diskussion om forholdene i pornobranchen, om vindere og tabere i den seksuelle revolution, og i sidste ende om, hvad der er det sande feministiske perspektiv på kommercialiseret erotik og de kvinder, der arbejder i industrien. Som Paul Risker fra filmmagasinet Little White Lies skriver: »Linda Lovelace er blevet en metafor for splittelsen i den feministiske bevægelse. Mellem ’antipornografi feministerne’ og ’sexpositive feminister’.«

For er kvinden bag kvinden i pornoen et stakkels offer for en kultur, der uhæmmet lukrerer på hendes krop? For de mænd, der driver hende? For sin egen fortid? Eller er hun en kerneaktør i frisættelsen af den kvindelige lyst, agent sit eget økonomiske liv og kapabel forvalter af sin egen bagage?

Sentationen

Man kan næsten ikke overvurdere betydningen af Deep Throat, ikke bare for pornoindustrien, men også for amerikansk, og som følge heraf, al anden popkultur. Filmen er siden premieren i 1972 ikke kommercielt overgået af nogen anden uafhængig film, med en indtjening på omkring 600 millioner dollar. Succesen er blevet tilskrevet mangt og meget. Der var den oplagte, at hovedrolleindehaveren kunne tage en endda stor penis i munden – helt til rod. I en tid hvor seksuel teknik og jagten på ’den næste store ting i sex’ endnu ikke havde så stort fokus uden for soveværelserne, var det lidt af en sensation.

Og så var hovedrolleindehaveren en lidt benet pige med leverpostejsfarvet hår, som du kunne have siddet ved siden af i kemi, i skærende kontrast til tidens stadig mere blonderede starletter, der ikke i samme omfang udfordrede de konservative kvindeidealer, da de altid kunne afvises som ’en anden slags pige’.

Produceren Brian Grazer, der stod bag dokumentarfilmen Inside Deep Throat, mener, at Linda Lovelace var foregangskvinde for en i dag meget afprøvet populærkulturel figur: »Hun var denne her almindelige, kassedametype, der bare kunne én mirakuløs ting, som hun blev enormt berømt for. Hvis du ser på tidens reality shows, er de baseret på netop dette stof: Det kan også ske for dig!«

Klitoris

Og så var Deep Throat en pornofilm med en historie – hele 32 siders manuskript (!) – og med humor som kernekomponent. Og selv om der nok ikke er grund til at tillægge manuskriptforfatteren bevidste intentioner om et metalag, så spillede filmens tematik – Lovelace kan ikke få orgasme, indtil hun opdager, at naturen har spillet hende et puds og placeret hendes klitoris i halsen – ind i en generel amerikansk diskursændring omkring kvinden som seksuelt væsen. Op igennem 1960’erne havde en ny videnskabelig tilgang til kvindens anatomiske konstruktion sat klitoris i fokus.

Filmen fandt derfor vej til de ’almindelige’ biografer i selv mindre byer og blev endda anmeldt i The New York Times, mens tidens store Hollywood- stjerner stillede op til fotografering med det nu inkluderede pornoslæng.

Man kunne for første gang tage konen under armen til en romantisk aften med popcorn og porno. På den måde bragte den en mere bred accept af porno, ikke blot som kommerciel aktivitet, men som kampsoldat i den generelle seksuelle revolution.

Feministerne

Men ikke alle købte den udlægning. Der fulgte en hed debat. Ikke bare med opponenter fra den forventelige værdikonservative kant, men også fra tidens kritiske feminister, der brugte den nye store arena til at fremføre deres synspunkter: At porno frem for at være en del af frigørelsen var et nyt fængsel. Og at den seksuelle revolution, som tidens stærke kvinde plæderede for, faktisk var katastrofe for deres mere ressourcesvage medsøstre, såsom Linda. Det var tidens helt store feministiske frontfigurer som Gloria Steinem, Andrea Dworkin og Catharine MacKinnon, der tegnede kritikken og fik ført spørgsmålet helt til domstolene. Og Linda, nu gift Marchiano, gik med. I 1980 udgav hun Ordeal, en afslørende bog om sit liv med den voldelige ægtemand og forretningspartner Chuck Traynor. Ved pressekonferencen deltog prominente medlemmer af antipornografi-bevægelsen, der fandt solid empiri til mottoet: »Porno er teori, voldtægt er praksis« i Linda Marchianos berømte ord: »Hver gang nogen ser filmen, ser de mig blive voldtaget.«

Nye fronter

Og diskussionen er blomstret op igen i forbindelse med den amerikanske premiere på Lovelace. Men denne gang er det ikke en kamp mellem feministerne på den ene side og fritænkere, branchefolk og ytringsfrihedsfortalere på den anden: det er i højere grad et sværdslag imellem to feministiske positioner. I 1980’erne voksede der nemlig en alternativ feministisk front frem, i dag ofte betegnet som prosex feminisme. Og de aktuelle amerikanske diskussioner om filmen er en prisme for brudfladerne i den moderne feminisme. I det ene hjørne, dem, der fremstiller en forfaldsfortælling om Deep Throat og derfor ser Lovelace som en vigtig film, fordi den sætter fingeren på netop det punkt i historien, hvor den seksuelle revolution, der kunne have skabt en positiv forståelsesramme for kvindelig seksualitet, bliver tingsliggjort og voldelig – en udvikling som vi i dag ukritisk fører videre. Og i det andet hjørne de, der skam er enige i, at det historiske nedslag er relevant, men som i stedet ser de lærde kvinders oprør mod Deep Throat og annektering af Linda Lovelace som det øjeblik, hvor feminismen glemte, at fri seksualitet i enhver form er en hjørnesten i oprøret mod det etablerede. De beskylder den klassiske antiporno-feminisme for at gøre de kvinder, de ikke forstår, til ofre og blot stille nye begrænsninger for kvinders udfoldelse.

Motiver

Men hvorfor ikke bare høre på Linda selv? Desværre er det hele en hel del mere kompliceret, end datidens pornomodstandere ønskede det, og som store dele af de senere fortællinger, herunder den aktuelle film Lovelace, opridser det. For Ordeal var ikke Linda Boremans første bog. Seks år tidligere, i 1974, udgav hun hele to selvbiografier, Inside Linda Lovelace og The Intimate Diary of Linda Lovelace, der begge kan betegnes proporno og kredser om hendes egne bevæggrunde for at vælge den livsbanen, herunder frihedstrang og lyst til at udforske sin seksualitet. Og de 17 dage var måske også noget af en underdrivelse. I hvert fald er Linda dukket op i en række andre mindre pornofilm fra før 1972 og hun medvirkede også i floppet Deep Throat II.

Og til trods for at hun blev fremhævet som postergirl for kvindebevægelsen, lagde hun efterfølgende selv afstand til sine redningskvinder og såede tvivl om egne motiver.

»Andrea Dworkin og Kitty MacKinnon har skrevet så mange bøger og nævnt mit navn igen og igen, men økonomisk har de aldrig hjulpet mig. Når jeg mødte op med dem til arrangementer, fik jeg 500 doller eller der omkring. Men jeg ved, at de har tjent en hel del penge på mig – ligesom alle andre,« sagde hun.

Ambivalensen

Så hvordan skal man forstå Linda Lovelace? Måske skal man slet ikke søge rygdækning for sine ideologiske positioner og ambivalente følelser over for sex på film i en enkelt kvindes skæbne, foreslår Paul Risker: Som to sider af samme mønt har Linda Lovelace opretholdt og modsat sig pornoindustrien hele sit liv. Som en metafor for langt de fleste menneskers følelser i forhold til kommercialisering af menneskelig seksualitet og de aktører, ’der tager en for holdet’, når de lægger krop til, er Linda Lovelace en evig kilde til granskning, men vil nok aldrig være leveringsdygtig i nagelfaste svar. Hollywood har det seneste årti været ualmindelig optaget af sin frække lillebror, pornofilmen. I The Pepole vs. Larry Flynt, Boggie Nights, Rated X, The Legend of Ron Jeremy, til Wonderland, Inside Deep Throat og nu Lovelace vendes og drejes et centralt dilemma i det moderne samfund.

Men konflikten mellem korporlig lyst og individets ret til at træffe også de dårlige valg over for moralske spørgsmål om udnyttelse på den ene side og det samfundsmæssige ansvar om at passe på de svageste, på den anden er ikke sådan at løse. Og da slet ikke af en kvinde, der er i tvivl om sit eget navn.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Fra artiklen: " For Ordeal var ikke Linda Boremans første bog. Seks år tidligere, i 1974, udgav hun hele to selvbiografier, Inside Linda Lovelace og The Intimate Diary of Linda Lovelace, der begge kan betegnes proporno og kredser om hendes egne bevæggrunde for at vælge den livsbanen, herunder frihedstrang og lyst til at udforske sin seksualitet."

"Inside Linda Lovelace" og "The Intimate Diary of Linda Lovelace" var ikke skrevet af Linda Lovelace selv, i hvert fald ikke ifølge denne artikel:

http://overland.org.au/2013/09/who-was-linda-lovelace/

Så de tæller nok ikke med som selvbiografier. Det lyder også mere som noget,der var skrevet fordi nogen ville kapitalisere på "Deep Throat"s succes.

Jens Overgaard Bjerre

Hvis man ser porno i dag, så der det ud til at mange vil have Deep Throat og lille Linda har måske bare gjort som hun altid plejede, da hun lavede sin pornofilm. Men der var kasse i hende på mere end én måde og det fandt nogle feministiske forfattere altså ud af. Det eneste sjove, bortset fra at sex åbenbart altid er interessant i vesten er, at man gik sammen med fruen i biffen og hilste på naboen og diskuterede teknikken og hvorvidt man behøvede at brække sig. Jeg er til gengæld ved at brække mig over det stakkels næsehorn, som er på min venstre side af Internetversionen her på Information. Det har fået skåret sit horn af og fluer og maddiker stikker ud sammen med blodige knoglerester. Hvordan for man det billede væk.

Ang. næsehornet - så er det en reklame for WWF. Og er en del af den deal vi har her på Information, så vi bl.a. stadig kan skrive og kommentere på artiklerne.

Jeg skal ikke tage stilling til sandhedsværdien i Lovelace's udsagn, blot konstatere, som det også gøres i artiklen, at fokus nu blev på 1) kvindens orgasme og 2) klitoris som et middel til at kvinden opnår orgasme. Helt op til 1965-1970 hævdede fremtrædende læger/sexologer nemlig stadig at den eneste rigtige orgasme en kvinde kunne få - og burde få - var en vaginalorgasme. Lovelace's film Deep Throat ændrede dette overnight.

Ift. kvinden som et handlende selvstændigt seksuelt væsen, er der altså stadig modstand mod denne idé flere steder i verden, bl.a. i USA. I Danmark - og i Europa - generelt er det sådan, at vi ideen om kvinden som et handlende selvstændigt subjekt i seksuel forstand er accepteret; det selvom nogle mennesker har svært ved at erkende og acceptere dette, når det kommer til at kvinder har ret til selv at vælge, hvem de vil tilbringe natten med, eller hvornår de vil have sex - og med hvem. Og det uanset om de er i et parforhold eller ej.

Vil man acceptere den fulde kvindelige seksualitet bliver man også nødt til at acceptere kvinders ret til - som voksne mennesker - selv at bestemme om de vil lave porno eller ej. Og og ofte ser man først adskillinge ting komme til udtryk indenfor porno-verdenen; jeg tænker her på lange støvler, intimt, sødt og frækt lingeri. Og andre sådanne ting. I 1970erne, da jeg var ung, gik stort set næsten ingen kvinder i støvler, i hvert fald ikke hvis de var pæne piger. I dag kan gymnasiepiger gå med lange støvler, uden at det betyder at drengene tror, de er det som begynder med l...
(og det er/var de piger, der gik med dem i 1960erne og i 1970erne selvfølgelig heller ikke, omverdenen opfattede det bare sådan - som jeg husker det).

Ift. næsehornet er det sådan virkeligheden her.....folk skærer desværre :( hornet af næsehornet, fordi rige kinesere tror de kan få en bedre erektion af at spise næsehornspulver....

@ Karsten Aaen

"Helt op til 1965-1970 hævdede fremtrædende læger/sexologer nemlig stadig at den eneste rigtige orgasme en kvinde kunne få - og burde få - var en vaginalorgasme. Lovelace's film Deep Throat ændrede dette overnight."

Som der står i artiklen så havde "Deep Throat" premiere i 1972.

Grethe Preisler

Det dramaturgiske plot i 'mesterværket Deep Throat' fra 1972 er, at den kvindelige hovedperson er vanskabt (har en legemsdel, der normalt sidder syd for navlen placeret langt nede i halsen), hvis nogen skulle have glemt det.

Løsningen på dette hendes handicap blev naturligvis derefter, og skuespillerinden, der spillede dramaets damsell in distress er til sin fortrydelse ikke siden blevet castet til roller i andet end pornofilm.

Sånt er livet, og skulle vi så ikke se at komme videre? Plastikkirurgerne er godt nok blevet dygtigere til at møblere om på de kvindelige attributter i mellemtiden.

Det er nemlig rigtigt, Grethe Preisler, bare sig det som det er, udløs spændingen.

Jeg har nu i flere uger været afskåret fra at læse information.dk pga det famøse næsehorn.
Det blev for belastende at starte dagen med en gedigen gang kvalme.
Jeg har oven i købet skrevet til Informations web.afd og bedt dem give mig et praj, når det hæslige billede var væk.
Jeg har - som forventet - ikke fået noget svar - men i dag vovede jeg så springet.
Der er selvfølgelig en sandhed i, at sådan er virkeligheden - you better deal with it - men hvis jeg var WWF - eller en hvilken som helst anden annoncør - ville jeg nok ikke satse på at skræmme eventuelle sympatisører væk.
Jeg ANEDE ikke, at WWF stod bag, fordi jeg ikke har kunnet holde billedet ud længe nok til at læse teksten.
Dét ville jeg da anse for spildte annoncekroner.
PS: Linda Lovelace og hendes meritter rager mig en papand.